On the road towards rebelion

[Heltan Apon]

Højt på himlen stod solen, og dens stråler sendte varme ned over jorden med stor kraft. Det var midt på dagen - tidspunktet, hvor de fleste væsner i ørkenen holdt sig i ro og gemte sig i skyggen i forsøget på at undgå dehydrering. Det var den normale reaktion, i hvert fald. Der var blot et lille problem for et enkelt væsen, der ellers normalt opførte sig korrekt. En midanerhan beklædt med et bukselignende klæde lå kollapset på jorden, blødende fra et enkelt sår. Man kunne se spor af hans vandring, der underligt nok kom fra skoven på trods af midanernes normale forsøg på at undgå menneskernes territorium.

[Sillena af Mithri]

Sillena var en af de få adelskvinder, der vovede at betræde Midas hede, golde sand og hvis det ikke havde virket vanvittigt nok, havde hun også tre børn på slæb. De var alle fire beklædt i tynde lag af tøj og hun havde viklet tørklæder omkring deres hoveder, for at yde beskyttelse mod den ubarmhjertige sol. Hvad de skulle her var udenfor både Delaqs og Roux' fatteevne, men de modsagde hende ikke. Hun havde givet dem mange eventyr i løbet af kort tid og det var nok til, at de ikke spurgte hende hvorfor. Det blev endnu mere mærkværdigt et syn, da hun også trak en hvid hoppe efter sig. Ovenpå den sad en lille, lyshåret piger og svingede fornøjet med benene. Alt i alt ikke det mest almindelige selskab der tegnede sig i ørkenbilledet.
Efter at have vandret gennem sandet i et stykke tid, standsede Delaq pludseligt op. "Mor! Mor, der er noget derovre!" sagde han og pegede over mod en ubevægelig skikkelse, der lå et stykke fra dem.
Sillena greb uvilkårligt efter en dolk, der var gemt under tøjet, men efter at have stået et øjeblik for at afvente en reaktion, indså hun at den fremmede lå helt stille. Uden et ord skiftede hun retning over mod væsenet, hun endnu ikke var sikker på, hvem var. Men jo nærmere hun kom, jo mere tydede det på at være en fra Midas berømte ørkenfolk.

[Heltan Apon]

Man skulle ikke komme meget tæt på før man kunne se, at midanerhannens vejrtrækning var stødvis og ustabil. Ellers var han livløs og ubevægelig, uden andre livstegn end den problematiske indånding. Blodet vædede endnu sandet, og i denne sol ville han have brug for både mad og vand for at overleve. Han ville vågne dehydreret og syg - hvis han da overhovedet vågnede. Men det var tydeligt at han var et vildt individ af sin art. I modsætning til de, som var kommet i forbindelse med mennesker, var han ren - det var ikke mudder og jord, der gjorde hans pels beskidt, men sand og støv. Størstedelen af de vilde midanere foretrak intet tøj, men han bar et klæde som bukser, og i hans hår var fjer og knogler sat fast. Begge dele viste for et væsen, der kendte til midanernes traditioner, at denne var af høj rang i sin stamme - hvor end den nu var henne.

[Sillena af Mithri]

Da Sillena kom tæt nok på, blev hun hurtigt klar over, at den fremmede i øjeblikket ikke var nogen trussel for hverken hende eller børnene. Midanerhannen var hårdt såret og nærmest bevidstløs af smerte.
”Åh, han lider,” bemærkede Sionyii forfærdet oppe fra Hahrames ryg. Hoppen lod ikke til at være opskræmt af den sårede. Men Sillena var ikke overrasket, for hesten var trods alt blevet opdrættet af en fra samme race.
Sillena flåede sit lange skørt i stykker og sank ned på knæ foran den livløse midaner. Det tog ikke lang tid at lokalisere det åbne sår ved midanerens bryst og hun bandt nænsomt stykker af stof rundt om ham for at stoppe blødningen. Med et let suk strøg hun sig over panden, i tvivl om hvad hun skulle stille op. Hun kunne sandsynligivs tage sig af ham, til han havde det bedre, men hun var bange for hans reaktion, når han vågnede. Heltan havde fortalt hende, at midanere generelt ikke var hverken vant til eller glade for mennesker.
Da hendes blik faldt på de fjer og knogler, der var bundet fast i hans hår, tog en idé form i hendes hoved. ”Men det er jo vanvittigt,” mumlede hun. Dog havde hun allerede besluttet sig.
”Børn, vi må finde hans stamme. Hurtigt. Hahrame kan bære ham.”
Uden et ord gled Sionyii adræt ned fra hoppens ryg og i fællesskab fik de midanerhannen op i stedet for. Han hang slapt henover hoppen og Sillena vendte sig bort fra sine børn, for at skjule sin bekymring. Hun var ikke sikker på, at den sårede ville overleve med de midler, hun havde til rådighed.
Så hurtigt som muligt førte hun dem videre, uden helt præcist at ane, hvor hun skulle søge henne. Hun havde aldrig i sit liv set en midanerstamme, men hun bildte sig selv ind, at den hvide hoppe havde fået færden af noget, for den fulgte ivrigt efter hende, i den retning hun havde valgt.

[Heltan Apon]

Der kom ikke nogen videre reaktion fra den sårede andet end en svag stønnen da hun tog sig af hans sår. Det var tydeligt, at han havde smerter, da de flyttede ham op på hesten, og det vilde, lange hår faldt ned over hans skuldre da de fik ham sat til rette. Ved færten af hesten udspilede hans næsebor sig, en tale om hans sult. Heste var normale byttedyr for midanere, og før Heltan kom til blev enhver hest, der forvildede sig ind i landet, dræbt eller løbet til døde i midanernes jagt. Det var en ubevidst reaktion, som nok ikke ville forsvinde i deres levetid - hvis da hesteholdet blev fortsat efter Heltans død. Det kunne man være i tvivl om, specielt når man så midanerens reaktion på Hahrames lugt. Hesten selv var ligeglad - den var vokset op hos dem og havde lært at elske dem på trods af sine instinkter.
Der gik ikke lang tid, før man fik en fornemmelse af, at hesten var på sporet. I det fjerne bevægede en skikkelse sig over sandet, stoppede op og rettede sig til en stående position. Der ventede den et øjeblik, inden den faldt på alle fire igen og fortsatte over sandet. På trods af afstanden kunne man se, at den var menneskelignende, men den bevægede sig som et dyr. Det forsvandt bag en bakke, og man kunne kort efter høre en svag lyd af råbende stemmer.

Blot kilometer derfra, kommende fra den anden side, var Heltan på vej med Trom gående ved sin side. Deres destination var selv samme stamme, som Sillena var på vej mod, og han vidste, at de levede i området. Dette var deres jagtområde, og det var der, de hørte til. Mødet handlede blot om, at han skulle høre, hvor godt det gik med at finde føde, og om der var nogle problemer internt i flokken, som skulle løses. Generelt skulle han tjekke, om de endnu var med i pagten, men han havde ikke travlt. For ham var et liv med sin egen art trættende, og et liv med en fremmed art farefuld. Han kunne ærligt talt bedst lide at være alene.

[Sillena af Mithri]

Hahrame førte dem i et stødt, langsomt tempo gennem ørkensandet. Med ét standsede den hvide hoppe op og så hen mod en bakketop, anspændt og med hovedet hævet. Sillena stoppede op i samme øjeblik, hun mærkede modstanden i det reb, hun trak hoppen i.
Børnene var tavse som hende selv, imens hun overvejede sit næste træk. Svagt kunne hun høre stemmer på den anden side, og hun var ikke et sekund i tvivl om, at det var midanere hun ville møde, hvis hun fortsatte. Spørgsmålet var bare hvordan de ville møde hende.
Hun kastede et blik på den sårede midaner. Han var ikke iøjnefaldende på ryggen af hesten i selskab med tre menneskebørn, deres mor og en hest. Det var tvivlsomt ham, hun skulle sætte sin lid til, når midanerne skulle få et positivt indtryk af hende.
I stedet fik hun med børnenes hjælp den sårede han ned at ligge på jorden igen. Så sugede hun luft helt ned i maven og satte hænderne for munden. Hun udstødte et kald, som hun engang for længe siden havde lært af Heltan og havde hørt midanerslaverne bruge indbyrdes, når de hilste på hinanden over længere afstande. Det var en rusten udgave af det, men hun var overbevist om, at man ikke ville være i tvivl om hensigten.
Derefter tog hun en dyb indånding og gjorde tegn til børnene om at holde afstand fra hende. Sionyii trak hoppen med sig. Og så ventede de.

[Heltan Apon]

Ved lyden af hendes kald stoppede larmen på den anden side et øjeblik. Derefter kom den igen, og der var en blanding af forvirring og vrede, man kunne høre i stemningen. En skikkelse kom først op, derefter tre andre, og alle nærmede sig langsomt. De havde iført sig våben og rystning specielt udviklet til deres race og racens lange negle og specielle kropsbygning. Iblandt dem var der en hun, og kun den ene af hannerne bar dækkende tøj, som ikke var rustning på arme og bryst - et klæde om livet. De kommunikerede konstant lavt med hinanden da de kom nærmere, målte først hende med øjnene, derefter børnene, og hunnen slikkede sig faretruende om munden ved synet af dem. Hvis menneskerne ikke så midanerne som noget værd, hvorfor skulle de så acceptere menneskene som betydningsfulde og børn som følende?
Det var da de fik øje på hesten. Det var ikke engang synet af midaneren på den, som de ikke engang havde opdaget endnu. Det var hesten de reagerede på, som fik dem til at stoppe op og betød, at deres samtale blev mere højlydt. Det gik så stærkt og var så vildt, at det var svært at skille ordene fra hinanden, men ordet 'Hreltan' blev gentaget nok gange til at bekræfte, at det havde stor betydning. Det gestikulerede vildt mellem hinanden, mod hesten, og derefter mod Sillena, som de havde konkluderet var leder af denne underlige flok de var stødt på. De brugte gentagne begreber som 'at stjæle' og 'at dræbe', ofte kort efter eller før ordet 'Hreltan' blev nævnt. En brise kom forbi over Sillenas skulder og var lugten af hanmidaneren til deres næser. Det var alt, de behøvede, for at genkende ham, og de blev tavs og forvirrede. Så vendte den ene af dem hovedet, og han kaldte på samme måde som Sillena havde gjort - bortset fra, at han gjorde det korrekt og uden problemer.

[Sillena af Mithri]

Sillena var oprigtigt skræmt. Disse midanere kunne ligne Heltan på mange måder, men deres adfærd var langt mere dyrisk og deres ord var usammenhængende og foruroligende at lytte til. Hun kunne udelukkende takke sit liv som adelskvinde for, at ligne en, der tog det hele med ophøjet ro.
Det eneste ord, hun kunne opfange, var navnet Heltan, og selv det blev udtalt på en mystisk måde. Der kunne være mange grunde til, at det dukkede op i deres samtale. Måske på grund af hendes familie eller den hoppe, Heltan havde overladt i deres varetægt.
Det gav et svagt sæt i hende, da hun hørte tegn fra den sårede hanmidaner ved siden af hende. Hun kastede et blik ud af øjenkrogen. Han var ganske rigtigt vågen, men stadig meget svag. Der var opstået en tavshed over den ellers højtråbende flok, og nu var hun i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Det var ikke let at forklare situationen til nogle, der ikke talte samme sprog eller delte de samme skikke.
Efter et kort øjebliks overvejelse udtalte hun ordet goddag på midanernes sprog og forsøgte at forklare med f*gter, at hanmidaneren på hesten var blevet fundet såret.

[Heltan Apon]

Da de genkendte hanmidaneren blev de endnu mere oprørte, og gestikulerede og råbte lidt videre af hinanden. Som om de ikke opdagede hendes forsøg på at tale med dem. En af dem vovede sig nærmere og spurgte på utydeligt midansk, om hun kunne forstå dem, mens de andre så ud som om de ikke kunne lide tanken om at kontakte hende på deres eget sprog. En anden blev kommanderet tilbage til flokken af hunnen, som trippede lidt fra side til side. Midaneren på hesten stønnede svagt og lukkede sine øjne, tydeligt syg. Og man kunne ikke sige, at hans tilstand var positiv for hendes sag.
En ny midaner fra flokken fulgte med dem, som tidligere havde været der. Den var yngre og af hunkøn, og hun var den første midaner der faktisk etablerede øjenkontakt - en måde for mennesker at kommunikere på, som midanerne ikke brugte. Men denne hun lod til at kunne en lille smule af menneskernes skikke, og hun tog et enkelt skridt frem. "Du!" sagde hun først med tryk på ordet, som om hun var bange for at det ikke ville komme ud, hvis hun blot lod det flyde naturligt. "Hvrorfor du hrest mand?" spurgte hun og pegede på dyret såvel som midanerhannen på hans ryg. En af de andre midanere sagde noget til den yngre, og hun lod til at tysse på ham med irritation.