|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 20, 2009 21:04:10 GMT 3
"Intet nyt fra mig i de sidste ti år. Tror det er så længe siden. Jeg kan ikke huske det længere." Han trak på skulderne og ville endnu ikke vende sig om, fordi tårerne ikke ville forsvinde. Forbandet være kentaurer og deres love og tåbeligheder! Han gispede da han opdagede hvad han havde tænkt og forbandede sig selv for sine tanker.
|
|
|
|
Post by Nonao on May 21, 2009 12:15:39 GMT 3
"Ti år er et mindre tal, end hvad jeg kan komme op med.. Hvad skete der så der?" spurgte Nonao nysgerrigt. Hun havde ikke hørt noget, siden hendes mor døde, og hun kunne ikke huske hvor mange år det var siden... Mange i hvert fald. Og der var intet nyt i det hun fik atvide der.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 21, 2009 21:55:14 GMT 3
"Jeg husker det ikke. Omverdenen interessere ikke en ung knægt, der er god til det, han føler han burde være god til. Jeg fik sikkert ting at vide, men... Når man ikke bider mærke i dem, er de ikke lette at huske." Han bed sig i læben og fik det bedre af at tale med hende. Af grunde, han ikke vidste. Men han følte sig næsten glad igen.
|
|
|
|
Post by Nonao on May 21, 2009 21:58:34 GMT 3
"Jeg kender.. Når man er ung, har det ikke så stor betydning..." Hun smilede og trak på skulderne. "Jeg var bare lidt nysgerrig, har ikke set min flok siden jeg var 2 år... Så husker så godt som ingenting." Hun lænede sig op af et træ og kiggede op på trækronerne.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 21, 2009 22:17:42 GMT 3
"Ja, det må man sige. Det længe siden." Han ville endnu ikke vende sig, han frygtede at hans øjne var røde og tårevædede. "Og alligevel er du lige så stolt som alle kentaure. Tror du, det er et instinkt? Vi har det jo alle. Det lyder mere logisk end at du skulle samle det op på to år." Han vidste ikke, om han sagde ting, hun ville hade ham for, og han vidste ikke, om det betød noget.
|
|
|
|
Post by Nonao on May 24, 2009 13:43:30 GMT 3
"Jeg levede sammen med min mor. Hun var meget stolt..." Nonao sukkede. Moren havde sat sine spor. "Men måske har du ret. Instinktet er meget... Meget brydende. Vi kommer aldrig til at glemme, hvad vi er. Det er sikkert," sagde hun og rystede på hovedet over sig selv. "Ikke fordi jeg kunne drømme om at glemme, hvem jeg selv er. Jeg er som jeg er, og det må jeg jo leve med. De kan smide mig ud, men de kan ikke få mig til at forandre mig..."
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 24, 2009 14:01:58 GMT 3
Reshim smilede bredt, men Nonao var ikke i stand til at se det, da han havde ryggen til, og han vendte sig endelig med et nærmest varmt blik. Der var ingen spor af tårerne, men det var han pludselig ligeglad med. "Det ville være mig en ære, hvis vi kunne følges ad," sagde han. "Jeg kan lide din måde at tænke og tale på."
|
|
|
|
Post by Nonao on May 24, 2009 14:31:53 GMT 3
Nonao kiggede overrasket på ham og smilede så. "Jo, tak... Lad os så komme afsted!!" Hun sagde ikke mere, men slog ud med armene. Accepterede det uden videre tænkning. "Hvor skal vi hen, så?" spurgte hun og grinede bredt.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 24, 2009 14:46:29 GMT 3
"Jeg var på vej til Neramore, men jeg vil med glæde ligge kursen om, hvis det passer dig bedre. Ville gerne se havet. Det skulle være så smukt, du ved. Jeg forsøger at se så meget som muligt, indtil jeg finder en måde at komme tilbage til Markare." Han stoppede med at tale efter det sidste ord, og hans smil forsvandt. Han klappede nærmest sammen som en østers.
|
|
|
|
Post by Nonao on May 24, 2009 15:04:29 GMT 3
Nonao lod som ingenting. "Neramore lyder fint nok. Jeg går uden kurs, så..." Hun grinede skævt. "Det skal nok gå. Vi kan jo altid kigge på problemerne bagefter." Hun klappede ham på skulderen og blinkede til ham. "Skal vi så se at komme afsted?"
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 24, 2009 15:13:10 GMT 3
Reshim nikkede og begyndte at gå modsat den vej han kom fra, som skulle være den mest direkte vej til stranden syd for Neramores hovedstad. Det regnede han i hvert fald ud på kortet, men kortet var måske falskt eller dårligt tegnet. "Ja, lad os komme afsted med det samme. Det er sikkert også bedst." Han begyndte at smile igen.
|
|
|
|
Post by Nonao on May 27, 2009 22:15:20 GMT 3
"Det tror jeg på, du!" grinede Nonao og begyndte at gå. Hun gik lidt i tavshed, mens hun tænkte sig nøje om. Vandet skulle være så smukt, men hun turde ikke forvente for meget...
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 27, 2009 22:25:42 GMT 3
Han smilede. "Man kommer jo ingen steder, hvis man bare står stille. Og man får slet ikke set noget." Han gik ved hendes side og tænkte længe over, hvad de havde at tale om, men det hele kom tilbage til deres race. Han vidste ikke, om det var det bedste emne, og han holdt tavsheden mellem dem.
|
|
|
|
Post by Nonao on May 27, 2009 22:32:35 GMT 3
Nonao svarede lidt forsinket på hans ord. "Nej... Det er det jeg ikke forstår ved dem, der slår sig ned." mumlede hun fraværende og vendte tilbage til sine tanker om vandet. Hun havde hørt at nogen blev så facinerede af det at de aldrig drog der fra igen. Hun tvivlede lidt på dette, men skubbede så bekymringen væk... der var for meget hun skulle se....
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 27, 2009 22:47:14 GMT 3
"Det kommer an på, hvordan der er der. Jeg elskede Aregos, selvom jeg blev set som fattig der. Jeg kunne næsten alt, og folk kunne lide mig." Han grinede. "Og selvom jeg boede i den dårligste del overhovedet, så var der smukt og spændende. Mennesker har nogle sjove skikke, og specielt helligdage og festerne er sjove. Hvis man holder sin pung derhjemme, godt nok."
|
|
