What i didn't tell...

[Tlagie]

Tlagie grinede bredt da hun kunne se hjemgården i det fjerne. Hun udstødte et glædesskrig og sprang afsted. Det var svært at forestille sig at kvinden kunne løbe så hurtigt som hun gjorde nu og med solen stegende ned over hende, virkede det helt umuligt.
"hjemme!!" udbrød hun og spænede videre, som havde hun ild bagi. Hun styrtede hen over gården mod stuehuset og tjenestefolkene flyttede sig klogeligt i tide. De kendte hende alle sammen. Hun åbnede døren til værelserne i sin søgen på sin familie. "Delaq, Roux, Sionyii?" råbte hun og gik videre. "Brormand?!" kom endnu højere og mere larmene. "SIL?!" kom lige efter. Hun endte i spisestuen, gispende og lænede sig tungt op af dørkarmen.

[Heltan Apon]

Heltan kiggede først overrasket efter hende mens hun løb, men sukkede så. Hvad andet kunne han forvente? Han var ved at kende hende, og svagt fik han fat i hendes ord mens han satte sig op på Trom og satte i afslappet trav efter hende, og han kunne tydeligt se gården hun var taget ind i. Da han kom ind i gården var folk overraskede, men nok mere over at se ham med en hest end at se en midaner. De fandtes her, selvom de var slaver, og han kunne se, at de var gladere end de havde været der hvor han havde... Levet.

[Sillena af Mithri]

Sillena smilede begejstret, da Tlagie råbte op, at hun var vendt hjem. Tre børn susede forbi hende, og mod deres faster under høje glædeshyl. De overfaldt hende med tusinde usammenhængende spørgsmål, råbte i munden på hinanden, og kæmpede alle for at omfavne hende først.
"Åh Tlagie! Hvor er det dejligt at se dig igen," smilede Sillena oprigtigt, da hun gik tegneren i møde.

[Tlagie]

Tlagie prøvede at svare, men hendes ord blev overdøvet af børnene. Hun endte nede på gulvet med de tre børn siddende oven på hende og gispende efter vejret fik hun sagt at hun også var meget glad for at se Sillena. "Det er mig en ære!" udbrød hun, "at være hjemme igen..." afsluttede hun sukkende og prustede tungt ud. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. "Og nu! Har i lært at tegne andet end de slemme kruseduller siden sidst jeg var her?" spurgte hun børnene og fik kæmpet sig op med et bredt grin.

[Heltan Apon]

Heltan smilede til stalddrengen, der var på vej over for at tage hans hest, og rystede på hovedet. "Har I en midaner der er nogenlunde kendt med heste?" spurgte han, og drengen så først overrasket på ham.
"Ja, det har vi," sagde han helt fra den fordi han ikke var vandt til sådan noget. Og med noget var der meget. "Eller, han er ikke sådan..."
"Kom med ham, og lad ham sætte min hest i en boks. Det kan måske være med til at gøre ham mere rolig. Sig også, så han ikke skal fjerne sadel eller hovedtøj." Drengen nikkede og fræsede afsted efter slaven, og Heltan sagde bestemt til sit dyr at den skulle være ordentlig inden han overlod den til sin artsfælle med nogle venlige ord. Han gik derefter langsomt op imod huset. Børn... Han havde altid været mere eller mindre usikker på børn.

[Sillena af Mithri]

"Jeg kan tegne et hus," betroede Roux alvorligt, og stirrede på Tlagie med store øjne. Sillena lo højt.
"Du skal altså bare sige til, hvis de bliver for belastende.." Forsikrede hun og rynkede panden. Hvis Tlagie ikke passede på, ville børnene hænge som hundehvalpe efter hende.. "Undskyld jeg er så nysgerrig, men hvad var det egentlig du skulle?" Sillena så spørgende på hende, og pludselig kom Sionyii styrtende med en tegning i hånden.
"Se! Se hvad jeg har tegnet!" Udbrød hun stolt og rakte tegningen frem.

[Tlagie]

Tlagie tog tegningen og spærrede øjnene dramatisk op. "Ja, du er godt nok blevet bedre! Hvor er du dygtig!" sagde hun og rodede op i pigens hår. "Delaq kan du ikke lægge mine ting op på mit værelse? Så du sød." Hun smilede lidt og rakte den store taske over mod Deleq. Den var alt for stor, og som hun havde regnet med, kæmpede alle tre børn for at løfte tasken og være den der alene fik den op af trappen. Det ville tage et godt stykke tid inden de var kommet helt op på hendes værelse.
"Undskyld mig Sil," hun smilede bredt igen og virkede mere som en rolig voksen, der dagligt tumlede med børn, en som en flyvsk maler. "Hvad var det du spurgte om, søster?" hun lagde hovedet spørgende hovedet på skrå.

[Heltan Apon]

Heltan trak vejret dybt og lukkede øjnene inden han hurtigt gik frem og gennem den dør som var åben, og som han derfor regnede for at være den, som Tlagie havde løbet igennem. Børnene lød svagere, og han smilede lidt bredere da han skubbede sin usikkerhed væk. Han kom ind i et rum, der var meget anderledes end noget af det han kendte, og han gik efter stemmerne. Han kom frem og så ind af døren, og hans ansigtsudtryk ændrede sig til et stivnet smil med hårde øjne. Han gik væk fra døråbningen og satte sig tavst på den nærmeste stol mens mundvigene var på vej nedad.

[Sillena af Mithri]

"Jeg spurgte bare om, hvor du havde været henne," svarede Sillena med et smil. Hun syntes at høre noget, men da hun lyttede bedre efter, var lyden forduftet. "Tlagie, hørte du det?" spurgte hun undrende, så op mod trappen, hvor børnene sikkert stadig baksede med kufferten. Som om nogen var på vej ned igen.

[Tlagie]

Tlagie trak vejret dybt... Hun havde på fornemmelsen, at der sad en utilfreds Heltan inde ved siden af, men det var kun en fornemmelse. "Prøv lige at kom med her." Hun skubbede Sillena i maven, så damen blev skubbet baglæns hen af gangen og ind i en værelse. Så vendte Tlagie sig om, brugte vinden til at smække alle døre i og så dansede hun rundt og låste dørene, og gemte nøglerne. "Undskyld Heltan." hun smilede svagt og satte sig ved siden af ham. Sillena stod foran dem, og ovenpå larmede børnene stadig svagt.

[Heltan Apon]

Heltan så op på hende. "Du har intet at undskylde over," sagde han og rejste sig igen, og bare det at smilet var væk viste at der var noget galt. "Hun hedder Sillena, gør hun ikke?" Han forsøgte at smile, men det var lige så umuligt for ham at tvinge det af som at tvinge det på. "Det var en fejl for mig at komme her..." Han gik tilbage mod udgangen.

[Sillena af Mithri]

Sillenas første indskydelse var, at hun havde hørt forkert. Heltan? Nej, nej, nej, nej, nej. I hendes hus. Umuligt. Fuldstændig absurd. Han burde slet ikke være.. Her. Hun tog en dyb indånding, da hun vovede at kaste blikket over mod midaneren.. Der ikke kunne være andre end Heltan. Hun ville kunne genkende ham for lang afstand. Et høfligt, anstrengende smil bredte sig på hendes læber, imens hendes hjerne prøvede at fatte, hvordan det her var gået til. "Faktisk.. Kunne du jo spørge, om jeg hedder Sillena, Heltan," bemærkede hun tonløst.

[Tlagie]

Tlagie kiggede køligt på Heltan. Så flyttede hun blikket mod Sillena og smilede svagt. "Dejlig gensynsglæde." mumlede hun og vinden gik berserk for Heltan. Den gjorde det umuligt at komme ud og nærmest tvang ham til at vende sig om. "Heltan. Jeg skal undskylde for så meget. Tro mig. Det var ikke en fejl at du kom her. Det var meningen. Som jeg har bestemt det." Hun lod sit hoved hvile i hånden. "Og Sillena har været her hele tiden. Men hende skal jeg også sige undskyld til."

[Heltan Apon]

"Jeg har ikke tænkt mig at..." Forandringen var blevet skræmmende nu. Dyrisk. Hans instinkter begyndte at slå til og noget i de grå øjne. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, og usikkerheden var farlig, men han tvang sig til at tage sig sammen. Smilet kom dog ikke tilbage. "Goddag igen, Sil," sagde han og så på hende igen. "Er dette din mands hus? Jeg tror ikke du ville være i stand til at komme fra ham." Hans blik flyttede sig til Tlagie. "Din bror?"

[Sillena af Mithri]

"Tlagie, jeg ville være meget glad for en forklaring," bemærkede Sillena, henvendte sig nu kun til hende. Hendes tur til at ignorere Heltan. "Mødte du Heltan for nylig, eller?" Hun hævede det ene øjenbryn. Hvis det var noget Tlagie havde planlagt.. Hun var gift for pokker!