|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 22:46:51 GMT 3
Ramoan sukkede dybt og tørrede svedperlerne bort fra panden. Der var varmere end han havde regnet med, men han var endnu ikke smadret. Han satte sig op af klippevæggen og velsignede i tankerne den kølige hule, der i hvert fald var kølig efter Midas temperatur. Bess lod sig dumpe ned ved siden af ham. For den var varmen uudholdelig. Måske skulle hunden bare være blevet hjemme.. Men hvem pokker skulle passe den? Så den var kommet med alligevel.
|
|
|
|
Post by Driind on May 10, 2009 23:00:36 GMT 3
Driind lå og nød varmen hele dagen, afslappet og glad. Han havde overnattet hos en midanerstamme, og det betød at hans skæl skinnede og han var blevet forkælet. Tilfredsstillende, og rart, sådan at blive forkælet. Men nu, hvor han havde bestemt at slappe af væk fra sine små, halvdumme dyr, og snart måtte han bøde for det. Midanerne havde måder at køle sig ned når det blev for varmt, men han kunne ikke selv finde ud af det. Han måtte altså finde læ og skygge. Han rejste sig og ville have skåret ansigt hvis han kunne. Hans sammenkrøllede vinge bevægede sig indad. Forsigtigt strakte han den ud igen, og selvom det gjorde ondt, var det bedre end at ligne et misforster. Han var et misforster, men det behøvede fremmede ikke at vide.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 11, 2009 18:52:10 GMT 3
Ramoan stilte sig endnu ingang det indlysende spørgsmål. Hvorfor var han overhovedet taget ud i ørkenen? Og han kunne faktisk ikke rigtig svare på det. Fordi det var spændende? For at se noget nyt? Han kløede ulvehunden bag øret, og den gryntede af tilfredsstillelse, imens den sløvt bankede halen mod jorden. Ramoans anden hånd var knyttet stædigt. Varmen skulle ikke få lov til at kvæle ham helt! Han skulle nok overleve. Han så ud fra klippehulen, og sand strakte sig så langt øjet rakte. Varmt, tungt sand. Og alligvel var sandet forfærdeligt spændende for en jord dæmon.
|
|
|
|
Post by Driind on May 11, 2009 19:05:05 GMT 3
Driind brummede tilfredst da han, gemmen sorte pletter, tåger og alt det andet der fulgte med hans dårlige øjne, fornemmede bjerge. Eller i hvert fald mørke spidser, som betød klipper, og i ørkenen var klipper ensbetydende med hule og, hvis man var meget heldig, vand. En hule var læ i den varmest del af dagen. Han lavede et hæst skrig, som for at advare eller forberede folk om at han var på vej.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 11, 2009 19:47:28 GMT 3
Ramoan blev en smule anspændt, da et pludseligt skrig flænsede stilheden. Faktisk var her forbavsende stille. Han havde endnu ikke mødt nogen midanere, og han regnede med, at de måtte være meget støjende. Bess knurrede kort, men da Ramoan så på den, holdt den hurtigt inde. Hvem skreg dog så underligt? Det var ikke en lyd, han nogensinde havde hørt før. Det lød truende.. Ja truende var det helt rigtige ord.
|
|
|
|
Post by Driind on May 11, 2009 19:58:33 GMT 3
Et eller andet sted mod øst svarede nogen med et brøl, men Driind rystede tavst på hovedet. Han var ikke interesseret i midanerne lige nu, og ville ikke være det resten af dagen. Han ville til klipperne. Han vejrede luften og forsøgte svagt, på rent instinkt, at baske med vingerne for at få turen til at blive kortere med en flyvetur. Han udstødte et støn af smerte, og lod vingerne være, men han istedet begyndte at løbe med lette skridt mod klipperne.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 11, 2009 20:23:25 GMT 3
Ramoans øjne måtte have spillet ham et puds, da en stor skabning kom løbende i det golde sand, på vej mod klippehulerne. Han gned sine øjne, nev kort i sin ene arm, for at sikre sig, at han ikke så syner, for det foran ham var noget af det vildeste, han nogensinde havde set, og endda kun på afstand. En drage. En ægte drage. En skræmmende, frygtindgydende og måske fjendtlig drage. Sandsynligheden for at se en drage var ikke stor, og han turde vædde på at over halvdelen af beboerne i Jeanore aldrig bare havde bare nærmet sig et drageæg. Og han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad mon de mennesker havde tænkt, da de fik øje på en drage, og senere var blevet steget eller spist.. Eller måske bare flænset i stykker? Og lidt efter slog det ham, at han måske ville blive dræbt.
|
|
|
|
Post by Driind on May 11, 2009 21:20:46 GMT 3
Driind pustede knurrende ud, bare fordi han ikke kunne sukke mens han løb og endte uden for en hule i klippen. Var den for lille? Nej, der var rigeligt plads. Men der lugtede sjovt. Han tog hovedet ned og pustede ud igen, og da han trak vejret ind kunne han tydeligt lugte en hund og et ukendt væsen. Er du menneske? spurgte han.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 11, 2009 21:25:37 GMT 3
Ramoan nægtede simpelthen at panikke, men det var noget af en oplevelse, når et dragehoved pludselig bliver stukket ind i hulen. "Ja, jeg er menneske," svarede han. Det undrede ham, at han kunne lyde så rolig. "Jeg går ud fra, at du må være en drage." Blev drager meget krænkede, hvis man ikke tiltalte dem med 'De'? Måske havde det alligevel været bedst, at være på den sikre side. Men han gjorde ikke noget forsøg på at ændre det. Rette op på en mulig fejl.
|
|
|
|
Post by Driind on May 11, 2009 22:06:08 GMT 3
Et menneske?! gentog Driind og brølede højlydt, og hans hale piskede ind mod væggen ved siden af hulens indgang. Det hele rystede, og han brølede igen, rasende. Jeg ved hvordan mennesker lugte! Menneskelugten ligger tydeligt i deres blod! Du er ikke menneske! Men det er din egen skyld hvis du ønsker at identificere dig som et menneske! Halen ramte endnu en gang klippen, og støv faldt ned fra loftet og brølede igen. Han var i gang med af få hulen til at bryde sammen i hovedet på Ramoan og Bess.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 11, 2009 22:15:58 GMT 3
Ramoan greb fat i Bess, så den ikke uden videre skulle springe på dragen. "Nej du har ret, jeg er dæmon." Han undgik kun alt det, der faldt ned over dem, fordi han kunne mærke, hvor alting faldt ned. "Kunne.. Kunne du få måske få det hele bragt lidt til ro igen?" Spurgte han.
|
|
|
|
Post by Driind on May 11, 2009 22:26:12 GMT 3
Driind stoppede og stirrede tilsyneladende hårdt og indgående på dæmonen. I virkeligheden forsøgte han bare at se ham ordentligt, men kom frem til samme konklusion på trods af det. Du ligner ikke en dæmon, men du lugter ikke som et menneske, sagde han og lagde hovedet på skrå. Hulen skælvede stadig, og han så ikke ud til at ville gøre noget ved det. Der var dog ikke fare for at det ville falde ned over dem, nu hvor han ikke slog på det med halen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 13, 2009 15:35:45 GMT 3
Ramoan sukkede lettet indvendigt, da dragen holdt op med at slå med halen. Først nu så han den bedre an. Den var skræmmende. Det undrede ham, at han ikke var løbet skrigende væk, men nu føltes det som om, at det ligesom var lidt for sent. "Jeg er skam en dæmon. En jord dæmon helt præcist. Ramoan rakte ud efter jorden, de hårde klippevægge, for at få det hele til at falde fuldstændig til ro.
|
|
|
|
Post by Driind on May 13, 2009 15:41:40 GMT 3
Driind glippede med øjnene, fordi det plejede at hjælpe ham til at se en smule bedre. En jorddæmon? Er der forskel på dæmoner? spurgte Driind. Han havde aldrig snakket med en dæmon. Hans forældre havde snakket om dem, men han havde ikke selv været i nærheden af dem, medmindre der var nogen i en af de byer han havde ødelagt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 13, 2009 15:53:50 GMT 3
Ramoan mindedes, at han engang havde hørt, at drager var kloge væsener, men det gik først op for ham nu, at de ikke kunne være alt vidende. "Ja, der er skam forskel. Jorddæmoners magi hører til naturen.. Ligesom.. Ligesom mørkedæmoner trækker på mørket og ilddæmoner trækker på ilden." Han opdagede, at han ikke nær var så bange længere. Måske fordi at han havde noget at snakke om. Og desuden virkede dragen ikke nær så stor, som han havde troet.
|
|
