|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 15:14:08 GMT 3
Flere sten bankede ind i hovedet på flere midanere, og da Ramoan så sin hund komme til skade, blev han overvældet af raseri. Da han sparkede ud næste gang, ramte han rent faktisk, og han fik sledet sig fri, med tanken om at komme sin hund til undsætning. Han spekulerede over, hvad han nu skulle gøre, for de var i overtal. I stedet begyndte han at snakke med dem. "Hvordan er det dog I angriber? Vidste I at de mægtigste overhovedet lod byttet få en dags forspring, og løb det så op bagefter?" Han slyngede en midaner til siden, og gispede, da en af dem lavede en lang flænge i hans ene arm.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 15:20:11 GMT 3
Midanerne knurrede til hinanden, og stoppede helt med at kæmpe, fordi de forsøgte at forstå hans ord. Men ingen her kunne snakke sproget, og de mistede deres interesse i hans sætning, da de opdagede det. Angrebet begyndte igen, og deres hylende jagtskrig dansede over ørkenen og holdt ørkenens dyr og andre midanere på afstand.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 15:24:14 GMT 3
Enten forstod de ikke Ramoan eller også ville det ikke høre på ham. Han forsøgte sig igen. "Kan vi snakke om det her?" Han udtalte ordene meget langsomt, så de var lettere at tyde. Det så ud til at midanere var lidt halvdumme.. Bess knurrede arrigt og sprang på den nærmeste midaner. Hvor var den pokkers drage henne!?
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 15:27:16 GMT 3
Midanerne ignorerede ham nu helt, fordi de nu vidste, at de ikke kunne forstå ham, og en hun sprang efter Bess. De så hunden som en større trussel end manden, uvidende om at manden var den, der 'kastede med sten'. Hunnen knurrede og lænede sig over Bess og tyngede hunden ned mod jorden. Midanere var også tunge. Og bredskuldrede.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 15:39:34 GMT 3
En sten ramte hunnen i hovedet med den skarpe ende, da Ramoan lavede en bevægelse med hånden. "Hold jer fra min hund!" Snerrede han, og kæmpede sig helt over til Bess, hvor han puffede hunnen tilbage. Han huskede pludselig sin bue, som lå og flød midt inde i det hele, og han famlede sig vej frem til den, imens midanere kastede sig over ham samtidig. Bess fik banet sig vej igennem, og Ramoan stilte den ene fod over buen, hvorefter han begyndte på at tvinge midanerne på afstand igen. Da det endelig, efter lang kamp, lykkedes ham, begyndte stenene at hvirvle rundt i en hel cirkel omkring hund og dæmon. Den der forsøgte at bryde igennem, ville enten blive fyret ned af Ramoans pile, eller kastet tilbage af en af stenene. "Smut så med jer!" Gispede Ramoan. Det krævede energi at holde sten i bevægelse. Varmt blod løb flere stædig fra lange flænge, og han havde vredet om på sin ene ankel i virvaret.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 16:02:34 GMT 3
Midanerne holdt øjnene på ham og så ud til at konversere med hinanden for at finde en løsning. Dumme som de var, valgte de den mest brutale løsning, efter at de første par stykker var blevet ramt af pile. Alle som en sprang pludselig fremad, og midanerne var enten for dumme eller for stædige til at lade sten stoppe dem. Resten af flokken kom pludselig til, sammen med lederen, der var den eneste, der kunne menneskesprog. Og han kunne det flydende.
Driind havde de efterladt i hans hule, og lovet at give ham fjenden levende, hvis det var muligt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 16:32:39 GMT 3
"Hør nu her, det eneste jeg vil er, at forsvinde herfra, og så ser I mig aldrig mere," sukkede Ramoan overtalende. Effekten forsvandt lidt, da han sendte en ny pil afsted, og endnu en midaner faldt. Skjoldet af sten hvirvlede rundt og angreb, før de faldt tilbage på deres blik. Ramoan fik skudt de ned, der kom indenfor skjoldet, men hvis der forsat kom flere, ville presset være for stort. En sten kunne ikke nedslagte ni på engang, lige så lidt som en pil kunne det.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 16:37:23 GMT 3
Den næste gruppe fik mod til sig og sprang frem, mens lederen bare stod og betragtede Ramoan. Han fik ordene til at give mening i hovedet og formede tungen til at få ordene til at passe i både udtale og tryk. "Vi er sultne, og Den Hvide Drage er efter dig. Han giver os dig, hvis du bliver fanget, og vi tager dig, hvis du dør. Har du en grund til, at vi skulle lade være?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 16:58:41 GMT 3
Ramoan smilede, da han pludselig kom i tanke om noget, han kunne tilbyde dem. "Kan I godt lide magi?" Spurgte han så venligt det var ham muligt, i betragtning af, at han var under angreb. Stenene forsatte med at mase og puffe og rotere, og Ramoan forsatte med at affyre pile, imens Bess sprang for livet fra de mange midanere. De skulle bare holde den kørende lidt endnu.. Bare en smule længere.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 17:04:27 GMT 3
"Vi kan magi," svarede lederen, men han lød interesseret, og da midanerne fangede tonefaldet, selvom de ikke kunne forstå ordene, stoppede de og forsøgte at få ham til at forklare, hvad det var, som den tingest sagde, der kunne være mere spændende end føde. Han svarede dem vrissende, og det var tydeligt at se på deres nysgerrige, halvdumme ansigtsudtryk, at han ikke gav dem svar.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 17:07:38 GMT 3
"Åh ja, det ved jeg skam godt." I virkeligheden havde Ramoan ikke den fjerneste anelse, men det var hans eneste udvej. "Men har I nogensinde set en rose?" Han tvivlede på, at de kunne leve i denne ørken. Nej, han vidste det. Men han kunne få en blodrød rose til at skyde op fra jorden, og først når han slap den, ville den visne bort.. På få sekunder naturligvis. Men hvis det kunne holde dem beskæftiget, så var det det han skulle gøre.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 17:13:09 GMT 3
"Jeg blev født som slave i Markare. Jeg ved, hvordan roser ser ud, hvordan de lugter, deres farve og hvilke kræfter, folk tror de har." Lederen så hårdt på ham, men han lød stadig interesseret. Overordentligt interesseret. Han havde altid set roserne som hellige blomster, fordi de altid lokkede til, at man skulle stikke sig på deres torne.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 17:19:47 GMT 3
"Og du er slet ikke interesseret i at vide, hvilke kræfter den i virkeligheden har?" Spurgte Ramoan venligt, med en følelse af, at han havde fanget noget. "Bare ikke en lille smule interesseret?" Han lod stenene falde til jorden med et brag, så støvet atter hvirvlede, men han sænkede ikke sin bue endnu. "Jeg kunne også vise dig andre blomster. Liljer, syrener.. Endda et lille træ måske."
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 17:26:19 GMT 3
"Træer har vi," svarede lederen afvisende. "Træer, der overlever i varmen, og blomstre og laver blade, der holder efter regnen." Så ændrede han tonefald igen, og var meget tydeligt interesseret. "Men ikke jordblomster, selv ikke de smukkeste, som lever i Den Store Våde Skov i det, mennesker kalder Solitopia."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 17:28:59 GMT 3
"Solitopias jordblomster? De bliver svære.. Jeg har aldrig set dem selv. Hvordan helt præcist ser de ud?" Han kunne sagtens skabe en sådan blomst ud fra beskrivelse, selv den dårligste, da blomsten uden tvivl ville kunne huske, hvordan den selv så ud. Han vidste ikke, om lederen regnede med, at de ville blive ved med at blomstre, men han måtte bare holde liv i dem, imens han gik, og så lade dem visne, når han var i sikkerhed.
|
|
