|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 19, 2009 1:16:20 GMT 3
Ryonell fortsatte ubevidst at trække på mørket mens han stirrede på den alt for lyse mand. De havde begge vinge, men selv her var de så forskellige som det var muligt for dem. Hans egne vinger var nøgne og flagermuseagtige, noget, der hørte til mørket. Den andens var duens englevinger, og med dem bragte det lyset. Selv deres udseende advarede om at mødes.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 22:13:33 GMT 3
"Har du så mødt din far siden du rejste fra Solitopia?" Spurgte Movicth ind, da stilheden sænkede sig over dem, tyk og anspændt. Som en skyttes bue, der dirrer i hånden, med en pil på strengen, inden han skal ramme plet for alvor. Han så ikke på mørkedæmonen, ikke rigtigt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 19, 2009 22:20:29 GMT 3
"Hvorfor er du så interesseret i mit liv?" spurgte Ryonell hårdt og undlod med vilje at svare på hans spørgsmål. Det ragede ikke en som ham hvad Ryonell foretog sig og hvordan han levede, selvom det var tydeligt han ikke levede sundt. Mørkedæmoner var normalt blege fordi de opholdt sig i mørket, men Ryonell var på en eller anden måde ekstra gunstent. Og svaret hang mellem dem. På en eller anden måde så var det et tydeligt nej, og på en eller anden måde var det tydeligt hvor meget det sved for Ryonell.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 20, 2009 1:07:05 GMT 3
"Er der noget galt i at være interesseret?" Spurgte Movicth i stedet, sukkede let. Afgjort ikke nogen nem samtale. Og mørkedæmonen havde altså ikke set sin far siden.. Havde det været ham, ville han spendere den sidste tid med sin far, inden denne døde, men det var allerede forsent at lave om på noget. Faktisk havde chancen ikke været der i flere slægtsled.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 20, 2009 1:33:06 GMT 3
"Der er meget galt med at være interesseret. Jeg kunne spørge ind til dig, også. En forbandet dæmon har meget at skjule. Var det dig selv eller en tidligere, der valgte at tirrer, angribe og dræbe en magtfuld mørkedæmon? Hvor længe har du vandret rundt og flygtet? Hvis forbandelsen kommer fra din fars side, tror du så at din mor lever efter at have været i så tæt kontakt til dig som en fødsel er? Hvad er der sket med resten af din familie? Har du dræbt nogel af dem?" Ryonell vidste, at han ramte rigtigt. Disse spørgsmål var altid vigtige, de vigtigste, når det gjaldt denne forbandelses ofre.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 20, 2009 1:45:38 GMT 3
Movicth foldede sine hænder, og så udfordrende mod mørkedæmonen, havde i sinde at svare, for at lukke munden på den rapkæftede mand. "Det var en tidligere, der dræbte en mørkedæmon. Og jeg har været på flugt hele mit liv. Jeg har ingen anelse om, om min mor lever, og hvis hun gør, har hun været heldig. Resten af min familie er dræbt, på fædrenes side. Jeg har ingen anelse om de kvindelige slægtsled, og ja, jeg dræbte min far." Han besvarede alle spørgsmålene med kulde, for at holde afstand fra minderne, og mødte så mørkedæmonens ene øje. "Var der andet, du skulle vide?" Minderne flåede i ham, men han nægtede at vise det til denne idiot. "Så det din tur."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 20, 2009 1:59:51 GMT 3
"Der er en ting mere." Ryonell lænede sig langt frem og var i sit værste humør, og man kunne virkelig se mørkedæmonen titte frem i hans øjne. "Hvordan var det at lægge hænderne om din egen fars hals og klemme til, indtil han stoppede med at vride sig?" Ryonell vidste ikke længere, om der var noget i det, han sagde, men der var en fornemmelse hos ham. Han vidste også, at ingen kunne lade sig kvæle uden i det mindste at kæmpe en smule imod.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 20, 2009 2:03:32 GMT 3
Det rykkede en gang i Movicth, før han rejste sig, lænede sig ind over bordet, og så indædt på mørkedæmonen. "Du kan jo finde ud af det, ved at kvæle det sidste medlem af din egen familie ikke?" Det hele var bare et gæt. Men han ramte som regl rigtigt. Han gik over mod disken for at bestille et værelse.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 20, 2009 2:09:02 GMT 3
"Det er ved at være forsent, min ven. Min egen far er for forsigtig omkring mig til at jeg har mulighed for at nå det, og hvis jeg har onkler, tanter, fætre og kusiner, så tror jeg, at de er lige så interesserede i at kvæle mig som jeg er i at kvæle dem." Ryonell smilede et smil, der meget beviste hvilken art han tilhørte. "Mørkedæmoners svage punkt er ikke familien."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 20, 2009 2:13:07 GMT 3
"Så er det jo et held, du er i nærheden af mig, så hele byen ikke kommer for at slås, fordi du udstråler sådan en negativ energi. De kan sikkert ikke lide dig. Ikke underligt, når du er så modbydelig." Han talte til mørkedæmonen med ryggen til ham, og sendte kroejeren et smil. "Et værelse til en person tak, bare for en enkelt nat." Han lagde pengene på disken, og snurrede rundt mod Ryonell, med en lyst til bare at ramme mørkedæmonen med hvad som helst. "Eller skal jeg også betale dig et værelse? Det må ikke være meget du får for at slå på selv forsvarsløse kvinder, der tilfældigvis går forbi."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 20, 2009 2:19:45 GMT 3
"Ja, jeg vil faktisk meget gerne have et værelse på din regning." Ryonell rejste sig op, og opdagede at de var ca. lige høje når han havde disse støvler på. Mærkelig ting at opdage i denne situation, og han smilede stadig det mørke smil fra mørkedæmonerne. Han var i et drabeligt humør, der var en af mørkedæmonshumørerne. Det nærmeste normale man kunne komme på det var en ondskabsfuld drillesyge.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 20, 2009 2:26:46 GMT 3
"Åh ja, det vil du sikkert gerne. Bare ærgeligt jeg ikke er så gavmild." Movicth modtog en nøgle, og gik op af trappen til de sikkert mere eller mindre faldefærdige værelser, uden så meget som at se sig over skulderen. Han havde en sær trang til at græde og smadre noget på samme tid, og det overraskede ham, for han var normalt ikke voldelig mod ting eller mennesker. Han låste sig ind på værelse to, og låste omhyggeligt efter sig, i et forsøg på at komme væk fra sit had og vrede. Og minderne. Allermest minderne.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 20, 2009 2:30:11 GMT 3
"Jeg troede lysdæmoner skulle være nogle fantastiske engle!" råbte Ryonell op af trappen, og spyttede på gulvet foran ham. Én af os kan finde ud af den skæbnelige opgave der er pålagt os fra artens side. Han tværede spytklatten ud med støvlen og bad om et værelse til sig selv, hvor han kunne få lov ar vandre frem og tilbage hele natten i søvnløshed.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 23, 2009 14:28:50 GMT 3
Movicth lagde sig på sengen med et næsten forpint udtryk. Han krøllede sig sammen i fosterstilling, med armene beskyttende op for hovedet, som om han kunne forhindre noget i at ske. Han ignorerede mørkedæmonen fuldkommen, tvang gråd og frustration på afstand, så langt væk, at han næsten ikke kunne mærke den. Lyset var tændt, han brød sig ikke om at sove i mørke, og når der var muligheden, selv kunstigt lys, tog han den.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 23, 2009 14:36:39 GMT 3
Ryonell havde fået et værelse ved siden af, og netop som han havde regnet med, blev han hurtigt rastløs. Han vandrede frem og tilbage, fra væg til væg, og fandt ud af, at der var fire og et halvt skridt mellem sengen og væggen. Hans store, tunge støvler lavede et smæld for hver gang han færdiggjorde et skridt. Han vidste, at han egentligt burde... sove. Men... han havde ikke lyst.
|
|
[/URL]
