|
Post by Vimmi on Oct 23, 2009 20:11:41 GMT 3
Lesner lagde sig fladt ned på jorden, som om det var hvad hun havde sagt, og brummede igen begejstret. Hans syge blik flyttede sig ikke fra hende, som om hun var en ny gud han havde fundet sig og var faldet for, og hans beskidte, hvide man lå på jorden. Han kunne ikke se kentaurerne, så han prøvede at lytte istedet.
|
|
|
Post by Nonao on Oct 23, 2009 20:23:20 GMT 3
Nonao så dem stoppe og trak vejret langsomt og dybt. Prøvede at tie stille. Hjertet slog hurtigere og hun var ved at panikke. "Der var nogen..." en mandsstemme. "Det var måske var heden... Varmen har været hård på det sidste." En anden. "Måske. Men jeg var sikker på..." "Lad os komme tilbage. Ellers går vi glip af det hele..." De gik og Non kiggede frem. Jo de gik. Da de var ude af syne sukkede hun dybt.
|
|
|
Post by Vimmi on Oct 23, 2009 21:04:41 GMT 3
Det hele. Hva var det hele? Han så spørgende op på hende. Vidste hun noget? Han løftede hovedet for at gøre opmærksom på sig selv, men vendte så hovedet da det begyndte at klø på hans skulder, og han kløede igen inden han vaklende kom op og stå igen. Så kom han i tanke om hva han havde tænkt før.
|
|
|
Post by Nonao on Oct 23, 2009 21:10:02 GMT 3
Hun kiggede ned på ham, spørgende og undrende. "En cermoni af en art sikkert. Der er sikkert nogen der skal giftes. Og bagefter skal de have unger og... leve lykkeligt." Hun smilede svagt. Det var en fjern fortid, som forlængst var udelukket. For hendes vedkommende.
|
|
|
Post by Vimmi on Oct 23, 2009 21:34:16 GMT 3
Det lød underligt. Han stod lidt og virrede med hovedet inden han igen blev distraheret, og han travede afsted mod ingentingen han havde fået øje på. Han løftede halen let, stoppede op og vendte hovedet mod hende, og travede så videre igen, svingede med halen, og pludselig vrinskede han, som var der noget at vrinske over.
|
|
|
Post by Nonao on Oct 23, 2009 21:39:31 GMT 3
Hun fulgte efter og betragtede ham. "Hvad nu?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn. Undrende igen. Kiggede op og drejede rundt om sig selv, for at være sikker på at der ikke var nogle. "Hvorfor kalder du? Hvem.." hun lukkede munden og stoppede op igen.
|
|
|
Post by Vimmi on Oct 23, 2009 22:06:09 GMT 3
Lesner vrinskede igen, og en flok heste kom pludselig til syne. De var fremmede for Lesner, men som enhjørning reagerede de op ham. Han elskede flokke, det var så sikkert, men da hestene kom hen til dem mærkede de hans syge sind og turde ikke komme tæt på. Det var meget skræmmende, syntes de.
|
|
|
Post by Nonao on Oct 23, 2009 22:19:01 GMT 3
"De.. De er bange for dig... Pas på. Ellers bliver de bare endnu mere bange.." Hun lagde en hånd på hans man og sukkede dybt. Det var synd for ham. Meget. Men det var mere mishandlernes skyld. Hun mærkede vreden bryde frem og lysten til at dræbe dem.
|
|
|
Post by Vimmi on Oct 23, 2009 22:28:30 GMT 3
Lesner så uforstående på hende og brummede begejstret til hestene, der bare så endnu mere skræmte ud. Han virrede med hovedet, og havde han været menneske ville hans øjenbryn have trukket sig sammen. Han forstod dem ikke, og det forvirrede ham næsten lige så meget som at de frygtede ham.
|
|
|
Post by Nonao on Oct 23, 2009 22:53:25 GMT 3
Hun strøg ham igen og gik væk fra hestene. Kaldte på Lesner, fordi hun kunne mærke hestenes uro. "Kom så, vi skal videre." smilede hun nervøst og kiggede rundt. "Kom nu, vi skal skynde os..."
|
|
|
Post by Vimmi on Oct 23, 2009 23:06:21 GMT 3
Videre var godt, tænkte Lesner og nikkede. Ja, videre, videre. Han gik afsted og løftede halen igen, og lod den stryge over sit bagparti. Han så efter hestene, der vendte om og gik den anden vej. De var da underlige. Han brummede forvirret og svansede hen tæt forbi Nonaos flanke, så deres pels strejfede hinanden.
|
|
|
Post by Nonao on Oct 23, 2009 23:25:18 GMT 3
Nonao gik upårvirket videre og sukkede. Det var mærkeligt, men også tyngende. Hvor vovede nogen at behandle en dyr, et så fantastisk dyr, sådan, som de havde behandlet ham her. Det var ondt, direkte ondt og ubehageligt. Ingen kunne stole på nogen mere...
|
|