Drillesyg?

[Deleted]

"hmm.. men alligevel. Han er ikke så erfaren. Hvis du forstår hvad jeg mener ...?" Et drillende smil spillede på Zvaines læber. Han rejste sig langsomt op fra græsset, og børstede lidt af sin krave af, for små dyr. "Går du så tilbage til slottet nu, og lader som ingenting?" spurgte han lidt for nysgerrigt.

[Vanyrimora]

"Jeg kan ikke se at jeg har grund til andet," sagde dronningen koldt og så ned af sin lyse kjole. Det var beskidt. Hun børstede det af, men da det meste af skidtet alligevel blev på brugte hun magien til at fryse det ned og trække det af. Effektivt, var det. "Han behøver jo ikke vide alt, og han bliver nok rasende på dig hvis han finder ud af det. Jeg havde aldrig forestillet mig at have en elsker. Nu ser det næsten ud som en mulighed. Men du skal lige vide noget." Hun så ned mod sin endnu flade mave. "Jeg er med barn."

[Deleted]

Zvaine løftede et øjenbryn. "Og?" spurgte han og bøjede sit hovede en smule nedad, så hans ansigt kun var få centimeter fra hendes. "Jeg har skam ikke noget i mod du har et barn i maven... Og kongen kan umuligt gøre noget ved mig. Han er jo bare et dumt menneske" Zvaine fnøs hånligt. Han kunne godt lide at æde menneskerne, men ellers var de nu altså lidt kedelige, efter hans smag.

[Vanyrimora]

"Han har mørkedæmon i sig. Han kan have magi der er i stand til at skade dig. Og han råder over en stor flok tåber af soldater, både på slottet og dem i byen. Man bør ikke undervurdere en konge." Hun smilede det kolde smil hun ejede og gik hen og kyssede ham meget kort. "Og det med barnet. Det er bare så du ved det."

[Deleted]

Zvaine grinede nedladende. Det var jo bare en højrøvet konge, som troede han var noget! "Pff... jeg er ikke bange for kongen. Han er ikke god nok, til at kunne slå mig!" sagde Zvaine og så på Vanyrimora med et lidt hånligt blik. "Og det med barnet. Ja jeg forstår godt du ville fortælle mig det, men jeg er også lidt ligeglad. Det er bare dit og kongens barn"

[Vanyrimora]

Vanyrimora mærkede arrigt at hun blev stødt over hans bemærkning om kongen. Hun elskede ham, lige meget hvor lidt loyal hun var overfor ham, og hun tog fat i hans skulder med et blik, der var koldere end is. Små snehvide krystaller bredte sig over hans bare overkrop, mere end de gjorde da hun truede ham til at lade være med at slikke hendes hals. "Jeg kan lade dig gå langt, længere end nogen, men jeg har grænser. Pas på hvad du siger om min mand." Stemmen fulgte øjnenes kulde, og hun slap ham og vendte sig om for at gå tilbage til vognen og slottet og sin mand.

[Deleted]

Zvaine stirrede en smule vredt tilbage på hende. Sådan var der ingen der skulle tale til ham. Selv ikke en kold isdronning havde lov til at true ham på den måde. Zvaine knurrede vredt, da dronningen gik. Hun pirrede ham på en eller anden måde. Men måske var det lige præcis dét som han godt kunne lide ved hende? At hun kunne give ham noget modstand.

[Vanyrimora]

Vanyrimora fortsatte hurtigt med at gå, over forbi fangerne, som hun sendte et drabeligt blik for at få deres tavshed, og over mod vognen. Hun ville lede efter varmpyren senere, gik det op for hende, men lige nu var hun for rasende. På et tidspunkt. Om nogle uger, måske endda et par dage, hvis det var slemt nok.

[Deleted]

Zvaine kiggede efter hende. Hun kørte væk i sin vogn. Han grinede hånligt af hende. Utroligt så sur hun kunne blive. Han gad ikke tage sin skjorte på igen. Han lod den bare ligge. Måske ville han komme tilbage og hente den. Tjah.. han frøs jo aldrig. Så det kunne vel være lige meget. Han løb lynhurtigt og lydløst ind bag nogle træer, og fulgte vognen med øjnene. Det kunne være sjovt at se hvad hun ville sige til kongen. Hvorfor hun havde været væk i så lang tid. Han kunne godt bruge et godt grin lige nu. Zvaine følte sig som en lille dreng. Som vognen kørte, fulgte Zvaine den hurtigt, og gemte sig mellem træerne, imens han løb.

[Vanyrimora]

Vanyrimora kiggede ikke ud af vognen et øjeblik mens den bumlede afsted mod slottet. Hun kunne skimte det i det fjerne, det store hus der var blevet hendes hjem, men der var alligevel lang vej til det. Alt for lang. Hun hadede det vogne, men hadede heste og dyr endnu mere. Så hun måtte finde sig i det, og råbe af den nervøse og svedende kusk når hun kom ud igen.

[Deleted]

Zvaine kunne ikke lade være med at grine. Meget lavt. Så lavt at ingen kunne høre det, men det var alligevel et grin. Vanyrimora så rimeligt irriteret ud. Han behøvede ikke løbe ret hurtigt for at følge vognen. Hestene løb ikke særlig hurtigt. Nåh ja... de løb jo heller ikke. De travede bare stille og roligt. Det var sikkert det som gjorde hende sur.

[Drhati Markartic]

Drhati rynkede panden. Vanyrimora havde været længe væk, og det lignede hende ikke, at bruge så meget tid på fangerne. Jo, der blev brugt tid på fangerne, masser af tid, men ikke besøg. Aldrig besøg. Hvem gad spilde sin tid på det, når der var breve og anmodninger og forslag overalt, når der var teater og liv i byen, når der fandtes sværd og dyr, jagt? Hvem gad så at se de idømte rådne op i deres celler, som de havde fortjent det.. Nå ja, næsten fortjent det. Han gik rundt på gangene i slottet, og endte ude i slotshaven, der havde været hans tilflugtssted hele livet.

[Vanyrimora]

Vanyrimoras vogn bumlede endelig over på vejen mod slottet, der ikke var helt så slem, og kort efter kom hun også ind på slottet. Hun ventede til vognen stod stille og kusken åbnede døren for hende, inden hun gik ud og bevægede sig op på sit værelse for at skifte til noget bedre tøj. Der var ingen tegn på hendes udflugt, men hendes gåturstøj var alligevel hendes slotstøj.

[Deleted]

Zvaine fuldte lydløst og hurtigt med, som en skygge. Han fulgte hende gennem de lange gange, og op ad nogle trapper, indtil de åbenbart var kommet til hendes rum. Zvaine blev i døråbningen, og kastede et blik ind i det store udsmykkede rum. Hun ville skifte tøj? Det ville næsten være for dumt at stå her og lure som en anden pervers stodder. Han vendte sig om, og tænkte at han vel nok var den høfligste mand.. væsen, på hele denne planet. Da der var gået noget tid, var han sikker på at hun var færdig, og vendte sig om igen.

[Drhati Markartic]

Da Dhrati hørte, Vanyrimora var kommet tilbage, smilede han. Han regnede med, at hun var gået op for at klæde om, som hun så ofte plejede, og han gik ubesværet op af de velkendte trapper, og op mod hendes rum, for at hilse på hende. Hun havde jo været væk... Længe. Han ville vide, hvad hun skulle.