|
|
Post by Driind on May 17, 2009 14:34:59 GMT 3
Du vover ikke at have medfølelse med mig! hvæste han rasende halen piskede igen ind i væggen. Hulen sukkede, som om den var træt af at blive slået på, men holdt trofast stand mod lysten til at styrte sammen. Driind knurrede rasende inden han igen lagde sig ned og lod væg være væg og hale være hale.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 14:49:34 GMT 3
Ramoan sukkede. "Undskyld," mumlede han lettere utydeligt. Bess fór forskrækket op, da hulen begyndte at ryste, og Ramoan snakkede blidt til den, stadig mumlende, indtil den faldt til ro igen. Han smilede skævt. "Det er ikke tit, vi møder drager."
|
|
|
|
Post by Driind on May 17, 2009 15:19:25 GMT 3
Det er fordi menneskerne ikke ved, hvor de skal lede. Jeg ved hvor de lever og holder mig fra dem. Han var afslappet igen, som om han snakkede om noget helt hverdagsagtigt, hvilket han også gjorde når det var hans hverdag det handlede om. Drager er højrøvede og nedladende overfor mig. Jeg har allerede blodet fra tre af dem på mig, og vil ikke tøve hvis jeg møder nogen igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 18:40:22 GMT 3
Ramoan vidste ikke helt, hvad han skulle sige. 'Ej hvor fedt, det lyder da godt for dig!' var måske ikke lige oplagt, og han ville ikke opmuntre dragen til at æde ham ved at sige noget dumt. Men var det ikke meningen, at arter skulle stå sammen? "Kan det passe, at du er vinddrage?" Spurgte han til sidst.
|
|
|
|
Post by Driind on May 17, 2009 19:37:22 GMT 3
Driind nikkede. Ja, jeg er vinddrage. Og en af de jeg dræbte var en vinddrage, der er min mors storebror, over 2000 år ældre end mig og tre-fire gange store, eller, sådan føltes det, da han greb fat i mig og forsøgte at vælte mig rundt. Driinds forkrøblede vinge forsøgte igen at trække sig sammen da hans opmærksomhed vandrede væk fra den, og har hvæste smertefuldt da han tvang den ud igen. Han var også ved at være træt af at snakke om sig selv.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 19:42:04 GMT 3
Ramoan var splittet mellem at være imporneret og bange. En drage, der kunne dræbe en drage, som var mange gange ældre og større end den selv, måtte være en meget magtfuld og stærk drage. Han var ingenting i forhold til. Han kunne blive knust på få sekunder, måske endda uden at han opdagede noget. Det var et held at han overhovedet var i live. Han nikkede bare til svar. Hvad skulle han ellers spørge om?
|
|
|
|
Post by Driind on May 17, 2009 20:08:36 GMT 3
Har du noget interessant om dig selv du gerne vil dele? spurgte Driind og så, så godt han kunne, på Ramoan, og derefter ned på Bess, hunden, med sine gennemborende, lilla øjne. For eksempel om hunden? Den er meget spændende. Hans øjenfarve flakkede et øjeblik, og i få sekunder kunne man fornemme blindhedens blåhvide, tågede farve bag det meget farvefulde lilla.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 20:18:55 GMT 3
Ramoan var sikker på, at han havde set forkert, da øjnene pludselig skiftede farve et kort sekund eller to. Han havde en fornemmelse af, at dragen sagtens kunne spise Bess, men det ville han ikke tillade. "Det er Bess." Den logrede, da den hørte dens navn. "Hun er.. En meget vigtig del af mit liv." Sagde han og rynkede panden. Det lød forkert. For poetisk måske.
|
|
|
|
Post by Driind on May 17, 2009 20:34:54 GMT 3
Det fortæller ikke meget om hende, sagde Driind kort og så ud mod udgangen, eller igen, forsøgte på det. Det siger ikke, hvad hun er, hvordan hun er og hvorfor hun er her. Er det stadig varmt udenfor? Spørgsmålet kom helt ud af det blå, som et lyn fra en klar himmel, og han vendte igen hovedet mod Ramoan.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 14:51:33 GMT 3
Ramoan var ikke sikker på, om han gad kaste sig ud i en hel livshistorie om sin hund, lige meget hvor meget han elskede den. Det endte med, at han kun svarede på det sidste spørgsmål. Han så ud, spejdede efter solen, som om den kunne give ham et svag, og fandt den mærkeligt nok på himlen, hvor den ubarmhjertigt kastede sin varme ned på alt og alle. "Mit gæt er, at det stadig er for varmt," smilede han.
|
|
|
|
Post by Driind on May 18, 2009 14:59:54 GMT 3
Driind brummede utilfredst og han vendte igen hovedet mod udgangen. Du svare ikke, lille mand, meddelte han utilfredst, som om Ramoan ikke selv var i stand til at se det. Hvorfor ikke bare svare, i stedet for at udfordre skæbnen ved at risikere at jeg bliver sur på dig igen og komme til at dræbe dig.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 15:19:28 GMT 3
Hvorfor skulle dragen absolut blande sig? Kunne den ikke bare være ligeglad? Ramoan talte til ti indvendigt. "Bess er en hund, og hun er her, fordi jeg er her, og nok også lidt fordi, at jeg ikke vil overlade hende til andre," forklarede Ramoan, og forsøgte at skjule irritationen i tonefaldet, tilsyneladende uden videre held. "Og hun er en rimelig lalleglad hund, der elsker at løbe rundt. Lidt ligesom alle andre hunde."
|
|
|
|
Post by Driind on May 18, 2009 15:27:12 GMT 3
Driind mistede interessen da manden ikke bare sagde hvad han fiskede efter, og med slet skjult irritation rejste han sig for at gå ud af hulen og mærke hvor varmt det var på hans egen krop. En halv time endnu, så ville det være dejligt at være udenfor igen. Han brummede irriteret. En hel halv time med den der tingest derinde. Han kunne også bare æde ham. Det ville gøre alting lettere.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 15:39:53 GMT 3
Dragen måtte være sindssyg, hvis den havde tænkt sig at gå ud på dette tidspunkt. Ikke fordi det ville genere Ramoan. Det havde været noget af en anspændt samtale, og klippehulen ville sikkert også gerne slippe for flere slag. Men alligevel.. Man skulle jo være utrolig, hvis man skulle overleve den varme, der herskede udenfor. Eller man kunne selvfølgelig også bare være født midaner.
|
|
|
|
Post by Driind on May 18, 2009 15:57:33 GMT 3
Driind vendte sig og gik ind i klippehulen igen, og brølede arrigt af ham den bette med hunden. Skulle han angribe? Ville han gerne? Manden var ikke menneske. Han dræbte kun mennesker. Men ham her var meget irriterende! Han brølede igen, og valgte. Han ville angribe. Han rejste sig, og mindede mest af alt om en slange, der gjorde parat til at hugge sit bytte.
|
|
