Unknown adventures

[Shinee]

Tilda nikkede og kiggede kort på Ryonell. "Sæt dig ned, unge mand og skru ned for lydniveauet," sagde hun så bestemt. "Jeg tænker at vi tager det roligt så langt tid vi kan," svarede hun, idet Shinee trådte igennem døren. Shinee derimod var tavs indtil Eremis spørgsmål, og så lige et par minutter til. Hun følte sig alt andet end tilpas, men dog mere komfortabel end da Eremi sov. "Hvis du mener... Det gav mening det meste af det. Jeg.. så det jeg så." Hun slog blikket ned og satte sig på kanten af sengen.

[Aijou Ishi]

Da Eremi var den, der sagde det, følte Ryonell det nogenlunde acceptabelt at følge ordren. Da Tilda blandede sig, blev hans lyst til det dog formindsket noget så grusomt, og specielt den vampyriske side af ham hungrede efter at gøre hende fortræd. Trods den hjælp, de gamle havde været, så brød han sig ikke om dem. Det eneste, der endelig fik ham sat ned, var dog, da han fangede Eremis udmattede blik, og med et stik af bekymring overgav han sig og satte sig ned med et "hrmpf." Det føltes endnu, som om de forsøgte at holde ting skjult for ham, og på sin vis havde han ret.
I hvert fald, så håbede Eremi på at kunne trække den så længe som muligt ved at gennemgå nogle andre ting først. Shinees ord var dog ikke som han ønskede, og havde han ikke allerede været så bleg, så ville det kunne ses på ham. "Så..." Det var ikke noget jeg drømte. Ingen grund til at nævne det, nej, for det var allerede bekræftet. Hans mareridt var ingen drøm, men et virkeligt helved inden i hans hoved. I et forsøg på at vinde sig mere tid tog han en slurk af teen, desperat efter lindring for hans smerter. Hvis de dog bare kunne have ventet et øjeblik endnu inden de kom, så han kunne være kommet en smule mere ovenpå. "Det var ikke meningen." Så kort kunne det siges, og selvom han ikke vidste, hvad der var foregået, havde han hypoteser omkring det. Og da det havde været hans hoved og hans minder, så vidste han med sikkerhed mere end hun gjorde.

[Shinee]

Tilda rystede på hovedet. "Det tvivler jeg på at nogen tror det var," mumlede hun og holdt godt øje med Eremis tilstand. Han skulle nødigt falde om eller få det værre. Shinee ventede stadig tavs. Hun ville gerne snakke med Eremi om den sorte tråd, der ikke havde været hans, løse bare det mysterie, uden at blive blandet for meget ind i familiens fortid og stridigheder, som var uundgåelige.

[Ryonell Bornakore]

Træt flød Eremis blik over de tilstedeværende mens han endnu sippede til teen i håb om, at det kunne få ham til at få det bedre. Teen smagte forfærdeligt, men han havde både prøvet værre og var villig til at betale den pris. "Er der nogen spørgsmål?" åndede han langsomt, og tog en ordentligt slurk af teen, så den brændte ham i ganen og svælget. Ikke slemt nok til at efterlade en smertende følelse, men nok til at det var ubehageligt.
Fra sin plads havde Ryonell dog et sikkert og bestemt svar. "Mange." Det var sagt kort og hårdt, som for at betegne hans utålmodighed og irritation. Eremi sukkede dybt, endnu igang med at hitte rede i sine minder og præcis hvad der var sket.
"Jeg mente nu din kone, men vi kan også gå efter tur." Det var så børnevenligt, og han kunne udemærket forstå sin bror. Tålmodighed havde heller aldrig været noget Ryonell havde haft - ærligt talt, så var det intet de to var blevet givet i fødselsgave selvom Eremi altid havde været bedre, men efter det sygdomsforløb og de problemer Eremi havde haft, så var tålmodighed blevet ham påtvunget. "Hvad er så dit første spørgsmål?" Hans stemme fik stille og roligt mere kraft, som teen havde sin virkning, og han kunne mærke dette ville blive ubehageligt.
"Hvad skete der?" bad den yngre mørkedæmon at vide.
Med sin gode arm lod Eremi en hånd gå gennem sit hår. Ja. Det var jo lige det. "Jeg er ærligt talt ikke helt klar over, hvad der foregik rent fysisk. Mit gæt er, at jeg... fjernede mørket fra mig selv i en sådan grad i min... panik, at det... Da det igen gjorde indtog i mig trak det alt mørket omkring mig med sig. Hvilket betød, at alt og alle, der er berørt af mørke... fulgte med." Ind i mit sind. Det burde nok blive sagt højt, men allerede nu gjorde det for ondt at snakke. En videre forklaring kunne sikkert følge, når teen for alvor fik sin effekt. "Og Shinee?" Hvad kunne hun finde på at spørge om, og ville han blive tvunget til at diskutere med sin lillebror om, at han skulle forlade rummet? Hvis der var en, som intet skulle have at vide om hans sind, så var det hans kære lillebror Ryo.

[Shinee]

Tilda lyttede opmærksomt, velvidende at hun vidste mere end Ryo, men det var blot en begrænset viden. "Jeg tror Ryonell har mere han gerne vil vide. Jeg kan vente.. Og dog. Jeg vil godt bekræfte det du lige sagde; jeg er enig. Men ikke alt berørt af mørke, hvis du mener alt med mørke i sig. Alt der kom til at røre ved dit mørke... blev.. ja.." Hun slog ud med armene. "Jeg har ikke spørgsmål som du kan besvare. Jeg vil gerne snakke med dig om mørket. Og det fremmede mørke. Men alt det andet, det er ikke mig..." Øjnene løftede sig og hun stirrede direkte på Eremi og håbede han forstod. "Men du kan ikke det hemmeligt for altid."

[Ryonell Bornakore]

Da hun begyndte at snakke trak han på den ene skulder, på den måde, som han plejede at gøre for at undgå for mange smerter. "Var det alt, som mørket rørte, ville Tilda også været blevet taget med. Det blev hun ikke, hvilket betyder, at det kun er folk med mørke i sig... Så man kan sige, at jeg ubevidst forsøgte at... stjæle jeres mørke og bevidsthed." Og han havde, i situationen, været for svag til at smide dem ud igen. Jo mere han tænkte over det, jo mere begyndte han at frygte, at han måske havde været ved at fange dem i sit eget sind. Hvilke konsekvenser var der kommet af det? Og... var det overhovedet muligt? Hun fortsatte dog med at snakke, og som han lyttede til de sidste ord blev hans ansigt mere stift. Han mødte hendes blik længe nok til at vise, at han nok selv skulle holde styr på, hvem der fik hvad at vide hvornår. Derefter tog han endnu en slurk af teen og flyttede blikket mod Ryonell igen. "Hvad så?"
Den yngre trak vejret irritabelt. "Hvorfor?" Hans bror havde kontrol. Han havde altid oplevet, at hans bror havde kontrol over sit mørke, ligesom han altid havde kontrol over sine følelser. Hvordan kunne han så pludselig miste alt og bring alle i farer?
Eremis blik søgte over til Tilda for et øjeblik, da han blev mindet om grunden til alt det her. Hans perfekte far, der altid gjorde det bedste og aldrig gjorde noget for at såre andre, kunne ikke have gjort noget sådant... Men knægtens øjne havde været gule som han havde oplevet det i sin familie, og han havde været rørt at mørket ligesom dem. Havde gemt mørket i sig, selvom det var for svagt til at vise sig - hvilket også passede til deres far, som kunne magien i teorien men var for svag til at gøre det i praksis. "Jeg fik noget..." Igen var hans stemme lidt tydeligere, og han var tydeligt i bedring. Langsomt med sikkert forsvandt hans smerter. "... noget information, som jeg ikke forventede." Ryonell rynkede brynet ved de ord. Det lød... farligt, hvis det skulle ende så drastisk. "Noget viden om vores familie." Som Ryonell ærligt talt ville leve bedst uden. Og hans reaktion bekræftede det. Hans øjne udvidedes og han blev tøvende og forsvarsberedt.

[Shinee]

Hun ventede på at Eremi forsatte med sin historie, velvidende at hun ikke kunne gøre andet. Men ved synet af Ryonell flyttede hun sig ubemærket, så hun kom imellem ham og Tilda. Bare for en sikkerhedskyld.
Tilda vidste at det næppe var en god idé at blande sig, når Ryonell var i det humør. Hendes isblå øjne var i stedet rettet mod Eremi, og hun smilede beroligende. Han kunne sige hvad han ville, og når han ikke ville sige mere, så måtte hun tage over. Det nyttede ikke at gemme på denne hemmelighed i flere år fremadrettet. Det kunne ødelægge ting.. hvis det forblev usagt.

[Ryonell Bornakore]

Tavsheden var til stor frustration for Ryonell, og han var nødt til at bide vreden i sig da han fortsatte samtalen. I det mindste for nu. Hvad handlede det om i deres familie? Hvilken del af det? Var det- nej, han gad ikke vente længere. Han kunne få svarene, og han ville have dem. "Og hvad er det så for noget viden? Som fik dig til at sætte min kone i livsfare?" For den anden fyr, der valgte at flygte, var noget så ligegyldig. Han kendte ham, men som mange folk var han ubetydelig, og i deres nyere tilstand var han ikke meget mere end føde.
Men i det mindste var hans toneleje nogenlunde kontrolleret, og han råbte ikke. Det var lige rundt om hjørnet, men han råbte ikke, så Eremis endnu tilstedeværende hovedpine blev ikke udfordret. "Det handlede om vores far." En klump havde på en eller anden måde formet sig i hans hals og klemte mod hans strube, så det var svært at snakke. Hvad for et underligt fænomen var det dog? For ikke at nævne, at Ryonells hænder knyttedes til næver. Inden han fik mulighed for at tale, dog, valgte Eremi at fortsætte. "Det viser sig, at han havde nogle... områder, hvor han ikke var så... påpasselig som vi troede. Men jeg tror, at Tilda bør fortsatte, da jeg..." Hans skarpe blik faldt på kvinden, og han måtte skjule en del frustrationer for dem. Hvoraf de fleste var rettet mod hans far og ikke hende. "Ærligt talt ikke ved så meget." Han havde dog samlet sin magi allerede. Der var ingen tvivl om Ryonells reaktion når nogen vovede at påstå den slags om hans elskede far. Om vampyren så ville rette sin vrede mod sin bror eller den ældre dame var ikke til at bedømme.

[Shinee]

Tilda rømmede sig og kiggede fortsat på Eremi. "Jeg har en søn. Den unge mand som du," hun nikkede mod Eremi," også fangede i dit mørke. Jeg er hans mor, det giver vel sig selv. Men hans far var en mørkedæmon..." Hun vippede hovedet lidt fra side til side og vidste at hun var nødt til at sige det direkte før Ryonell forstod det. "Hans far var Szuraim.. Bornakore." Hun gav Eremis hånd et klem igen og smilede svagt. "Jeg vil svare på alle spørgsmål du har.. hvis jeg kan."
Shinee flyttede ikke blikket fra Ryonell, men forberedte sig på at kaste sig selv og Ryonell ud af døren for at undgå at nogen kom til skade. Fjerne ham fra de to levende væsner, de to med den fristende bankende puls, der blot ventede på at en af dem mistede kontrollen.

[Ryonell Bornakore]

Begge brødre var spændte som fjedre mens konen snakkede, for Eremi var udemærket klar over mandens reaktion. Hans egen havde jo ikke været noget at prale af, heller, og den havde også været livsfarlig i sidste ende. Men om han kunne hævde sig selv bedre eller ej, så skulle det ikke ende i mordet på nogen som helst. Specielt ikke en dame som Tilda. Selvfølgelig tog det noget tid, før Ryonell fangede hvad de snakkede om, og selv da han hørte navnet tog det ham et øjeblik at sætte alle brikkerne på plads. Szuraim... Bornakore... men det var jo... hans... far...
En overvældende bølge af vrede steg op i ham, og han blottede arrigt tænderne af hende. "Det kunne han ikke finde på!" knurrede han, og lyden kom dybt nede fra hans strube. Det tog blot få sekunder før han sprang på hende, blændet i sin vrede. En mur af mørke mødte ham og stoppede hans hænder fra at fange den gamle dames skuldre.
Eremis ene hånd var stabilt løftet, og han sendte sin bror et langt, hårdt blik. "Tag dig sammen, Ryo," beordrede han, men mørkedæmonen - vampyren - knurrede kun arrigt af ham.
"Hold din kæft!"

[Shinee]

Tilda kravlede baglæns i sengen og stille sig op af væggen, stadig tæt ved Eremi. "Jeg ved ikke hvad han kunne finde på... Men det her gjorde han. Og det kan du ikke ændre," hvislede hun og ønskede for et split sekund at hun havde Hildas evner - eller blot søsterens tilstedeværelse..
Shinee rejste sig med et sæt og lagde en hånd på Ryonells skulder. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men vidste at Tilda ikke måtte dø.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell knurrede blot ordløst af Tilda og rystede Shinees hånd af sig. Hans vinger spredtes og fyldte hele huset. Det blev pludselig meget tydeligt, at det var timer siden han havde spist. Selvom Eremi endnu ikke lå på menuen, så var han endda villig til at såre ham for at få sin premie. Hun skulle ikke sige sådan noget... hun skulle ikke sige sådan noget om hans far! Hans far var fantastisk, hans far var god, og han var ikke en, der ville gå imod sin hustru. Elskede. Hvad de end havde været, hans forældre.
Efter at have trukket sig en smule tilbage sprang han frem mod mørket igen, denne gang med vingerne som fremdrift. Han styrtede mod kvinden, mens han forsøgte at sprede skjoldet foran sig, men det eneste, han opnåede, var at blive omkranset og fanget istedet. Eremi havde løftet den anden hånd, hans dårlige arm, og holdt sin lillebror fast i luften. "Træk vejret dybt, Ryo. Du kan ikke nå hende - det vil jeg ikke tillade. Så køl ned, så vi kan snakke istedet." Hans stemme var næsten følelsesløs. Ryonell lod ikke til at lytte og forsøgte igen at nedbryde mørket, og da Eremi mærkede ham trække på sin allerede udbrændte energi var valget ét.
Døren smækkede op med et brag da tråde af mørke samlede sig omkring håndtaget, og mørkedæmonvampyren blev slynget ud i den voksende storm. Selvfølgelig fik han grebet sig med vingerne.

[Shinee]

"Jeg går ud efter ham," mumlede Shinee træt, og smilede undskyldende til Eremi og Tilda. "Jeg ved godt at han ikke er perfekt. Men I må indrømme at.. Ja, det kunne have været værre."
Tilda rystede opgivende på hovedet over Ryonells reaktion. Da han var ude af døren, og Shinee var fuldt efter ham, vendte hun sin opmærksomhed tilbage på Eremi. "Du må havde flere spørgsmål end det. Lad os udnytte den tid vi kan få uden det spetakel.. og håbe hun kan holde ham lidt hen."
Imens stillede Shinee sig foran døren og kiggede langt efter Ryonell. "Ryonell..." Ordene var for engangskyld svære at finde. "Vil du ikke godt lige... komme med mig? Vi er nødt til at få noget at spise. Noget andet end.. Tilda."

[Ryonell Bornakore]

Det eneste svar Ryonell gave hende i første omgang var en dyb knurren. Spise noget? Noget andet end Tilda? Når hun sagde sådan noget, så fortjente hun at blive spist, og han kom på benene og kiggede længe på huset med det dunkende, brændende ønske om at tage tilbage til hende. Hans tænder var blottede i en snerren, men en lille, logisk stemme fortalte ham, at han ikke ville kunne nå hende. Der var både Shinee, Eremi og heksen selv til at beskytte hende. "Hun lyver," endte han til sidst med at knurre, før han kiggede på hende. "Hvor?" Hvilken by ville hun give ham lov til at smadre i sin vrede? Forhåbentligt en stor en. Han ville få brug for en stor en.
Eremis blik lå på døren i en tid efter Shinee var forsvundet, blot for at blive sitter på, at broren ikke ville komme tilbage med det samme. Mørket i rummet var stadig den mindste smule fortættet, klar til at omkrænse ham og afskære hans vej. Blot fordi fysikken ikke var med, så kunne Eremi endnu kæmpe. Det tog blot en smule på hans hoved. "Ja, jeg har," svarede han til sidst og flyttede sit blik mod den ældre kvinde. "Hvorfor sagde du intet?" Mørket forsvandt langsomt, stadig klar til at reagere, hvis Ryonell kom tilbage.

[Shinee]

Hun rullede med øjnene og holdt øje med hans mund, som afslørede hans sindsstemning mere end noget andet. ".. nej... Det tror jeg ikke hun gjorde..." hviskede hun lavt, men vidste at han næppe ville lytte til nogen fornuft. I stedet trak hun bare på skuldrene og pegede i en tilfældig retning, ude af stand til at kunne fremkalde et indre kort. "En by. Dén vej."
Tilda sukkede dybt og blikket gled mod gulvet. "Det.. Da vi fandt dig, vidste jeg ikke om han var i live. Jeg vidste ikke hvor han var og jeg så ingen grund til at bringe det op, slet ikke når du var så ung og du var.. dig. Skønne, men lille dig, Eremi," hun smilede ved minderne, der på sin vis var hårde, men også bevidnede om en tid hvor der var blevet opbygget en tillid ulig noget hun havde oplevet med andre væsner. "Og da han kom hjem, var han voksen. Stor. Og du var allerede afsted på din egen færd. Jeg tænkte vel bare at når tiden kom hvor.. jeg blev konfronteret med jer, så var tiden inde til at sige det. Desuden havde du sikkert ikke troet på mig, hvis ikke du havde set ham selv.. og han er ikke ligefrem nem at få fat på."