|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 13:08:37 GMT 3
Der var måske gået ti minutter. Tyve. Tiden sneglede sig i hvert fald afsted. Det virkede uvirkeligt, at der et sted måske blev diskuteret om priser på krus eller en krukke, at der et sted måske stadig var nogen, som sov. Ramoan så på Tophaf, ud mod stien, hen på Bess, og tilbage på midaneren igen. "Tror du ikke, han er gået nu?" Hviskede han til sidst.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 16, 2009 13:25:08 GMT 3
Tophaf rystede på hovedet. Hun var sikker på det, men hun var begyndt at føle en anden uro, som om et eller andet sneg sig ind på dem. Hun vendte sig, men der var ikke noget den vej. "Kan du mærke noget?" spurgte hun hæst og skiftede stilling, så hun igen kunne springe hurtigt væk, hvis der skulle komme noget erller noget.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 14:34:41 GMT 3
Ramoan rynkede panden. Han kunne ikke rigtig mærke noget, men hvis hun sagde, at der var noget galt, var han tilbøjelig til at tro på hende. Han så sig hele tiden rundt, på vagt, og greb ud efter buen, der lå på jorden. "Hvad kan du helt præcist mærke?" Hviskede han. "Noget godt?"
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 16, 2009 14:52:42 GMT 3
"Ved ikke. Noget. Stort. Meget stort. Kan du ikke? Bess?" Hun kiggede på hunden, som om den kunne svare, men så op igen inden den overhovedet ville have haft chancen for at svare. Hun så sig om, og rejste sig op, da det var på vej væk igen. Som var det et stort dyr, der havde valgt pludselig at tage en anden vej. Skræmmende og rart på samme tid.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 15:18:11 GMT 3
Ramoan fulgte hendes eksempel, og rejste sig op. Han strakte sig, efter at have siddet stille så længe. "Hvor er det henne nu?" Bess så rundt. Det var som om, at den også kunne mærke noget. Hunden puffede til midanerens hånd med snuden, som for at sige, at hun skulle fortælle Ramoan det.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 16, 2009 16:34:04 GMT 3
"Væk," svarede hun og så sig omkring. "Jeg tror det er væk nu. Kan ikke mærke den. Eller det." Hun smilede. "Vi fri. De væk. Alle væk. Vi ska videre. Ska vi ikke videre?" Hun så forhåbningsfuldt på Ramoan og pegede mod der de kom fra. "Ikke den vej. Men vi skal ramme en vej. Ikke gennem skoven." Hun rystede på hovedet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 16:43:00 GMT 3
Ramoan smilede af hendes forhåbningsfulde ansigt. "Jo, vi finder en anden vej," lovede han. "Lad os gå så. Der er ingen grund til at blive stående." Han så rundt, og fulgte så en anden sti, der førte ud mod landevejen. Men det var ikke til at sige, om den drejede på et tidspunkt. "Hvis vi forsætter ligeud, så kommer vi vel til vejen på et tidspunkt," sage han, og greb hendes hånd, så hun ikke snublede. Bess fulgte logrende med bag dem.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 17, 2009 13:28:35 GMT 3
Tophaf smilede, mens hun gik fremad og så hvor hun satte sine fødder. "Du ligner en menneskefar. Altid med sine børn. Venlig og tålmodig." Hun så op på ham og smilede til ham med sine smukke øjne, selvom hendes mund ikke længere gjorde det, men var meget alvorlig. "Vil du være far?" spurgte hun.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 13:54:56 GMT 3
Ramoan blev lidt forbløffet over hendes pludselige spørgsmål, men så så tankefuldt hen af stien. "Tja.. Du skal jo videre til hovedstaden, og jeg vil op i bjergene.. Men jeg kan godt være far," nikkede han. Han var sikker på, at det ikke ville være særlig anstrengende, og det var ikke noget slæb at følges med en midaner. Han sendte hende et svagt smil.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 17, 2009 13:59:51 GMT 3
Tophaf smilede og omfavnede ham. Så grinede hun, lykkeligt. "Jeg har en far igen," sagde hun og grinede videre, til hun helt fik tårer i øjnene, og knugede ham hårdere ind til sig. Og hun var langt stærkere end hun troede, fordi hun aldrig havde kendt andet end at skulle leve på egne kræfter og hun var midaner, og så var blevet rakket ned ved at blive slået, sparket eller gennempryglet. Hun troede altså ikke, at hun havde så mange kræfter som hun lagde i denne omfavnelse.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 14:33:17 GMT 3
Ramoan blev atter overrasket, da han nærmest var ved at blive kvalt i den voldsomme og pludselige omfavnelse. Han gengældte kejtet krammet, og så ned på hende. "Ja. Ja, det har du vidst," samtykkede han. Og det gik op for ham, at han faktisk gerne ville være plejefar til midaneren. Han tørrede forsigtigt hendes tåre væk med pegefingeren, og betragtede hendes fantastiske, smukke øjne med et lille smil.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 17, 2009 14:38:50 GMT 3
"Vi skal videre, vi skal videre," sagde Tophaf pludseligt og hoppede og dansede afsted foran ham. Hun snublede en gang, men holdt sig på benene og dansede videre over tørre blade og alt det der, som hørte til en skov. Hun vente sig og så på dæmonen igen, og fór så hen og krammede ham mere ømt end før.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 14:54:46 GMT 3
Ramoan kunne ikke lade være med at le over hendes iver. "Ja, lad os komme afsted," nikkede han optimistisk. Han fik sig vredet fri fra hendes kram med et undskyldende smil. "Skal jeg hjælpe dig igen?" Tilbød han, da han begyndte at gå. Bess undrede sig over, hvad alt dette pludselig skulle til for og bjæffede efter dem. Den var et par meter foran.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 17, 2009 15:31:07 GMT 3
Hun rystede på hovedet, for glad til at ville lade sig hæmme af ham, som gik lige så stille og normalt. "Jeg finder ud af. Gør jeg altid. Ellers er jeg død." Hun gav ham endnu et svagt, lille smil og sprang så afsted igen. Hun klappede Bess på hovedet da hun dansede forbi ham og vendte sig mod Ramoan et kort øjeblik før hun fortsatte.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 18:43:10 GMT 3
Bess sprang efter, ivrigt, og med tungen hængende ud af munden. Endelig fik de da gang i den her tur! Den var begyndt at kede sig, efter at skulle ligge stille i så lang tid. Ramoan havde ikke travlt. Hvis han skulle være helt ærlig, så ville han hellere tage skoven end landevejen, men måske var det godt med en forandring. Måske. I hvert fald forsatte han mod landevejen, selvom jorddæmonen i ham tiggede om at blive.
|
|
