|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 23, 2009 17:23:53 GMT 3
Moicth hørte tydeligt Ryonell vade rundt ved siden af, men han ignorerede det stædigt, forsøgte at lukke lyden ude, og falde i søvn i stedet. Det lykkedes ham uden besvær. Han gled ind i en drømmende tilstand, hvor mareridtende atter jagtede ham. Han kunne ikke slå øjnene op, selvom han gerne ville. Han havde brug for søvnen. Og drømmen havde fanget ham - igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 23, 2009 17:29:21 GMT 3
Ryonell stoppede ikke sin rastløse vandring før det begyndte at lysne, og hans magi, den, der havde forbudt ham søvnen indtil da, blev svækket. Så lod han sig endelig dumpe ned på sengen med alt sit tøj på og sov drømmeløst. Solen kravlede langsomt over ham, og han havde ikke tæppet over sig. Det betød at hans søvn blev en smule ubehagelig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 23, 2009 17:43:26 GMT 3
Movicth vågnede, og som et slags ritual tørrede han sig over panden, for at få sveden væk. Hans krop var slap, men han tvang den op at stå, hvorefter han tog et par armbøjninger, noget han altid startede med, for at blive friskere. Hans far havde altid gjort det. Han vidste ikke, hvad det skulle hjælpe, men det føltes rart at starte dagen med noget morgengymnastik. Han tog resten af sig tøj på, og gik nedernunder, men mørkedæmonen var tilsyneladende borte. Movicth gik over mod bartenderen, der stod og tørrede disken af med en klud, og han fangede mandens opmærksomhed. "Undskyld, men må jeg spørge om noget?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 23, 2009 17:55:49 GMT 3
"Ja, selvfølgelig må du det," sagde kroens ejer uden at stoppe med sit arbejde med kluden, men han så alligevel op og smilede morgentræt til lysdæmonen. "Skulle det måske være noget morgenmad? Eller måske bare noget at drikke? Vi har både vand og mælk, hvis du mener det er for tidligt til alkohol." Manden kunne godt se at Movicth ikke havde drukket særlig meget dagen før, i forhold til mange af de andre gæster.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 23, 2009 17:58:30 GMT 3
"Jeg skal ikke have noget. Jeg fik mad igår." Movicth smilede venligt, som om det ganske enkelt var indlysende, at man så ikke behøvede morgenmad. "Ham den sortklædte mand med klap for øjet.. Er han her stadig?" Han vidste ikke, om han skulle håbe på et ja eller nej. Det var en splittet følelse.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 23, 2009 18:04:06 GMT 3
Mandens ansigt blev hårdt. "Han holdt mig vågen hele natten med sin vandren. Han har ikke været nede endnu. Regner med at han stadig er på sit værelse." Kroens ejer stod lidt tavst og så på lysdæmonen, som om han ikke kunne forstå hvad han havde gang i. "Han boede til højre for dig. Jeg ved godt man ikke må tale ondt om kunderne, og jeg plejer at sætte en ære i det, men... Ham her... Han virker så mærkelig."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 24, 2009 23:28:20 GMT 3
Movicth lo venligt, følte sig udhvilet og mæt, så han kunne holde humøret oppe. "Jeg tror, han har den virkning på de fleste. Det overrasker mig lidt, at han stadig er her.." Og ærgrer mig, tilføjede han i sine tanker. "Tak for hjælpen." Han smilede, og gik op af trappen, for at banke på den dør, hvor mørkedæmonen huserede. Eller hvad han nu havde gang i.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 24, 2009 23:48:33 GMT 3
Ryonell sov videre efter nattens evige vandring, der havde trættet ham uden han kunne gøre for det, men han åbnede alligevel øjet halvt og spidsede ører. "Skrid nu, medmindre du brænder huset ned med din fisk," mumlede han meget lavt i søvne og vendte sig om på siden. Han var træt, på trods af at han ikke havde opdaget det før.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 24, 2009 23:53:24 GMT 3
Movicth bankede en anelse højere, selvom stemmen trængte gennem de tunge vægge. Skrid. Måske sagde mørkedæmonen det i søvne, men han tvivlede på, at mørkedæmonen ville have bydt velkommen med åbne arme ved sine fulde fem alligevel.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 25, 2009 1:07:02 GMT 3
Ryonell satte sig brat og og kiggede vildt omkring sig. "Skrid med dig!" hvæste han arrigt og sprang op af sengen, og hamrede døren op, så det skabte et brag, der vækkede alle i kroen. Krofatter skulle lige til at løbe op og skælde ud, men fandt det uklogt. Den mørke mand lignede en voldelig fætter, og han havde kræft til at larme meget med den der dør.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 25, 2009 19:59:50 GMT 3
Movicth smilede ikke, men gjorde hellere ikke mine til at skride. "Der var noget, jeg godt ville spørge om." Sagde han tonløst, da han kiggede på den rasende mørkedæmon. "Hvis du har tid?" Han hævede det ene øjenbryn, trådte et skridt tilbage fra døren, og ventede på den andens svar. Solen var lige stået op udenfor. Han ville så gerne ud i lyset. Ville så gerne videre, hurtigt videre, videre på flugt, i stedet for at blive her. Det gjorde ham rastløs.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 1:08:07 GMT 3
Ryonell brummede for at bevise sin irritation og arrigskab, og gik ind i sit værelse igen, og det eneste, der beviste, at han havde givet lysdæmonen midlertidigt grønt lys, var at døren endnu stod på helt åben. Han satte sig på sengen, der godt nok var rodet lidt rundt, men ellers viste den nogenlunde orden i tæpperne, at han havde sover ovenpå dem og ikke med dem.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 1:28:52 GMT 3
"Du ved... Din far.." Movicth begyndte modstræbende. Det var absolut ikke noget, han frivilligt spurgte om. "Ville han.. Kunne han have løsningen på min forbandelse?" Han så på mørkedæmonen med et uforudsigeligt, fjernt blik, som var han allerede forbi denne samtale, og forstillede sig noget helt andet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 1:32:15 GMT 3
"Han har teorier. Adskillige teorier om muligheder for at stoppe forbandelsen. Men jeg interessere mig ikke i den slags." Ryonell kiggede tavst på den anden med en følelsesløst blik, og var lige ved at fnyse da han så udtrykket i lysdæmonens ansigt. Han forstod ikke, at hans ansigtsudtryk blev noget lignende når han så noget, der var 'smukt'.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 1:36:22 GMT 3
"Kunne jeg.. Møde din far så?" Movicth kunne ikke forstå sig selv. Møde en mørkedæmons far, en anden mørkedæmon? Og endda spørge mørkedæmonerne om hjælp? Men man kunne ikke tillade sig at være sart. Var det løsningen, så var det løsningen, og det eneste han kunne gøre var, at hænge på i farten.
|
|
[/URL]