Ulvehår i maden

[Sillena af Mithri]

Sillena havde sin treårige datter hængende på hoften, imens den yngste af hendes drenge holdt hende i hånden, og den anden gik ved hendes anden side. Himlen var skyfri idag, solen skinnede, og hun havde besluttet sig for, at hendes børn ikke skulle hænge på en barnepige hele dagen. Hun hadede at overlade dem til barnepigen, der uden tvivl var god til sit arbejde og uden tvivl var sød og venlig, men det var ikke kvindens børn, og det burde ikke være hende, der skulle tage sig af dem. Det havde nok været i et lille glimt af oprør, da Sillena havde forladt huset, i stedet for at have inviteret nogen til et teselskab, men der var ingen, der havde sagt, at det var en dårlig ide at gå en tur. Sionyii havde gemt hovedet ind mod hendes skulder, og selvom pigen var tung at bære rundt på med sine tre, sunde år, så var Sillena ikke så let at slå ud, når det drejede sig om hendes dejlige møgunger.
"Mor.. Hvornår kommer far hjem idag?" Sillena så ned på sin ældste dreng, der uden tvivl lignede sin far meget.
"Det ved jeg ikke.. I aften tror jeg," smilede hun.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa vandrede rundt på fire ben med snuden i vejret for at se, om hun kunne finde et dyr hun kunne dræbe og spise. Eller, endnu bedre, en enlig varulv hun kunne overraske og dræbe. Hun ville selvfølgelig ikke æde en artsfælle, så meget var hun dem ikke imod. Hun gøede da hun lugtede mennesker og løb frem med fejende hale og hvid pels. Mennesker havde tit mad, så hun ville snakke med menneskerne.

[Sillena af Mithri]

"Der er en hund," udbrød Sionyii begejstret, og rettede hovedet op. Sillena rynkede panden.. Hvad lavede en hund herude? Det skulle de nok snart finde ud af. Men det var ikke en hund der kom løbende over sletten. Det var noget meget større.. Hvis det ikke var fordi, at det virkede umuligt, ville hun have troet, det var en ulv. Og alligevel..
"Bliv hos mig," sagde Sillena roligt til sine børn, selvom hun med bekymrede øjne så på ulven.. Hunden.. Dyret.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa løb afsted med tungen ude af halsen og gøede igen, og håbede, at kvinden ville forstå, at hun ikke kom for at angribe dem. Hun var større end en ulv med længere ben og anderledes porter, men det var alligevel rarere at løbe på alle fire. Halen stod efter hende mens hun fræsede over mod dem, og hendes fart var næsten unaturlig.

[Sillena af Mithri]

"Mor, hvorfor er der en hund her?" Spurgte Delaq og så alvorligt op på Sillena. Sionyii virkede tydeligt begejstret som enhver anden treårig, der fandt ethvert pelset dyr som sin helt egen, nuttede bamse.
"Det ved jeg ikke, Delaq. Vi finder nok ud af det snart," Sillena smilede opmuntrende til sin søn, knugede Rouxs hånd lidt hårdere i sin, og så afventende mod dyret. Hun kunne stadig ikke afgøre, hvad det var, men én ting var sikkert. Det var ingen hund.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa fortsatte, og ti meter fra menneskerne var det, som om hun fik koldt vand væltet over sig. Hun løb videre uden den glade gøen og lavede et mærkeligt hop, der yndefuldt blev sat sammen med hendes forvandling, og pludselig gik den lille kvinde yndefuldt over mod dem. Hun svedte ikke engang, og der var kun lidt rod i hendes grønne og brune tøj.

[Sillena af Mithri]

Sillena rynkede panden. En kvinde.. Men lige før havde det da været.. Hun mente bestemt ikke, at hun havde set kvinden før.
"Seejt! Hvordan gjorde hun det, mor?" Spurgte Delaq nysgerrigt, og så op på hende, som om hun skulle kende svaret. Det gjorde hun ikke.
"Jeg synes, du skal prøve, at spørge hende," smilede Sillena varmt, og slap Rouxs greb, hvorefter hun vinkede til hilsen mod kvinden. "Sionyii, vær nu ikke så genert," bemærkede hun, da pigen havde gemt hovedet mod sin mors skulder igen. Hun begyndte at gå kvinden i møde. Måske var der en god forklaring. Det burde der da være.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa smilede til dem og nikkede en hilsen, mens hun gik nærmere. Da hun kom tættere på kunne man se det hullede tøj, og det var tydeligt at hun var fattig. Eller i hvert fald noget lignende. Hun så på de små børn. De var god mad, men hun skulle ikke være lige som sine artfæller, der bare dræbte andre for fødens skyld. Så hun kontaktede i stedet kvinden, der så ud til at være børnenes mor. "Jeg tænkte om du havde noget mad," sagde hun da hun kom tæt nok på.

[Sillena af Mithri]

"Ikke her," svarede Sillena venligt. Kvinden var tydeligvis fattig. Måske ville det have generet hende for mange år siden, men hun var blevet klogere. Grunden til, at hun var blevet klogere, skubbede hun stædigt fra sig, og tvang sig selv til at tænke på noget andet. "Men hvis du følger med hjem, så har vi noget."
"Mor, hvorfor var hun hund lige før?" Gentog Delaq. Børnene var for generte til at spørge selv. I hvert fald to af dem.
"Du var en hund lige før, og nu er du et menneske. Det kan man ikke," fastslog Roux stædigt.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa kom hen til dem og satte sig på hug foran dem, og smilede venligt, men uden at vise sine hvide tænder, hvoraf hjørnetænderne var spidse og skræmmende. Hun ønskede ikke at skræmme dem. "Hvis jeg fortalte jer det, ville i begynde at tro en masse ting om mig, som både ville være retfærdige og gode, men altså usande i mit tilfælde," forklarede hun dem alvorligt.

[Sillena af Mithri]

Børnene kiggede lige så alvorligt tilbage på kvinden, som om de fandt hendes ord højtidelige og vise. Det var de måske også.. Men mere gådefulde, hvis man spurgte Sillena.
"Mit navn er Sillena, og det her mine børn. Delaq, Roux og Sionyii." Det var med vilje, hun ikke nævnte titler. Kvinden ville nok alligevel ikke bruge dem til noget. "Hvad er dit navn?" Hun smilede venligt, oprigtigt, og havde besluttet sig for, at selvom kvinden lige før havde været en ulv, - eller en meget stor hund - så virkede hun venlig nok.

[Gilvasa Trinour]

Varulven rejste sig op igen og smilede venligt. "Gilvasa," svarede hun. "Gilvasa Trinour, hvis du vil have det hele, men det hele plejer ikke at være vigtigt. Har I så noget mad et andet sted? Jeg er sulten..." ...Og jeg vil nødigt rive hovedet af dine smukke børn. Hun så alvorligt ned på dem igen, og så op på Sillena.

[Sillena af Mithri]

"Som sagt.. Du kan følge med os hjem. Der har vi noget," gentog Sillena, stadig smilende, og flyttede Sionyii over på den anden hofte. Uden videre greb hun ud efter Roux hånd igen. Børnene og deres mor begyndte at gå hjemad, og Sillena kastede et blik over skulderen, for at se, om Gilvasa var med. Gilvasa Trinour.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa rystede på hovedet. For folk som hende, mennesker, var 'hjem' 'huse', og 'byer', og det var ikke hvad hun havde lyst til. Og det var en underdrivelse, eller i hvert fald, så dækkede det ikke helt over det. "Er der ikke en anden mulighed?" spurgte hun forhåbningsfuldt og stod lidt og skiftede vægten fra fod til fod.

[Sillena af Mithri]

"Kan vi ikke hente noget?" Bad Delaq, hev lidt i sin mors kjole, for at få hendes opmærksomhed. "Jeg synes vi skal hjælpe." Drengens øjne lyste stædigt. Sillena smilede.
"Okay. Vi kan godt hente noget, men det havde nu været nemmere hvis.." Hun så på Gilvasa. "Du kan jo gå med et stykke, ikke?" Et smil spillede på læberne.