|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 14, 2009 1:36:48 GMT 3
"Sikkert ikke," bemærkede Drhati tørt. Han kastede et blik mod soldaterne, for at sikre sig, at de bestilte noget. Da de opdagede, at han holdt øje, blev lyden af klinger pludselig meget tydeligere at høre. "Bare gå ind og find en ledig boks. Hvis stalddrengene er kloge, så kommenterer de ikke noget. Men hvis du får brug for noget, så spørg stalddrengene hvor det er, og sig du har kongens tilladelse.. Indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 14, 2009 2:04:14 GMT 3
"Tak, Deres Majestæt," sagde han og smilede til hesten. Han forventede stadig at dø, for han kunne ikke se en grund til, at kongen skulle lade være med at dræbe ham. Specielt ikke, hvis det begyndte at gå op for manden, hvilken trussel han rent faktisk var. Men det måtte han vel lade kongen selv om. Han tog bare sin hest ind i stalden. Hvilket den var meget utilfreds med, fordi den ikke havde prøvet bokse før.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 14, 2009 11:52:33 GMT 3
Drhati sukkede lidt for sig selv, vente tilbage til soldaterne, og begyndte at brøle rækkefølgen af hug og parader igen, for at hjælpe dem. Mændende var gode med sværd, de fleste af dem i hvert fald, men i kongens øjne var de stadig nogen store tåber. Han overvejede, om han skulle idømme midaneren dødsstraf. Spild af talent. Og så bare fordi at en af soldaterne blev kastet op i et træ.. Men havde han noget valg? Nej, det var nok bedst at få midaneren henrettet. Og så håbe på, at han var klog nok til at stikke af inden.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 14, 2009 12:43:06 GMT 3
Heltan brugte lang tid på at ordne sin elskede hest, tog sadel og hovedtøj af, tørrede ham grundigt, tjekkede ben og hove og ignorede, at staldknægtene havde svært ved at få øjnene fra ham. De var overraskede over at fornemme denne kærlighed fra en midaner, og at han arbejdede så godt og så sikkert med en tydeligvis hidsig og stædig hest.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 14, 2009 22:46:45 GMT 3
Drhati holdt jævnligt øje med stalden, for at se, om midaneren var kommet ud, imens han samtidig holdt vågent øje med sine soldater, der meget halvhjertede kæmpede sig igennem endnu flere øvelser. "Og når I kører træt i det, kan I jo forsætte på skydebanen," bemærkede Drhati med falsk optimisme, som om det bare var det bedste i hele verden.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 15, 2009 17:22:36 GMT 3
Heltan forlangte at Trom skulle opføre sig ordentligt uden egentligt at tro på, at det ville ske, og gik så ud af stalden og direkte over til kongen. "Jeg tænkte på noget, Deres Majestæt," sagde han og lagde hovedet på skrå, vidende om at manden, af en eller anden grund, ikke ønskede at tage hans liv. "Hvis jeg vinder i tre eller fire discipliner af kampkunst mod din bedste kriger skåner De mit liv, men hvis jeg taber overlader jeg mig til Dem." At gøre sådan gjorde alt usikkert, fordi han var god med bue og klart kunne nedkæmpe enhver mand på ryggen af selv hestene trænet af mennesker, men ville være dødsens i kamp med sværd, økse, ja, selv armbolt ville han have problemer med at klare sig i. Mest fordi hans hænder var så meget anderledes end menneskernes.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 17, 2009 15:41:42 GMT 3
Drhati fik et overvejende glimt i øjnene. Soldaterne ventede ivrigt på afgørelsen. De ville hellere komme til en tvekamp end en henrettelse. Og selvfølgelig endnu bedre, hvis de selv måtte deltage. Ikke fordi at kongen havde været i tvivl overhovedet, tværtimod, men det var altid godt at trække tiden lidt ud. "Godt så. Det er en aftale. Hvis du vinder, kan du frit forlade slottet med din hest, men hvis du taber... Vil du se døden i øjnene, før du ved af det." Et skrigende falskt smil formede sig på kongens læber. En efter en gik han soldaterne igennem med blikket. "Ivann!" Kaldte han så. Det var den stærke, stolte soldat, der rullede med overarmene og sendte ham et bredt grin, og trådte ud fra rækken af spændte mænd.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 17, 2009 15:46:22 GMT 3
"Tak fordi De lader mig kæmpe for mit liv, Deres Majestæt," sagde Heltan og bukkede lige så dybt som kongens smil var falskt og rettede sig så op. "Det er Dem der bestemmer hvad kampene handler om, og selvom jeg har mine favoritter, så tror jeg De vil foretrække at klare det selv." Heltan smilede så oprigtigt som altid.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 17, 2009 18:01:20 GMT 3
"Sværdfægtning, bueskydning og lansedyst," svarede Drhati uden tøven. Det klassiske. Men helt ærligt.. Hvorfor lave en svømmedyst, hvor ingen kendte reglerne, hvis man bare kunne indramme en cirkel og så kæmpe løs med et sværd i hånden? "Og jeg vil udpege mig selv som dommer," tilføjede han. "De der vil se på, må se på, men det er ikke tilladt at hjælpe deltagerne. Disciplinerne vil forgå i nævnte rækkefølge. Lad os gå over til kamppladsen." Sjovt nok vidste alle, hvor kamppladsen befandt sig, og det blev en stor folkemængde, der ivrede der over. Inden Heltan kunne nå at følge med, lagde kongen en hånd på midanerens skulder. "Har du selv et sværd?" Spurgte han.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 17, 2009 18:08:54 GMT 3
"Det eneste jeg mangler er lanse og skjold til lansedysten, Deres Majestæt," svarede Heltan. "Selvom jeg vidst trænger til en ny buestreng, hvis De virkelig er interesseret i at jeg klare det så godt." Heltan så mod stalden. "Men jeg har ikke sværdet på mig. Det er ved..." En af tjenerne kom løbende med det, hvilket fik Heltan til at miste mælet fuldkommen.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 17, 2009 22:03:42 GMT 3
Drhati smilede. "Jeg tror, vi har fundet det. Resten af det manglende udstyr får du senere." Han gik mod kamppladsen, hvor alle havde stillet op, og hvor Ivann var igang med at gennemgå nogen øvelser med sværdet. Der lød hujen omkring dem, men det stoppede snart, da kongen kom.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 17, 2009 22:41:33 GMT 3
Heltan tog sværdet og gik langsomt over til pladsen uden at svinge sværdet. Han holdt om hæftet med tydelig ubehag, fordi det ikke var skabt til hans hænder, og overvejede kort, meget kort og meget dumt, om han skulle spørge om at få lov til at smede et sværd han bedre kunne bruge. Han måtte bare bede til at han kunne vinde i bueskydning.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 19, 2009 17:00:47 GMT 3
"Begynd!" Der var hujen omkring dem, da Ivann og Heltan stod overfor hinanden med hver deres sværd i hånden. Drhati stod lidt på afstand, men han kunne se enhver lille detalje, og var i stand til at se, om nogen snød. Længere væk stod publikum, specielt soldaterne, heppede på dem begge - nok mest Ivann - og klappede. De fleste mødte nok op, fordi det var en herlig måde at holde pause på, men andre var der uden tvivl også for spændingens skyld. Hele folkemængden, omgivelserne, holdt vejret, da Ivann svingede sit sværd i en halvbue ned mod midaneren. Der var kraft i det stød. Drhati kunne se det.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jun 19, 2009 17:48:48 GMT 3
Heltan parrerede, og havde tydeligvis ikke problem med styrken. Hans art var skabt til at være stærke, hans folk skulle være stærke, og derfor var de født med den styrke han havde. Den svarede til Ivanns, og han huggede selv svagt ud efter soldaten, selvom han vidste, at slaget var forgæves. Han kunne se det på den måde Ivann flyttede sit sværd. Han ville afvæbne ham når han parerede næste gang, og Heltan ville prøve at undgå at det skete. Han var dog ikke hurtig nok til at ændre sit slag, så han lagde mere af sin kraft i slaget og holdt fast. Hvis man kunne se, hvad der foregik,var det godt, men hvis man var for langsom til at gøre noget ved det, så var det ikke det værd!
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Jun 22, 2009 15:12:36 GMT 3
Drhati kunne se, at midaneren ikke havde meget træning i sværdfægtning, og hvis det gjaldt livet, skulle han vinde de to andre. Ivann var fremragende sværdfægter, Drhati havde selv lært alle soldaterne op, så alle var mere eller mindre talentfulde på det område. Ivann angreb igen, hurtigt og kraftfuldt, og musklerne svulmede i hans overarme, hver gang han løftede eller stødte sværdet til hug.
|
|
