|
|
Post by Driind on May 23, 2009 17:43:51 GMT 3
"Der er hundrede forskellige, i forskellige farve, størrelser og former. Men der var en, jeg husker godt. Den ligner en stjerne eller en fe, men fire kronblade, der går ud til hver side af selve blomsten som vingerne på et insekt, mens der er et snoet kronblad, der går ned som en slags ben. Øverst er der et kronblad, som nærmest har form som en rose. Den findes i mange farver, lys grøn, lyserød. Flere." Han så opmærksomt på Ramoan. "Den lever oppe i de høje træers toppe, for at trække på lyset der."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 17:49:02 GMT 3
"Flot beskrivelse. Den kan jeg godt trylle frem. Men først må I love mig, at I ikke angriber igen. Jeg kan ikke koncentrere mig, hvis jeg hele tiden skal tænke på, hvornår jeg bliver overfaldet." Ramoan så direkte på lederen, lidt ligeglad med de andre midanere. Alle fulgte lederen, og sådan var det bare.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 17:54:55 GMT 3
Lederen nikkede. "Jeg kan give hånd på det, hvis det får dig til at blive mere tryg. Jeg holder mit ord, om det så betyder min død. Ikke ligesom mennesker, der tror, de er så fantastiske med deres ære og mener, at alt kan lade sig gøre, hvis man hævder ting om sin ære. Et menneske gav mig engang sit ord." Midaneren smilede næsten venligt. "Hun holdt det ikke."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 18:01:06 GMT 3
"Så er det jo et held, at jeg ikke er menneske." Ramoan lukkede øjnene, for at se blomsten i sin bevidsthed. Det var nærmest lidt som at bladre et leksikon igennem. Til sidst fandt han den, han søgte efter, og han begyndte at koncentrere sig om sandet under ham, om et frø, han med tankerne plantede. Han styrkede frøet, til det skød op fra jorden, og selvom blomsten normalt ville vokse på træer, skød en stilk nu op fra jorden, højere. Højere. Og stoppede. Et skud blev født på magisk vis, og en stjerneformet, hvid blomst foldede sig ud. Han slap den ikke, da han vendte sig mod lederen, da han vidste, at den ville visne meget hurtigt.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 18:11:16 GMT 3
Midanerne hylede begejstret og rakte op og rørte ved planten og blomster og behandlede den som en slags guddommelig ting, mens lederen bare smilede bredt ved synet af den. Han vendte sig mod Ramoan og nikkede. "Slip den, inden den lider for meget. Smukke ting skal ikke føle smerte. De fortjener det ikke." Han gik forsigtigt frem, rakte forsigtigt op og strøg en enkelt finger over den.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 19:08:29 GMT 3
Ramoan ventede til lederen trådte tilbage. Han gav slip med sin magi, og kort efter visnede den. "Det er svært for blomster at leve i en ørken," smilede han. "Det er en skam." Han klappede Bess, der så skeptisk på midanerne. "Vil I stadig æde os?"
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 19:12:37 GMT 3
Resten af midanerne gik nærmest amok, da blomsten forsvandt, og de så ud, som om de ville det. Men en enkelt, lille, truende lyd, og midanerne tog hovedet ned og lod Ramoan og hans hund være. "Vi går om lidt. Må vi få din hund?" Lederen snakkede med et følelseskoldt ansigt, men han havde et drillende glimt i øjnene. "Vi mangler mad."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 19:14:42 GMT 3
Ramoan troede fast det var alvor. "Nej, I må ikke.." Udbrød han hidsigt, men så så det muntre glimt i lederens øjne og lo kort. "Hils Den Hvide Drage, og fortæl den, at det var hyggeligt." Nikkede han og vendte sig rundt. Han begyndte at gå. Det var spørgsmål om tid før dragen ville blive stiktosset, da han hverken var blevet bragt levende tilbage eller spist.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 19:54:00 GMT 3
Lederen nikkede, og midanerne forsvandt. De havde ingen intention om at fortælle Den Hvide Drage det, eller, lederen havde i hvert fald ikke, for en sur drage, der allerede normalt er aggressiv, er ikke rar at have med at gøre.
|
|
