A kingly ride

[Heltan Apon]

Heltan smilede bredt. "Jeg har meget at leve og kæmpe for, hvis det er det du mener," sagde han og så alvorlig ud, men han fortsatte sit smil. "Jeg har meget jeg mister hvis du henretter mig. Men jeg ville have det som hvis jeg stjal fra en mand, ligemeget hvor rig han var. Det ville trykke mig. Så hellere få det overstået som det er." Han var så afslappet, og Trom var begyndt at blive rolig også. Den vidste jo intet om, hvad dens herre var i gang med.

[Drhati Markartic]

Soldaterne var ikke helt sikre på, om de skulle synes at midaneren var en kylling, der gav op så snart det kom til kamp, eller om den simpelthen bare havde mere ære end dem. Drhati vidste heller ikke helt, hvad han skulle sige til svar, men i det mindste måbede han ikke eller stirrede åbenlyst. Han sagde faktisk ikke rigtig noget. Viste ikke rigtig noget. Men kom frem til, at det var en modig midaner med bare en smule mere ære end selve regenterne i mange lande. I hele fire lande måske. Hvilket ikke gjorde ham til en undtagelse. "Du er underlig," fnøs en af soldaterne.

[Heltan Apon]

Heltan smilede til manden mens Trommoon lavede et kast med hovedet. "Jeg tror, jeg er skabt til at være underlig i menneskers øjne, soldat," sagde midaneren så og så op mellem træerne igen. De var på vej ud af skoven, og sletten blev langsomt tydelig foran dem, mellem blade og træstammer. "Så er jeg på vej til døden," sukkede Heltan, og mærkede en lyst til fart. "Skal vi ride om kap til byen?" spurgte han kongen. "Jeg lover Dem hverken at holde mig tilbage eller forsøge at flygte."

[Drhati Markartic]

Faktisk betød det ikke så meget, hvis midaneren slap væk, og han ville hellere end gerne deltage i et kapløb. Drhati nikkede beslutsomt. "Okay." Han kastede et blik over skulderen. "I følger bare med som bagtrop," råbte han kommanderende og satte den sorte, prustende og dansende vallak i galop. Den brummede ivrigt.

[Heltan Apon]

Trommoon hvinede, arrig over at falde bagud, men ventede alligevel på signalet fra Heltan, og da det skete sprang den frem og kæmpede sig tættere og tættere på kongen. Heltan måtte indrømme, at kongens hest var en af de fineste i dette land, men eftersom Trommoon kom nærmere efter sådan en langsom start viste allerede, at hans hest var i det mindste bare en lille smule bedre.

[Drhati Markartic]

Drhati skulle ikke bede sin hest om at sætte farten op. Han gav den blot mere tøjle, og den strøg videre. Hvis der ville komme et sving, var de uden tvivl væltet af i farten, men om Drhati var styrtet ud af sadlen var en helt anden sag. Ikke langt bag ham kom midaneren buldrende, og længere bagude red slukørede soldater, der måske egentlig bare havde villet skridte lige så roligt hjem.

[Heltan Apon]

Trommoon hvinede arrigt da den anden hest satte farten op, og uden at Heltan gav den besked på det, gjorde den det også. Ikke om nogen skulle slå denne hingst! Den så en stor sten, der var gemt væk i græsset, for sent, men det var ingen forhindring. Den sprang over så højt og langt, så selv soldaterne, der ikke kunne se så meget på den afstand de var på de to legende, måtte gispe. Trom var også lige ved at vælte, og sænkede farten i få sekunder for at få styr på benene inden den fór videre.

[Drhati Markartic]

Drhati nikkede anerkendende over Trommoons spring, og lænede sig længere frem i sadlen. Han satte let hælene ind mod vallakens flanker, og den brummede tilfredst, satte farten op. Der var ikke langt hjem til slottet, hvis det gik sådan her hele vejen. Soldaterne gryntede misfornøjet, men også en anelse måbende, og satte hælene i siden på hestene, der uden tvivl godt kunne have løbet stærkere, hvis de havde måttet.

[Heltan Apon]

Trommoon havde kæmpet sig op på siden af kongens vallak og viste tænder til den. Truede med at bide den, men midaneren udstødte en hvæsende lyd og hesten trak hovedet til siden igen og satte farten mere op. Ved muren omkring slottet havde man set de to ridende, og man var allerede begyndt at trække porten op for at de ikke risikerede at smadres mod den.

[Drhati Markartic]

Drhati havde lyst til at le af fryd, men han undertvang trangen, og satte farten op, selvom han allerede nu vidste, at han ville tabe. Han havde aldrig oplevet et kapløb som det her længe, og for ham var det ikke så meget det at vinde, der talte i øjeblikket.

[Heltan Apon]

Trom vrinskede til sejr da den kom forbi, en mule, et hoved, hele halsen, forben, bagben, en hestelængde, to hestelængder, og de nåede gennem porten i fuld fart. Trommoon bremsede og var ved at sætte sig på halen, men Heltan fik ham til at danse til siden og stå stille. Hesten skummede og svedte, men havde også ørene langt fremme, som om den var tilfreds med det, og han strøg den over halsen. "Forhåbentligt må jeg passe og strigle dig inden jeg dør," hviskede han på midansk til dyret.

[Drhati Markartic]

Drhati stoppede vallaken, da de var nået gennem porten. Bag dem kom soldaterne ridende. Portvagterne kæmpede for ikke at grine. Det var ikke hver dag at kongen blev slået i kapløb. Måske fordi at ingen turde slå ham, men også fordi der ikke var nogen på slottet, som kunne slå ham. "Fremragende!" Bemærkede kongen, tilsyneladende i godt humør, og klappede den pustende markanske hest, der var plettet af sved. Han svang sig smidigt ned fra sadlen og rakte tøjlerne til en forhastet stalddreng, der i sidste øjeblik havde fået besked på, at kongen var vendt hjem. "Tag dig godt af ham," bad Drhati indtrængende, stadig ikke helt sikker på, om stalddrengen nu gjorde sit arbejde ordentligt. Han kastede et blik på midaneren, og et glimt af respekt sprang frem i hans alvorlige ansigt, da han så på Trommoon. "Det må jeg sige.. Fantastisk hest. Du er velkommen til at stille ham i en af boksene.. Åh ja.." Drhati var kommet i tanke om dødsstraffen, da soldaterne - ikke nær så elegant som det kunne være, bemærkede han - steg ned fra deres heste. "..Så var der den der dødsstraf."

[Heltan Apon]

"Kan jeg få lov til at passe min hest inden jeg får min straf, Deres Majestæt? Og må jeg også bede om at I slipper ham fri på sletterne i stedet for at forsøge selv at håndtere ham? Han er ikke god til folk..." Heltan steg smilende af Trommoon og bukkede for kongen. "Og må jeg også have lov at sig, at det er længe siden jeg har set en rytter, der var så fremragende som Dem?" Der var en stalddreng der åbenbart ikke lyttede til Heltans ord og forsøgte at tage Trommoons tøjler, og han var lige ved at miste fingre på det. Heltan hvæste et eller andet til hesten, og den vendte hovedet væk fra den unge mand.

[Drhati Markartic]

"Jeg er smigret," svarede Drhati udtryksløst. Det var ikke til at se, om han mente det. "Og selvfølgelig må du tage dig af din hest inden.. Men der er ingen, der har sagt, du har fået dødsstraf endnu vel? Herre gud, den soldat havde godt af en lærestreg." Kongen rullede med øjnene. Soldaterne havde trukket deres heste ind i stalden, og var nu kommet ud igen. De havde ikke fået fri, men det virkede som om, de syntes det, for de samledes i en lille gruppe, hvor de begyndte at starte en højlydt og tilsyneladende meget morsom samtale. "Undskyld mig, jeg skal lige sætte de fjolser igang igen," sukkede Drhati, macherede over mod gruppen, og snart var soldaterne stillet op på to rækker overfor hinanden, imens de trænede parader og stød med sværd. Da mændende havde fundet rytmen, efter at han havde stået og brølet i et par minutter, lod kongen sig trække lidt tilbage, og hen til midaneren igen. "Bare tag dig af din hest nu."

[Heltan Apon]

"Jeg tror ikke, det er godt for Dem, hvis De skåner mig," sagde han, og så over mod stalden. "Det er lang tid siden jeg har været på en gård, og jeg har aldrig prøvet at være på noget så fint som Deres hjem. Skal jeg bare gå ind med ham, eller er der noget andet, der er vigtigt at gøre?" Han så smilende på kongen og viste ikke den utrykhed han fik af stedet her. Der var mange mennesker, ikke et problem, men de så alle ud til at have noget imod ham, selvom de ikke ville vise det til kongen.