|
|
Post by Driind on May 18, 2009 19:09:54 GMT 3
Driind fik snoet tungen om pilen og trak den ud, hvorefter han spyttede den i retning af Ramoan. Han virrede lidt med hovedet og sprang så frem igen, og brølede mere arrigt end nogensinde før. Hans lyst til at dræbe var dog, underligt nok, ikke så stor længere, og han ville i hvert fald ikke langt ud i varmen!
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 20, 2009 20:04:33 GMT 3
"Vi er smuttet, Bess," mumlede Ramoan. Han spurtede gennem sandet, så hurtigt det kunne lade sig gøre, og bag ham begyndte sten at løfte sig fra jorden og spærre for indgangen. Bess styrtede let gennem sandet. Den kunne lige så godt have løbet på en landevej. Først bagefter kom Ramoan i tanke om, at dragen nok ville blive stiktosset og flå stenene tilbage, for så at flyve efter ham. Han smilede bittert. God plan!
|
|
|
|
Post by Driind on May 20, 2009 20:22:40 GMT 3
Driind brølede og kastede sig mod stenene, som fløj ud til siden, og han kaldte på vinden og vejrede efter Ramoan og hunden. Han fangede færten og brølede sejrrigt. Han havde helt glemt, at han ikke gad jage dæmonen, og han spurtede afsted og lod igen vinden være. Han havde ikke brug for den lige nu.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 20, 2009 21:24:30 GMT 3
Ramoan bandede, og greb efter en ny pil, hvorefter han i løb spændte den for strengen. "Bess, du springer ikke på den," advarede han, da Bess knurrede dybt. Sandet blev tungere og tungere, og Ramoan vidste at med den her fart slap han aldrig væk. Enten måtte han dræbe dragen eller også skulle der sluttes fred i en fart. Han overvejede ikke så meget som et sekund tanken om at dø. Den var for.. Skræmmende.
|
|
|
|
Post by Driind on May 20, 2009 21:42:03 GMT 3
Driind brølede igen, og satte farten op. Hans øjenfarve ændredes igen, denne gang fra lilla til en gyldenrød, og den blev på den måde. Hvorfor flygter du, dæmon? Er du en lige så meget en kujon som alle de mennesker i deres landsbyer? Driind nød, at den flygtede, og han forsatte med at løbe så stærkt som muligt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 21, 2009 11:06:04 GMT 3
"Muligvis," kom svaret enkelt fra Ramoan. "Men.. Du må indrømme, at du har de fleste fordele," tilføjede han så, forsøgte at sætte farten op, og spekulerede på hvornår sandet ville køre ham træt. Bess bjæffede irriteret. Den kom stadig ubesværet igennem. Ramoan ventede på en chance til at snurre rundt og sende en pil afsted.
|
|
|
|
Post by Driind on May 21, 2009 21:24:20 GMT 3
Driind løb videre, hurtigt, da et underligt, menneskelignende hyl lød. Midanere, som kom løbende, lette over sandet, halvdelen på fire ben. Driind fortsatte jagten, og odds'ene var nu gjort endnu en grad værrere for jorddæmonen med midanerne på banen. Ikke at Driind havde nogen medlidenhed overhovedet. Han ventede bare på at bore tænderne ned i byttets kød.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 22, 2009 23:17:22 GMT 3
Ramoan bandede og snurrede rundt, stadig imens han løb. Han sigtede mod dragens ene, halvblinde og lilla øje. Han turde slet ikke tælle hvor mange midanere der kom løbende, men til dragens store held - som den i øvrigt ikke havde brug for - havde den mange midanske venner, der kom løbende under høje hyl. Ramoan drejede kroppen igen, satte farten op, og krydsede fingre for et mirakel.
|
|
|
|
Post by Driind on May 22, 2009 23:30:11 GMT 3
Driind vendte hovedet mod den nærmeste midaner og prustede ud som en utilfreds hest, og midaneren rystede bare på hovedet og sagde et eller andet, man ikke kunne forstå, men som Driind lod til at have styr på. Pilen ramte hans hals, men prellede af mod skællene og lavede en svag ridse. Midanerne satte farten op, i stand til at bevæge sig ubesværet gennem Midas landsskab.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 22, 2009 23:53:25 GMT 3
Miraklet kom ikke. Tværtimod. Midanere så ud til at være fødte til en sprintetur henover sandet. En eller anden ville indhente dem meget snart. "Hvad var det lige, der udløste alt det her?" Mumlede Ramoan med rynket panden. Han søgte ud for at finde noget der kunne forsinket dragen. Planter ville hurtigt dø i denne hede, men klipper var en helt anden sag.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 0:15:02 GMT 3
Driind knurrede og snublede pludselig, og da det skete faldt de midanere, der ikke var i vild sprint efter Ramoan, tilbage. Det var omkring en tredjedel af midanerne, og resten knurrede til hinanden på et sprog, der var umuligt at forstå. Snakkede sammen om, hvordan det skulle få fat i deres bytte. Driind kom op at stå igen, men gad ikke kæmpe mere, fordi heden begyndte at tirre ham. Han brummede og gik tilbage mod klipperne, mens midanerne, der stod ved ham, fornøjet hylende sagde farvel.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 0:30:06 GMT 3
Ramoan var netop ved at overveje at kyle en klippe efter dragen, da den pludselig snublede. Netop der var hans mirakel! Han sprang hastigt videre, lidt ligeglad med om dragen var forsvundet eller om den løb videre. Noget tydede på, at den var stoppet. Han tænkte ikke videre over, at han måske ville blive stegt i denne hede, og at klipperne var hans eneste skygge mod solen.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 0:34:36 GMT 3
Midanerne knurrede videre til hinanden, da en af dem pludselig slog til. Den sprintede endnu et stykke, så den kom op på siden af Ramoan, og kastede sig så ind mod hans side. Den faldt selv i angrebet, men allerede inden de andre var sikre på, om jorddæmonen var faldet var den næste på vej frem til at gøre det samme igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 14:59:20 GMT 3
Bess kastede sig over den midaner, der havde overfaldet Ramoan, imens Ramoan kæmpede for at slippe væk. Spark. Slag. Hvad som helst der kunne bruges. Løse sten rev sig fri fra klippehulerne, trak på hans magi, for at komme til undsætning, og snart var der et hav af midanere, sten, en dæmon og en hund, der blev hvirvlet rundt i det varme sand.
|
|
|
|
Post by Driind on May 23, 2009 15:04:13 GMT 3
Resten af midanerne kom op til dem, og de var i overtal, og desuden ubehageligt, fysisk stærke. En af dem bed sig fast i Bess' ene forben og holdt fast, mens hans kløer skar sig vej over hundens sider, og de andre brugte hurtighed til at undgå sted, slag og spark. Man kunne et øjeblik blive i tvivl. Hvad var rarest, at blive angrebet af en flok sultne, kamplystne midanere eller en blind drage?
|
|
