|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 14, 2009 2:14:18 GMT 3
Da Ryonell endte øverst igen stoppede han dem og stødte sig fra lysdæmonens krop, så han støttede på mandens skuldre og holdt ham fast, og han så forvirret på ham. "Hvad mener man så med det?" spurgte han surt og kom i tanke om noget, som han havde lagt mærke til. Manden var meget tynd. I god form, men meget tynd. Han trængte til fedt, og en masse af det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 14, 2009 11:39:45 GMT 3
Movicth sukkede. Hans krop rystede stadig, men da han slog øjnene op var de klare og nærværende. Han måtte videre. Det gik ikke det her. Måske havde manden en chance, fordi han var mørkedæmon, men når først Movicths lugt hang ved manden.. Han ville være død på ingen tid. Han ville ikke have en ærlig chance, hvis han ikke vidste noget. Hvis han ikke vidste, hvor hurtigt de skygger flyttede sig.. Fire dage forud. Det kunne hurtigt blive tre, hurtigt blive to, hurtigt blive ingenting. Hurtigt blive ens død. Han kendte spillet.. Vand. De havde brug for vand. "Det har jeg ikke tid til at fortælle.. Vi må have slettet sporene.. Er der en flod et sted? En sø? Hvad som helst.. Bare vand." Jo, skygger var de bedste sporhunde i verden. De kunne følge ens fodspor, om tusinde af andre så havde trådt i det samme spor, følge færten selv når sporene var dækket af sne.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 14, 2009 12:35:13 GMT 3
Ryonell så uforstående på manden og skubbede forvirret hadet i baggrunden. "Hvad mener du med det?" spurgte han hårdt holdte stadig manden nede. "Du skal se at vi kan få rigeligt med tid til at få det forklaret," fortsatte han uden at ville flytte sig eller lade lysdæmonen få en bedre liggestilling.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 14, 2009 12:42:21 GMT 3
"Du tager fejl!" Movicth råbte frustreret. Behøvede manden stille spørgsmål!? Der var ikke tid.. Der var bare ikke nok tid overhovedet! "Jeg har ikke tid til at sidde her i fire dage og vente, bare for at en mørkedæmon kan se mit.. mit.. mit problem! Flyt dig, eller så dør vi begge to." For det var næsten hundrede procent sikkert, at de også havde sporet mørkedæmonen nu. Hvor mange døgn de så var væk, så hang lugten stadig hos dem. De vidste hvor han var. "Hvor er der vand?" Gentog han roligt, efter at have taget en dyb, behersket indånding. Han gjorde intet forsøg på at rokke sig fri. Det var spild af energi, som han ville få brug for mange gange senere på dagen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 14, 2009 22:30:37 GMT 3
Ryonell var langt fra overbevist, og så bare koldt på ham. "Hvad med så at forklare mig det i stedet for?" spurgte han med en tålmodighed, der kun kunne være skræmmende og ubehagelig. Selv for en, der ikke kendte hans normale jeg og have noget at sammenligne med. "Hvis det er så slemt, så burde man da også kunne forklare det meget hurtigt, ikke? Andet ville ikke give mening."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 14, 2009 22:52:11 GMT 3
"Måske.. Måske kan jeg vise dig det," mumlede Movicth modstræbende. Han fik vredet sin ene arm fri fra mørkedæmonens greb, og lagde den over den andens skulder. Han lukkede øjnene igen, øjenlågene sukkede næsten saligt. Han begyndte at lede i sin bevidsthed, det tog ikke lang tid, før lange, sorte, vridende og arrige bæster af sorte skygger vred og flimrede for hans bevidsthed. "Kan du se dem?" Hviskede han hæst. De var langt væk. Og alligevel så tæt på. Altid tæt på.. Han skulle ikke engang gå længere end til sine drømme.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 15, 2009 18:14:33 GMT 3
Ryonell fornemmede det inden han trak sig væk. Angsten for at blive rørt var der igen, og at gå ind i hans hoved var at værre end at røre ham fysisk. Men han kendte det. En forbandelse hans far havde leget med i lang tid og sikkert stadig gjorde, fordi han fandt den langt mere interessant end verdenen. I hvert fald efter at verdenen havde mistet hans mor. Han vendte sig og prøvede at huske, hvor han havde fået at vide at floden var.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 17, 2009 16:18:35 GMT 3
Movicth kunne ikke tyde mørkedæmonens reaktion. Måske var det ikke så rystende for ham, at se skygger, hvis han da overhovedet så nogen. Selvfølgelig var det ikke det. Han tvang sine øjenlåg op, uden at tænke over det, med lidt hjælp fra lyset, og vred sig helt fri, før han kom på benene. Han vaklede stort set ikke, også selvom hans krop dirrede anspændt. Af udmattelse og vagtsomhed. "Men du.. Du kender ikke til nogen flod?" Spurgte han. "Hvis du ville.. Hvis du måske.. Kunne vise mig den, så skal jeg nok.. Skal jeg nok forsvinde igen." Det løfte kunne han sagtens holde. "Men måske.. Det ville nok være bedst.. Hvis du også gik i vandet.."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 17, 2009 16:35:04 GMT 3
"Jeg har ikke brug for din hjælp til at regne dét ud, lysdæmon," vrissede Ryonell, som rejste sig og gik over mod floden, som lå... hvor var det nu den lå? Han havde problemer med at huske det, og gik derfor efter fornemmelse mere end viden. Så kunne de skygger komme og flænse ham op, eller hvad det nu var hans far sagde de gjorde. Egentligt var det jo en sikker måde at dø på... Hvorfor skulle han forhindre det? ... Fordi det var en kujons måde at dø på.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 17, 2009 18:07:51 GMT 3
Movicth kommenterede ikke mørkedæmonens bidende kommentar. I stedet samlede han alt lyset omkring sig, for at holde sig selv oppe, på vej mod det, han håbede var floden. Altså mere præcist - han fulgte efter mørkedæmonen. "Faktisk hedder jeg Movicth," sagde han hæst efter et stykke tid. Stadig uden vand i sigte.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 17, 2009 18:48:01 GMT 3
"Heldigt for dig," svarede Ryonell og fortsatte over mod det, han regnede med var floden, og hørte lyden af vand, der løb. Han havde haft ret, men det fik ham ikke til at tage farten op. Han fortsatte bare afslappet og sprang i vandet med alt tøjet på, før han igen kom op og så på Movicth. "Hvad har du tænkt dig at gøre med mig, når nu på følger efter mig?" spurgte han mistænktsomt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 17, 2009 22:57:51 GMT 3
"Jeg fulgte efter dig, fordi jeg var nødt til det," svarede Movicth, fik sig kæmpet ud i vandet, og dykkede ned under, før han kom op over vandoverfladen igen, også stadig med tøjet på ligesom mørkedæmonen. Med vandet dryppende fra kroppen. "Hvis du engang fik valget mellem at dø eller følge med en ærkefjende til en flod, ville du vel også vælge floden, ikke?" Det var ikke rigtig et spørgsmål. Det var noget han regnede med.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 17, 2009 23:08:01 GMT 3
"Jeg ville have valgt døden," svarede Ryonell oprigtigt og stirrede trodsigt på ham. Men alligevel var der noget, der sagde alle i nærheden, hvis der havde været nogen, at han talte sandheden om sit valgt. Døden var tillokkende, og han ønskede det brændende, men havde alligevel regler og grænser for det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 21, 2009 22:24:00 GMT 3
Movicth holdt armene op med håndfladerne vendt ud af, et typisk tegn på overgivelse. "Det er ikke mig, du skal overbevise." Han trak på skulderen. Hvis man var på flugt nyttede det ikke at være sart, ikke engang hvis man måtte modtage hjælp fra en mørkedæmon. "Mit navn er Movicth," præsenterede han sig selv. "Movicth Fengar. Og jeg flygter fra dine.. Venner." Han skar en grimasse. Han plaskede over til den anden ende af den blide flod, op på land, og videre. Som om det havde været en afsked.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 21, 2009 23:10:52 GMT 3
"Det er skygger, og det er tydeligvis sultne," sagde Ryonell bare. "Og jeg har fået dit navn en gang. Jeg opfangede det slet ikke der." Ryonell gik op på bredde og stirrede surt ned på sit drivende tøj, og så så igen på lysdæmonen han endnu havde lyst at dræbe. "Du burde fodre dem. Det gør dem langsommere, og afleder desuden svagt deres opmærksomhed." Så vendte han sig for at gå.
|
|
[/URL]
