Vi kan ikke alle ligne en bjørn

[Diana Tirina]

"Kedsomhed bliver din undergang," spåede Diana spøgefuldt, selvom hun endnu ikke havde hørt om nogen, der var død af den årsag. "Men du var også ligeglad i starten?" Hun vidste ikke hvor kold han var, men med tiden måtte det blive rutine.

[Finadore]

"Jeg er ikke ligeglad... det rører mig bare ikke." Sagde Dore ligeud. "Det har det aldrig gjort." Han holdte blikket rettet fremad og mærkede hvordan han begyndte at ignorere hende igen. "Jeg kan ikke sammenligne det. Jeg tænker ikke meget over hvem det er."

[Diana Tirina]

"Hm," lød Dianas svar og så op mod himlen, der var ved at mørknes langsomt. Det måtte snart nærme sig aften, skønt hun ikke vidste, hvad klokken var. "Holder du pause om natten?" Spurgte hun i stedet, og så mod solen i VEST, der tydeligvis var på vej end.

[Finadore]

"Noglegange, hvis jeg har tid og sted." Svaret var enkelt og kort. "Ellers ikke." Han trak på skulderne og rullede med hovedet. "Hvis du vil, kan vi godt. Satji bliver nok ved dig alligevel."

[Diana Tirina]

"Jeg forstår ikke, hvorfor den gider at blive hængende," sukkede Diana. "Det kan være den gør det, fordi den ved, at jeg ikke bryder mig om det." Hun himlede med øjnene. Det skulle ikke undre hende. Den slange var ondskabsfuld! Eller... Tæt på i hvert fald.

[Finadore]

Dore sendte hende et skarpt blik. "Bryder han sig ikke om dig, var du død. Det var et held jeg forhindrede det sidst." Satji rørte svagt på sig, som for at gør sig enig. Sådan var det. Der måtte ikke være tvivl om at Dore ingen magt havde over slangen. "Men siden du er i live..."

[Diana Tirina]

"Du havde gjort det lettere for dig selv, ved at lade mig dø," sagde Diana i et let, henkastet tonefald, med noget pensel der lige strøg flygtigt henover kendsgerningerne, på en lettere ligegyldig måde. Hun smilede og så op på ham med de røde øjne, der hurtigt skiftede til grøn og tilbage til rød, før hun kiggede lige ud.

[Finadore]

"Alting ville have været lettere hvis du var død, ja." Sagde han og trak på skulderne. "Men jeg får ingen penge for at slå dig ihjel. Det ville rent ud sagt, være nytteløst hvis jeg slog dig ihjel. Indtil videre." Satji rørte let på sig igen. Den sov stadig halvt, men ville gerne vågne. Dore rystede på hovedet over den. Slanger begik sig bedst i dagslys.

[Diana Tirina]

Diana så tankefuldt fremfor sig. Så han slog kun ihjel, hvis han fik penge for det. Hun kunne ikke afgøre med sig selv, om det var bedre. Det var tydeligt og mærke, da Satji bevægede sig, men hun havde besluttet sig for helt at ignorere den. "Indtil videre?" Drillede hun.

[Finadore]

Dore trak på skulderne og nikkede. "Indtil videre." Hvorfor skulle han gentage sig selv? Kunne hun ikke forstå det... Han sukkede indvendig og strakte ryggen. Ville han skulle trække ud på kvindemennesket i lang tid...

[Diana Tirina]

Diana lod samtalen være, den var ikke længere værd at holde fast i, og holdt sig for en gangs skyld tavs - utroligt nok. Hun gav sig i stedet tid til at se rundt i naturen, og stoppede pludselig, da der midt ud af ingenting dukkede nogle store svampe op, hvor hun ikke havde regnet med at se dem. Hun forlod stien, og bøjede sig ned for at studere dem nærmere, og godkendte dem til sidst som spiselige, uden at vide, om hun havde tænkt sig at bruge dem. Hun plukkede dem alle fem, og lod dem falde ned i tasken, før hun muntert gik videre.

[Finadore]

Han hørte hende stoppe og gå af vejen. Vendte sig om og kiggede på hende, løftede øjenbryn spørgende. "Er du sulten?" spurgte han så og ventede til hun indhentede ham, så de gik side om side.

[Diana Tirina]

Diana grinede bredt af hans spørgsmål. "Jeg er urtekyndig, det er normalt for sådan nogle at samle ind af lidt af hvert rundt omkring." Hun tænkte sig lidt om. "Men jeg er faktisk ikke sulten," afgjorde hun til sidst med sig selv. Hun så på ham. "Er du?"

[Finadore]

Han trak på skulderne. Han var næsten altid sulten, men det var måske fordi han også altid undertrykte det. Og han havde ingen problemer med at lyve overfor hende. "Nej." Svaret var helt enkelt og intet havde forandret sig i hans ansigt. "Er du... slags oplært?" spurgte han så. "Oplært urtekyndig..."

[Diana Tirina]

"Det kan man godt sige. Lad os kalde mig en læge uden healende evner, rent magisk set." Diana sendte ham et bredt smil, og satte tempoet lidt op, uden at vide, for hvis skyld hun gjorde det for. Det her tempo var stadig langsomt for ham, men Satji kunne bare vågne, og Dore kunne bare løbe videre, og så behøvede de ikke at vente på hende.