|
|
Post by Tlagie on Jun 25, 2009 22:27:23 GMT 3
Tlagie rakte armene op i vejret. "Sillena er min brors kone, som vores forældre og hendes forældre engang aftalte, ja. Heltan mødte jeg for noget tid siden, da jeg vandrede i Mida. I kender hinanden, ikke? Fint nok. Heltan, misforstå mig ikke, jeg ved godt jeg ikke har nogen ret til at skulle stole på mig, men gør det nu. Bare en sidste gang. Sæt dig ned og lyt." Hun havde rejst sig under den lange tale og kiggede frem og tilbage. "Sillena. Sæt dig lige der." Hun pegede på en stol. "Forklaring. Fint nok. Jeg ønsker ikke du skal være min bror utro på nogen måde, Sil. Jeg ønsker en forståelse mellem Heltan og min bror, som overhovedet ikke omhandler dig. Alligevel er du blevet blandet ind i det, fordi at i to kender hinanden." Hun svang med armene og prøvede at komme af med sin frustation. "Jeg har endnu en gang gjort noget utilgiveligt. Men glem det nu. Og gør noget for at jeg ikke har ofret det forgæves!" Hun trampede hen i et hjørne og trak den ustyrlige vind med sig. Prøvede at samle sig.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 25, 2009 22:39:13 GMT 3
Heltan havde ikke tænkt sig at sætte sig. Han brød sig ikke om det, og følte, at hun havde snydt ham og lokket ham ind til dette. Og med hans meninger om mennesker... så var det ikke lige det letteste, det at holde styr på hans lyst til at... Gøre ting der passede til hans arts normale opførsel. Han ventede i stedet uden at tage blikket fra Tlagie, bange for at han ville gøre noget dumt hvis han begyndte at bevæge sig for meget rundt.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jun 26, 2009 15:29:14 GMT 3
Sillena satte sig på stolen, med en trang til at trække benene ind til kroppen, men hun lod være. Adelsmennesker gjorde ikke den slags. Hun tog en ny, dyb indånding, holdt blikket på Tlagie, i frygt for at en gammel, velkendt følelse ville dukke op i hende, hvis hun så over på Heltan. Det måtte for alt i verden ikke ske. "Tlagie.. Jeg tror ikke, at det her går." Fik hun sagt, roligt og høfligt, men det grænsede til det anstrengende. "Der har nok været.. For meget i mellem os, til at det her skulle fungere." Alle henvendte sig til Tlagie.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jun 26, 2009 16:56:44 GMT 3
"Lille Sil svigter altid... Ikke Heltan? Er det ikke hvad du tænker?" mumlede Tlagie og vendte sig om. "Jeg ved udemærket at jeg ligenu har gjort noget der får jer til at hade mig. Heltan lad være med at se så sur ud. Jeg er jo bare ung og uvidende..." Hun lagde armene over kors. "Og det hele... Er en misforståelse. Heltan, slå mig ihjel. Sillena, hjælp ham." sagde hun og vinden forsvandt. "Så kan jeg også bøde for hvad jeg har gjort."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 26, 2009 17:13:06 GMT 3
"Lad være at friste mig, for du fortjener ikke døden," hvæste Heltan arrigt og rettede hurtigt de stormgrå øjne over mod Sillena, inden han igen vendte opmærksomheden... Eller i det mindste blikket... over mod Tlagie. "Og det ser ud som om du ved langt mere om hvad jeg tænker og mener end du burde være i stand til. Farvel. Jeg går nu." Han rakte hånden frem. "Nøgle." Han normale venlighed og høflige adfærd havde ikke indfundet sig igen, og det hørtes tydeligt i kommandoen.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jun 26, 2009 17:18:55 GMT 3
"Jeg kan ikke rigtig gøre noget, medmindre du synes det vil være en god ide, at svigte mine børn, og stikke af med en.. En ven, der sandsynligvis hader mig mere end hele verden," svarede Sillena. Stadig uden at se på Heltan. Angst. Hun var jo en total kujon! "Han vil have nøglen, Tlagie."
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jun 26, 2009 17:24:53 GMT 3
Tlagies øjne var kolde. Noget de aldrig var på grund af hendes varme væsen. Og man kunne heller ikke sige de var kolde, mere som om der var ild i dem. "Jeg ville aldrig ønske at du skulle stikke af med ham, Sillena. Jeg vil have det her løst. Og du får ikke nøglen Heltan. Ikke før du slår mig ihjel, for det fortjener jeg." Hun smilede svagt. "Grusomt med sandt, det ved du også Sillena." Kvinden kendte til Tlagies fortid og vidste hvad Tlagie havde gjort. Hun var forandret fra sit normale sig.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 26, 2009 17:33:19 GMT 3
"Og vi får ikke dette problem løst medmindre I... Medmindre i får mig kølet ned. Derefter er der måske en mulighed." Heltan sukkede, som for netop at blive kølet ned, men det hjalp ham ikke. Han havde stadig en brændende lyst til at smadre døren og forsvinde, så han aldrig skulle se hendes grimme fjæs igen.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jun 26, 2009 17:45:27 GMT 3
"Fint, så burde jeg også dø for utroskab," sagde Sillena, henkastet, som om det ikke betød noget for hende, hvilket slet, slet ikke var tilfældet. "Jeg tvivler på, at det ændrer noget at få løst problemet. Heltan hader mig stadig." Hun bed sig i læben. Ikke tude nu. Det betød da overhovedet ikke noget. Hun kunne da sagtens.. Klare sig uden ham. Hun tvang tårerne på afstand, og stirrede ind i væggen overfor hende, hvorefter hun så på Tlagie. At hun kunne have dræbt.. Nej, hun kunne ikke rigtig forstille sig det.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jun 26, 2009 20:53:02 GMT 3
Tlagie kiggede direkte på Sillena og så på Heltan. "I to har et problem med hinanden. Og det skal løses." Hendes stemme krævede svar. "Og I to kan jo så fortælle mig den nøjagtige historie og det lige nu. Jeg vil løse noget inden jeg dør. Døden står mig nemlig ganske nær. Heltan fald ned og hør historien. Du er så god til at lytte, og forstå andres side af en sag så det beder jeg dig om at gøre en sidste gang. Stol på mig og lyt til Sillena en sidste gang."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 26, 2009 23:35:09 GMT 3
Heltan stod længe og stirrede på Tlagie inden han, langsomt, gik hen til stolen lidt ved siden af Sillena og satte sig. Man kunne stadig se at han var oprevet, for smilet var stadig væk og havde ikke tænkt sig at pryde hans ansigt lige forløbig. Han havde tænkt sig at lytte, selvom han ikke så noget der kunne forklare noget.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jun 27, 2009 9:15:40 GMT 3
Sillena skulle til at protestere, men besluttede sig for at fortælle alligevel. Hun gav slip på minderne, der havde hobet sig op langt, langt inde i hendes indre, hvor hun havde låst dem fast i et forsøg på at glemme dem. "Jeg så ham første gang nede i haven. De midanere sled som dyr, men jeg var sikker på, at det var den rigtige måde at gøre det på. Jeg kan huske, at han var den eneste, der nogensinde havde svaret mig igen - bortset fra mine forældre. Det var.. Ret chokerende." Meget mod sin vilje kom hun til at le kort ved tanken. "Jeg blev så rasende på ham, at jeg hånede ham for ikke at kunne stave, og jeg udfordrede ham til at prøve, fordi jeg ikke havde noget andet at svare igen med. Men af en eller anden grund, så var jeg ikke specielt sur længere, da han gjorde et ærligt forsøg på at stave, og det var faktisk næsten rigtigt.. Det var hans skyld, at jeg fik øjnene op for virkeligheden. Jeg fulgte med ned til slavernes kvarter, og jeg tror ikke, jeg har set noget.. Der kunne være mere grusomt." Hun krympede sig lidt ved tanken. Den piskede mor stod stadig helt klar for hende. "Men.. For at gøre det lidt kort, så blev vi venner, og senere kærester. Skjult selvfølgelig. Jeg lovede ham vidst, at gifte mig med ham, men min far.." Hun trak på skulderen, men blev i det samme ramt af foragt mod sig selv. "Jeg skulle have sagt noget! Jeg skulle.. Jeg burde have fortalt ham, at jeg ville trampe på den ægteskabskontrakt!" Hun havde holdt blikket på gulvet, og tog nu endnu en dyb indånding. Minder kunne somme tider ramme en bedre end boksestød.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jun 29, 2009 13:53:32 GMT 3
Tlagie gik hen til Sillena og satte sig på hug ved siden af stolen. Hun lagde en beroligende hånd på dennes skulder og trak vejret dybt. "Men sådan et valg havde du ikke. Og tror du ærligt at din far ville have lyttet?" hun havde mødt manden en enkelt gang, og han virkede ikke særlig blødsøden. "Så har vi jo den ene siden af historien Heltan. Nu har du hørt den. Jeg kan ikke bede dig om mere. Men jeg håber du vil tænke over, eller bare huske hvad Sillena lige har sagt." Hendes øjne var rettet mod Heltan nu og de var bedende. Døden var hende nær i en forstand. Når dem hun holdt af skændes, var uenige, døde eller var hadefulde truede det med at slå hende ihjel.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 29, 2009 19:16:20 GMT 3
Heltan stirrede længe ud i luften uden et ord. Han havde stadig mest af alt lyst til at gå, lyst til at forsvinde, men han elskede hende stadig, og dette havde han altid vidst, men havde glemt det i samme øjeblik han så hende. Nu var det ved at vende tilbage, og hans evige smil indfandt sig på hans ansigt. Han havde dog endnu intet at sige. Men han vidste hvad hun lige havde tænkt på. Hans mor. "De dræbte hende fem år før jeg flygtede," mumlede han så.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jun 29, 2009 19:30:40 GMT 3
Sillena bed sig i den fyldige læber, for at holde tårerne tilbage. "D-Det er jeg ked af," mumlede hun, en anelse mere grødet, end hun brød sig om. Tlagies ord hjalp hende ikke, selvom der måske et eller andet sted var en sandhed bag dem. Havde hun kunnet forhindre moderens død? Kunnet stoppe den tyran, der kaldte sig hendes far? Hun burde have forsøgt. Hun havde haft chancen mange gange, og alligevel.. Forspildte hun den. I mangel på mod.
|
|
