Post by NY DAG on May 25, 2009 23:12:55 GMT 3
"When an individual acquires great power, the use or misuse of that power is everything. Will it be used for the greater good? Or will it be used for personal or for destructive ends? Now this is a question we must all ask ourselves. Why? Because we are mutants." - Charles Xavier.
• • •
"Der er den her gamle mand ved navn Duck, der bestyrer avisstanden på gaden over for det sted, jeg arbejder, og jeg sværger; på trods af hans sjaskede hår og krøllede ansigt, er han den bedste psykiater i New York, jeg nogensinde har mødt. Jeg mødte ham for første gang for nu syv år siden, da jeg tiltrådte min stilling som redaktør på The Times - et job, der - som alle ved - kræver en ordentlig, daglig spandfuld kaffe. Derfor måtte jeg hver dag vandre et par blokked ned ad gaden for at få mig en ekstra stor kop sort kaffe fra Starbucks - det bedste lort, der er at finde i området - og heldigt som det var, befandt Ducks stand sig lige ved siden af det vindue, jeg sad ved. Naturligvis tog et mig et par dage overhovedet at bemærke hans tilstedeværelse, men at observere ham blev hurtigt - mærkeligt som det måske lyder - en fast del af min daglige rutine. Det blev ligeledes en vane at se på overskrifterne på de aviser, han solgte, selvom mange af dem allerede var mig bekendt gennem mit arbejde.
Jeg husker, at jeg fandt det underligt, at gamle Duck bare kunne sidde der helt roligt i sin fold-ud-stol - så afslappet som nogen med det ene ben krydset over det andet på en gammel frugtkasse samt en fed cubansk cigar hængende ned fra den ene mundvig - mens række på række af deprimerende avisoverskrifter blottede sig selv for øjnene af ham. "Over 5.000 mutanter dræbt - endnu flere sårede" havde the Times engang råbt, mens the Guardian rapporterede om et stigende antal hate crimes mod mutanter. Personligt er jeg overbevist om, at jeg ville blive deprimeret over dag ud og dag ind at skulle sidde og stirre på de titler - at arbejde med dem var noget helt andet. Men mærkeligt nok, som jeg sad dér og sippede til mit koffeintilskud, indså jeg, at gamle, sorgløse Duck egentlig ikke på nogen måde var anderledes end os andre.
Ser du, vi mennesker, vi er nogle af de mest selvcentrerede, hvis ikke de mest selvcentrede, væsner på jorden. Helt skkert, vi kan få både velstand og uddannelse, men i sidste ende er alt, vi gør blot at lyve for os selv. Vi står op, ordner vore daglige pligter for så at påstå, at vi virkelig gør en forskel i verden, så vi om natten kan lægge vore hoveder ned på de bløde puder, alle med veltilfredse - og ikke mindst selvtilfredse - smil på læberne. Og alligvel er vi dog langt fra tilfredsstillelse; gennem vor grådighed og konkurencelyst glemmer vi menneskehedens broderlige bånd, og efter tur ofrer vi både moral og etik i vor søgen efter at tilfredsstille vore personlige mål. Vi bygger murer og tegner grænser for at holde de, der er mindre end os, ude, dræber både kvinder og børn og spreder rygter om ellers uskyldige mennesker. Alt dette blot for at fremme vores egen gang og rang i verden. I vore samtalekøkkener, i vore designermøbler i vore sikrede hjemme sidder vi og lukker galde ud om alle verdens problemer - lige for tiden de problemer, mutanter tilsyneladende skaber -men der eksisterer ingen handling bag ordene. Ligesom Duck bliver vi en del af routinen. Vi sidder i vore fold-ud-stole - så afslappet som nogen med det ene ben krydset over det andet på en gammel frugtkasse samt en fed cubansk cigar hængende ned fra den ene mundvig - så vi - når verden begynder at blive usikker - kan sidde og se den falde sammen i ruiner fra så magelig en plads som muligt.
Den dag gik jeg hen til den første og bedste telefonboks i nærheden og ringede til min søn. En søn jeg ikke havde set i ti år, siden jeg smed ham ud efter, at han havde indrømmet at være i stand til at fryse vand til is ved blot at se på det. Men den dag betød det ikke længere noget. Jeg havde indset sandheden i verden - havde indset dens absurditet og meningsløshed og var således ikke blændet af almindelig ignorance og almindelige fordomme. Endelig forstod jeg, hvorfor nogle mutanter valgte at handle, som de gjorde - hvorfor nogle valgte at tale med bomber og attentater i stedet for med ord blot for at blive hørt, mens menneskene blot sad - og det er, hvad fortsat forårsager mest undring hos mig - og kløede sig i hovederne som en flok dumme aber, søgende efter et svar på, hvorfor det hele dog endte så galt, selvom svaret var lige foran deres næser den hele tid.
Vi tog deres børn og deres fremtid, isolerede dem i reservater, tvang dem til at aggere som forsøgskaniner i det ene mere grufulde forsøg efter det andet, og da vi nægtede at lytte til Charles Xaviers prædikner om fredelig sameksistens, talte de med vold i stedet for ord."
• • •
'En Ny Dag' er et X-Men AU (Alternate Universe) rollespil. Hændelserne, der er vist i de tre X-Men film fra Century Fox, har ikke fundet sted. Rollespillet følger hverken film eller tegneserier specifikt, så selvom du ikke skulle have læst Marvel tegneserien eller set alle filmene, er der alligevel god mulighed for at deltage. Det er dog alligevel en fordel at have blot en smule viden om universet.
• • •
[/b][/i][/color][/font][/URL][/center]