Unknown adventures

[Ryonell Bornakore]

På trods af den store forandring i hele hans måde at være på og hele hans oplevelse af livet, så var Ryonell ikke klar over hvor stor en forandring han var kommet igennem. Måske fordi hans had til hele verdenen uden for resten af sin familie endnu var så stort, at han var parat til at slå dem ihjel hvis de så meget som krydsede hans vej forkert. Han var endnu ikke og ville nok aldrig blive en venlig mand - i hvert fald ikke overfor fremmede. Men i familiemæssig sammenhæng var Szuraim begyndt at skinne igennem når Ryonell betragtede sine børn eller sin kone. Som nu, hvor børnene smuttede og ikke kunne se, hvor blød han kunne blive når han ikke tænkte over det. Han kom dog i det samme ud af tankegangen og rettede blikket mod Jhanin. "Også du. Kom af sted."
Flagermusen peb og kom med noget, der lignede et svagt nik inden den smuttede, og Ryonell kiggede igen ned på Eremi. En del af ham var bekymret, for sveden var stadig på mandens ansigt og han virkede ærligt svækket. Han var stadig ikke klar over, hvad der var foregået, men det var tydeligt at Eremi var hårdest ramt. At Eremi havde været centrum. Det lod også til, at den irriterende ninja også var blevet dybt berørt af det hele, men Ryonell fandt ham ligegyldig. Kun Shinee og Eremi havde en rigtig betydning i den situation, og selvom han frygtede at Shinee havde været døden nær, så var Eremi nu den, der led mest. "Vi skal indenfor," mumlede han derfor så, for han skulle finde ud af, hvad i alverden der havde fået Eremi til at bryde fuldkommen sammen.

[Shinee]

Et smil gled over hendes ansigt. Kun ganske kort, før de mange tanker bølgede tilbage i hendes sind, kvælende og store. Store som skyerne, der stadig truede i den vage horisont, og hun mærkede en kulde løbe langs rygraden. "Lad os.. gå indenfor." Hun fik forrest - førte Tilda ud i havet, løftet af badebroens spinkle, men stærke struktur. Vandets overflade forekom rolig, men strømmen var stærke, bølgerne slog højt. Som afspejlede det hendes følelser.
Shinee tog fat i dørhåndtaget og hvilede panden et split sekund, inden hun åbnede og lod de andre komme ind.
Den slidte blå vægmaling virkede bleg i den sære skær. Der var ingen varmekilder, intet køkken - det var trods alt overflødigt, da familien var vampyrer. I det fjerne hjørne stod en stor seng - Ryonells og hendes, der dog sjældent blev brugt. Der lå et par puder og to-tre store tæpper i sengen, og pyntede mere end nyttede. Når hun sov, gjorde hun det andre steder. Til venstre for døren stod et stort staffeli med et ufærdigt lærrede. Hele dette nærmeste hjørne flød med maling, alle farver og former, brugte og ubrugte lærreder, store og små.. Ryonell's hjørne. Modsat fandt man det store skrivebord, som hun havde slæbt med sig, en reol fyldt med bøger og noter, og blæk, penne, og andre nyttige redskaber i store mængder. Det eneste der afslørede, at der boede andre end de to voksne, var de utallige tegninger skitset og farvelagt af børnehænder, som hang overalt i rummet - samt den lille stige der førte ovenpå, og hvor der hang en dukke på.
Efter et langt blik på den ødelagte sofa, der stod udenfor, på en lille terrasse, stillede hun sig hen til stigen. Tog dukken op og smilede inden hun kastede den op på loftet. "Jeg undskylder rodet."

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fulgte blot med ind i deres lille hus mens han rankede lidt op i grebet på sin storebror. Hans blik strejfede ikke engang resten af huset da han manøvrerede sig forbi de to andre, skubbede et væltet lærred til side på vejen og forsigtigt lagde sin storebror dér, det eneste sted i husets underetage, der for alvor kunne bruges til at lægge syge eller bevidstløse folk på. Hans hånd strejfede lige brorens pande i et forsøg på at mærke, om han havde fået feber igen.
Da konklusionen blev et nej vendte han sig om mod Shinee og søgte hende til hendes side. En arm snoede sig om hendes liv før han sendte Tilda et skarpt og mistroisk, enøjet blik. Det gule rovdyrøje understregede blot styrken i det. Han havde mange spørgsmål, mange tanker, og han mente, at det alt sammen var Tildas skyld. Alt, hvad der var sket. Det var hende, der havde fået Eremi til at reagere så kraftigt. Det var noget, hun havde gjort, som næsten havde fået Eremis magi til at slå Shinee ihjel. "Hvad sagde du til ham? Hvad var det, du gjorde?" Og som altid så lagde Ryonell ikke skjul på sine følelser. Han gik direkte til sagen, søgte ind i kernen uden tanke på høflighed. De gamle damer havde altid været en pestilens, han havde aldrig kunnet fordrage dem, og hun havde tydeligvis gjort noget for at skade hans elskede bror.
Mørkedæmonen de snakkede om viste stadig ingen tegn på, at han var ved at vågne. Han var udmattet, trættet udover evne, men for en gangs skyld lurede mareridt og onde drømme ikke rundt om hjørnet, og han kunne sove frit uden minder til at smerte ham. Et fænomen, der aldrig havde været normalt for ham, eftersom hans eget og hans moders mørke altid havde været hans værste fjende. Men også et fænomen, han altid havde været i stand til at skjule, da tegnene på de normale mareridt for ham var blevet svage efter hans unge år. Nu kunne han få lidt tid til at komme sig over det mentale stress, der havde været lagt på ham, inden han kunne øjne sine øjne og genoptage sit liv hos sin familie. Og forhåbentligt også hjælpe til med at få kongeriget på fode igen med sin skarpe hjerne og hårde sans for penge og forretning.

[Shinee]

Trætheden gled som en skygge over Shinees ansigt, da Eremi endelig lå roligt. Hun lænede sig ind mod Ryonell, mærkede hans hjerte banke uroligt. For en gangs skyld ville det være rart, hvis han bare var tavs og ventede, men han var utålmodig og forvirret - hvilket førte til vrede. Hendes tanker gled til konfrontationen mellem Eremi og Tilda, og det gik op for hende, at kvinden egentlig ikke havde gjort noget. Sagt noget. Eremi havde selv regnet det ud - ligesom hende selv. Og til sidst Dore. "Ryonell, slap af..." mumlede hun og en atypisk udmattelse bredte sig i hendes ben. Hun trykkede sig mere ind mod den høje mand og mærkede sulten brede sig i maven.
"Jeg sagde såmænd ikke så meget," svarede Tilda, efter at hun havde sat sig på en lille stol. "Jeg tror, at noget gik op for ham, som han ikke havde forventet... Og jeg tror, det rev op i noget, som han helst ville glemme. Han har altid været en glemsom lille skabning," hun smilede blidt, og de mange rynker omkring hendes øjne blev synlige. "Nogle ting skal man ikke glemme. Det han indså, var blot dråben der fik glasset til at flyde over. Du kan jo spørge ham, når han vågner. Eller spørg din kone. Hun ved det også." Den gamle modtog et dræberblik fra de lysende violette-øjne.

[Ryonell Bornakore]

Et arrigt udtryk gled over hans ansigt da den gamle kone talte, og hans hænder blev knyttet i raseri. Hun talte som om han var dum for ikke at have regnet det ud, og det gav ham lyst til at slå hende. At Shinee åbenbart også skulle vide det udelukkende gjorde det værre, for det betød at hun også var - halvt - vendt imod ham. Hans hustrus bøn om at han skulle falde lidt ned blev overdøvet af irritationen, og hans enøjede blik flakkede mellem de tre personer der alle kendte til den her hemmelighed det ikke ville blande ham ind i. "Svar mig, en af jer! Hvad foregår der?" Nu var han begyndt at blive sur på Shinee, også, så den eneste tilbageværende person han kunne holde sig til var hans bror, der både var bevidstløs og som der havde været problemer med i et godt stykke tid.

[Shinee]

Tilda satte hænderne i siden og kiggede strengt på Ryonell. "Hvis man blot kunne stole på at ens liv var i sikkerhed, kunne det jo være at nogen ville fortælle dig noget. Det er ikke din kones pligt at oplyse dig om dette, men det er min og ligeså din brors. Jeg agter at gøre det i fællesskab med ham, og at den unge dame har fanget en fraktion af hvad det hele handler om, vidner bare om at der skete noget i Eremi's magiske sind, som ingen af os to kan forstå." Hun satte sig lidt bedre tilpas i stolen og kiggede på den bevidstløse mand, der havde en svær samtale i vente.
Shinee var trådt tre skridt baglæns fra Ryonell, og stirrede nu bare på den gamle dame. Halvt i chok over reaktionen, halvt forundret. Da hun endelig fik samlet sig selv igen, gik hun uden et ord udenfor og lænede sig ud over rækværket. Trak vejret dybt og indåndede duften af hav. ".. Hvad skal vi..." hviskede hun lavt og begravede ansigtet i hænderne. Forsøgte at rumme den nye fortælling om fortiden.

[Ryonell Bornakore]

Frustrationerne blev kun større af den fortsatte tavshed, hvilket sås igennem hans sammenknebne øje og knyttede hænder. Opmærksomheden var rettet på den gamle dame, som altid en person han ønskede at sætte skyld på. Han brydes sig ikke om hende og hendes søster - selvom søsteren var værre - og ville mest af alt have hende ud af sit liv igen. Desværre kunne hans kone godt lide de gamle koner. "Men han sover!" knurrede han og krydsede armene foran brystet. Det var først da hendes skridt forsvandt ud på verandaen at det gik op for ham hans hustru var smuttet ud, og ligemeget hvor lidt han var glad for hendes tavshed lige nu stak bekymringen i hans hjerte. Hun havde været ved at dø...
Med et sidste fnys rettet mod den gamle kvinde og et langtrukkent blik mod sin elskede, problematiske bror fulgte han med og stilede sig tavst ved hendes side og stirede ud over sit elskede hav. Efter et par dybe åndedrag flyttede hans enøjede blik sig mod hende. "Hvad skete der?" Noget med hans broders sind, men det sagde intet. Hvad der foregik i Eremis hoved blev normalt holdt der - Ryonell havde aldrig selv fået det mindste kig. Hverken gennem broderens ord eller et egentligt syn.
Det slog ham pludseligt hvor dårligt han altid havde kendt det sidste medlem af hans familie.

[Shinee]

Bølgerne slog stille ind mod husets fundament. Det bevægede sig ikke ud af stedet, stod upåvirket i forlængelse af den evige bevægelse under havets overflade. Ganske som Shinee i disse minutter mindede mere om en statue end et menneske, uden at røre sig. Det var en afvigelse, en anormalitet, hende der ellers sjældent kunne holde følelser inde og konstant var en storm af bekymringer, glæder, vrede eller omsorg.
"... Jeg ved det ikke," hviskede hun, så lavt at almindelige ører ikke ville opfange det. "Det... føles som om at det skete så hurtigt." Stemmen neutral, næsten blottet for følelse. "Vi var inde i hans hoved, vi vadede rundt i alle hans minder. Det var ikke.. rart." Andre ord kunne have erstattet dette. Ikke behageligt, rart, let, sjovt... Det havde været hårdt. Barsk. Da hun havde fået fred til at tænke det igennem, forekom det kun mere urealistisk og skræmmende, for hun havde set både Eremi, Ryonell, deres far og mor i en situation, hvor hun ikke hørte til. Det var ikke meningen af hun skulle have set det.
"Der var noget i ham, indeni ham," hun kiggede op og lagde hånden på Ryonells bryst. "Derinde. Som ikke var hans. Mørke som ikke var kommet derind selv. Jeg kan slet ikke..." Hun kunne ikke beskrive hvordan det havde påvirket Eremi. Hvordan han havde modarbejdet hele mørket som om det var farligt. Hun forstod nu hvorfor, men det gjorde det ikke nemmere. "Hun havde ret. Jeg tror bare... at det han indså," hun nægtede at være den der skulle fortælle om Dore,"fik bægeret til at flyde over. Jeg tror det hele blev for meget for ham. Og jeg er bange for hvad det vil gøre ved dig."

[Vimmi]

Hvis der var en ting, som Ryonell vidste, så var det at deres tur ikke var gået specielt hurtigt. I hvert fald føltes det udefra som en timelang ventetid på at finde ud af, om hans hustru og broder ville overleve - den sidste mand, der var blandet ind i det, var knap så vigtig. Det havde ikke virket behageligt, hvad end det var de havde været igennem. Det så næsten smertefuldt ud. "Hvem hun? Hvad havde hun ret i?" Han følte sig noget så forvirret, hvilket frustrerede ham, og hun hjalp ikke på det. For hvis de ikke havde tænkt sig at sige noget før Eremi vågnede var det unødvendigt at nævne det på en sådan måde at han blev nysgerrig. "Hvad handler det overhovedet om?"

[Shinee]

"Det handler om jer, Ryonell Bornakore. Det handler om din familie," snerrede Shinee utålmodig. Han havde ingen ret til at hidse sig op lige nu, og det hjalp ikke på noget. "Vi så alting. Din fortid, din mor, din far, og vi så Eremi. Og vi så h... Du var et barn..." og det er du stadig, afsluttede hun, men sagde det ikke højt. Der var ingen grund til at understrege det. "Jeg har brugt for..." hun trak vejret dybt, "luft."
Hurtigt og uden en tøven trådte hun tilbage og kravlede op på gelænderet. Derfra kunne hun uden problemer kravle videre op på taget og kiggede ud over horisonten.

[Ryonell Bornakore]

Is løb ned langs hans ryg og plantede sig i maven ved de ord. Hans fortid, hans familie, hans liv generelt, var ikke noget han glædeligt mindes, og med det første mærkede han ingen glæde ved, at hun så det. Hvad havde hun set, som havde gemt sig i hans brors hoved? Det hele var forvirrende, og et eller andet fortalte ham at hun var tydeligt berørt af situationen, at hun måske havde brug for en pause, men hvis han gav hende den pause ville han ende alene. Det eneste alternativ var at han gik tilbage indenfor, hvor han ville finde Tilda igen, sammen med sin nok endnu bevidstløse bror. Tanken om, at hun havde set hans fortid, havde dog fået kølet ham en smule ned. Måske i frygt og bekymring, og han bestemte sig for at følge hende alligevel.
Til gengæld havde han selv fået noget at tænke over. En skygge, der hvilede tungt på hans skulder med mørke kløer i hans sind. Han ønskede at vide, hvad hun havde set, hvad hun havde oplevet... 'kun et barn'. Det var længe siden, at han havde været et barn, og mange ting var gået forbi siden dengang. For nu lod han det dog være og sad i tavshed, selvom han befandt sig ved hendes side. Alt var noget hø lige nu, og han kunne sidde længe og bande over det i sit hoved. Det hele var så forvirrende og så frustrerende...
Under dem kom den mindste bevægelse, inden der kom en dyb klagen som Eremi vendte sig om på siden, kun for at stivne i smerte. Det hele havde ikke været godt for hans ømme krop, og i et øjebliks forvirring kunne han ikke forstå den træthed, der overkom ham. Minderne var næsten væk i udmattelsens tåge, og med sit normale, stive ansigt satte han sig op og blinkede forvirret. Han hverken vidste hvor han var eller hvordan han var kommet der. Et øjeblik var han ved at samle sit mørke for at finde fri af rummet, da han så Tilda... Og hvor meget han dog havde problemer med de gamle, så gav det en svag følelse af tryghed. "Hvad foregår her?" Minderne var ved at komme tilbage... men han kunne ikke bedømme, om det var andet end en drøm.

[Shinee]

Tilda fløj til Eremis side og tog hans hånd. "Så tager du det roligt, unge mand.," Hun skubbede ham blidt ned at ligge og tjekkede hans øjne. "Har du ondt? Hvad med dit hoved? Kan du se tydeligt?.. Nej, det er et dumt spørgsmål jeg finder lige dine briller..." Hurtigt fik hun tryllet hans briller frem og rakte dem til ham. "Vi er hos din bror. Altså hos Ryonell. Shinee og Ryonell er på taget. Hvor meget kan du huske?"

Shinee bed sig i læben og forsøgte at nyde udsigten. Hun forsøgte forgæves at drive alt ud af hovedet. "Tror du uvejret når ind til os i aften?" Mumlede hun så og studstede og lyden af stemmer nedenunder. "Var det..?!"

[Ryonell Bornakore]

Villigt og udmattet lagde han sig igen, mens han kæmpede for ikke at vise for megen smerte i sit ansigtsudtryk. Da de mødte ham ledte han efter urter til at klare sine smerter, og selvom han havde taget noget kunne han nu bedømme, at der var gået mindst to timer siden. Ellers ville smerterne ikke være så påtrængende, og han ville kunne abstrahere fra dem bedre. "Meget," var alt han klarede at stønne til hendes første spørgsmål, næsten uhørligt imod lyden af bølgerne og vinden udenfor. Tilda var en, han var villig til at snakke om smerter med. Det var hende og hendes søster, der havde reddet hans liv. "Jeg husker..." Det hele, og så ingenting. "Hvad skete der? Jeg tror, jeg havde mareridt..." Havde han været syg? Han føltes helt feber-agtig, og han havde ingen mulighed for at bedømme, og det netop kun havde været de få timer efter hans medicin stoppede med at virke, som var passeret.

Ryonell var lige ved at svare på hendes første spørgsmål. Han var lige ved at fortælle hende, at det var noget, som han håbede, for stormen var aldrig smukkere, end når man stod i dens midte. Men Tilda snakkede nedenunder, og der var en svag, brummende mumlen ved siden af... Og selvom den gamle dame måske nok var noget sindssyg, så snakkede hun da ikke med sig selv? For ikke at nævne, at der skulle være kommet en fremmed til, hvis de skulle høre en andens stemme.... med mindre Eremi var vågnet. "Det var det!" Det var det nødt til at være! Uden at tænke nærmere over det sprang han ned fra taget og ned på verandaen, så der kom et brag. En lyd så høj, at Eremi skar en smertefuld grimasse, mens hele huset skælvede et sekund.

[Shinee]

"Åh, den larmende..." mumlede Tilda og lagde hånden på hans pande. "Du er nødt til at slappe af nu, og lytte til hvad jeg siger... Det var ikke et mareridt. Jeg er meget overbevist om, at alt hvad du tror var en drøm er rigtigt nok, lille ven," sagde hun så blidt og holdt stadig fast i hans hånd. Det mindede hende om sidste gang de havde fundet ham, alene og i smerter, og han havde været så lille... "Jeg har noget te til dig. Jeg kan desværre ikke gøre noget ved den larm som Ryonell vil frembringe... men det her skulle kunne tage det værste."
Shinee fulgte efter Ryo, men stoppede udenfor døren. Pludselig blev hun i tvivl om hun havde lov til at følge med ind. Men for Tildas sikkerhed gjorde hun det alligevel.

[Ryonell Bornakore]

Den ældre mørkedæmon nikkede blot udmattet, mens minderne flød i hans hoved, og et øjeblik klemte han hårdere om hendes hånd. Han ville gerne snakke med hende alene... Privat. Hun burde være klar over, at han havde været barn af samme mand, som hun havde en søn med, så det var bevidst at hun havde holdt mund med det... af hvilken grund? Men han vidste udemærket, at det ikke blev nu, og han fokuserede på teen i stedet for, da det var hun rakte den imod ham. Det var endnu for varm til at drikke, men han havde brug for den, så han pustede let mens tankerne endnu hvirvlede omkring i hans hoved.
Hans lillebror traskede dog bare ind, og bad bestemt om at få noget at vide. "Hvad var det, der foregik?" spurgte han hårdt, nu hvor hans bror var vågnet. Den gamle krage gad ikke fortælle ham noget som helst, så han var nødt til at vente på Eremis svar.
Desværre fremtvang lyden af hans stemme en ny grimasse, da han tydeligt ikke skænkede Eremis eventuelle smerter den mindste tanke. Enten det, eller han var decideret ligeglad i øjeblikke. "Jeg ved det ærligt talt ikke," svarede Eremi lavt, som forsøgte han at modvirke den højlydte lillebror. "Er det muligt, at vi kan sætte os stille og roligt og snakke om det?" Hvis alt, han huskede, var sandt... betød det så, at Shinee vidste det? Hans brors kone, som han både havde et godt samarbejde og et problematisk, personligt forhold til? Det lød ikke lovende, og han vendte hovedet langsomt mod hende for at spare sin kæbe og nakke mindst muligt. "Hvormeget er du klar over?" bad han at vide.