|
|
Post by Nonao on May 12, 2009 18:38:29 GMT 3
Non tabte kæben. "Hvad i...." Hun stirrede og bakkede overrasket tilbage. Det var ikke hendes flok... men hun kunne jo aldrig vide. Det ville ikke være godt hvis hun blev opdaget?! de ville slagte hende levende?!.. Hun trak vejret hurtigere og mærkede frygten snige sig ind på hende. De havde sikkert udsigtsposter. Hendes blik fejede fra side til side. Så kom hun til at tænke på Lesner. "Jeg ved godt du mente det pænt... Men de vil nok ikke blive glade for at se mig." hun smilede undskyldende og sukkede.
|
|
|
|
Post by Vimmi on May 12, 2009 21:03:02 GMT 3
Lesner så stadig meget stolt ud, hvilket sagde at han ikke havde forstået at hun ikke var glad for at se artsfæller, men han forstod at hun ikke ville derned. Det viste han ved at stoppe med sin høje vrinsken og sænke hovedet for ikke at blive så synlig mens han listede ned af bakken uden at gøre mere opmærksom på dem.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jun 30, 2009 12:54:09 GMT 3
Nonao smilede lettet og fulgte med ham ned. "Tak," sagde hun og fortsatte med at gå væk fra flokken. Det var mange år siden hun havde set så mange af sin slags og hun kunne ikke stole på nogen. Samt udkigsposterne foruroligede hende stadig.
|
|
|
|
Post by Vimmi on Jun 30, 2009 20:16:57 GMT 3
Enhjørningen brummede tilfredst og fortsatte med at liste ned af bakken, og så afventende på Nonao. Han vidste ikke hvilken vej de skulle tage og havde ingen anelse om hvordan der var andre steder. Hovedet lagde han på skrå mens han stirrede på hende med de sindssyge øjne, ind i hendes. Han kunne gå hele dagen. Og havde tænkt sig at gøre det. Han kunne lide hende lige nu.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jun 30, 2009 20:48:55 GMT 3
"Jeg kan ikke huske hvor vi kom fra..." mumlede Nonao for sig selv og begyndte bare at gå. "Lad os se hvad vi støder på i fremtiden." Hun smilede til Lesner og begyndte at trave den vej de var kommet fra.
|
|
|
|
Post by Vimmi on Jul 3, 2009 21:33:58 GMT 3
Lesner travede frem til hende og nikkede tilfredst med hovedet. God vej, syntes han, selvom han ikke vidste hvorfor. Han kunne fornemme gode ting og smilede næsten til hende da han lyse øjne igen ramte hendes og borede sig ind på det måde som kun de kunne gøre det. Han lod hende derefter være forrest.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jul 3, 2009 22:11:09 GMT 3
Non rynkede panden og travede videre i et roligt tempo. Hun spejdede ud over landskabet og forsøgte at overbevise sig selv om at de ikke havde opdaget hende, og at det ikke var buldrende hove, hun kunne høre bag sig.
|
|
|
|
Post by Vimmi on Jul 4, 2009 18:28:10 GMT 3
Lesner fortsatte fremad og ørerne var oprejst og begejstrede. Han kunne høre noget bag sig og rettede dem den vej, og så sig tilbage uden at stoppe op. Gadonk, gadong, uregelmæssigt, men tydeligvis hestehove. Folk. Han skulle lige til at vrinske, men holdt bøtte og ændrede retningen en smule. Måske kunne hun ikke lide dem...?
|
|
|
|
Post by Nonao on Aug 27, 2009 16:49:00 GMT 3
Nonao kiggede bagud. De ville slå hende ihjel. Hun blev urolig og galopperede bange videre. Det kunne ende galt. "Åh gud... Lad mig nu slippe.." hviskede hun og sprang afsted. Der var klipper foran og hun red ind i mellem dem og gemte sig formålsløst. Hun var alt for nem at se. Hun spændte buen, nødsaget, selv om hun ikke ville dræbe. Eller blive dræbt.
|
|
|
|
Post by Vimmi on Aug 27, 2009 20:42:51 GMT 3
Lesner så ikke noget til kentauren. Han fortsatte frem, og pludselig så han hendes vækhed. Han virrede med hovedet og stoppede op og så sig omkring, og vendte sig om. Han begyndte at rokke frem og tilbage, fra ben til ben, og hans sindssyge øjne var forvirrede. De andre kentaure kom nærmere. Måske de hjælpe ham med at finde hende?
|
|
|
|
Post by Nonao on Aug 27, 2009 20:55:26 GMT 3
Hun holdt øje og fik øje på Lesner. Pokkers! hun havde glemt alt om ham! Hun piftede skingert og prøvede at fange hans opmærksomhed, men kentaurene stadig var en støvsky en kilometer borte. "kom nu, kom nu..."
|
|
|
|
Post by Vimmi on Aug 29, 2009 0:21:14 GMT 3
Piiift? Var det hende? Lesner vrinskede begejstret. Det var hende. Hendes vækhed var ikke fuldkommen! Som vinden spurtede han over mod hende, og den beskidte hale, der ellers ville have hvid, stod efter ham som en gråbrun, bølgende krigsfane. Han kunne se hende nu. Hun var der! Det var der hendes vækhed kom fra!
|
|
|
|
Post by Nonao on Sept 17, 2009 18:12:06 GMT 3
Hun viftede med en arm og ville have ham om bag klippen. I mens, tyssede hun på ham og stirrede ængsteligt frem på støvskyen. De ville finde hende. De ville dræbe hende. De ville nok også dræbe Lesner, når de så hans sølle skæbne. Det ville være døden for dem begge.
|
|
|
|
Post by Vimmi on Sept 17, 2009 21:48:28 GMT 3
Lesner brummede lavt og dybt, og det var kun fordi Nonao var så tæt på nu at hun kunne høre ham. Han var glad for at have fundet hende! Hvorfor gemte hun sig? Han havde glemt det, men han fortsatte med at løbe hen til hende og var kommet helt hen da han for første gang kunne se kentaurerne komme løbende.
|
|
|
|
Post by Nonao on Oct 23, 2009 20:01:05 GMT 3
Hun dukkede sig og gemte sig. "Shhhh... ikke sige noget!" hun klappede munden sammen selv og lukkede øjnene. Håbede på det bedste, var villig til at be gud om at det bedste ville ske! Hun ville gøre hvad som helst, bare de ikke ville opdage hende..
|
|
