|
|
Post by Ramoan Ankad on May 15, 2009 18:05:27 GMT 3
Ramoan fandt hurtigt ud af, at sådan et spørgsmål var at gå over stregen. Han søgte ud for at berolige jorden, klippehulen, over og under dem, og til sidst var der kun en svag dirren. "Undskyld, det var et urimeligt spørgsmål," sagde han udglattende. Han så ud mod hulen, kun et kort blik, før det klistrede sig vagtsomt til dragen igen. Det var en skyfri, hedevarm dag. En smuk dag at dø på, føjede en eller anden pibende stemme sig til hans tanker.
|
|
|
|
Post by Driind on May 16, 2009 12:55:33 GMT 3
Driind knurrede og kiggede på hunden, eller kiggede så godt han kunne. Hans sult var dog alligevel vækket, især hvis manden ville blive ked af det hvis hunden forsvandt. Han slikkede sig om munden, men gad ikke alligevel og så på Ramoan, og et eller andet ved dæmonen truede ham ikke. Gjorde ham ikke sur. Han smilede, så godt han nu kunne, og sukkede afslappende. Hvad laver du her? spurgte han, og som altid når han spurgte virkede det som om han var ægte interesseret.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 13:19:12 GMT 3
Der var noget i dragens tonefald, man bare ikke kunne modstå. Den kunne nok have bedt et hvilket som helst fjols om, at drukne sig selv, og fjolset ville have gjort det. Ramoan tænkte længe over spørgsmålet, da han knapt nok kunne svare på det selv. "Jeg tror, jeg trængte til at se noget nyt," svarede han til sidst.
|
|
|
|
Post by Driind on May 16, 2009 13:30:13 GMT 3
Og Mida virkede interessant? spurgte dragen, en smule skeptisk, men der var stadig mere i stemmen end bare ord. Du må have været mange steder hvis Mida er det eneste sted der er nyt og spændende. Driind lagde hovedet ned på benene og så på dæmonen, og så ned på hunden igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 14:31:00 GMT 3
Ramoan smilede. "Jeg har været mange steder.. Men ikke alle. Mida virkede bare.. Spændende. Jeg har aldrig set sand før," forklarede han. Han klappede blidt Bess, uden at se på hunden, da den dirrede over hele kroppen af en undertrykket knurren. Hunde var modige, men det fik dem ikke til at holde mere af drager af den grund.
|
|
|
|
Post by Driind on May 16, 2009 14:48:49 GMT 3
Sand findes overalt. Det knaser på en bestemt måde, når man bider i det. Det er i normal jord. Han havde heller ikke rigtigt set sand før. Han havde gået på det, bidt i det, lært det at kende, så han altid vidste, hvornår han var kommet tilbage til Paradis. Og efter at have gjort det opdagede han, at stykker af Paradis havde spredt sig og gemt sig i og under jorden. En smuk tanke, der løftede ham op og gjorde ham mere lysten til at dræbe.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 15:11:49 GMT 3
"Det er rigtigt, men det er ikke helt som ren sand, der findes her i Mida," Ramoan kastede igen blikket ud af klippehulen. Mod sandet. Mod det smukke, smukke sand, der var en del af jorden, den jord, den natur, som han elskede så ufatteligt højt. "Midas sand er langt.. Smukkere."
|
|
|
|
Post by Driind on May 16, 2009 15:25:56 GMT 3
Driind trak på skulderne. Jeg har aldrig forstået hvad folk mener med smuk, sagde Driind og drejede hovedet mod udgangen. Er der stadig meget varmt udenfor? spurgte han, for selvom varmen endnu vældede ind i hulen, betød det ikke, at der ikke var overvældende varmt ude hvor der varm mere plads. Eller hvad det nu var.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 16:10:36 GMT 3
Ramoan trak på skulderen. "Jeg ved det ikke." Han rejste sig op, for at gå ud og se efter, og Bess fulgte omgående med, i den tro, at de skulle videre nu, hvad den hellere end gerne ville. Da han trådte ud for hulen ramte varmen ham som et slag i ansigtet. Han skyndte sig ind igen. "Stadig varmt," bekendtgjorde han med en grimasse.
|
|
|
|
Post by Driind on May 16, 2009 16:39:56 GMT 3
Driind brummede utilfredst da han fik det at vide og stirrede på Ramoan som om det var hans skyld. Dragen vidste, at den ikke behøvede at tænke så meget hvis den bare åd dæmonen, men hans interesse var alligevel blevet vækket af denne dumme livsforms væremåde. "Hvor kommer du fra?" spurgte han afslappet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 13:10:03 GMT 3
"Jeanore," svarede Ramoan. Han havde boet der hele sit liv, og elskede stadig landet lige så højt som altid. Han satte sig op af klippevæggen igen, og selv om at det måske ikke var det mest komfortable sted at sidde, fandt han den lille klippehule hyggelig. Når den altså ikke rystede og faldt sammen over hovedet på ham. "Må jeg spørge, hvor du kommer fra?" Forsøgte Ramoan sig. Krydsede fingre i sindet for, at dragen ikke ville blive sur eller fornærmet igen.
|
|
|
|
Post by Driind on May 17, 2009 13:22:42 GMT 3
Jeanore, svarede dragen afslappet og lod spidsen af halen vifte vildt, som en irriteret kat gør det, men uden at lade den ramme væggene og sætte livet på spil. Jeg har altid været i Jeanore. Min familie var i Jeanore. Altid. Han sukkede, halvt irriteret, halvt sørgmodigt, og det sidste overraskede ham, da han ikke havde været ked af det længe.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 14:00:17 GMT 3
Ramoan syntes, at dragen lød sørgmodig. Han var sikker på, at det ikke var indbildning. "Var?" Det var nok mest et spørgsmål. "Er din familie død?" Han vidste ikke, hvor gamle drager kunne blive, men han ville have troet, at en mor og far stadig burde eksistere, hvis de ikke var blevet dræbt.
|
|
|
|
Post by Driind on May 17, 2009 14:03:42 GMT 3
Driind knurrede arrigt og rejste sig truende, men kunne ikke få sig selv til at dræbe denne dumme, uvidende skabning, der ikke indså hvor heldig den havde været indtil videre. Mine forældre er blevet dræbt, min storebror er død og min lillesøster er væk, sagde han så surt og lagde sig ned, rasende.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 14:29:26 GMT 3
Ramoan var helt væk igen. Han ænsede næsten ikke, at dragen blev arrig. Han var sunket ned i sit eget hav af tanker. Hele to søskende. Det lød som meget for en drage. Men det var selvfølgelig bare et gæt. Igen. "Det lyder sørgeligt," der var ikke rigtig nogen følelse i svaret. Det var ikke til at regne ud, om han var oprigtig, eller om det bare var falsk medfølelse, fordi han lød så fjern. "Mine forældre er også døde.."
|
|
