Post by Movicth Fengar on Jun 8, 2009 22:54:01 GMT 3
Fulde navn: Movicth Fengar
Alder: 29
Køn: Mand
Fødselsdag: 3. juni
Arbejde: Arbejdsløs
Race: Lysdæmon
Fortid: Fengar-slægten var dødsdømt fra starten. Det var bare ét dumt fejltrin fra en for længst død oldefar, der dødsdømte dem alle. Utroligt. At en eneste lille hævn kunne have de største konsekvenser. Som om det ikke var nok med oldefarens blod, men de ville absolut udrydde hele Fengar-slægten.
Oldefaren havde længe ligget i strid med en anden mand, og det var selv de mindste småting, de kunne beskylde hinanden for. Byen var ved at være godt trætte af dem, det var mere end inderligt had, der havde slået rod i mellem dem, og de kunne ikke lukke munden op, uden at det skulle handle om den anden, altid negativt, altid brok. Der var ingen, der gad høre på dem. Det var ensomme, sure bæster, der spildte deres tid på at overgå den anden i fornærmelser, i stedet for at søge efter den store kærlighed. I starten var det til at holde ud for byens indbyggere. Fornærmelser. Det kunne alle leve med. Men det gik videre. Til sidst gik de ikke bare hen og spyttede hinanden i ansigterne, eller fortalte, hvor stor en kujon den anden var. Nej, de begyndte at forsøge at slå hinanden ihjel. Duellerede til døden, selvom der altid var nogen, der fik stoppet dem inden det gik så vidt. Forsøgte sig med gift, at snige sig ind om natten med en dolk i hånden, forsøgte at få ram på den anden med en pil, hvorefter de kunne påstå, at det havde været et uheld.. De forsøgte hvad som helst. Det var kun spørgsmål om tid, før det ville lykkedes for en af dem..
Det blev oldefaren der vandt. Hans fjende havde drukket lidt for meget, var faldet lidt for tungt i søvn og i nattens mulm og mørke sneg han sig ind og gennemborede manden med en dolk. Han lod dolken sidde i den nu døde krop, sneg sig ind til sig selv igen. Han tænkte ikke engang på at stikke af. Han var fanget i triumf over at have vundet, over at have dræbt fjenden, og han faldt i søvn i sin seng, som om intet var hændt. Drømmene nåede ham.. Og så gik alt galt.
”Jeg skal nok få min hævn. Gid Fanden vil tage dig! Hævn.. Hævn.. Hævn..” Stemmen mumlede usammenhængende, hvislende og bittert i tomheden. Det var ikke mørke, der var ikke engang en himmel eller jord, det var bare fuldstændigt ingenting, som han svævede i. Intet mørke, bare sort. Tomt. Men så blev stemmens uafbrudte mumlen til en tydelig, klar forbandelse. ”Må morderiske skygger forfølge dig til evig tid. De vil dræbe dig, når du bliver for udmattet til at løbe fra dem, og de vil forfølge dit afkom, dræbe hele din slægt, til der ikke er en blodsdråbe tilbage. Må de kunne spore dig hvorhen du går, overalt, og må de tørste efter dit blod. Hævn.. Hævn.. Hævn.”
Oldefaren blev rædselsslagen, da han vågnede. Han flygtede ud af byen, blev ved med at løbe, til han ikke kunne mere, og selv da det sortnede for hans øjne af udmattelse, mavede han sig videre. Sådan holdt han skyggerne borte i et par dage. Allerhøjest tre. Han tænkte ikke på andet, end at føre sin slægt videre, så han ikke havde tabt kampen mod sin fjende endnu. Og han gav først op, da en gravid kvinde ventede hans barn. Forbandelsen, skyggerne, halede ind på ham, og kort efter var han død. Intet blod, ingen våben, men hans ansigt var alligevel så forpint, at man skulle tro, at han var blevet tortureret til det sidste.
Kvinden fødte barnet, Fengar-slægtens eneste overlevende, lykkeligt uvidende om sin skæbne. Skyggerne holdt sig på afstand i starten. De blev bare kaldt for skyggerne. Der var ingen, som vidste, hvad det egentlig var, men faren var nok i sig selv. Men da drengen fyldte tretten.. Han drømte præcist den samme drøm som sin far, og skygger begyndte at flimre i udkanten af hans bevidsthed, truende. De hviskede hele tiden til ham, og drengen måtte flygte for livet, fra alt det han elskede. Han var svag og doven, og det var langt fra godt nok. Også han nåede at føre slægten videre, men det endte i.. Kort sagt, han blev også dræbt tre år efter.
Den næste i rækken var stærkere. Han blev også først jaget som trettenårig, men han var stærk, og han levede stadig, da hans søn blev født i en meget lille by i Neramore. De blev der ikke længere end to dage, før de forlod moren og rejste bort. Sammen flygtede de gennem de fire lande, endda også ud i ørkenen, i deres desperate, umulige kamp for at overleve. Sønnen blev maskulin og stærk, udholdende, og de kunne løbe i flere dage uden andet at overleve på end vand. De var altid i bevægelse, selv når de gik, så talte det for et skridt mere væk fra deres forbandelse.
Men faren blev for gammel, og en dag, da de flygtede gennem skovene, faldt faren på knæ. Han så på sin søn med bedende øjne, og bad ham om, at dræbe ham. Han ville hellere dø for sin søns hånd, end at overgive sig til deres forbandelse, hellere dø for sin søns hånd, end at lade skyggerne hale ind på dem nu. Da Movicth rejste videre, lå faren bag ham, kvalt ihjel af sin egen søn. Som en god gerning. I medlidenhed.
Movicth stoppede sjældent op for at hvile. Han pressede hele tiden sig selv til det yderste, han blev ved, selvom han var ved at give op, og han blev aldrig på et sted i mere end en dag. Og når han endelig sov, sneg det samme mareridt igen og igen ind over ham, vækkede ham, så han igen og igen kunne vågne op og vide, at mareridtet var virkelighed. At forbandelsen for altid ville ligge hævet over hans slægt.
Arbejde, kærlighed, venner.. Det er der aldrig tid til. Ikke når man er forbandet.
Udseende: Han har sort, langt hår der hænger løst eller i en hestehale, og lange, hvide vinger, der vokser ud fra hans rygrad. Han er i meget, meget god form, og han kan løbe eller flyve meget langt uden stop, før han bliver træt. Han har det med at presse sin krop til det yderste, og det er ikke en sjældenhed at se ham i bar overkrop. Han er maskulin og stærk, går i sorte bukser, og har blå, venlige øjne.
Personlighed: Movicth er en kærlig, varm person, der prøver at beskytte dem omkring sig. Det virker som en umulig opgave, når han knapt nok kan holde sig selv i live, og hans forbandelse er også nær det umulige. Han er opmærksom på alt, selv hvor man ikke umiddelbart kan få øje på fare, og han har det med at fare sammen over ting, som andre ikke er opmærksomme på. Skygger. Han undgår nærkontakt af den simple grund, at han har mistanke om, at skyggerne kan lugte hans fært, og hvis den hænger ved andre væsner.. Så er de hurtigt døde. Et glimrende våben. Han er typen, der kan holde alle typer ud, han er tålmodig og udholdende på så mange måder et væsen kan være udholdende på, og de fleste føler sig godt tilpas i hans selskab, når de altså endelig kan følge med ham.
Holder med: Neramore
Våben: Han er ikke god til at håndtere våben, men hvis han engang blev tvunget til at bruge dem i en nødsituation, så ville han gøre sit bedste.
Magi: Han er lysdæmon, så han kan trække på lyset. Han er en stærk lysdæmon, og bruger ingen procentdele. Dog virker hans magi ikke i mørke.
Dyr: Nej.
Styrker:
Er udholdende
Hurtig på benene og på vingerne.
Tålmodig
De fleste føler sig godt tilpas i hans selskab
Svagheder:
Hans forbandelse
Har det med at presse sin krop til mere, end den kan holde til
Kender ikke rigtig til våben
Er dårlig til at lyve
Er bange for alle skygger, selv sin egen
Andet: Nej.
Alder: 29
Køn: Mand
Fødselsdag: 3. juni
Arbejde: Arbejdsløs
Race: Lysdæmon
Fortid: Fengar-slægten var dødsdømt fra starten. Det var bare ét dumt fejltrin fra en for længst død oldefar, der dødsdømte dem alle. Utroligt. At en eneste lille hævn kunne have de største konsekvenser. Som om det ikke var nok med oldefarens blod, men de ville absolut udrydde hele Fengar-slægten.
Oldefaren havde længe ligget i strid med en anden mand, og det var selv de mindste småting, de kunne beskylde hinanden for. Byen var ved at være godt trætte af dem, det var mere end inderligt had, der havde slået rod i mellem dem, og de kunne ikke lukke munden op, uden at det skulle handle om den anden, altid negativt, altid brok. Der var ingen, der gad høre på dem. Det var ensomme, sure bæster, der spildte deres tid på at overgå den anden i fornærmelser, i stedet for at søge efter den store kærlighed. I starten var det til at holde ud for byens indbyggere. Fornærmelser. Det kunne alle leve med. Men det gik videre. Til sidst gik de ikke bare hen og spyttede hinanden i ansigterne, eller fortalte, hvor stor en kujon den anden var. Nej, de begyndte at forsøge at slå hinanden ihjel. Duellerede til døden, selvom der altid var nogen, der fik stoppet dem inden det gik så vidt. Forsøgte sig med gift, at snige sig ind om natten med en dolk i hånden, forsøgte at få ram på den anden med en pil, hvorefter de kunne påstå, at det havde været et uheld.. De forsøgte hvad som helst. Det var kun spørgsmål om tid, før det ville lykkedes for en af dem..
Det blev oldefaren der vandt. Hans fjende havde drukket lidt for meget, var faldet lidt for tungt i søvn og i nattens mulm og mørke sneg han sig ind og gennemborede manden med en dolk. Han lod dolken sidde i den nu døde krop, sneg sig ind til sig selv igen. Han tænkte ikke engang på at stikke af. Han var fanget i triumf over at have vundet, over at have dræbt fjenden, og han faldt i søvn i sin seng, som om intet var hændt. Drømmene nåede ham.. Og så gik alt galt.
”Jeg skal nok få min hævn. Gid Fanden vil tage dig! Hævn.. Hævn.. Hævn..” Stemmen mumlede usammenhængende, hvislende og bittert i tomheden. Det var ikke mørke, der var ikke engang en himmel eller jord, det var bare fuldstændigt ingenting, som han svævede i. Intet mørke, bare sort. Tomt. Men så blev stemmens uafbrudte mumlen til en tydelig, klar forbandelse. ”Må morderiske skygger forfølge dig til evig tid. De vil dræbe dig, når du bliver for udmattet til at løbe fra dem, og de vil forfølge dit afkom, dræbe hele din slægt, til der ikke er en blodsdråbe tilbage. Må de kunne spore dig hvorhen du går, overalt, og må de tørste efter dit blod. Hævn.. Hævn.. Hævn.”
Oldefaren blev rædselsslagen, da han vågnede. Han flygtede ud af byen, blev ved med at løbe, til han ikke kunne mere, og selv da det sortnede for hans øjne af udmattelse, mavede han sig videre. Sådan holdt han skyggerne borte i et par dage. Allerhøjest tre. Han tænkte ikke på andet, end at føre sin slægt videre, så han ikke havde tabt kampen mod sin fjende endnu. Og han gav først op, da en gravid kvinde ventede hans barn. Forbandelsen, skyggerne, halede ind på ham, og kort efter var han død. Intet blod, ingen våben, men hans ansigt var alligevel så forpint, at man skulle tro, at han var blevet tortureret til det sidste.
Kvinden fødte barnet, Fengar-slægtens eneste overlevende, lykkeligt uvidende om sin skæbne. Skyggerne holdt sig på afstand i starten. De blev bare kaldt for skyggerne. Der var ingen, som vidste, hvad det egentlig var, men faren var nok i sig selv. Men da drengen fyldte tretten.. Han drømte præcist den samme drøm som sin far, og skygger begyndte at flimre i udkanten af hans bevidsthed, truende. De hviskede hele tiden til ham, og drengen måtte flygte for livet, fra alt det han elskede. Han var svag og doven, og det var langt fra godt nok. Også han nåede at føre slægten videre, men det endte i.. Kort sagt, han blev også dræbt tre år efter.
Den næste i rækken var stærkere. Han blev også først jaget som trettenårig, men han var stærk, og han levede stadig, da hans søn blev født i en meget lille by i Neramore. De blev der ikke længere end to dage, før de forlod moren og rejste bort. Sammen flygtede de gennem de fire lande, endda også ud i ørkenen, i deres desperate, umulige kamp for at overleve. Sønnen blev maskulin og stærk, udholdende, og de kunne løbe i flere dage uden andet at overleve på end vand. De var altid i bevægelse, selv når de gik, så talte det for et skridt mere væk fra deres forbandelse.
Men faren blev for gammel, og en dag, da de flygtede gennem skovene, faldt faren på knæ. Han så på sin søn med bedende øjne, og bad ham om, at dræbe ham. Han ville hellere dø for sin søns hånd, end at overgive sig til deres forbandelse, hellere dø for sin søns hånd, end at lade skyggerne hale ind på dem nu. Da Movicth rejste videre, lå faren bag ham, kvalt ihjel af sin egen søn. Som en god gerning. I medlidenhed.
Movicth stoppede sjældent op for at hvile. Han pressede hele tiden sig selv til det yderste, han blev ved, selvom han var ved at give op, og han blev aldrig på et sted i mere end en dag. Og når han endelig sov, sneg det samme mareridt igen og igen ind over ham, vækkede ham, så han igen og igen kunne vågne op og vide, at mareridtet var virkelighed. At forbandelsen for altid ville ligge hævet over hans slægt.
Arbejde, kærlighed, venner.. Det er der aldrig tid til. Ikke når man er forbandet.
Udseende: Han har sort, langt hår der hænger løst eller i en hestehale, og lange, hvide vinger, der vokser ud fra hans rygrad. Han er i meget, meget god form, og han kan løbe eller flyve meget langt uden stop, før han bliver træt. Han har det med at presse sin krop til det yderste, og det er ikke en sjældenhed at se ham i bar overkrop. Han er maskulin og stærk, går i sorte bukser, og har blå, venlige øjne.
Personlighed: Movicth er en kærlig, varm person, der prøver at beskytte dem omkring sig. Det virker som en umulig opgave, når han knapt nok kan holde sig selv i live, og hans forbandelse er også nær det umulige. Han er opmærksom på alt, selv hvor man ikke umiddelbart kan få øje på fare, og han har det med at fare sammen over ting, som andre ikke er opmærksomme på. Skygger. Han undgår nærkontakt af den simple grund, at han har mistanke om, at skyggerne kan lugte hans fært, og hvis den hænger ved andre væsner.. Så er de hurtigt døde. Et glimrende våben. Han er typen, der kan holde alle typer ud, han er tålmodig og udholdende på så mange måder et væsen kan være udholdende på, og de fleste føler sig godt tilpas i hans selskab, når de altså endelig kan følge med ham.
Holder med: Neramore
Våben: Han er ikke god til at håndtere våben, men hvis han engang blev tvunget til at bruge dem i en nødsituation, så ville han gøre sit bedste.
Magi: Han er lysdæmon, så han kan trække på lyset. Han er en stærk lysdæmon, og bruger ingen procentdele. Dog virker hans magi ikke i mørke.
Dyr: Nej.
Styrker:
Er udholdende
Hurtig på benene og på vingerne.
Tålmodig
De fleste føler sig godt tilpas i hans selskab
Svagheder:
Hans forbandelse
Har det med at presse sin krop til mere, end den kan holde til
Kender ikke rigtig til våben
Er dårlig til at lyve
Er bange for alle skygger, selv sin egen
Andet: Nej.
