|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 22, 2009 0:29:13 GMT 3
"...Bortset fra jeg ikke er så kold at ofre andres liv som dig," råbte Movicth over skulderen. Han sukkede. Det havde selvfølgelig været nemmere. "Men nu du nævner, at du gerne vil dø, må du da gerne gøre mig den tjeneste." Han kiggede sig ikke over skulderen. Han koncentrerede sig om lyset. Yup, hadet var der stadig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 22, 2009 0:33:50 GMT 3
"At være skyld i sin egen død er en kujons måde at dø på!" svarede Ryonell og vendte sig. "Og jeg har ikke tænkt mig at dø som en kujon. Den da jeg møder en grund til at dø, skal det nok ske, ellers lever jeg bare videre." Han stirrede længe på lysdæmonen inden han vendte sig og igen forsøgte at gå.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 22, 2009 0:44:32 GMT 3
"Men at være skyld i andres død, ved at fodre sin egen undergang er en kujons måde at myrde på!" Kom svaret tilbage. Han var stadig ikke stoppet op. "Hellere en død kujon end en kujon morder." Okay, det begyndte at blive lidt latterligt. Men hvad var det for en holdning at have!?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 22, 2009 0:48:44 GMT 3
"Jeg har ikke brug for at fodre nogen. Det dine skygger, og de er, ja, skygger. Mørke er mørke og styres som det skal, mens skygger er lige så levende som du og... ja, du. Jeg har ikke brug for at dræbe folk på den måde eller af den grund!" Jeg har tilgengæld en masse andre måder og grunde, tænkte Ryonell selv, mens han igen stirrede indædt på lysdæmonen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 22, 2009 0:54:32 GMT 3
"Men alligevel dræber du," svarede Movicth igen. Enhver lysdæmon ville kunne mærke det. Det hang tungt i luften omkring mørkedæmonen, noget sortere og dybere der stank af død og sorg, og som evigt forstyrrede lyset, der var lige så rent omkring ham, som mørket var dystert omkring den anden. "Du har garanteret dræbt din egen familie, ikke?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 22, 2009 0:58:31 GMT 3
"Du skal ikke blande dig i min familie!" hvæste Ryonell rasende og sendte en smule mørke efter ham, men eftersom der var lys og alt det der, så blev det kun til en slags mørk tåge om hans hånd, som forsvandt igen inden den nåede selv en meter. Ryonell bandede, fandt lynhurtigt kloen og gik til angreb. Hans familie... var lidt et svagt punkt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 22, 2009 15:30:07 GMT 3
Movicths eneste våben var lyset. En glitrede dolk, skabt af lyset, mødte kloen i luften, og han måtte suge endnu mere lys til sig, for både at parere og holde sig oprejst. "Hvorfor ikke? Hvad har du da gjort, siden det er dit svage punkt?" Han bakkede, klar til at kaste sig til jorden, næste gang mørkedæmonen angreb.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 22, 2009 15:35:46 GMT 3
Ryonell lod kloen glide ud til den ene side og gik i luften. "Jeg har ikke gjort noget!" hvæste han, mens han endnu en gang forestillede sig minotaurernes angreb. Hans største frygt havde været dem lige siden angrebet, og han havde altid givet at de havde taget hans øje skylden. Men han vidste, inderst inde, at det var mors og brors skyld.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 22, 2009 16:17:02 GMT 3
"Så er du jo helt uskyldig," var Movicths svar. Han tog en dyb indånding, talte til ti i sit hoved, da han pludselig fik et uforklarligt, hadefuldt ønske om at angribe dæmonen. Han vendte ryggen til og gik videre. "Det er ikke mig der har familieproblemer." Ikke helt sandt. Han havde aldrig set sin mor, hun var efterladt i landsbyen i Neramore, han havde dræbt sin egen far i medlidenhed, og hvis han nogensinde fik et barn selv, ville endnu et væsen være forbandet. Han var splittet. Skulle han føre Fengar-slægten videre eller skulle han lade være?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 22, 2009 16:40:29 GMT 3
"Du skal ikke gå fra mig!" hvæste Ryonell og sprang frem igen, angreb, endnu mere rasende. Han havde det HELT FINT med sin familie, selvom han ikke havde set det eneste medlem, hans far, i umindelige tider. Nogle år. Men hans far nød sikkert livet, med eller uden ham. Lysdæmonen skulle ikke bare komme her og fornærme ham, og så skride igen!
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 22, 2009 18:33:09 GMT 3
Movicth nåede at flytte sig, men ikke langt nok, så kloen trak en flænge fra skulderen og ned til albuen. Det tykke, røde blod løb, men det var ikke noget dybt sår. Lys lagde sig over såret, stoppede blodet i at løbe, men det lindrede ikke smerten, der jog igennem ham. Han var såret. Udmattet. Sulten. Hans krop rystede af alle tre grunde, og han stod stadig på benene, med en hvis grad af hjælp fra lyset, men han ville kunne holde sig oppe selv uden. Han var trænet til det. Tvunget til det. Han undertvang en desperat, hysterisk latter. Hysterisk over livet. Livet var til at.. Dø over. "Du forstår ikke.." Sukkede han, og lod benene falde sammen under ham. Han tumlede om i græsset, stirrede op i himlen. Hvis den forbandede dæmon ville dræbe ham, så værsgo! "..Hvordan det er. At være på flugt hele tiden.. Det gør mig rastløs, når jeg ikke bevæger mig. Driver mig til vanvid. Det er som.. Det er værre end at være hjælpeløs." Og så lo han. Hysterisk. Desperat. Højt og vildt, som han aldrig havde gjort før. Det havde boblet i ham længe, og han gav det frit løb nu. Gud, hvor det føltes herligt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 22, 2009 18:43:24 GMT 3
Ryonell huggede kloen ned, så den flængede Movicths øre, og sad på knæene mens han stirrede på lysdæmonen. "Troede du havde lært at du ikke skulle bestemme, hvad jeg ved og kan, og hvad jeg ikke ved," hvæste han, trak kloen til sig og sparkede Movicths skulder, inden han vendte sig om for at svømme tilbage til den anden bred.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 23, 2009 14:19:04 GMT 3
Smerten rev i Movicth nu. Men det var næsten en velsignelse. Den gav ham noget andet at tænke på, da han kæmpede for at komme op. "Du ligner ikke en, der forstår det," svarede han efter mørkedæmonen. Nej, for hvem skulle også kunne forstå det? Det var ikke en andens slægt, der levede i evig fare, jaget af et mareridt. Varulve eller vampyrere der havde set sig onde på en, vidste man da i hvert fald, hvordan man besejrede. Men ville skyggerne vige for lyset? Og hvad nu hvis han forsøgte, og det mislykkedes? Så ville han dø. Og han ledte stadig efter en anden måde at dø på. Noget heltemodigt. Han ville dø som en helt. Ikke som en svækling, der døde, når han blev for gammel til at flygte. Der måtte være en måde. Der skulle være noget, han kunne gøre! Han ænsede knapt nok blodet, der klæbede til hans ansigt, ned langs hans hals, videre ned over tøjet. Han måtte se farlig ud. Det var et spørgsmål om tid, før lysdæmonen faldt sammen, da han kæmpede sig videre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 23, 2009 14:54:46 GMT 3
"Jeg tror heller ikke jeg ligner en der har lyst til at dele ud om sit liv," svarede Ryonell bare tørt og vendte sig ikke om efter ham, før han sprang i vandet. Han dykkede det meste af vejen, og skød igennem vandet med hjælp fra sine vinger. Han kendte den forbandelse der hvilede over lysdæmonen, og vidste, hvordan det var at flygte fra noget, man ikke kunne se.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 25, 2009 22:25:16 GMT 3
Movicth undrede sig, og så alligevel ikke. Det var realistisk at mørkedæmoner kendte til skygger. Men.. Skygger som i forbandelse? Han rynkede panden. Og hvis mørkedæmonen kendte til forbandelse.. Kendte han så også løsningen? Var det ikke værd at undersøge? Han drejede rundt. Hvilken ufattelig viljestyrke det krævede ham, at ændre retning. Panikken greb ham med det samme, de opspilede øjne kiggede mod horisonten, spejdede efter noget, som intet væsen burde blive belemret med. 'Når du ser dem.. Så bare løb, min dreng.' Et citat fra hans far, der havde hængt ved længe. Det ville det gøre for evig tid. "Vent," stønnede han, hæst og anstrengende.
|
|
[/URL]