Triple D

[Draamd]

Du kunne jo hjælpe dem i stedet for at lege uskyldig lille intethjælpende, ødelæggende drage. brummede Draamd og kastede sig fremad. Han lettede fra jorden og fløj sikker og målbevidst efter Driind. kære bror, brølede han og dykkede for at nå menneskerne før Driind.

[Driind]

Driind lyttede ikke til sin storebror, for koncentreret om menneskerne. Havde hans syn været i orden ville han kunne se dem nu, og de havde tydeligvis allerede set ham og de andre drager. Driind knurrede faretruende og løb videre mens lugten blev stærkere for ham. Han havde glemt dem mens tungen fandt vej ud til hans ene mundvig.

[Driindara]

Man kan ikke være ødelæggende og uskyldig på samme tid, kan man? Spurgte hun, med blikket meget opmærksomt rettet mod jorden. Hun så over mod klippehulerne, midt ude i ørkenen, og spærrede øjnene op i begejstring, da et sjovt, lille væsen tittede frem med hovedet, måske for at se, hvad der forgik. Nej, hov! Nej, se! Se! Udbrød hun begejstret. Uden at vide det, blæste det op over hende, og farten steg meget pludseligt, da et vindstød fejede hende gennem luften, og direkte ind i Driind. Kontrol over magi? Nej, det kunne man ikke lige frem sige.

[Draamd]

Draamd var glad for at hun var fløjet ind i Driind. Det gav ham lige tid nok til at overhale dem begge og stille sig i vejen igen. Som en stor klippe stod han ubevægelig og stirrede mod dem.

[Driind]

Du skal bare være besværlig! sagde han surt og rejste sig op, men mistede færten af menneskerne, og som blind betød det forskellen på at finde byttet og ikke at finde byttet. Han knurrede og opfangede kun Draamds lugt, og rettede i stedet for opmærksomheden mod Driindara, som han begyndte at bide, kradse og alt det der for at komme af med frustrationerne.

[Driindara]

Driindara svingede lettere panisk med halen, sprang tilbage for at undgå Driinds vredesudbrud, der absolut skulle gå udover hende. Hun spredte vingerne ud, og lettede fra jorden, nu med blødende flænger, som hun gjorde sit bedste for at ignorere. Det var jo ikke med vilje undskyldte hun fornærmet, og så over mod klippehulerne igen. Men der VAR altså et eller andet! Hun kiggede ned på menneskerne, der så skræmte på de tre drager, men nu interesserede de hende ikke mere. Midanere var langt mere spændende.

[Draamd]

Draamd bandede og slog med hovedet. Han greb fat i Driind og hamrede denne vredt ned i jorden. Din selviske, utilnærmelige... brølede han og kunne ikke rette opmærksomheden andre steder hen.

[Driind]

Driind vred sig løs fra Draamd, lille som han var dømt til at være, og klatrede op af det ene, store forben og bed sig fast i bugen, mens han kradsede og slog med sin klumpede, men stærke, hale hvor han kunne komme til. Han var parat til at springe ned og spurte væk fra storebror hvis denne lagde sig ned for at komme af med ham, men havde alligevel fat med alle sine kræfter i kæben i sin vej gennem den blødere hud på maven.

[Driindara]

Driindara sukkede opgivende af dem, rystede på hovedet. Hun svang sig gennem luften, mod klippehulerne, mod midanerne.. Hvis de altså stadig var der. Gad vide om de flygter, hvis jeg kommer? Spurgte hun sig selv, og drejede en omgang rundt i luften.

[Draamd]

Draamd snoede halen omkring lillebrorens hals og klemte på et sted så kæben sprang fra. Han greb endnu en engang Driind i nakken og borede kløerne ind i skældene. Din lille.... JEg burde have gættet efter hvordan du var som lille, at du aldrig ville blive voksen...

[Driind]

Driind slog efter ham med sin egen store hale og slap ikke grebet i Draamd med kæberne. Panseret på hans hals forhindrede det i at betyde noget, kvælning eller noget, men han mærkede den alligevel. Dumme, store og stærke storebror! Hvorfor skulle han var så stor og stærk og dum? Driind kunne pludselig ikke lide sin storebror.

[Driindara]

Driindara ombestemte sig, og i et ryk vendte hun rundt. I er håbløse, brødre. Hvor blev fredstalen af? Hun lo kort, en smule skingert, med skjult panik. Nu dræber I forhåbentligt ikke hinanden.. Det sidste er en mumlen, mest henvendt til sig selv, og så fuldstændig uventet, dykkede hun mod dem, som i et angreb. Og der kom den lige så håbløse lillesøster, som et missil, mod jorden, for at brage direkte ind i sine kæmpende søskende under hende. Og det var præcist hvad hun gjorde. Ingen teknik, ingen plan, hun brasede bare direkte ind i dem begge.

[Draamd]

Han tror jo alligevel ikke på at jeg er hans bror! brølede Draamd og greb fat i Driinds dårlige vinge og nakke. Jeg er glad. Hvem ville ikke skamme sig over at være i familie med ham. Han bøjede hovedet ned over Driind og var det tydelige billede af deres far. Jeg kan heller ikke tro på at mine forældre, kan have været med til at skabe sådan en ulykkes fugl. Han bemærkede ikke videre Driindaras angreb.

[Driind]

Driind knurrede af smerte da hans storebror tog fat i den dårlige vinge, og han slap instinktivt sit tag i Draamd for at undgå den smerte. Slip mig, din irriterende kæmpe! hvæste han og vred sig rundt. Han stirrede op på broren med de blinde øjne, og de holdt farven lilla nu. De var udtryksløse, fuldkommen udtrykløse.

[Driindara]

Hold nu, hold nu OP! Hvæsede Driindara, i et forsøg på at trænge ind, og springe deres trommehinder, hvis det var det der skulle til. Hun baskede med de hvide vinger, og cirklede blot en halv meter over dem, intet en drage ikke kunne klare på under et sekund. Det her er vanvid! Kan vi ikke lave noget mere spændende? Hendes brødre skulle helst ikke dø for øjnene af hende. Men der var også det, at fjolserne nok havde skræmt midanerne væk nu...