|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 25, 2009 22:30:11 GMT 3
Ryonell stoppede op uden at vende sig, og så lige frem ad. Han var ved at miste humøret til at snakke. "Hvad er der?" spurgte han, og surheden sprang igennem alt for tydeligt. Hvorfor skulle den mand absolut...? Han valgte at vende sig og så på lysdæmonen uden at interessere sig for ansigtsudtrykket.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 26, 2009 16:13:19 GMT 3
"Hvor meget ved du om... Om forbandelsen?" Movicth så på mørkedæmonen. Skulle han forvente et svag? Nej, det skulle han nok ikke. Men håbet var der stadig. Han mistede aldrig håbet, det var det sidste, han havde nu. Det sidste, han holdt fast i, det sidste der fik ham til at løbe videre. Og han havde tænkt sig at holde fast i det håb. Selv når det kun var en lille glød, der så let kunne blive pustet ud i vinden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 26, 2009 16:54:49 GMT 3
"Min far har arbejdet med den længe," svarede Ryonell og fortsatte med at se på ham. "Så længe jeg kan huske tilbage har han arbejdet med den." Så vendte mørkedæmonen sig om igen og fortsatte med at gå, irriteret over den anden. Han gad ikke mere nu, færdig med at lege med personer han hadede, selvom han sjældent havde noget valg.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 26, 2009 18:04:51 GMT 3
Movicth sukkede. Mere ville han nok ikke få ud af mørkedæmonen. "Nå men.. Tak for hjælpen," råbte han oprigtigt, så højt hans hæse stemme ville lade ham det. Så vendte han rundt, gik afsted igen. Videre, inden skyggerne fangede ham igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 26, 2009 23:09:04 GMT 3
Ryonell trak på skulderne og fortsatte fremad. Han havde ikke set sin far i meget lang tid, og han vidste ikke om han savnede den gamle eller ikke. Måske noget midt i mellem, halvt savn, halvt... ligegyldighed af en art. Faren var bare en mand af mange, men alligevel en mand som Ryonell... var tæt på at stole på.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 28, 2009 20:34:44 GMT 3
Movicth spredte vingerne ud, og lod sig svæve op i luften. Han sugede alt den energi til sig, det var ham muligt, for at holde sig selv i luften. Han var et kaos af udmattelse, blod og sørgmodige tanker, men også lammet af en evig angst for lange, sorte fangarme, der jagtede ham dag såvel som nat, selv ind i drømmene. Det var ikke et liv, man skulle drømme om. Alligevel lykkedes det hans kaotiske hoved at have overskud til at huske, hvordan man flyttede sig, hvordan man fløj gennem luften, trods den dunkede hovedpine, og smerten fra de sår, mørkedæmonen havde givet ham. Mørkedæmonen. Endnu en ting der kredsede i hans hoved, et eller andet overfladisk sted, hvis man delte hans tanker op i niveau. Det inderste niveau drejede sig altid om overlevelse.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 4, 2009 1:10:35 GMT 3
Ryonell gik ind mod byen igen for at finde nogle ting og forhåbentligt købe noget mad for de få penge han havde. Langtidsholdbart til en tur afsted i verdenen og rejse mellem landene for at finde ud af hvor han skulle slå sig ned nu. Bare en hurtig tur i hver ukendt land, så skulle den være der, ikke? Han sukkede og kom gennem porten uden nogen skubbede ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 4, 2009 21:53:49 GMT 3
Movicth fløj i retning af byen, modvilligt. Meget modvilligt. Hans hjerte var i dyb konflikt med fornuften, da det hellere ville svæve henover den, uden at lande, men uden hvile og uden mad, ville han aldrig komme videre. Han hadede byen af én enkelt grund. Han måtte holde afstand fra alle, og tanken om hans forbandelse blev evig påmindet, når han var i nærheden af andre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 4, 2009 22:01:50 GMT 3
Ryonell var på vej ind i en kro og havde en 'god dag' indtil en mand tog fat i ham og trak ham ind i en gyde for at røve og derefter, tydeligvis, myrde ham. "Jeg har ingen penge," sagde Ryonell koldt og uden at gøre modstand, hvilket forvirrede manden med kniven. Så svang Ryonell et slag over hans ansigt så han brækkede næsen tog steder. "Farvel." Han fik benene væk under manden og sendte ham lidt jorden ind i kasser og skrald, så det lavede en masse larm.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 4, 2009 22:50:35 GMT 3
Movicth dalede ned fra himlen, da han nåede porten, og blev lukket ind. Han foldede vingerne ind til kroppen, folk stirrede nysgerrigt på ham, men på en god måde. De virkede godt tilfredse i hans nærhed, men alligevel holdt han afstand fra alle, passede godt på med ikke at støde ind i nogen, veg til siden, hvor folk måske bare var stødt ind i de forbigående. Lyset var hans eneste energikilde, det var den allersidste nødgenerator han kørte på, trods hans modvilje, og i et desperat anfald efter mad, købte han noget ved den første bod. Ingen kro, det var for langvarigt. Han gik videre, slugte brødet, som havde han intet spist i fire hele dage. Det havde han faktisk heller ikke.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 4, 2009 23:19:19 GMT 3
Ryonell forlod manden til at bløde, og lige pludselig blev han ramt af hadet som første gang han mødte den irriterende lysdæmon, og folk stødte ind i ham da den anden dæmon landede, så han kunne få plads til det. Ryonell blev nu også rasende på dem, for den respekt de vidste, tog fat i en kvinde i et anfald af mørkedæmonhed og slyngede hende ind i flokken af folk, inden han valgte at skride.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 4, 2009 23:54:13 GMT 3
Et had bølgede igennem lysdæmonen, et stærkt had mellem to fjender, der måske havde været fjender siden tidernes morgen. Et indædt had mellem to racer, to vidt forskellige racer, der på en eller anden måde altid krydsede hinanden, skønt de sikkert ønskede at holde sig væk. Movicth fløb mod mørkedæmonen, selvom han ikke kendte grunden, og han stoppede bag ham. "Der er ingen grund til at være så brutal, blot fordi jeg er her," bemærkede han.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 5, 2009 0:00:51 GMT 3
"Jeg ser rigeligt grund til det," hvæste Ryonell. "Forkælede møgunge." Han ignorerede ham så godt som muligt derfra og i samme øjeblik han kom så langt væk fra den anden at hans indflydelse på folk blev den dominerende kom en mand bragende og sprang på ham. Ryonell gik til siden og undgik adskillige knytnæveslag inden han sendte manden i jorden og gav ham hul i hovedet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 5, 2009 0:22:15 GMT 3
"Jeg er ikke.." Movicth sukkede dybt. "Han er nok bare misundelig, med sin dårlige indflydelse på folk." Det var højt nok til, at mørkedæmonen ville kunne høre det. Han sukkede atter, træt og irriteret, overvejede om han bare skulle ligge sig i gyden og så falde i søvn. Han lod sig glide ned langs muren, satte sig på de kolde, hårde brosten, og lænede hovedet tilbage, med øjnene lukkede. Åh ja.. Bare ti minutter. Bare..
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 5, 2009 0:47:48 GMT 3
Ryonell ignorerede ham mere eller mindre og nøjes med at kaste manden i hovedet på lysdæmonen inden han fortsatte og gik frem uden et ord mere. Han var sulten, men gad ikke de nærmeste kroer, fordi de sikkert havde set ting de ikke brød sig om og ville sende ham ud igen af frygt for møbler. Tusind tak, lysdæmon!
|
|
[/URL]
