|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 5, 2009 1:50:51 GMT 3
Movicth orkede ikke at flytte manden, og besluttede sig for, at prøve at få noget søvn alligevel, selvom han havde et læs liggende ovenpå sig, der prustende forsøgte at komme til noget nær bevidsthed. Det var ikke svært, at glide ind i en let søvn, for den udmattede lysdæmon, men kun let. Drømmene var for dybe til at nå ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 5, 2009 11:06:47 GMT 3
Ryonell var i et dræbende humør mens han vandrede gennem byen, og nu var det ikke folk, der skubbede ham, men ham, der skubbede folk. De var overraskede over ham og veg nærmest til side da de havde set ham, og det fandt han mærkeligt. Unormalt. Ingen veg til side for ham, de gik altid i vejen! Det var svært at forstå, men han gad ikke beklage sig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 12, 2009 13:15:50 GMT 3
Movicth slog straks øjnene op, da manden flyttede på sig, og fik skubbet sig op, ved at lægge hele vægten mod Movicth, og derpå komme op ved hjælp af ham. Movicth tog sig til hovedet, det tunge, dunkende hoved, med et suk, og så efter manden, der garanteret var fuld, nærmest slingrede ud fra sidegaden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 15, 2009 17:38:25 GMT 3
Ryonell var på dette tidspunkt kommet meget langt væk, og han fortsatte med at gå fremad indtil han fandt det klogt at finde ny kro, men var nået op til de rigere områder. Han skar tænder med sit dårlige humør endnu i sig og måtte tilbage. Han havde råd til intet her, og han var nødt til at gå tilbage. Han gik ind af en sidegade og spyttede overfaldsmanden, som havde sat sig i bevægelse for at stjæle hans penge, i hovedet inden han fortsatte uden at lytte til udbruddet. Han skulle bare langt væk fra folk lige nu.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 17, 2009 2:01:44 GMT 3
Movicth fulgte snart efter manden, ud på hovedgaden, og videre mod en billig kro, hvor han forhåbenligt kunne finde hvile og mad, før han gik videre. Han skulle bare hvile en nat, så ville han snart være videre, for at ligge afstand til sin skæbne. Han skubbede døren op, som var det en anstrengelse for ham. Hans arme var så svage, så svage. Det eneste ledige bord fandt han lidt ude til siden, hvor mørke og lys halvt om halvt kæmpede for at overtage, og han satte sig tungt ned.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 17, 2009 2:10:53 GMT 3
Ryonell kom ind i præcis denne kro kort efter, og han mærkede hadet for sent til at opdage hvem der var derinde. Han bandede højlydt og meget groft, men gik alligevel hen til det bord og satte sig irriteret ned. "Du skal absolut gå i vejen, ikke?" sagde han irriteret, og lænede sig tilbage i stolen. Han var længst inde i hjørnet hvor mørket var stærkest.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 17, 2009 12:36:59 GMT 3
"Nej, jeg skal bare have noget mad, og så har jeg brug for et sted at sove ud," svarede Movicth ærligt. Han sugede alt det lys til sig, han kunne, og smilede anstrengt til servitricen, da hun kom med noget mad. Han spiste langsomt, for selv det at løfte mad op til munden var en pine for ham, hver en bevægelse smertede i hele kroppen. Han lænede sig tilbage på stolen, kun halvt færdig med sit måltid og lukkede øjnene. Forsøgte at ignorere det stærke had, som han følte til mørkedæmonen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 17, 2009 13:46:06 GMT 3
"Nåh, virkelig?" sagde Ryonell og skubbede stolen længere ind i hjørnet og begyndte at trække på mørket. Han mistede sulten han havde haft uden selv at lægge mærke til det. Usund livsstil, ja. Men han lagde mærke til, at ingen stirrede ondt efter ham. En ting der var godt ved at have en lysdæmon til at neutralisere den dårlige stemning. "Vil du virkelig udsætte alle de stakler for den fare?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 0:25:57 GMT 3
"Det kan jeg blive nødt til. Det er ren egoisme, men jeg vil helst ikke dø," indrømmede Movicth modvilligt. "Somme tider har jeg lyst til at give op. Somme tider nægter jeg at tabe." Stål fremtrådte i hans blik, den stålsikre beslutsomhed, der havde fået ham til at forsætte, blive ved, når alt syntes allermest håbløst. Det var alene den, og så håbet, der havde hjulpet ham. Han lænede sig tilbage i stolen, trak på lyset, som mørkedæmonen trak på mørket. Det var en tavs duel for dem begge, lige siden de mødtes. Det var skæbnens ironi, at de lige frem skulle mødes ved et bor, der var splittet op i lys og mørke.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 19, 2009 0:33:26 GMT 3
Ryonell så ting i den andens øjne som han for længst havde glemt, og som ren refleks fra nyere tider rullede han med sit ensomme øje. "Jamen, så må du jo bare være så forfærdeligt egoistisk," sagde han ligegyldigt, mens hadet bølgede i ham med fornyet styrke. Han ville ikke indrømme det, hverken højt eller for sig selv, men han kendte både følelsen af lyst til at give op og følelsen af at nægte den skæbne der krøb nærmere.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 0:39:30 GMT 3
Movicth nikkede, ignorerede sarkasmen i mørkedæmonens svar, forsøgte at ignorere det had, der hele tiden bølgede indover ham. "Jeg er egoistisk. Men kom ikke og bild mig ind, at du ikke er det." For mørkedæmonen måtte uden tvivl også dyrke sit ego. Han kunne ikke forstille sig andet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 19, 2009 0:48:20 GMT 3
"Kunne ikke finde på at sige dig imod," sagde Ryonell hårdt, selvom han... Ja, han var egoistisk, det var han vel, meget. Men ikke på den måde. Han passede sig selv, andre kom i vejen, og de skulle lære, at de ikke skulle komme i vejen. En slags egoisme, men ikke på det plan som hans artsfæller. De levede for at tilfredsstille dem selv, ligemeget hvad det betød for andre. Ryonell... han havde problem med at udføre det allerede ved ordet 'levede'.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 0:50:14 GMT 3
Movicth lo tonløst. "Hvem tænker ikke på sig selv en gang i mellem?" Han sukkede. "Har du familie i Solitopia så?" Havde mørkedæmonen ikke fortalt, at han var derfra? Det mente han bestemt.. Jo, det havde han vidst. Han sørgede for at stille spørgsmålet så ligegyldigt, at det lød som om, han ikke var interesseret i svaret, men bare spurgte for spørgsmålets skyld.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 19, 2009 0:59:12 GMT 3
"Min far er den eneste tilbage," meddelte Ryonell bare, og vidste at han havde svaret på lysdæmonens spørgsmål, der egentligt ikke var et spørgsmål. Han tænkte ikke på sig selv. Han levede bare. Han så igen rundt og var forundret og forundret over at ingen sendte ham blikke. Ingen gav ham opmærksomhed. Ingen havde tænkt sig at smadre ham. Lysdæmonen var grunden, selvfølgelig, en rigtigt lille, forkælet engel.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 1:09:52 GMT 3
Movicth nikkede, sikker på at mørkedæmonen nok ikke lige frem tiggede efter medlidenhed. Faktisk kommenterede han det slet ikke. Han sad bare der, på lysets side, overfor mørkedæmonen, som han følte et inderligt had til. Nat og dag. Ying og Yang. Gud og Satan. De var så forskellige, at de lige så godt kunne droppe fra starten, at komme på bølgelængde med hinanden.
|
|
[/URL]