Triple D

[Draamd]

Draamd sukkede dybt og slog med hovedet. Hvis du slår mig ihjel... Det kan du ikke. Jeg vil ikke lade dig slå mig ihjel. Og hvis du er så tilfreds... Hvorfor er du tilfreds ved at gøre det de gjorde mod dig så mange gange tilbage. Du kunne have gjort det mod en eller to familie og du havde fået hævn. I stedet gentager du som om menneskernes følelser er svagere end vores. Som om deres vrede og sorg er mindre." Draamd kommenterede ikke Driindara.

[Driind]

Jeg gør det fordi de fortjener det. Og det er rart. Det er så simpelt som det, og så kan det være sådan. Og jeg har slået ældre drager end dig ihjel. Jeg ved ikke hvor meget større eller hvor meget stærkere du skulle forestille at være, og det interessere mig ikke. Driind fortsatte bare, og han var ikke i stand til at sætte sig ind i andres tænker.

[Driindara]

Driindara begyndte at kede sig, og hendes nærmeste mål for underholdning var de to brødre. Hun svævede ned mod dem, yndefuldt og elegant som kun en drage kan være det gennem luften. Hun svævede lige over dem, landede lidt længere fremme. Hvis I absolut skal slå nogen ihjel, så dræb Jeanores befolkning. De fortjener det.

[Draamd]

Der kan man se jeres lighed. I er begge opsat på at dræbe uskyldige... brummede Draamd utilfred og næsten hadefuldt. De væsner der har gjort jer fortræd er allerede døde. Dem kan i ikke slå ihjel igen. Draamd mærkede vreden igen. Alderen er kke nødvendigvis det der bestemmer om man taber eller vinder. Det er du selv et bevis på. Ej heller størrelsen. Men jeg ved hvad jeg kan, og jeg kan nok mere end dig. Samt verden har brug for mig, selv om de næppe har brug for dig.

[Driind]

Driind fnøs. Verdenen. Hvad skulle verdenen bruge dig til? Jeg interessere mig ikke for verdenen. Jeanore er mit hjem, fortsatte han henvendt til Driindara, for første gang længe, som om han aldrig havde været sur eller fornærmet på hende. Det er dem jeg dræber, og det dem der mest fortjener døden.

[Driindara]

Jeg er ligeglad med, hvem der har brug for hvem, men Jeanore skal dø. Hvislede Driindara, der havde en meget bestemt mening om Jeanore og dens befolkning. Hvis hun en dag blev dronning, var det første hun ville gøre, at drukne hele landet. Måske er dem, der dræbte... mor.. døde, men det betyder ikke, at der ikke er flere dragedræbere tilbage. Hun trampede rundt i en rastløs, lille cirkel, ikke til at vide om det var over emnet eller om det var fordi, hun ikke kunne stå stille.

[Draamd]

Draamd var øjeblikkelig vred igen. Hans vrede var om en flamme der bredte sig overalt og nærmest angreb alle. Det var en aura omkring hans store skikkelse, og hans normale venlige øjne var sorte og hadefulde. Dragedræbere bliver skabt fordi drager angriber mennesker! Brølede han i deres hjerner og strakte vingerne ud til siden for ikke at miste sindsbesiddelsen. De er dragedræbere fordi de frygter os! Hvorfor?! fordi i bliver ved med at slå dem ihjel! I er som dyr for dem, fordi i opføre jer som dyr! Du minder endda om en kæledyr, Driind! Draamd snorede rundt og hans øjne var som ild.

[Driind]

Driind vendte sig bare om og rettede uforstående hovedet mod Draamd, som om det han sagde ikke gav mening for ham. Hvilket det heller ikke gjorde. Men jeg kan lide at dræbe ting, sagde han og hans øjne skiftede farve til blodrød. Og jeg er god til det. Det er så let bare at... Han rettede pludselig ørerne den anden vej og spændte kroppen. Han kunne lugte menneske.

[Driindara]

Driindara havde også lugtet det, da en let brise fejede mod dem, og hun gik på vingerne rent instinktivt. Hvad er det nu for en dum fisk, der har forvildet sig her ud? Brummede hun med himmelvendte øjne. Vil I være med til at undersøge det? Hun så forhåbningsfuldt på dem.

[Draamd]

Draamd prustede af vrede. Hvis de fortsatte med at ignorer ham... Han turde ikke love følgerne. Nu høre i EFTER! NU! Driind du er et kæledyr, din... din... din... FLODHEST![/b] han trampede omkring og stillede sig foran dem for at spærre vejen. Nu høre i efter![/b]

[Driind]

Driind lyttede stadig ikke efter. Hans tanker og følelser var allerede ovre ved menneskene, og han sprang pludseligt frem og løb direkte mod folkene. Han ramlede direkte ind i Draamd med hele sin lille vægt og meget af sin store kraft og faldt til jorden. Han rystede let forvirret på hovedet, inden han igen begyndte at løbe, men gik til siden for Draamd.

[Driindara]

Driindara himlede med øjnene over sin storebror, der tumlede ind i den anden storebror. Hvpr håbløst.. Hvad var det lige for et dårligt trick? Hun slog en salto i luften, på vej mod menneskene. Så kunne Driind jo holde Draamd i skak, imens hun hilste på dem. Hun suste længere op mod himlen, snurrede rundt om sig selv, med et begejstret hvin, og dykkede mod de små prikker under sig.

[Draamd]

Draamd greb fat i Driinds nakke, med en enorm klo og kastede ham i modsat retning. Så sprang han efter Driindara og larmede i hendes hoved. Hvis du gør dem noget... Du skader dem ikke! advarede han højlydt og ildevarslende.

[Driind]

Driind landede på benene og fór frem igen som om intet var sket, og som en salamander løb han forbi Draamd og Driindara over ham med en fart, der ikke burde være muligt for en så skadet og misdannet drage, men han virkede ligeglad. Hvorfor skulle det betyde noget, hvordan han var bygget, hvis han bare kunne dræbe og løbe?

[Driindara]

Slap dog af, jeg skal bare snakke med dem Svarede Driindara, da Draamds tankestemme smertede i hendes øre. Hun kom nærmere menneskene, men noget tydede på, at Driind kom først, i sin næsten desperate spurt henover ørkensandet. De er sikkert døde inden Sukkede hun skuffet.