What i didn't tell...

[Tlagie]

Tlagie rejste sig og gik hen til en dør. Hun hvilede panden mod den og sukkede. Der var nok ikke mere hun kunne gøre. Skulle hun så gå? Hun lukkede øjnene og lyttede. Børnene larmede og kæmpede med at få tasken det sidste stykke, kunne hun høre og snart ville de komme løbende ned. Hendes hånd flyttede sig til dørhåndtaget og hun overvejede at gå ud for at tage sig af dem, men hun vidste ikke om hun kunne lade de to andre være alene.

[Heltan Apon]

Heltan sad bare lidt uden at sige noget, mens han gned sin ene hånd og betragtede Tlagie stå ved døren. "Hvordan reagere børnene på mig, hvis de kommer?" spurgte han og vidste, at det var hendes børn. "Jeg ved ikke hvordan det foregår her, men hvis det havde været... 'hjemme' ville de nok forlange mig at gå ud eller spørge jer om det."

[Sillena af Mithri]

"Mine børn har bare at byde dig velkommen som en ligeværdig, uanset om du så stadig var slave," svarede Sillena, der på det punkt havde været streng. Børnene var godt opdraget, og hun havde prøvet at give dem det synspunkt, som hun selv med tiden havde fået, at alle væsner var lige gode, uanset rang. Hun så mod Tlagie, forsøgte at regne ud, hvad hun tænkte.

[Tlagie]

"Årh, børnene er fine nok. De har den rettet mening og det rette syn på ligeværdighed," sagde Tlagie fraværende og gned sig i panden. "Og... Nu kommer de løbende." Hun låste døren op og åbnede den i samme øjeblik de løb forbi. En af dem væltede da den foreste stoppede brat og vendte om og gik ind af døren. De to andre luntede efter. "Godaften igen, snotmikkler!" grinede Tlagie og lignede den muntre og overglade tante igen.

[Heltan Apon]

Heltan betragtede dem med et let anstrengt smil og så på hver enkelt. De var ikke gamle, men det var tydeligt at Sillena og hendes mand var gået i gang kort efter brylluppet, sådan som det forventedes af alle, og specielt adelen. Han tænkte på de børn han kendte, midanerunger, som fik en hård opdragelse af voldelige forældre. Han sukkede.

[Sillena af Mithri]

De to drenge obseverede hurtigt Heltan, og selvom de måske kiggede lidt mere på det pelsede væsen, end man normalt ville gøre, hilste de alligevel venligt, før de stormede mod Tlagie, begejstrede for at se deres tante. Sillena smilede ved synet, og løftede sin mere generte datter op, der kun meget uhørligt havde hilst på Heltan, før hun begravede hovedet ved sin mors skulder.

[Tlagie]

Tlagie blev endnu engang begravet i en storm og kæmpede sig op med et stort grin. Hun rystede og rodede op i Roux hår. "Det er fint nok. Nu skal jeg lige fortælle jer noget; det her er Heltan! Han er lidt ked af det lige nu, så i må behandle ham pænt!" formanede hun dem, med alvorlig mine. En af drengene spurgte forsigtigt hvorfor. "Det er ligemeget, men når folk er kede af det, skal man behandle dem godt og hjælpe dem..!" Hun smilede til dem. "Og man skal trøste dem!"

[Heltan Apon]

Heltan smilede over Tlagies ord og så stadig på dem, mens minderne om hans egen barndom på gården som slave pressede sig på. Han tvang det væk, alt andet end en yngre udgave af ansigtet på denne kvinde foran ham. Han kunne huske hver detalje med længsel, både fra hendes ansigt ved deres første møde og helt til den dag hun gav ham sit løfte. Hun havde endnu ingen planer om at holde det. Ville ikke være i stand til at holde det uden at gøre noget, der i dette samfund var uhørt.

[Sillena af Mithri]

Når folk er kede af det.. Den sved. Sillena var klar over, at det nok var hendes skyld, at hun havde været skyld i Heltans sindsstemning. Hun havde mildest talt svigtet ham, og det var noget, der skar dybere, end hun overhovedet havde været klar over. Minderne, der ellers var fortrængt, ved at beskæftige sig med nuet, leve adelsdamen helt ud, bare fokusere på kun det, og så at være mor, var dukket frem igen, blot ved synet af ham. Hun så på Tlagie, omgivet af de to drenge og fremtvang et skævt smil. "Pas nu på ikke at vælte hende," bemærkede hun leende.