Cat is easy scared

[Tophaf-Licarna Rûssh]

"Man kan komme fra alt hvis man er hurtig nok," sagde Tophaf overbevisende og så mod mændene, og Julius' kammerat så hende i øjnene et kort øjeblik og var tydeligt betaget. Han var stadig tøvende, men begyndte nu at nikke mere overbevisende. Hun krøb sig sammen. "Man skal bare løbe..." mumlede hun.

[Ramoan Ankad]

"Okay. Vi prøver," gentog Ramoan, nok mest fordi at det så ud til, at hun virkelig havde brug for at løbe, end at han syntes det var en god plan. "Og vi prøver... Nu." Roligt tog han pilen tilbage i pilekoggeret, og hans handling så ud til at forbløffe de to mænd. Så stak han i løb, og Bess kom sprintende lige bagefter. Den ærgrede sig nok over ikke at kunne springe på mændende, men der var vel altid en næste gang, hvis mændende havde tænkt sig at forfølge dem. Ramoan så rundt og fik øje på et lille stykke skov forude.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf for afsted og overhalede dem og nåede skoven, men stoppede op og så bagud på dem og på mændene. Julius løb alt hvad han kunne, men han haltede og havde ondt i benet, så det var ikke så farligt. Noget andet var det med kammeraten, som så ud til at have en indre kamp med sig selv inden han løb. Og han var hurtig.

[Ramoan Ankad]

Ramoan indhentede Tophaf, da hun stoppede op. "Videre!" Udbrød han. Bess fór ind i skoven, og sprang i sidste sekund til siden for et træ der stod i vejen. Ramoan kom lige efter, og så sig bagud, for at kigge efter Tophaf, for at sikre sig, at hun var med. Julius var langt, langt bagude, men kammeraten var kun få meter fra. Da Ramoan kom i tanke om, at midaneren havde det med at snuble over forræderiske rødder, tilbød han hende en hånd, så han kunne holde hende oppe.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf smilede og tog hånden, sikker på at hun kunne stole på ham, og hun havde kun lige fået ordentligt fat da hun snublede for første gang. Hun hvæste irriteret og fandt balancen, og løb så videre. Hun var hurtig, og det gjorde det op med snubleriet, så længe hun da holdt sig på benene.

[Ramoan Ankad]

Ramoan sørgede for at have godt fat i midaneren, så han hele tiden kunne løfte hende op igen med armen, når hun snublede. Til gengæld var hun hurtigere end ham, og det endte da også med, at hun løb foran. Bess dannede nu bagtrop, for at springe på kammeraten, hvis han skulle komme lidt for tæt på. Julius så ikke ud til at ville opgive jagten, selvom han aldrig ville bare i sine vildeste drømme kunne indhente dem. Ramoan bemærkede smilende, at Tophaf så ud til at stole på ham, og det glædede ham en smule midt i kaoset.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf vendte sig mod kammeraten og hvæste arrigt, snublede og blev løftet op, men så ikke op på dæmonen. Han ville ikke nå hende! Aldrig! Og hvis han gjorde, ville hun bruge sine klør til at få ham fra sig. Hun så op på Ramoan og smilede svagt, snublede igen og mærkede hans styrke til at løfte hende på plads igen. Det var trygt.

[Ramoan Ankad]

Ramoan syntes, at Tophaf mindede meget om en kat. En forskræmt kat, der dog hvæsede, når hun følte sig truet. Han tænkte på hvor meget nemmere det havde været, at få mændende til at forsvinde, men i det mindste kom de ind i noget skov. Han snublede ikke selv. Og han så ikke ned. Det var ikke nødvendigt. Rødderne advarede ham næsten, hver gang han stemte foden mod jorden igen. Kammeraten bandede bagude, da denne snublede, og i modsætning til midaneren, var der ingen til at trække ham op igen.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf rakte tunge da manden snublede og faldt, og grinede da han stirrede surt efter dem. En ting var dog god ved skove. Man kunne gemme sig og holde sig ude af syne indtil faren var væk. Hun snublede igen, men blev grebet af ham igen. Kammeraten faldt langt bagud inden han kom op igen, og et eller andet sagde hende, at de ikke ville blive indhentet af ham igen.

[Ramoan Ankad]

"Hvor langt bagud er han?" Spurgte Ramoan, da han ikke følte, at han havde tid til at se sig bagud. Noget kunne tyde på, at manden var faldt bagud, men han ville ikke forsinke dem, bare fordi, at han lige skulle kigge. Bess lagde sig i front igen, sprang ud og ind mellem træerne, og tog turen mere som et spændende eventyr end et flugtforsøg.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

"Langt," sagde Tophaf og kiggede stadig bagud. "Meget langt. Ude af syne nu. Vi kan gemme os hvis vi vil. Det er lettest. Medmindre du stadig har energi. Energi er vigtigt. Uden den kan man ikke løbe, og så kan man ikke flygte." Hun grinede til ham og rystede lykkeligt på hovedet. "Manden havde ikke mere energi."

[Ramoan Ankad]

"Lad os bare finde et sted at gemme os. Det lyder lettest." Ramoan smilede svagt tilbage, og trak hende pludselig ind i et krat, der lå inde mellem træerne. Bess forholdt sig forbavsende roligt, og fulgte med så tavst, som den kunne. "Gemmer du dig tit for andre?" Hviskede Ramoan, da han havde sat sig ned på hug. Herfra var de godt skjul på skovstien.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf nikkede. "Hvis det ikke er let at komme væk," svarede hun hviskende og hendes hale slog en smule frem og tilbage. "Skove er svære at komme lydløst rundt i. Ikke let at flygte. Hellere gemme sig, så ens tavshed forhindre folk i at finde dig. Og det er også bedst ikke at miste energi. Hvis man da mangler mad."

[Ramoan Ankad]

Ramoan nikkede svagt. Han havde ingen anelse om, hvor lang tid det tog for kammeraten at give op, men han håbede, at det højest ville tage en halv time. Han krøb lidt bedre sammen, for at sidde bedre, og gjorde tegn til Bess om at ligge sig ned. Det raslede ganske svagt ved bevægelserne, men det stoppede så hurtigt, at de fleste ville tro, at de havde hørt forkert.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf sad anspændt med viftende hale og parat til at springe op hvis der kom en overraskelse. Alligevel vidste hun, at de ikke ville få ham at se igen. Hendes instinkter sagde, at han ville give op efter endnu et fald, og at han ville falde meget hurtigt. Men instinkter kunne tage fejl. Hun ventede tavst mens verdenen fortsatte sin normale gang uden dem.