Triple D

[Draamd]

Draamd stirrede lidt tørt frem og tilbage. ...kan et eller andet sted, forstå hvorfor vi er så få... mumlede han opgivende og rystede på hovedet. Det gav sig selv, ikke? Historien var ganske enkel, så det gav nogenlunde mening. Den ene halvdel af familien var hidsige og ustyrlige, den anden med en barnlighed, der grændsede til det dumme.

[Driind]

Hvad? spurgte Driind surt og stirrede på Draamd med sine blinde øjne, før han igen vendte hovedet mod Driindara og knurrede truende. Han var sikker på, at hun ikke ville være i stand til at klare ham, og han opfattede ikke, at han var på ved til at dræbe endnu et familiemedlem. Endda hende, som han havde ledt efter så længe, og som havde holdt ham oppe og givet ham mere mening med livet, end det instinkt der fik ham til at dræbe.

[Driindara]

Jeg ved ikke, om jeg skal finde mig i, at du knurrer af mig. Er det en kærlig familieting? Driindara himlede med øjnene og vendte opmærksomheden mod Draamd. Hvorfor så? Hun svingede med halen. Gad ikke spilde mere tid på Driind. Irriterende kunne hun altid være, og han smuttede nok ikke lige med det samme. Desuden vidste hun ikke, hvor nemt Draamd lod sig tirre. Det skulle da helt klart afprøves.

[Draamd]

Draamd kiggede direkte på Driind og hans stemme skar sig som glasskår i begge deres sind. Fordi vi dræber hinanden, ligesom I to ønsker at dræbe hinanden nu! budskabet var tydeligt og han drejde hovedet fra side til side og betragtede dem. Det er sådan noget der udrydder os. Når vi er selvviske og egoistiske og ikke kan se ud over os selv.





A chaotic assembly
Where knees grow trembly
Stock and magic was swung
By two sisters who were anything but young
And a sulky bridesmaid arrived
Together with a potted plant in disguise
Black wings and heavy heart had one
A tall halfling found beer and felt like he had won
Among the crowd a little wolf
Close to a man whose shirt had groove
Beside the bridesmaid of the earth
A little creature with eyes like a hearth
And a brother who spotted a shirt so divine
Thought it needed a touch of spilled wine
And for unnecessary adding was a horse
Whose owner attacked the man with the spoiled shirt, of course
While the wives simply spoke all the evening
A red-haired woman drank and danced with a smile so beaming
But colder than wind there was a Queen
Who caused the death of her King, which could never have been foreseen (yes it could)
A hoofed man and a cursed man were observant through the whole thread
Turn to page six to see if the bride and groom ever got wed

[Driind]

Hvorfor skulle jeg lade være? Hun er respektløs og provokerende! Driind stod og rokkede let frem og tilbage. Tænk at jeg har brugt så lang tid, spildt SÅ lang tid, på at lede efter sådan et kræ, som jeg kunne bruge på mennesker i stedet for, og så er hun bare... Sådan! Han fnøs højlydt.

[Driindara]

Har du overvejet, at det måske er dig, der er problemet, makker? Lød Driindaras flabede svar. Hun fnyste. Måske var hun en gang i mellem irriterende, men helt ærligt, han skulle ikke kommandere rundt med hende. Draamd ville heller ikke lystre dig. Hvorfor skal jeg så?

[Draamd]

Draamd mærkede for første gang i lang tid vreden rumle i sit bryst. Normalt var han et meget roligt og tålmodigt gemyt, men dette var lige sådan noget der fik ham til at tænde af. har i overvejet at i begge er et problem. I gejder hinanden op og slås for hvad? Ingenting!? Jeg skammer mig næsten.[/i] hvislede han lavt og vreden kunne man fornemme fra hans væsen.

[Driind]

Det er jeg meget ked af, storebror, sagde Driind sarkastisk og spyttede efter hende, før han vendte sig rundt og begyndte at gå væk fra de to, over mod Jeanore. Sikke et dejligt familiemøde, sagde han, og det var pænt tydeligt at han tænkte for sig selv, men bare havde glemt at han ikke var alene, sådan som han plejede. Så meget spildt tid på at lede efter en idiotisk og barnlig unge der ikke kan finde ud af noget.

[Driindara]

Driindara forsøgte virkelig at være stædig og fornærmet, men hun kunne ikke styre sin nysgerrighed. Hun gjorde et enkelt hop hen mod Driind. Hey, hvor skal du hen? Hun rettede hovedet let på skrå, strakte halsen en smule. Hun drejede hovedet mod Draamd, fejede ørkensandet afsted med halen som i en meget lille sandstorm. Og hvis jeg havde tænkt mig at slås, så havde jeg sprunget på ham for længst fnyste hun.

[Draamd]

"Åh du lille havde du gjort det, havde jeg muligvis dræbt jer begge to." brummede Draamd og kiggede efter Driind. Jeg kom her ikke for at snakke lillebror. tilføjede han så og trampede hen mod den næstældste søskende. stop hvad du har gang i, det gavner jo ikke engang dig selv.

[Driind]

Driind vendte sig ikke om, men han vidste hvad hans storebror snakkede om. Han ignorerede sin lillesøster mens han fortsatte. Jeg synes ellers jeg har det helt fint når jeg gør det, sagde han surt. Jeg nyder det. Hvorfor skulle jeg lade være? De fortjener det, allesammen. Og jeg finder mig ikke i at folk går i vejen for mig.

[Driindara]

Driindara kunne ikke sige, at hun ikke var fornærmet over, at ingen tilsyneladende lagde mærke til hende. Hun fnyste, spredte de hvide vinger ud, der glimtede som perlemor i den bagende sol, og steg op fra jorden med et kraftigt afsæt, plus et hårdt vingeslag. Der var næsten ingen vind, en af grundende til, at hun aldrig nærmede sig Mida, men da hun søgte længere op mod himlen, fangede hun alligevel et vindstød af og til. Hun så på sine to brødre under sig, og vidste ikke helt, hvad hun skulle synes om dem. Ganske vist havde hun ønsket sig søskende, men.. Men hvad?

[Draamd]

Draamd slog med hovedet og indhentede Driind. Gør de nu virkelig? Du har fået hævn over dem der har gjort dig fortræd nu. Du behøver ikke dræbe flere." sagde han og gik roligt ved siden af. Dit liv er ikke blevet bedre af det, er det? Du kunne nyde så mange andre ting, hvis du ville.

[Driind]

Jeg har det fint med den måde jeg lever på. Og du er på vej til at gå i vejen for mig. Jeg er ikke bange for at skulle ende med at dræbe dig, selvom det bliver svært. Og hun skal ned på jorden igen... Det sidste var så irriteret som det havde været første gang han havde nævnt at hun skulle blive på jorden, og han fortsatte fremad. Kan tydeligvis ikke finde ud af at styre sig, kan hun ikke.

[Driindara]

Driindara havde muligvis opfanget deres samtale, men det betød ikke, at hun frivilligt landede igen. Det var stadig i et anfald at trods, stadig for at være lidt irriterende, at hun blev i luften, men også fordi, at hun som en utålmodig og nysgerrig vinddrage ikke kunne holde jorden ud. Og så sand.. Varmt, varmt, varmt. Hun kunne simpelthen bare ikke udstå varme.