|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 14, 2009 18:45:39 GMT 3
Tophaf gik bare ned af gaderne i Seamore, Neramores hovedstad, da det umulige skete. En flok store gadedrenge sneg sig ind på hende, og nåede så tæt på, at de, selvom hun forsøgte at flygte, nåede ind og tog fat i hendes håndled og holdt hende fast mens nogle af de andre tjekkede hende for kostbarheder og kom med spottende lyde og råb og hendes køn, krop, race og hvad man ellers kan plage en halvdum midanerpige med. Hun rev og sled for at komme fri, og tog chancen da hun kunne bore sin ene negl ind igennem hendes fangevogters håndled. Lange, skarpe negle er til hjælp mod bøller, og hun ramte og gik igennem hans pulsåre. Han skreg, slap hende og slog ud efter hende, mens han forsøgte at stoppe blodet. Han ramte hende på skulderen, men hun smøg sig forbi dem, og en vild jagt gennem gyder og gader begyndte. - Og stoppede brat da Tophaf skred i slummens pløre og faldt ned i en af Sea-slummens åbne kloaker. Hun blev revet med af den vilde strøm og ude af stand til at svømme rød hun under vandet og... mørke.
|
|
|
|
Post by Draamd on May 14, 2009 18:57:16 GMT 3
Draamd lå afslappet ved havet. Han betragtede solen og vandet, da en dybt nede i vandet fangede hans lysende øjne. Han rejste sig og strakte sig. Måske det var en havfrue, eller mand, eller en af de andre havvæsner. Han svang sig ud i luften og dykkede så ned i havet. Hans krop brød vandet og han nærmede sig væsnet med stor hast. Så snart han kom tæt på, kunne han se at det var en der havde brug for hjælp. Han strøg en klo omkring væsnets liv og trak hende med op til overfladen. Herfra fløj han op på sin klippe og lagde væsnets ved siden af sig. Kom tilbage.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 14, 2009 19:27:20 GMT 3
Tohaf lå livløs det første stykke tid, da noget ramte hende og vækkede hende. En stemme. En mands stemme, som ikke råbte af hende eller noget andet. Hun åbnede øjnene og hostede en ulækker blanding af kloakvand, saltvand og urin op, og kort efter fulgte også hende frokost. Hun forsøgte at rejse sig og komme væk, men panikken var ikke mulig. Hun var ikke bange for kæmpen der stod i nærheden af hende, og hun følte sig for kold og syg til at løbe.
|
|
|
|
Post by Draamd on May 14, 2009 19:32:48 GMT 3
Draamd kiggede roligt ned på hende, rakte en klo frem og skubbede hende mod sig. Han holdte hende fast, så hun ikke kunne skade ham eller sig selv. Stille nu, jeg gør dig ikke noget. Jeg kan næsten gætte, fra den ubehagelige lugt, fra dit opkast, at du har været i kloarkerne. Han kiggede ned på hende og sukkede så højlydt. Jeg bør få dig tilbage til byen. Men det vil måske ikke ende godt, vel?
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 14, 2009 20:04:24 GMT 3
"Jeg var uopmærksom," indrømmede hun modvilligt. "De tror jeg væk. Død. Leder ikke efter mig. Jeg sikker i byen." Hun mærkede, at han var varm og hård, men alligevel dejlig, og som refleksen fra et mistroisk dyr der endelig havde fundet et trygt sted lænede hun sig ind mod ham, rigtigt afslappet for første gang nogensinde. Eller, det føltes det som. Og hun var endnu fortumlet og drivvåd. Men han var ved at give hende varmen, som et kæledyr, der trøstende ligger sig på sin kolde ejer for at hjælpe. Men denne her kæmpe tænkte, og hun havde snakket med ham. Han lød også gammel, og verdensklog. Hun kunne lide ham.
|
|
|
|
Post by Draamd on May 14, 2009 21:25:13 GMT 3
Det lyder ikke rart. Hvorfor ledte de efter dig? Dragen vippede sit store hoved ned mod hende og kiggede undrende på hende. hvilket væsnen mon du er? jeg har ikke set nogen som dig før. Men alligevel føler jeg, at en ørken hviler sine vinger over dig. han smilede svagt.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 14, 2009 21:31:12 GMT 3
"Jeg tror nok... Mennesker siger vidst midaner når de ser mig. Der er aldrig nogen, der har bekræftet mig i at være midaner... Men de hvisker det, når jeg kommer." Tophafs øjenbryn faldt tænktsomt sammen, som om der var noget der ikke passede, og hun smilede så. "Men det ligemeget. Og de var efter mig fordi... De fattig. Jeg også fattig. Men de var en gruppe fattige drenge. Den slags grupper er onde."
|
|
|
|
Post by Draamd on May 14, 2009 21:40:35 GMT 3
Det hele går ud på at de mangler en masse ting. Vi må bare håbe på at nogen kan lære dem en lærestreg, så de ikke gør det igen Draamd smilede og hvilede hovedet mod jorden, ved siden af hende og betragtede hende. En midaner. Dem har jeg hørt om. De er meget specielle. Drager du nogensinde i deres, eller dit, land?
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 14, 2009 21:50:55 GMT 3
"Jeg husker ikke meget af Mida længere. Jeg tænker på det. Det langt væk. Og varmt. Og jeg har ingen familie der mere. Men jeg kunne godt tænke mig det. Ved ikke hvordan man overlever. Kan ikke, men vil gerne." Hun så op på hans ansigt med sine smukke øjne og smilede svagt. "Du smuk." Hendes stemme var næsten drømmende mens hun trykkede sig længere ind mod hans skæl.
|
|
|
|
Post by Draamd on May 14, 2009 22:07:00 GMT 3
Mange tak, du lille. sagde Draamd og smilede igen. Dine øjne er meget specielle. Hvad hedder du? Han sukkede lydløst og betragtede hende videre. Hun var et mærkeligt væsen, men virkede venlig og svag. Han ville gerne høre mere om hende, men han var et tålmodigt væsen.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 14, 2009 22:19:09 GMT 3
"Tophaf," sagde hun og trykkede sig ind til ham. "Tophaf-Licarna Rûsh, er det vidst." Hun rørte ved han skæl og de føltes glatte og lige så dejlige som de var for hendes smukke øjne. "Alle snakker om mine øjne når de har set mig rigtigt. Jeg forstår ikke. Mine øjne er ikke specielle. De har samme farve og er ikke dårlige."
|
|
|
|
Post by Draamd on May 14, 2009 22:50:07 GMT 3
Draamds krop rystede svagt at latter.Tophaf, du lille, din øjne har en ganske særlig farve, og en helt særlig glød. han smilede til hende og vippede hovedet let. Mit navn er Draamd. sagde han så og smilede. hyggeligt at møde dig, Tophaf-Licarna Rûssh.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 14, 2009 23:59:49 GMT 3
"Men... Min øjenfarve er da ikke så speciel. Jeg kendte mange med den. Mange, der lignede min. Min mor havde min farve også. Men alligevel kunne han bedst lide mig." Tophaf så op. "Hvorfor er du så stor?" spurgte hun så. "Det må være mærkeligt. Kan man overhovedet komme rundt? Er træer som tørt græs for dig?"
|
|
|
|
Post by Draamd on May 19, 2009 16:16:17 GMT 3
Jeg er stor, fordi jeg er en drage. Sådan er de fleste drager. Jeg kan sagtens komme rundt, du lille, jeg reddede jo dig for et øjeblik siden. Og Træer er og bliver træer, hvor stor man end er. forklarede Draamd langsomt og smilede ned til hende. Han kunne godt lide hende, hun var nysgerrig og nysgerrighed var sundt og godt.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 19, 2009 16:25:32 GMT 3
"Ved du overhovedet, hvordan tørt græs føles for mig? Kan da ikke sammenligne." Hun så endnu og på ham og rystede sig så, som en våd hund, der prøvede at blive tør. Så grinede hun. "Du er så stor. Mystisk. Det næsten som himmel. Og du hersker. Er du Gud, manden menneskene siger lever i himlen?"
|
|
