Les Miserables

[Finadore]

Dore kiggede undrende på manden og grinede så. "Nej, man glemmer ikke børn! De snager sig fast i dit sind som iler, og man kan ikke få sig selv til at gå... Det er svært at forklare..." Han hældte langsomt rommen op i sit krus og skænkede op til V. "Det... " Øjnene blev fjerne og han tog en stor slurk. "Et instinkt." Savnet steg kort op i hans bryst, men forsvandt hurtigt igen. "Firlinger... Bare hver glad for at du starter med én!" Han hostede og grinede så fjoget.

[V Baleckali]

”Men jeg vil slet ikke starte!” udbrød V ynkeligt og trak sit krus til sig, som var det medicin han drak og ikke for at blive – om muligt – endnu mere beruset. ”Det er uretfærdigt! Vi havde ikke snakket om det, det var Dagmar, den heks…”
Han hang tungt indover bardisken med en hovedrysten. ”Jeg bliver en elendig far. Se bare på dig, du ligner ikke en, der klarer det for godt og alligevel er du bedre end mig. Jeg er bedre end ingen!” Han slog opgivende ud med armene.

[Finadore]

"En heks?" Dore blegnede og drak mere. "Ikke planlagt? Sig mig, er der nogle der decideret planlægger at få børn?!" Han ignorerede bevidst tanken om den samtale han skulle have med Gilvasa, når han så hende igen. Den næste kommentar fik ham til at tøve. Far. En far. Var han en god far? Tvivlen dulmede hans fuldskab. Hvordan kunne han være en god far? Han sad på en usikker barstol og drak, som om han ingen bekymringer havde i verden - mens hans kone, og fire børn rendte rundt ude i skoven. Hans tanker faldt på sin egen far, og han overvejede om han var ved at blive som ham. En skygge af en far. Et mørkt udtryk gled over hans ansigt.

[V Baleckali]

V sank mumlende hen i en samtale med sig selv, hvor han argumenterede for at man burde kunne planlægge børn. Vælge dem fra og til. Det burde være så let, som hvis man skulle beslutte sig for, om man ville købe et sværd eller ej – eller i hans tilfælde selvfølgelig, om han skulle stjæle det.
Da han så op på Dore igen, var der noget forandret ved hele den andens holdning, manden var mere nedtrykt end før. V rettede sig op og gav den anden et par akavede klap på skulderen, før han trak sig væk igen.
”Hey, rolig nu, det var ikke ment sådan,” sagde han, overbevist om at han havde såret den anden med hentydningen om, at han var en dårlig far. ”Der er bare de der typer, som har styr på det, ikke? Ikke? Og dem er vi ikke.” Han rystede på hovedet. ”Vi sidder trods alt her.”
Han bredte sine arme ud som en gestus for den kro, de havde valgt at tilbringe deres tid på, fremfor andre steder, hvor de måske burde have været.

[Finadore]

Den fremmedes ord fik ikke Dore til at føle sig bedre. Han kiggede bare sort på den anden, og bundede sit krus med rom. "..." Tankerne flød rundt og hans kæber arbejde hårdt. "Du..." Han tænkte på børnene. Allu.. den lille pige. Wailee. Cisean. Og Buck. De var ikke tabt bag en vogn. De var skarpe - i det mindste nogen af dem. "Der er ikke nogen, der ved om de dur til det, før de har fået børn," sagde han så lavt. "Og du har ingen endnu." Mere rom. Mere alkohol til at dulme tankerne, smerten og de nye spørgsmål. Var det hele med Gil en fejl. Hun fortjente en anden. Han var tabt - han var et monster. Og selv hans nyfundne familie bekræftede ham i hans værste frygt. Det lå i hans gener at være en dårlig far - i hvert fald delvist.

[V Baleckali]

V sad i tavshed et stykke tid. Han var overbevist om sin uduelighed til rollen som far, om barnet så var født eller ej. Der var meget i ham, der skreg om ikke at gå tilbage til Tlagie. For det bedste. For barnet og for hans egen skyld. Men ikke for Tlagies. Han tvivlede på, at hun ville forstå det. Langsomt drejede han hovedet mod Dore. Manden var langt fra den fulde tåbe i hawaiiskjorten fra brylluppet, som han huskede det. Der var ikke meget fest over ham denne gang.
Han hamrede en hånd i bordet efter at have taget en pludselig beslutning. ”Okay!” sagde han bestemt. ”Okay, så lad os snakke. Hvad er det, der plager dig?”
Nogle påstod at det var godt at åbne op. Han påstod, at det var godt at overskygge sine problemer, ved at høre på andres.

[Finadore]

"Alting!" mumlede Dore vredt og tømte et krus øl igen. Rejste sig op og rystede skuldrene. "Det må stoppe. Hvad gør man når man bare er fuld og vil glemme alt det dårlige?!" Dårlig balance. Han vaklede let, overrasket og chokeret. "Huh..." Greb fat i kanten på et bord og V's skulder. "Vi MÅ snakke om noget andet, ellers blijer jey bare et lyseslukker!" Han pegede på kroejeren. "......MUSHCIK!"

[V Baleckali]

V fik i dette øjeblik et glimt af den Dore, han havde mødt til brylluppet for flere år tilbage og før han nåede at sige andet, havde krofatteren styrtet hen til musikerne og bedt dem om at spille op til dans. ”God idé!” brølede V i stedet og bundede sit glas med rom, hvorefter han skubbede en stol til side og trådte ud midt i krostuen.
Hvad der altid fulgte med V, når han var fuld, var hans tvivlende rytmesans og med ét vuggede han til musikken – dog meget ude af takt. ”Det her lærte jeg engang i Neramore,” sagde han og standsede op. ”Nej hov, der er vi jo allerede… Nå, men se her!”
Han demonstrerede en meget mystisk stepdans og bredte armene ud mod Dore, som for at give signal til, at det var hans tur.

[Finadore]

Dore overtog pladsen på dansegulvet med et elegant buk. "Og nu.... Jeg viser jer!.. Munkenes morgenrytme!" Han satte sig på hug og strakte armene ud til siderne i en voldsom bevægelse. Langsomt, og med lukkede øjne, viste han den ældgamle dans, der bestod af en række slag, spark og som krævede en udsøgt balance. Han endte med håndfladerne mod hinanden og bukkede igen, gjorde plads til V.

[V Baleckali]

V stod og klappede ude i siden, meget højlydt og imponeret. ”Nej!” skreg han, da Dore afsluttede sin munkedans med endnu et buk. ”Nej, vi vil se mere. Du må lære mig det,” insisterede han og fik væltet sig ned i skrædderstilling på gulvet. Han rynkede panden i høj koncentration og bredte så armene ud til siderne. Han kiggede op mod Dore. ”Er det her rigtigt?”

[Finadore]

Dore spærrede øjnene op og grinede af den høje mands forsøg på at efterligne ham. Det føltes som om det var første gang i mange år, at hans ansigt havde tilladt en sådan følelse at trænge frem. "Du skal stå på tær, ryggen ret, og så langsomt skal du flytte armene ud til siden," klukkede han og demonstrerede bevægelse. Stadig let om hovedet slog han en eller to stole omkuld inden han fik rettet sig op igen. Så viste han hurtigt de næste trin, hvor man langsomt løftede venstre ben, og træk det til sig, efterfulgt af en hårdt, fladt slag.

[V Baleckali]

V gjorde sit bedste for at efterligne, men selv i fuld tilstand var det ikke særligt vellykket. Han sukkede frustreret. "Men du gør det så elegant, det vil jeg også!" sagde han og rettede sig op efter bedste evne. Som om det nogensinde skulle blive en realitet, at han kunne udføre munkenes morgenrytme. Lettere opgivende gjorde han f*gter til musikerne om, at de skulle spille højere og så kiggede han sig rundt i kroen efter et passende offer. "Dore," sagde han pludselig meget alvorligt med rynket panden, imens han stirrede intenst på to mænd, der havde sat sig i et hjørne tættest mod døren. "Er det bare mig, eller mangler de et festligt pus i deres liv?"

[Finadore]

Først overrasket over det alvorlige udtryk i den anden mands øjne, så afventende stod Dore med hænderne i siden. "Hve... Dem der? Den rødhårede og ham der.. Har han grønt hår? Eller er det bare mig?" Undrende øjne spærrede sig og blev knebet sammen igen. Han lænede sig tilbage på foderne og stod lidt og vippede behageligt frem og tilbage. "Skal de have en sving-om? Vi skal bare lige have afmonteret deres snigmorder-våben under tøjet, men det burde ikke tage lang tid for dig.. vel?" Et fjoget grin bredte sig på det blege ansigt, da han nikkede mod V. Han havde på fornemmelsen, at den høje halvelver var bedre til at gå ubemærket, end først antaget.

[V Baleckali]

”Præcist, ham med det grønne hår. Forfærdelig smag han har sig,” V skar ansigt og spærrede så overrasket øjnene op. ”Snigmordere? Hvordan kan de være det med de der hårfarver?”
Han rystede på hovedet. Det var ikke lige faldet ham ind, at de kunne være snigmordere, så det var meget nyttigt at have Dore med sig.
”Nu skal du høre, hvad vi gør. Vi går derover og spilder øl ud over dem, så de bliver så distraherede, at vi kan tage deres våben.” Det lød måske ikke rigtigt som en god plan, i forhold til at de gerne ville hive dem op til dans, men i hans fulde ører var det genialt. Specielt fordi den involverede øl. På den anden side var de så fulde, at det sikkert ville lykkedes dem. Der var noget rom kunne gøre ved folks success.

[Finadore]

Dore nikkede af udsagnet. "Ja, dårligt valg af hårfarve, men hvem ved, måske er han formskifter!" Han grinede hæst og gjorde sig klar til at gennemføre idéen - havde trods alt ikke noget bedre forslag. "Du går først, og så kommer jeg lige bare svefter," mumlede han lavt og skubbede den anden foran sig. Da de nåede den grønhårede mand, puffede Dore lige så forsigtigt ("forsigtigt" er måske så meget sagt) til V, der svang øllet rundt, og udover mændene. Meget kunne man sige om Dore (specielt når han var fuld), men evnen til at forudse hvordan man sætter gang i en kædereaktion, der ender med et ønsket udfald, var dog en af hans stærke sider. Dog kun når det handlede om fysiske bevægelser, og vrede mænd. Han ville aldrig forsøge at begå sig i det kvindelige sind..