|
|
Post by Nonao on Jun 1, 2009 20:16:01 GMT 3
"Ja.. måske." Nonao tænkte lidt over det og sukkede så. "Men jeg har aldrig set eller været sådan et sted. Jo, jeg har været i Aregos, men jeg blev ikke fanget af des... natur. Men jeg var også langt nede på det tidspunkt."
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 1, 2009 20:20:44 GMT 3
Reshim rystede på hovedet. "Byer er for det meste ikke skabt til nogen som os. Men jeg... Ja, jeg foreleskde mig vel i det alligevel. Hvor mærkeligt det end lyder for... nogen af os." Han fortsatte og trådte på en gren med den ene af sine forgyldte hove. Det lavede mere lyd end godt var, men blev alligevel næsten betragtet som en del af regnskovens normale lyde.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jun 13, 2009 13:10:10 GMT 3
Nonao tænkte længe over hans ord og gik tavst videre. Hun betragtede skoven omkring dem og sukkede. "Det er mærkeligt. Men det ville være mere mærkeligt, hvis vi alle var ens." mumlede hun og nikkede for sig selv. Det lød rigtig nok. Ligesom hendes mor var faldet for kærligheden i stedet for reglerne.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 13, 2009 13:48:02 GMT 3
Reshim nikkede. "Det ville være ligesom at skære alle mennesker over en kam... eller alle dæmonerne for den sags skyld. I alle arter er der nogle gode og nogle onde, og nogle, som ikke ved, hvor de høre til. At sige, at sådan er alle af den slags, er vel, som at sige, at alle kentaure følger vore regler. De fleste gør, men der er stadig nogen, der river sig løs fra det."
|
|
|
|
Post by Nonao on Jun 13, 2009 14:16:41 GMT 3
Nonao rystede på hovedet. "Alle ved hvor de høre til. For alle har et sted som er deres, og som de altid kan søge til. Det er ligemeget om de er anerlededes og har andre meninger. Det er der mange fortaber sig. De glemmer at på trods af alt så er det sted, stadig deres." Hun smilede svagt. "Bare fordi man forlader sine venner er de der stadig og de svigter dig ikke. Det gør byer heller ikke."
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 13, 2009 15:49:16 GMT 3
Reshim rystede på hovedet. "Jeg tror ikke, at alle ved, hvor de høre til. Hvis det sted, man er, ikke er det sted, som man føler er ens, hvis man da kan sige det sådan, så kan det ikke var det sted, man høre til. Jeg troede engang, jeg hørte til noget sted, troede det om mange steder. Men det viser sig, at man tager fejl..." Han var igen tavs, men var alligevel bange for at tavsheden skulle ødelægger samtalen, og han trak vejret dybt. "Men hvor høre du så til?"
|
|
|
|
Post by Nonao on Jun 29, 2009 14:06:52 GMT 3
"Jeg høre til der hvor mit hjerte banker og hvor livet danser igennem hele min krop. Jeg høre til, der hvor mine venner smiler og griner." Hun smilede venligt. "Det er intet sted, for jeg ved at så længe jeg er glad og sammen med dem jeg vil være med, så er stedet mit. Ingen kan tage det fra mig."
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 30, 2009 20:33:29 GMT 3
"Du er meget filosofisk," smilede Reshim, og var pludselig opløftet. Hun virkede meget... En god samtaleven. De havde sikkert bare fået en dårlig start... med kamp og skænderier. Det skulle bare lige overkommes. Men han opdagede at han igen manglede ord til at fortsætte snakken. "Hvordan mener du så at verdenen blev til?" Det røg ud af ham i jagten på ting at sige, og han sukkede da ham opdagede ordene. "Din mening må være meget spændende," forsøgte han at redde den.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jun 30, 2009 20:39:51 GMT 3
Nonao grinede og smilede så. "Min mening er ikke så anerlededes end så mange andres. Jeg har ingen idé om hvordan det startede og jeg finder nok aldrig ud af det. Alligevel er jeg glad for at være født nu er her og ikke i fortiden." Hun trak på skulderne.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 30, 2009 21:25:30 GMT 3
Reshim nikkede og smilede og opdagede igen at han manglede noget at sige. Han var lige ved at bande, men fortsatte i stedet for lidt og tænkte. "Du er altså slet ikke nysgerrig?" spurgte han. Spørgsmålet om verdenen havde han tænkt over længe og tit, men han havde ikke kommet til nogen fast konklussion.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jul 1, 2009 15:54:55 GMT 3
Non trak på skulderne. "Joh, et eller andet sted. Men jeg vil ikke gå og bekymre mig om fortiden og fremtiden, jeg vil hellere konsentrere mig om nuet. Det er jo det der betyder noget." Hun smilede skævt til ham. "Sådan har jeg det bare. Hvad med dig? Stiller du dig selv disse store spørgsmål?"
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jul 3, 2009 21:48:06 GMT 3
"Ja, det interessere mig, selvom de fleste af spørgsmålene aldrig har noget egentligt svar. Jeg vi helst gerne vide, hvordan mit liv skal gå, men det er ikke altid ens egen beslutning. Man ved aldrig hvad de laver, og hvordan det har effekt på ens liv. Om en forsinket indkøbstur får en kvinde til at blive inspireret, så hun går ud og fortæller nogen noget meget højt om sine meninger om kentaure, så man pludselig bliver hadet. Har ikke oplevet det, men ved, at det sker tit at folk siget noget." Reshim følte han var på randen af at vrøvle og lukkede munden inden mere hø kom ud.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jul 4, 2009 9:59:58 GMT 3
Nonao tænkte lidt over det. "Hvad nu hvis det bare var sådan at verden var? Før eller siden havde kvinden nok taget sig sammen til at sige det, og så var det jo sket alligevel. Prøv at tænk positivt på det i stedet. Videre igen, måske lærer man nye personer at kende. Måske er det meningen fordi jeg skal møde en person i næste by som kommer til at være der hele mit liv. Det er de der ting, der gør os til dem, vi er."
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jul 4, 2009 17:04:58 GMT 3
"Det er netop disse ting som er usikre. Måske havde hun aldrig sagt det hvis hun havde været hjemme til tiden, måske ville denne person være gået forbi dig hvis du havde kæmpet dig vej gennem den storm, fordi du ikke ville have fanget hans eller hendes opmærksomhed." Var han negativ? Han syntes ikke det lød rart, men det betød ikke at han kunne hævde han ikke var det. Han rystede svagt på hovedet.
|
|
|
|
Post by Nonao on Jul 13, 2009 22:22:33 GMT 3
"Så var der en anden der havde bemærket dig og så ville det alligevel ende ud på et. Det er ikke altid nemt at acceptere forandringerne i livet, men det kan være endnu sværer at konstant at kæmpe i mod dem. Det betyder ikke at man skal ignorere dem eller glemme dem, men sådan er det bare." Hun smilede for sig selv.
|
|
