Drillesyg?

[Deleted]

"Ja. Det er tit de kommer til mig" sagde Zvaine og tænkte sig lidt om, som om hun lige havde spurgt om vejret. "Det er forskelligt" konkluderede han så tilsidst. "Har du da noget imod det," spurgte han, da han så hendes ansigt. Det kunne i hvert fald godt se ud som om hun havde noget i mod det. "De var jo selv ude om det" Zvaine grinede hånligt. Han fortrød ikke noget som helst.

[Vanyrimora]

"Hvis de selv kommer er det ligemeget. Dårlig dømmekraft. For svage til at kunne klare det. Jeg har til gengæld ikke tænkt mig at lade dig dræbe mig, hvis vi skulle nå så langt." Han gjorde ikke noget med hende, hvilket irriterede hende forfærdeligt. Hun lagde hånden på hans skulder og smilede sit kolde smil igen.

[Deleted]

Zvaine prøvede at ignorere hånden, hvilket var lidt svært. "Jah.. vi behøver jo ikke træde i det, vel? Jeg kan sgu da godt regne ud, hvad der ville ske med mig, hvis jeg prøvede på noget" Han lod sit blik glide op og ned ad hende. Det var nu meget fristende. Men det ville være tåbeligt. Rigtig rigtig dumt.

[Vanyrimora]

"Og netop derfor vil du have lettere ved at lade være med at gøre noget dumt, at du ved, hvad der risikere at ske." Hun bevægede sig nærmere, og hendes blålige læber krusede stadig i et koldt smil. "Jeg har ikke tænkt mig at lade dig gøre noget. Så enten lader du mig arbejde alene, eller du hjælper til." Hun kyssede ham ikke endnu. Hun ventede. Mon han kunne finde på at gøre det først?

[Deleted]

Zvaine stirrede koldt tilbage. Han følte en irriterende trang til at kaste sig brutalt over hende. Men han gjorde det ikke. Han vidste hvad der ville ske, hvis han gjorde det. I stedet trak han hende nærmere, og kyssede hende meget langsomt på munden, som om han ikke rigtigt vidste om det var en god idé. Normalt ville han have gjort det hårdt og voldsomt hvis det havde været et menneske. Hun var ikke et menneske, så det var en noget anden situation han stod i. Han behøvede ikke tænke sig så meget om, ved menneskerne. De kunne jo ikke gøre modstand.

[Vanyrimora]

Læberne var unormalt kolde, koldere end hendes hud, og hendes ånde var endnu værrere, mens hun åndede ind i hans mund. Alligevel var læberne bløde og behagelige, som små polstrede puder. Hun lukkede ikke sine kolde øjne, men sørgede for hele tiden at kunne se hans mens hun tog imod kysset mere end gav igen. Hun lagde armen om ham og smilede et næsten varmt, smukt smil gennem kysset.

[Deleted]

Zvaine vidste at han ikke måtte gå for vidt, men det var svært for ham. Især når han ikke var vant til at holde igen. Zvaine tog fat om hendes baghovede og kyssede hende hårdere. Han glemte hurtigt den kloge stemme inde i hans hovede, som konstant blev ved med at sige, 'Pas nu på. Lad vær med at gå for vidt. Husk på hendes kræfter'.

[Vanyrimora]

Vanyrimora var nu den der blev revet med, og selvom hendes øjne var kolde og hårde som isen i hende årer, og selvom de aldrig lukkede sig og forlod den vagtsomme post at holde øje med hans øjne, så begyndte hun at kysse ham igen. Hun lod ham være hård, mens hun fortsatte med at ånde sin indre kulde ned i hans hals.

[Deleted]

Zvaine mærkede hendes kulde. Den krøb ned gennem halsen på ham. Zvaine fik kuldegysninger. Han rodede i hendes hår, så det blev helt uglet, men han var ligeglad. Det var som om han glemte alt om hvad der var klogt. Han var helt sikker på at fangerne stod og gloede. Det fik ham til at stoppe brat. Han trak sig langsomt bagud, og kastede et blik op mod fangernes vinduer. Da de så at han kiggede op, trak de sig allesammen tilbage.

[Vanyrimora]

Vanyrimora gik hen imod ham. "Ingen vil tro på hvad de siger," sagde Vanyrimora. "Men hvis du stadig har lyst..." Hun smilede, og hendes åndedræt var tungt begær for hvad de havde været lige ved at gøre og var fyldt med iskrystaller. "... så kan vi jo bare gå et andet sted hen. Det er vel ikke så besværligt."

[Deleted]

Zvaine kiggede en smule panisk op på fangernes vinduer, og tilbage på hende igen. "Okay så.. du er ligeglad hvis din mand opdager det her?" Zvaine lo lavt. "Hvor havde du tænkt dig vi skulle gå hen?" spurgte han så, og ignorerede fangernes nysgerrige blikke. Han var ved at blive lidt vred. De fanger kunne bare blande sig uden om..

[Vanyrimora]

"Min mand vil ikke tro på det hvis fangerne fortalte ham det, og hvem andre skulle se det? Vognen er rundt om hjørnet om kusken kan ikke se os." Hun gik hen til ham igen, et par skridt nærmere og stoppede et halvt skridt foran ham. "Der er en skov i nærheden hvis du ikke er for sart. Kroerne risikere at genkende mig. Der er ikke mulighed for andre steder at være private."

[Deleted]

Zvaine grinede. Det her var ret underligt. Langt ud over det sædvanlige. "Jamen hvorfor ikke?" Zvaine var ikke bange for kongen. Men han kunne nok ikke klare 100 mand, på én gang. Kongen ville sikkert gøre alt for at straffe Zvaine. Zvaine fnøs hånligt. Som om han ville tage sig af det. Han vendte sig om, så han så ind i skoven. Vidste at han måske ville fortryde det.

[Vanyrimora]

Vanyrimora smilede og fulgte efter, og meget hurtigt nåede de frem. Om det måske var for hurtigt vidste isdronningen ikke, om det var for lidt tid at tænke i. Hun elskede sin mand højt, men ham her var... anderledes. Han havde så meget kongen ikke var indehaver af. Det eneste, vampyren ikke havde, var tronen og kronen af et land.

[Deleted]

Zvaine væltede hende omkuld så hun lå nederst, og knurrede dyrisk, på en drillende måde. Han kyssede hende igen, og denne gang meget hårdere end før. Han tænkte ikke over konsekvenserne det måske ville få for ham. Bare lad være med at blive 'sulten', var det han havde tænkt indtil nu.