A kingly ride

[Drhati Markartic]

Drhati gik hen til hegnet ved en anden fold, og lod hånden stryge over en sort hoppe, der nærgående som altid havde taget sin plads klods op ved hegnet. Bag hende gik en anden hoppe, der åbenbart ikke måtte få plads, og for første gang længe bredte der sig et ægte smil på kongens læber.

[Heltan Apon]

Ualmindeligt sikkert søgte Heltans hænder over hoppens krop, og da hun irriteret nappede efter hans hale vidste han det. Hun var noget særligt, et stort, stædigt myr der ville kunne lærer et føl nogle manere. En til Trom. "Hende her tager jeg, ikke, min ven?" Hun lagde ørerne frem ved lyden af hans stemme, og han rørte hendes mule. Den var blød. Så vendte han sig fra hende og så over flokken herinde. Næste offer skulle findes.

[Drhati Markartic]

Drhati kom ind på den anden side af folden, hvor de mest selskabelige heste straks omringede ham. Han gnuppede en broget hoppe under pandelokken med et svagt smil, og vendte sig, da en anden nappede ham i ryggen. Han lo mildt, men dæmpet, og kastede et skjult blik rundt, for at sikre sig, at ingen kiggede.

[Heltan Apon]

"De ser ikke ud til at nyde det, Deres Majestæt," kommenterede midaneren lavt mens han strøg en ny mørkebrun hoppe over kroppen. Den gyldent rødbrune var allerede begyndt at forfølge ham, som om hun allerede var i hans flok, og han strøg hende over mulen endnu en gang da han ikke fandt den mørkebrune god nok.

[Drhati Markartic]

"Det er ren forhandling det hele, selvfølgelig," svarede kongen upåvirket. Midaneren dækkede ikke så meget ind under 'ingen måtte se ham,' da han snart var væk, og ikke ville undre sig eller sladre over ham. Han forlod folden, og gik ned til en af dem bagved, hvor hans vidunder, den kulsorte hingst fulgte ham med øjnene, da han nærmede sig.

[Heltan Apon]

En gråskimmel travede over til Heltan, men han skubbede hende væk efter et par klap på halsen. Hun var ikke god nok. Tykpelset og let splejset, ikke stærk nok. Så fik han øje på den, en skinnende hvid hoppe der stod for sig selv i en af de andre folde. Han åbnede lågen og fik den gyldenrøde med ud, selvom hun hverken havde grime eller noget andet på, og gik hurtigt hen til den hvide, med den anden hoppe efter sig på samme måde som Trommoon gjorde det når de gik.

[Drhati Markartic]

Drhati gik ind til den smukke hest, der straks gik ham i møde, og puffede til hans skulder med mulen. Smielt bredte sig på kongens ansigt, da han lod hånden stryge henover de glatte, sorte hår på hingstens hals, og videre nedover ryggen med en langsom bevægelse. Han lagde blidt hånden mod dens varme skind, og trods den meget langsomme bevægelse gav det et kort sæt i hingsten, der reagerede på enhver berøring. Den stærke krop spændtes under Drhatis hånd, men da han igen blidt strøg den, slappede den langsomt af igen.

[Heltan Apon]

Heltan gik over til den hvide, og selvom de andre heste i folden forsøgte at tiltrække sig hans opmærksomhed ignorerede han dem. Hun var i en af de folde han gerne måtte tage, men hun overgik den gyldent rødbrune fysisk. En slank og alligevel robust hest, selvom hun var lav, på randen af pony. Men hun var ung, ikke andet end et stort føl. Hun kunne vokse mere, og hun var tydeligvis menneskeglad. Gad vide om hun var redet til endnu? Han spurgte hverken hesten eller kongen og satte sig adræt op på hende, sikker på at hun kunne bære ham. Hun var lige ved at fare frem, bevis på at hun ikke havde prøvet vægten før, men selvom Heltan hverken havde sadel eller hovedtøj fik han hende til at stå stille.

[Drhati Markartic]

Drhati lukkede øjnene et kort sekund, lod sindet falde til ro, lod tankerne fokusere på nu, og ikke alt det han skulle nå idag. Det kunne stresse ham noget så frygteligt. Da han åbnede øjnene igen, var midaneren oppe at sidde på den hvide unghoppe, der snart skulle rides til, og han betragtede dem tankefuldt. Hoppen reagerede anerledes på en rytter, end han havde forstillet sig. Det kunne blive interesserant.

[Heltan Apon]

Hoppen virrede med hovedet og stod helt stille, og man kunne kun se en lille berøring fra hans fødder mod hendes skind. Hun bakkede, og han strøg hende over halsen som ros og trak hende til siden uden at man kunne se hvordan det skete. Hoppen dansede afsted, drejede rundt og stod stille, og Heltan havde tydeligvis glemt alt om resten af verdenen da han satte hende i trav mellem hestene.

[Drhati Markartic]

Drhati mumlede imporneret. Det var ikke bare hoppens godmodige sjæl, for ingen hest kunne være sådan med en rytter på ryggen første gang. Han måtte virkelig have hestetække. Det kunne ikke være andet. Han hævede et øjenbryn, fulgte med med endnu større interesse, imens han klappede hingsten blidt.

[Heltan Apon]

Pludselig stejlede hoppen, eller, den gik op på to ben, og vendte sig derefter, for så at stå stille. Den virrede med hovedet og bakkede igen da midaneren bad den om det, og trippede så igen til siden. Den anden side. Folk, som var i nærheden, var begyndt at stimle sammen. Folk vidste at hoppen snart skulle rides til, og kunne ikke være andet end imponerede.

[Drhati Markartic]

Drhati kom hurtigt ud af folden, da midaneren havde fået publikum på, i tilfælde af at de skulle se i hans retning. Han gik roligt ned til de folk der var stimlet rundt omkring hoppen og midaneren, og blandede sig i mængden uden et ord.

[Heltan Apon]

Hoppen gik omkring og gik i galop, og stoppede lige foran menneskemængden. "Jeg vil gerne have hende, hvis De ikke har indvendinger, Deres Majestæt. Hun er meget dygtig." Hoppen stod helt stille, som om den var hugget i hvidt marmor, men et vift med halen brød det. Hun stod og stirrede på de mange mennesker med store, forvirrede hesteøjne.

[Drhati Markartic]

Drhati så vurderende på hoppen. Hun var lovende, virkelig. Men hun stod på en af de udpegede folde, det var en hoppe, han kunne tåle at miste trods alt. "Du har min tilladelse," sagde han, nikkede kort for at bekræfte og smilede falskt.