Unknown adventures

[Finadore]

"Nu tager du dig sammen. De kan ikke se dig, de kan ikke svare dig og deres puls er svag. Hvordan vil du nogensinde tro, at du kan nå dem på andre måder?" Sagde hun skarpt og stirrede vredt på dæmonen. "Det hjælper i hvert fald ikke at stå at råbe ad mig!" Hendes blide hænder rørte kort ved Eremi igen, og hun trak hånden til sig som om hun havde brændt sig. "Han er.. Han føles så varm."

Shinee holdte stædig fast i Eremi og forsøgte at forblive fokuseret på trods af Ryonells stemme og udbrud. Hun ville ønske at hun kunne svarer ham, nå ham og sige til ham, at det hele ville blive okay. Hun lukkede øjnene kort og et smertefuld udtryk gled kort over hendes ansigt. "Dét... Det er vores vej mod en bedre fremtid." Hendes blide fingre rørt ved tråden og lyset blændede hendes øjne. "Stol på mig," hviskede hun hæst og mærkede sit åndedræt gå hurtigere. Hun trak Dores hånd til sig, og følelserne, kaosset brød løs indeni dem begge.

[Eremi af Kuriqer]

Forvirret og usikker trak Ryonell sig tilbage et kort øjeblik tilbage mens den ældre kvinde snakkede, uvidende omkring, hvad han skulle gøre for at hjælpe dem. Det var lige indtil hendes kommentar omkring Eremis temperatur. Hans øje udspiledes i overraskelse, inden han endelig tog sig sammen til at lægge sig på knæ foran ham og røre sin brors kinder. De var brændende hede, og bekymring lyste ud af hans øje mens hand greb ud efter Shinees hånd igen. "Eremi..." mumlede han svagt og lod så blikket falde på sin kone igen.
Kalde? Hvordan i alverden gjorde han det? Det var, som om hans bror brændte op under hans fingerspidser. Som om livet var ved at forsvinde fra ham gennem varmen han udskilte, på samme måde som Shinee forsvandt gennem den mørke, der lod til at sive ud af hende. Dore var han fuldkommen ligeglad med, men begge de andre måtte han ikke miste. Og han var allerede nu i tvivl om, om Shinee var i live eller kunne høre ham, så han satsede på sin bror. "Eremi... få løst det? Kom tilbage..." Han følte sig ynkelig. I tankerne vred han sig pinligt over sine ord, men han ville ikke stoppe sig blot for det. "Få hende med tilbage... Pas på hende... og pas på dig selv..." Det gik alt sammen tilbage til Eremi. Tilbage til hans bror, som lige nu føltes varm nok til at brænde sig gennem hans hud.

På den anden side stod Eremi endnu med tvivl, og hans blik gled over på Dore kort inden han igen fandt Shinee. "Nu tager du dig sammen. De kan ikke se dig, de kan ikke svare dig og deres puls er svag. Hvordan vil du nogensinde tro, at du kan nå dem på andre måder?" lød Tilda svagt som svar på Ryonells udbrud. Eremi reagerede ikke på det, men flyttede øjnene over til Shinees hånd, der nærmede sig lyset inden i ham. Et lys, han ikke kunne tro på fandtes derinde. Han var mørkedæmon, og som mørkedæmon lå det hele vejen igennem ham. Fra yderst i form af hans hår og øjne til inderst... Der burde ikke være lys. Og det stred imod ham at hun skulle røre det, for selvom det ikke føltes som en del af ham, så føltes det specielt og rent og som noget, han skulle tage sig af. "Det hjælper i hvert fald ikke at stå at råbe ad mig!" Et instinkt forsøgte at få ham til at reagere, til at angribe, men han flyttede sit blik. Tvang det væk netop som hun rørte det.
Han fokuserede på skyggerne foran ham, på sin mor og sin kone. I modsætning til normal var de utroligt tavse, og hele hans krop sitrede og reagerede da hun berørte lyset. "Han er.. Han føles så varm," mumlede Tilda udefra, og han var ikke i tvivl om, hvem hun snakkede om, da han endnu havde kontakt med sin egen krop. Men det, der for alvor slog ham ud, var Shinees ord... Stole på hende? Hvordan skulle det være muligt? De havde ikke den bedste historie...

Men det var for sent at trække sig væk, og i samme øjeblik hun gjorde det gik han i knæ. Alting snurrede og hvirvlede rundt mens tråden vred sig, slyngede sig rundt og voksede. Lys spredtes over det hele, inden tråden lod til at forsvinde. "Eremi," lød en stemme, Szuraims, som et minde. Men den var anderledes end de andre situationer. Den var ikke fjerne som de andre gange, og han så op igen for at få svar... Hvad der mødt ham var billedet af regnskoven, men det var klarere og mere virkeligt... og det var set fra hans eget synspunkt. Fra et yngre selvs synspunkt, men alligevel han selv. Set med hans øjne, hans blik, og han gik stille og roligt fremad. Ud af øjenkrogen kunne man se Szuraim og Levirda gå lige så stille, og hovedgrunden til, at man kunne være sikker på deres tilstedeværelse, var, at fokusset for synspunktet hele tiden bevægede sig over på kvinden. Som et byttedyr, der holdt øje med et rovdyr på jagt, på trods af, at hun lod til at være mere fokuseret på himlen.
På trods af denne ny oplevelse var han ikke alene. Det var mere en illusion han kunne se, smidt op på en flade, frem for hans eget syn, og ved hans side kunne han endnu vagt fornemme Shinee, og bag dem foregik en mørk spiral, der forsøgte at opsluge ham, hvis ikke han sørgede for at holde fast... Hvad han skulle holde fast i, det vidste han ikke. "..."
"Eremi, vær sød at snakke med mig. Bare idag." Szuraim lød bedende.
"Hvad?" Stemmen kom fra selve personen, de så fra, og den var monoton, uentusiastisk og fjendtlig. Og det var tydeligt Eremis, selvom den kom fra en ung knægt i stedet for en mand.
"Vi hørte dig snakke med Ryonell i går aftes," fortsatte Szuraim forsigtigt. Man kunne høre jublen fra himlen, og et øjeblik flyttedes fokus fra stien foran op mod den. I et glimt imellem trætoppene kunne man se Ryonell komme farende, i en yngre form, og efter ham var et pibende flagredyr kaldet Jhanin, som forsøgte at nå op til ham. Ryonell var ung. Meget ung. Omkring de 13-14 år. "Du sagde, at du regnede med at rejse. Snart. Og Ryo ville gerne med." På trods af, at øjnene, der så, ikke reagerede på faderens spørgsmål ved hverken at udvide synsvidden eller gøre den smallere, så blegnede den nutidige Eremi fuldkommen.

Hvad skulle have gøre nu? Han kunne ikke lade dette ske. Fangarme rakte igen ud efter ham da panikken begyndte at sætte sig i ham og gjorde ham svagere igen. "Eremi..." Det var blot en hvisken, men alligevel så tydeligt, og mørket bag dem dulmedes let. Ryonell... Igen. "Eremi... få løst det? Kom tilbage..." Panikken var der endnu, men det blev lidt bedre alligevel. Eremis øjne søgte mod Shinee, og ja... han bestemte sig for at stole på hende. "Få hende med tilbage... Pas på hende... og pas på dig selv..."
"Lad være med at kigge og hjælp mig," bad han. Hvordan vidste han bare ikke. Hvad skulle han gøre for at stoppe det? Han ønskede ikke, at hun skulle se det, som skete i netop dette minde. Ønskede ikke, at hun skulle se nogen af dem, og han forstod ikke, hvorfor dette skulle være anderledes end måden, de andre minder havde været på. Men Ryonell... Ryonell regnede med ham... så han skulle klare det, om hun så hans minder eller ej.

Men hans fortidige selv var ikke klar over, at der var noget, som rodede i hans fremtidige privatliv, og han svarede blot. "Ja. Vi snakkede sammen. Jeg sagde til ham, at jeg ville vente på ham, til han var klar."
"Vi overvejede, om du skulle tage ham med nu," forklarede Levirda og så endelig ind i synsviddens øjne. Hun så direkte på dem. Den nutidige Eremi ignorerede det og overvejede sine muligheder, mens han holdt mørket på afstand og så sig omkring, som om der pludseligt skulle forme sig en forklaring eller et redskab for ham.
"Han skal ikke med," benægtede den yngre Eremi mens den ældre gjorde mine til at slippe Shinees hånd. Men han stoppede sig selv da ham mærkede sin styrke vakle ved et brud i kontakten med hende.
"Hvorfor ikke?" spurgte Szuraim, men nåede ikke at spørge mere fordi emnet for deres samtale stoppede op og svævede oppe over deres hoveder.
"Nogen, som kunne tænke sig en flyvetur?" spurgte den yngre version af Ryonell grinende mens Jhanin hvilede udmattet på hans skulder.
"Pil af, møgunge," svarede Eremis yngre selv hårdt, og lillebroren rakte tunge af ham inden han farede videre ind i skoven. Jhanin faldt af og fulgte så efter ham, mens den beklagede sig højlydt over hans behandling. Eremi vendte sig dog mod sine forældre. "Kender I ikke jeres søn? Hvis vi mødte andre væsner ville elementær dæmoner reagere på mig, fordi de ved, at jeg er stærk, men andre væsner vil reagere negativt på ham. Så længe han ikke har kontrol vil de kunne mærke ham." Synsvidden havde været rettet mod forældrene, men nu vendte den sig fremad. "Jeg regner med at lære ham kontrol, og så rejser vi."
"Jeg har forsøgt at lære ham kontrol hele hans liv. Det keder ham," forklarede Szuraim med en forsigtighed, der fortalte, at han var bange for at fornærme sin ældre søn. Deres forhold - hvis de overhovedet havde et forhold til hinanden - var smuldret til næsten ingenting, og Eremis svar var da også blot en irritabel snøften.
"Du kunne også rejse selv," lød det fra Levirda, og øjnene, de så med, knep sig sammen inden de vendte sig mod hende. Imens gjorde den nutidige Eremi alt, hvad han kunne, for at ignorere mindets tilstedeværelse og tænke. Hvad skulle han gøre?
"Er dette et forsøg på at fjerne mig, eller hvad?" spurgte fortidens teenager arrigt.
"Jeg forsøger blot at hjælpe!"
"Det skulle være første gang."
"Hør her, jeg har aldrig gjort noget ved dig, som du ikke fortjente!"
"Stop, I to!" afbrød Szuraim, og med en rasende lyd vendte den ældste søn sig væk fra sine forældre. "Levirda, du skylder ham en undskyldning," kunne man svagt høre den bekymrede far sige til sin kone, men Eremi fra fortiden nægtede at værdige dem et eneste blik.
"Ryo!" råbte han i stedet op i træerne, og hurtigt kom den lille, mørke spirrevip til syne. "Kom her ned! Men jeg gider ikke have nogen forbandet flyvetur!" Leende lod den yngre sig falde mod jorden og landede lidt foran sin bror.
"Hvor er du bare muggen," kommenterede den yngre og tog en hånd hurtigt gennem sit hår inden han gik frem mod den yngre Eremi med et bredt grin, som fyldte hele ansigtet. "Jeg tror sgu, at jeg gør det alli-"
"Ryonell, du skal passe mere på, når du flyver deroppe!" kom Levirdas stemme pludselig ud af ingenting, og begge sønner vendte sig om mod hende. "Jeg har allerede sagt-"
"Shh," bad Szuraim og trak hende ind til sig. Kyssede hende. I tydelig irritation flyttedes den ældste søns blik sig væk, men den yngre søn var endnu inden for synsvidde, om man kunne se på hans fredelige smil, at han ikke var langt fra at være lykkelig. Endnu fokuserede Eremi hovedsagligt på scenen bag dem, og det var begyndt at virke, som om han bevidst forsøgte at afskære mindet fra sin opmærksomhed. Selvom det selvfølgelig ikke var en mulighed.

[Shinee]

Tilda begyndte at finde urter frem fra sin taske. Hun følte en afmagt overfor de tre personer der lå på jorden, og kunne mærke at hun var nødt til at gøre et eller andet. Ryonell fik et kort blik, mens hun vidste ikke hvordan hun skulle hjælpe. Han gjorde det han kunne, og det var rigtigt.

Dore stirrede blindt på scenariet, kvinden, faren og de konflikter han aldrig havde oplevet før. Inderst inde kunne han mærke lysten til at kigge væk, men en fremmed følelse stoppede ham. Han kunne ikke - det var som om noget holdte ham tilbage, og han blev pludselig meget bevidst om, at Eremi ikke kunne få mindet til at forsvinde.

En enkelt lille tårer gled ned over Shinee's kind. Rørt over Ryonells erklæring, bed hun sig i læben og fjernede ikke blikket fra deres forældre, og mærkede et stik i maven ved synet af den unge Ryonell. Så meget lig deres søn. Hun nægtede at give slip på den lyse kerne, og følelsen af at der var alt for lyst fortsatte. "Eremi... Jeg tror du er nødt til at acceptere fortiden, i stedet for at lukke den ude," hviskede hun så lavt.

I den virkelige verden rørte en kvindelig hånd svagt på sig, og en tårer trillede forsigtigt frem fra lukkede øjne.

[Eremi af Kuriqer]

Allerede det svage livstegn fra Shinee fik Ryonell til at reagere, og han knugede den hårdere og var nødt til at trække vejret dybt for at opretholde kontrollen. Hans hånd lagde sig på Eremis pande, der endnu brændte, og med et ryk flyttede den bevidstløse mørkedæmon sit hoved, så Ryonells hånd forsvandt fra ham. Den yngre bror bed tænderne sammen i et nyt forsøg på at forholde sig roligt. Han ville ikke miste dem. Han ønskede ikke at miste mere, end han allerede havde gjort. Selvom børnene endnu ville være i live, så var det ikke det samme. Han så de små som familie nu, men de var ikke... de var ikke hans bror, eller hans kone.
Han bestemte sig for at lade Eremi være for nu selvom den bevidstløse mand skuttede sig og rystede. I stedet lod han den nu frie hånd røre Shinees kind og fjernede tåren forsigtigt. Hvad skulle han gøre? I stedet for at tænke, så gjorde hans det bare. Bukkede sig ned og kyssede hendes mund, som om det ville give hende styrke. "Shh," hviskede han svagt uden at se på Tilda. "Det skal nok gå. Det kommer til at gå. I er for stærke til at dø." Hans blik faldt på Eremi igen, og han kunne se, hvordan mandens øje bevægede sig vildt under øjenlåget og hvordan hans vejrtrækning var hård og stødvis. Sved dryppede ned over hans pande.

Det var ikke de ord, Eremi ønskede at høre, og selvom han endnu ignorerede minderne fik han fundet frem til hende. Der var vrede i hans ansigt - noget, man aldrig så i den virkelige verden - da han svarede hende. "Der er ikke noget at acceptere!" hvæsede han i arrig desperation, rystende på hovedet, netop som mindets næste trin startede. Og det gjorde det med et brøl der tvang Eremis opmærksomhed til mindet da tydelig frygt fyldte hans øjne igen.
I mindet vendte fortidens øjne sig igen mod hans forældre igen, netop i øjeblikket hvor et tyrehoved hamrede ind mod Szuraim og Levirda fra siden. Da minotauren vendte hovedet fløj Szuraim og ramte jorden mens Levirda endte lænet over menneskedyrets horn. Hun vred sig, forsøgte at komme væk inden minotauren løftede hende højt op i luften for herefter at sende hende i jorden. Begge sønner stirrede på scenariet, ingen af dem i stand til at reagere. Blod spredtes over Szuraims skjorte mens han stirrede mod halvmennesket, gispende af smerte med en arm knuget mod sin maven for at stoppe blødningen.
Der var tavst et øjeblik hvor kun lyden af Szuraims gispen og minotaurens prusten brød den. Minotauren flyttede blikket fra faderen til sønnerne mens den placerede en fod på kvinden under ham. Deres synsvidde trak sig bagud da den unge Eremi ikke gjorde mine til at hjælpe sig mor. Minotauren betragtede ham et øjeblik. Så fandt den Ryonell, hvis barnlige ansigt viste en blanding af rædsel og lammelse. Udtryk, som langsomt ændrede sig og blev til vrede og had, og det bevingede barn gjorde klar til at sætte af og springe mod sin modstander - våbenløs, med med mord i sine gule øjne.
"Nej, Ryo!" gispede Szuraim og forsøgte at komme på benene. Det var da at tyren igen bevægede sig, og den lagde hovedet bagover og kaldte inden den lod hovedet falde igen over kvinden og kastede siden af sit horn ned mod hendes bryst så ribbenene knækkedes og Levirda mistede bevidstheden med et gisp.
Træerne begyndte at bevæge sig efter kaldet. Nye minotaure kom til, og størstedelen af dem gik efter Ryonell, der endnu var på vej over for at redde sin mor, men den forreste minotaur var nærmere Eremi. Den valgte ham som bytte, og de opspærrede øjne og den stillestående betragtning af scenen fortalte, at den yngre Eremi endnu ikke havde genopnået evnen til at bevæge sig. "Nej!" kunne man svagt høre Ryonell sige, og lillebroren sprang imellem Eremi og minotauren for at stoppe dem.

Et øjeblik flakkede mindet, så stoppede det. Det stod stille netop i øjeblikket inden Ryonell blev ramt af minotaurens hoved. Begge de gule øjne var rettet mod tilskuerne og så direkte i deres. Vrede var tydelig i dem, og had, men der var også frygt og bekymring tilstede - bekymring og frygt rettet mod ejeren af de øjne, de så ud fra. Mindet skilte sig i to kopier, hvor den ene flød over i siden med minotaurens arrige øje stirrende blindt, frossent, over den stillestående, unge Ryonells skulder. Den voksne Eremi kunne ikke få øjnene fra det, selvom det tydeligvis vakte ham stor smerte.

Det andet billede fortsatte, gik i gang igen, og man hørte minotauren ramme dem med en dump lyd. Et øjeblik var alting sort, og kun en smertende stønnen og masser af stampen og råben fra minotaurene kunne genkendes. Så åbnedes øjnene igen langsomt, glippende, og da den yngre udgave af Eremi satte sig op udstødte han en smertefuld jamren. Blikket faldt nedad, hvor man kunne se hans ene arm bløde, og hans anden hånd klamrede sig til albuen med en stønne. Da han så op igen så han minotauren, der havde angrebet ham, ligge blødende på jorden. Og hans lillebror, iført faderens alt for store klo, moderens kampevner og sin egen stædighed, holdt minotaurene på respektfuld afstand mens han skreg af raseri.
Endnu uden at have gjort noget aktivt for at hjælpe kom Eremi op at stå, og han vaklede over mod sin far, som også var kommet på benene. "Vi kan ikke efterlade hende!" råbte deres far, og både han og Ryonell kastede sig over mod den endnu ubevægelige kvinde bag hæren af minotaure. Mindet flakkede igen, men fortsatte så uanfægtet derefter. Øjnene, de så igennem, for frem og tilbage uden rigtigt at finde fokus inden... inden...
Inden Ryonell fik problemer. En af halvmenneskerne, større end de andre, stod mellem ham og moderen. Szuraim var nogle meter fra sin søn med sit eget blod dryppende ned mellem sine fingre. Den nutidige Eremi gispede og forsøgte at se væk, men han kunne ikke. Minotauren havde en kølle som en af de få, og den svang den mod barnet uden problemer. "R-Ryo..." gispede den fortidige Eremi, rædselslagen da Ryonell trak sig uden for rækkevidde, kun for at gå ind igen med øjne kun for armen, der holdt køllen... og han glemte hovedet.
Det eneste, de fik at se, var blodet, der sprøjtede, og skriget, der stoppede pludseligt. Da man fik Ryonells ansigt inden for synsvidde lignede det en stor plamage af blod. Den nutidige Eremi slukkede øjnene og så væk mens den fortidige Eremi udstødte et skrig, og mindet flakkede endnu en gang, blev sort og så stabiliserede det sig. Den unge Eremi satte i løb mens Szuraim greb sit yngre barn og forsøgte at trække dem tilbage sammen så de kunne flygte. "Eremi!" råbte Szuraim mens han løftede sin søn. Det var meget besværligt på grund af hans sår, men han var ligeglad i sin beslutning om at flygte. "Kom med! Nu!"

Igen stoppede mindet, og det greb og fokuserede på hans fars ansigt. De lysende, gule øjne, som altid var så venlige, og som nu udtrykte ærlig og helhjertet bekymring og kærlighed på trods af, at blodtabet havde gjort ham ligblegt. Den voksne Eremi havde endnu ikke kigget op, men da tavsheden for et øjeblik sænkede sig følte han sig tvunget til det. Han mødte sin fars blik for første gang i årevis, og som om han forsøgte at tale til ham, som om han forsøgte at forklare sig, åbnede han munden. Men ikke et ord kom ud, og ikke en lyd passerede hans læber inden mindet igen skilte sig i to og efterlod Szuraim, klamrende den bevidstløse Ryonell, og smed billedet over ved siden af hans lillebror. Eremis blik fulgte med hele vejen derover, som ville han miste sin far en gang til hvis han brød kontakten.

Så fortsatte det andet billede igen, på samme måde som før. Eremi vendte sig og så igen sin far bevæge sig og kæmpe mod sår og smerte for at få sin søn i sikkerhed. "Vi skal afsted - nu!" Levirda lod til at være glemt, men... men det var ikke noget problem. For som en dæmon iblandt minotaurene kom hun lige pludselig på benene og hævede sig op iblandt dem.
Blod flød ud af hendes mund og ned over hendes hals. Hovedløst raseri stod ud af hendes øjne da hun så Ryonell, og fortidens Eremi stivnede. Man kunne hør hjertet pumpe i hans øre da en frygt, der var større end den, han havde følt for minotaurene, voksede op. Også den nutidige Eremi var tvunget til at se væk, da han mærkede følelser for stærke til at han kunne indeholde dem komme frem. Glemte følelser. I mindet begyndte en dampsky af mørke at samle sig, formede sig til nåle og fløj mod minotaurene... kun for at forsvinde næste øjeblik under lysets stråler. Det ramte dog, lige netop, og fik minotaurene til at trække sig fra hende såvel som Szuraim og Ryonell ved hendes side på trods af manglende dødelighed... men Eremi var for langt fra dem, og ved synet af hende kunne han stadig ikke få sig selv i bevægelse.
Minotaurerne tvivlede, bange for den stærke mørkedæmon selvom hun var såret og stod i lyset, og de virrede med hovederne inden en af dem genopdagede Eremi. Den prustede og vendte sig. "Ham" udtrykte den svagt, og alle hoveder, menneskelige eller ej, vendte sig mod ham. Han trak sig væk, løftede sin arm, og han hørte Szuraim råbe hans navn. Hans arm bevægede sig op, og mørke forsøgte at samle sig kun for at falde fra hinanden igen. Der lød en frygtsom jamren fra den fortidige Eremi mens han bakkede, og øjnene lukkedes da den første satte igang og bevægede sig mod ham.
"I røre ikke min søn!" brølede en stemme gennem det midlertidige mørke, og da øjnene åbnede igen så man Levirda stå foran ham.
"Hvad laver du?" spurgte den unge Eremi, som om det rent faktisk at redde sin søn var utænkeligt. Som om det ikke var en mulighed. Mindet flakkede vildt.
"Hjælp mig, Eremi!" svarede hun blot. Hun ignorerede hans ord, ignorerede spørgsmålet, vendte sig ikke engang imod ham. Eremi bakkede endnu et stykke mens de kunne fornemme på hans øjne at han rystede på hovedet.
"Jeg kan ikke. Jeg er ikke stærk nok..." Stemmen der sagde det var desperat, og han lød ødelagt da han sagde det. Minotaurene kredsede om dem, og de længere væk var begyndt at fokusere på Szuraim og Ryonell igen.
Alligevel vendte Levirda sig imod ham, så på ham selv i denne krise, og netop da faldt de første tårer ned over hendes kind. Som om hun endelig indså, i dette øjeblik, hvad hun havde gjort ved ham. "Du kan ikke, hvis du ikke tror på det." Igen flakkede mindet, falmede, rettede sig så op igen. Den unge Eremi blot rystede på hovedet, og man kunne høre på hans vejrtrækning at han var på randen af hulken. Nutidens Eremi kiggede også på hende, og forsøgte så at komme væk, at træde tilbage, som om hans mor endnu var den største fare. "Du er..." Hun var nødt til at stoppe, da nyt blod vældede ud at hendes mund, og hun sendte gnister af mørke mod minotaurene da de forsøgte at misbruge hendes svaghed. Så spyttede hun på jorden og så ham i øjnene igen. "Du er alle mine bedre sider, Eremi. Du er... du er min søn. Jeg..." Flere tårer faldt over hendes kinder, og mindet flakkede endnu en gang da nutidens Eremi forsøgte at holde hende ude ved at hold sig for ørerne.

"Undskyld..." Men han kunne ikke blokere det, og han gik i knæ da mindet igen stoppede, visende hans onde mor, der grædende så på ham med anger, sorg og skyld. Og... og kærlighed.
Her gik den voksne Eremi i knæ igen, stadig med hænderne for ørerne, imens billedet gjorde det samme som før. Billedet gjorde det samme som før - flød ud i to, hvor den ene blev gemt samme med de andre. "Forsvind..." hviskede han desperat, rystende over det hele. "Forsvind... Forsvind... gå med dig..."

Det andet billede startede igen, og i næste øjeblik faldt hun sammen i et hosteanfald. Blod faldt ud af hende mund, og da en minotaur angreb fik hun lige netop hjælp af mørket til at komme væk. Hun kom nærmere Szuraim og Ryonell igen, og Eremis blik flyttede sig til dem, til hans døende mor, der stirrede mod ham mellem sin hosten, og hans bekymrede far, som var ved at lægge Ryonell ned i forsøget på at hjælpe. Han prøvede endnu et skridt tilbage og vendte sig så om, da han blev stoppet... et træ. Blikket, de alle så med, blev rettet fremad igen, mod minotaurene, og en af dem satte af. Eremi forsøgte at springe, forsøgte at komme væk. Det næste, der skete, var mørke og en forfærdelig lyd. Som træ, der splitredes, sten, der blev knust... en ringende lyd, der overdøvede råb og brølen... og så ingenting...
I lang tid, hvor kun billederne var der, og Eremi var endnu i knæ i midten. I lang tid troede han, at det måske var færdig, men så opstod lyde. En stemme, faktisk. Blot en stemme. "Er du vågen?" Det var Tilda, men der var intet lys. Lyden lod til at komme hovedsagligt fra højre side, og i venstre side lød en let ringen. Et grynt var alt, hun fik til svar.
"Det er spisetid," lød det fra Hilda længere væk. "Og vi har gode nyheder til dig, knægt! Men hold kæben i ro når vi løsner den eller jeg kommer efter dig!" Denne gang var svaret først et nyt grynt, så en svag klagen. Der var endnu ubalance i lyden af de to damer.
"Vi vil afprøve dit syn. Så du kommer til faktisk at kunne se hvad der sker i dag. Og hvis alt er godt, så bliver det fra nu af. Vi har brugt de sidste to måneder på at genskabe alt, så godt vi kunne, men dit udseende er endnu ikke helt godt. Tag dig ikke af den del. Og bliv liggende." Det var Tilda igen, og hun fik en irriteret grynten til svar. Så kunne man høre bevægelse igen, og lys kom pludselig frem i det bevægelige mindes synsfelt, skærende, og en utilfreds, smertende lyd fulgte efter. Så kom fokus... eller, det skulle man da i det mindste tro det gjorde. Lysets skarphed forsvandt langsomt. Men hvad man så var uskarpt, utydeligt, og det var ikke muligt at fokusere. Derudover lod der til at være uklare, mørke pletter. Og det var enøjet, feltet, der blev se på, var mere begrænset end i det tidligere minde. "Hvordan er det så?" spurgte Tilda forhåbningsfuldt, som sad uklart inden for synsvidde og betragtede ham.
Der var en ny lyd, smertende, og derefter en halv hulken da mindets Eremi først rystede svagt på hovedet, derefter kiggede væk. I baggrunden så fornemmede man Hildas skikkelse, men den var sløret og uformelig. Alt var sløret og forkert. "Hvad er problemet, knægt?" spurgte hun, og hendes stemme var overraskende blød i forhold til hendes normale opførsel. Der lød et usundt klik tæt på mindets ører, derefter et gisp af smerte. "Jeg sagde jo, du ikke skulle åbne munden!"
"Hilda, gå tilbage til maden!" kommanderede Tilda arrigt, og den anden skikkelse forsvandt med en mut lyd. "Er der et problem?" Mindets Eremi lavede en bekræftende lyd, og derefter en klage da man vagt kunne fornemme bevægelsen af den ældre kvindes arm. Hans hoved blev flyttet til at se på hende. "Kan du se mig?" spurgte hun så. En benægtende lyd, ordløs som alle de andre. "Kan du fornemme noget som helst?" fortsatte hun så, og man kunne fornemme det svageste nik, derefter et gisp af smerte over bevægelsen. "Sørg for at bevæge dig langsomt. Øjeblik." Og der gik et øjeblik hvor hun tænkte, inden hun bevægede sig nærmere. Helt tæt på hans ansigt. "Kan du se mig nu?" Og hun blev skarpere. Det var muligt at se hende klart, at adskille hendes øjne og øjenbryn, at se forskel på hver samling af hår. Det var ikke perfekt, og der var slørede huller i hans enøjede syn, men han kunne se hende. Og han gav en bekræftende lyd.
Hendes svar var et smil. Ikke bare et normalt smil, et let smil. Nej, det var et dybt smil, et rigtigt smil. Det stærkeste smil en kvinde kunne frembringe. Og mindet flakkede og stoppe der for et kort øjeblik for at huske hende, fange det øjeblik og det smil selvom han knap nok kunne se, og det blev fanget. Gemt. Fjernet og sat ved siden af de andre, således de var fuldkommen omringet af billederne - og så mindet, der endnu var der, og det startede igen uden at den rigtige Eremi kiggede op. "Godt. Det er jeg glad for." Det var tydeligt, at kvinden ikke løj. "Vi kan prøve at gøre dit syn bedre, men din krop bliver langsomt fyldt med magi, så den begynder måske snart at frastøde det. Det er ikke sikkert, at vi kan få gjort alt, så du må prioritere en smule. Skal vi tage kæben først, så du kan begynde at tale igen? Og ladet synet ligge for nu?" Eremi var et øjeblik tavs og ubevægelig. Så lavede han det svageste nik til svar, og Tilda forsvandt uden for hans evne til at fokusere. "Du er en modig, ung mand. Jeg glæder mig til at høre dit navn."

Mindet forsvandt igen, det flimrede et øjeblik inden et nyt kom op. Der var ikke plads til flere af de enorme, stillestående billeder omkring dem. Alligevel startede et nyt minde. "Og hvad skulle så få mig til at ansatte en mand som dig?" lød en utilfreds, tydeligt adelig stemme. Et billede kom frem, også, og nu var der en ramme foran øjnene - briller. Eremi havde fået briller. Der var stadig dele af hans syn, hvor der var slørede huller, men resten var i fokus, og han befandt sig i et helt andet miljø end de tidligere havde set ham i. Møblerne var flot udskårne, væggene var pæne og stabile. Men de befandt sig blot i første indgangshal af Markares kongeslot, et farligt sted for en normal mand, men man var vel ikke mørkedæmon for ingenting. Foran ham var en lyshåret mand, der var fin i tøjet, og hans blik fortalte sit tydelige sprog. Der var ingen forhåbninger eller muligheder.
"Det var blot et tilbud." Stemmen, der talte, var stivere end den, som han havde brugt i de sidste minder. Til gengæld passede den overens med hans nutidige stemme. Hård, ubøjelig og lettere besværet, som om han kunne snakkede af tvang. "Jeg har mange ideer til, hvordan produktionen på et gods vil kunne blive forbedret, og hvordan forholdene kan blive bedre. Jeg kan både læse, skrive og regne. Jeg ville virke udmærket som en forvalter." Den nutidige Eremi kom endelig en smule til sig selv, og han tvang sig til ikke at se på billederne omkring dem ved at holde øje med mindet. Og forvirring var i hans ansigt. Hvad var det, han betragtede? Hvorfor? Det var ikke noget, han videre huskede.
"Du er en noget kæphøj unge. Hvor kommer du overhovedet fra?" Den adelige mand løftede hånden inden han kunne nå at sige et ord. "Nej, det er ligegyldigt. Jeg burde sende vagterne på dig. Mit gods fungere fantastisk, og jeg har ikke brug for sådan et utyske til at holde det."
"Javel," svarede fortidens Eremi uden antydning af, at ordene betød noget. Der var ingen tegn på skuffelse, vrede eller irritation. Om ikke andet, så var han ligegyldig. Han havde intet at vinde og intet at tabe - intet liv og ingen frygt for døden. "Jeg var alligevel på vej til Jeanore. Dette var blot en indskydelse jeg fik, men eftersom De ikke er modtagelig vil jeg ikke spilde vores tid. Vær sød ikke at kalde på vagterne." Der var forvirring i den adeliges øjne, men Eremi var allerede på vej væk. Deres nu mere begrænsede synsvidde vendte sig væk og gik ned af gangen med præcise, afmålte skridt. Alligevel nåede han ikke at stoppe og se sig for inden han ramlede ind i en anden person.
"Åh, nej, det må De undskylde!" lød en pigestemme, og en ung Jiane kom inden for synsvidden. Indsigt, forståelse, voksede frem i nutidens Eremi ved synet af hende. De trak sig væk fra hinanden, og Eremi rettede let på brillerne.
"Jeg er ked at af rette Dem, men jeg er ikke en De, blot en du. Det ville være uforskammet overfor Dem selv at kalde mig andet."
"Ja, Deres tøj fortæller, at De ikke er adelig. Hvordan er De kommet herind?"
Man kunne fornemme et træk på den ene skulder fra Eremi. "Jeg kom blot forbi. Jeg er god til planlægning og udregning, så jeg tænkte, at jeg kunne tage en chance. Men jeg kan ikke forestille mig, at De skulle være interesseret i noget så ubetydeligt som mit liv." Mindets Eremi trak sig ud til siden og gik derefter fremad, forbi hende.
Problemet var blot, at han ikke kom langt. "Nej, vær sød at vente, vil De ikke nok? Jeg har aldrig været i kontakt med nogen, der ikke var adelig, ud over mine tjenestefolk. Jeg er bange for at spørge Dem, det må jeg indrømme, men hvorfor mangler De nogle tænder? Og hvor kommer De fra? Hvordan voksede De op?" Hun virkede ærligt interesseret i hans liv, lige så meget som hun virkede som en uskyldig, lille pige.
"Jeg voksede op i Solitopia, i regnskoven." Et lys voksede i hendes øjne ved de ord. Som var det spændende. "Jeg var ude for en ulykke med min familie, hvor jeg kom til skade. Men det er ikke noget, jeg har lyst til at snakke om. Og jeg gentager, De bør ikke benævne mig så pænt."
Til det gav hun et smil. "For at være ærlig, så er jeg heller ikke så fin endda." Hun grinede, og grinet var let. "Jeg har to ældre søstre og to yngre brødre. Det svarer nok ikke til Deres standarder, men i min verden gør det mig betydningsløs. Jeg skal være meget heldig, hvis jeg selv kan vælge min fremtidige mand, selvom jeg dog er blevet velsignet med en kærlig fader." Hun stoppede et øjeblik, tænksom, og tog så en dyb indånding. "Jeg har altid drømt om at gå på en kro. Er det muligt, at De kan tage mig til en? Jeg lover Dem at tage ansvaret, hvis det går galt. Jeg vil gøre alt."
"De er ikke klog at tage alene med en mand. Jeg kan kun forestille mig, at Deres fader bliver vred, men hvis De ærligt vil det, så kan jeg tage Dem med ud. Jeg lover at beskytte Dem." Hendes hænder løftede sig begejstret op til hendes bryst. Den nutidige Eremi gav et opgivende suk og lod en hånd falde mod hans pande, men der var tegn på et smil i hans mundvige. "Men hvis vi skal af sted, så skal De passe ind. Først må De acceptere, at jeg kalder Dem for du, og du skal kalde mig det igen. Derefter skal vi finde dig mere passende tøj, og det er nødvendigt, at du ikke fremviser din rigdom, eller jeg bliver tvunget til at holde fremmede på afstand." Hun så på ham med en blanding af fascination og frygt. Så nikkede hun.
"Ja. Ja! Jeg er så glad for, at De- Dem... dig... nej, du, at du gør det. Du virker så dannet i forhold til de ting, de fortæller mig i skolen. Jeg takker Dem... nej, dig." Hun nejede for ham, og han bukkede igen, greb hendes hånd og løftede den op imod deres blikke. Plantede et kys på hendes knoer.
"Det er mig, der takker. Jeg er glad for at møde en på din stand, som virker så venlig." Han rettede sig op igen, men i bunden af billedet kunne man fornemme, at deres hænder endnu var forbundet. "Det giver mig håb for denne verden." Der spredtes en rødmen over hendes kinder, og hun nejede endnu en gang. Netop som hun skulle til at trække ham videre for at finde noget passende tøj, og netop som rødmen forsvandt, stoppede mindet. Og mens hun så på ham kunne man se en fascination i hendes blik... men mere end det, dybt inde bag hendes fejlende, adelige maske kunne man fornemme de første tegn på forelskelse.

Det var sådan de var tilbage. Et billede af hver af dem, og da tavsheden sænkede sig kom han alligevel til at flytte blikket fra sin kone. Og man så i det samme smerten på hans ansigt. Han rystede på hovedet da det pludselig føltes, som om de kom nærmere. Han ønskede det ikke... De skulle... han ønskede ikke, at de kom nærmere, og selvom de ikke sagde en eneste lyd tog han hænderne for ørerne og lukkede øjnene. Som frygtede han dem, hver og en. Som var de alle trusler.

[Finadore]

"Selvfølgelig er der noget!" sagde Shinee bestemt og skulle til at fortsætte, da mindet udfoldede sig. Følelserne flød pludseligt igennem hendes krop, da det gik op for hende hvad det var for et minde. Tårerne var ikke længere til at stoppe og hun gispede ved synet af Ryonell. Ukontrolleret tog hun et skridt frem og måtte dække sin mund, for at stoppe sig selv i at råbe, skrige og hulke. Hendes forstenede grimasse af sorg, vrede, og mest af alt bekymring, fulgte familien gennem tragediens udspillelse, og da mørket erstattede det, lukkede hun øjnene. Vendte sig imod Eremi, og kiggede på ham, da hun genkendte Tilda og Hilda's stemmer. Hørte hvad Jianes unge stemme, og mærkede genkendelsens vage bånd sprede sig i sin mave. Hun tørrede tårerne væk, bed sig i læben, og smilede så forsigtigt. "... Eremi?" Hendes stemme var lav, og hun holdte den lysende tråd op foran ham. "... Du er ikke længere alene," hviskede hun så, og selvom hun kunne mærke at han ikke ønskede at dele minderne, så kunne hun ikke sige fra. "Eremi... Du skal nok klare det. Jeg ved, hun venter på dig. Jeg kan genkende hendes blik," stemmen stadig lav, og hun løftede Dore's hånd. "Eremi. Du er så meget mere end du selv tror."
Blidt strammede hun grebet om tråden. "Det er hendes blik et bevis på," sagde hun så og hun pegede på en smal sort tråd, der som et hårstrå sad på den lysende. Uden at vente tog fat med fingerne, og mærkede et stød i mellemgulvet - en usynlig mavepumper, men hun nægtede at give slip og fjernede det fremmed legeme, der havde sat sig der og som ikke hørte til - efterladenskaber af en andens kræfter. Langsomt førte hun tråden væk fra Eremi og gav den til Dore, det eneste umagiske væsen i den verden de befandt sig i.

Dore havde lukket øjnene tidligt, og først åbnet dem, da Shinee begyndte at tale. Han vidste ikke, hvad det var for nogle følelser, der løb igennem hans krop, og var ufattelig angst for at reagere på dem. Respekten for den fremmede voksede, og han trak vejret dybt. Shinee's stemme fik ham til at kigge op, og det gik op for ham, at hun havde grædt. Ikke overraskende, det var trods alt hendes mands fortid hun havde set, og den havde ikke lydt rar. Han kiggede på hende og mærkede den selv samme længsel efter en elsket person, dybt i sit indre. Da hun rakte ham tråden, tog han den uden tøven og mærkede mørket synke ind under sin hud. "Eremi." Det var første gang, han sagde mandens navn. Han blev pludselig i tvivl om hvad han skulle sige, og hans ben knækkede sammen, da mørket lagde sig om ham og tvang ham ned. ".. Min mor.. sagde engang.." gispede han anstrengt, men vidste at han måtte fortsætte. De ord havde aldrig været til ham selv. Det vidste han nu. ".. at når.. man er nødt til at acceptere.. sig selv på godt og ondt," et grynt af smerte undslap ham og han kneb øjnene hårdt sammen. "og sin fortid.. ellers kan man ikke.. leve i sin fremtid."
Følelsen af mørket voksede og han havde det som om, at hans hoved skulle springes. "Det kræver mod! Det kræver styrke, og håb! Og du er så egoistisk for ikke at se alle de mennesker der tror på, at du kan gøre det!" Råbte han så, og pegede på Shinee, på sin mor, på Jiane og til sidst Levinde. "Jeg kender dig ikke. Men de venter på dig." sagde han så, inden han lagde hænderne for ørene og bekæmpede smerten i sit indre, og den fremmede følelse på sin egen, stille måde.

Tilda stirrede på sin søn, hvis hånd pludselig begyndte at ryste vagt. Flere tårer gled af Shinee's kinder og det var klart at noget var under optakt.

[Ryonell Bornakore]

Endnu var det, som om billeder forsøgte at komme tættere på og trænge ham væk, men der var ikke nogen steder at flygte hen... og de to andre var der også, pressede ham, snakkede med ham. Han var ikke længere alene? Han havde aldrig været alene, og alligevel så føltes det, som havde han altid været det. Så hans reaktion på hendes ord var at trække sig væk fra hende, som for at modbevise den ensomhed, som han endnu følte og kendte - en slags tryghed og forsikring i hans liv om, at noget da endnu var som før. "Lad mig være!" bad han, igen uden lyst til at ændre noget, uden lyst til at de skulle være der og uden evne til at række ud og stole på dem. De havde set to af hans dybeste hemmeligheder nu, og de havde hørt mange. "Jeg vil ikke have jer her!" Han og lavede igen håndbevægelsen rettet mod dem, som for at få dem drevet ud, men der var ingen effekt - ingen kraft tilbage. Forsøgte at få tråden fra dem, men ude af stand til at gøre det. Han kunne ikke - han var udmattet.
Det var da at Shinee fjernede tråden, og han gispede smertefuldt og holdt sig for brystet der, hvor tråden havde sin rod. Alting omkring dem begyndte at flimrer, som var hele Eremis bevidsthed i fare for at kollapse. Hans hænder søgte op mod hans mund, i et ærligt forsøg på at bide negle igen, mens billederne omkring dem kollapsede til en skikkelse af hver. "Nej... Nej..." hviskede han, gentog han, mens hans øjne søgte omkring dem i et forsøg på et holdepunkt i den nedsmeltning, der fulgte. "Jeg kan ikke..." Det var her Dores udbrud kom til udtryk, blev råbt, og det trængte igennem støjen og kaosset omkring dem. Tråden i deres hænder flakkede som flammen på et stearinlys. "Jeg har det ikke... jeg kan ikke..." Han havde ingen styrke. Intet håb eller mod. Han manglede endda næsten lysten til livet i sig selv.
Den ene af hver skikkelse, som havde taget billedets plads, voksede opad og fløj højt op over dem. Det var skikkelsen, der havde taget billedet af Levirdas plads, og de andre tog form som en klagende, tåget og flakkende skikkelse. "Jeg troede, du kunne mere..." klagede Szuraims skikkelse. "Elsker du mig virkelig?" hviskede Jianes med tårer i øjnene. "Adelig? Du er blevet adelig?" knurrede Ryonells med tydelig og dyb foragt. "Du kommer aldrig forbi... har du glemt mig?" spurgte Tildas sorgfuldt. Og over dem, som dronning af kaosset, lo Levirda en skinger latter. Hendes arme var spredt ud, og under dem var der et slæb af altfortærende mørke. Mørke, der fokuserede ligeligt på Dore og Eremi nu - et slæb, der bredte sig over hele hans bevidsthed. "Din uduelige, håbløse unge... jeg burde have slået dig ihjel i det samme, du blev født!" Alt, Eremi gjorde, var at forsøge at skjule sig for dem - men det var tydeligt, at moderen var den vigtigste, den hovedsaglige synder. En hånd var endnu i hans mund, neglene mellem hans tænder, men den anden forsøgte at skærme sig fra lyden så vel som den kaotiske virkelighed af flimrende, flakkende, døende og angribende mørke.
"Jeg... jeg kan ikke..." hviskede manden, og han lød mere som et fortvivlet barn en den rige herremand, der havde underlagt sig store territorier. "Det ikke... jeg kan ikke..." En hosten kæmpede sig igennem ham, en snappen efter luft, som om alting gik i stå. Han rystede, og selve hans eget selv flimrede et øjeblik før han begyndte at give op...

"Nej, Eremi! Kom så!" kom så en ny stemme. Det var den rigtige Ryonell der råbte, og der var vrede og hans famøse stædighed i hans stemme. Blandet med desperation. "Du kan godt! Gør det! Kom igennem det!" Eremis blik søgte opad, forvirret og fjernt kiggende efter hans lillebror, der kaldte på ham. Troede på ham. Og endnu en stemme kom frem. "Du er en modig mand," lød det fra oven, og det var det tidligere mindes Tilda, selvom den mørke klon iblandt dem endnu beklagede og beskyldte ham for ligegyldighed og svigt. Eremis blik faldt på den falske efterligning, forvirret og ikke tilstedeværende. For det var den kvinde, der snakkede, men hvorfor passede læberne ikke overens? "Du er stærk, søn - lov mig aldrig at tvivle på det!" informerede en fortidens Szuraim, og hans ord modsagde beskyldningen fra skyggen, der bar samme stemme. "De venter på dig!" lød Dores stemme endnu en gang fra blot sekunder siden, og Eremi hostede igen, hev efter vejret.
"Hvem?" spurgte han svagt. Hvem ventede? Hvem var dum nok til at vente på ham?
Svaret kom hurtigt. "Jeg elsker dig, Eremi. Du har givet mig liv. Håb. Jeg håber blot, jeg kan give dig lidt tilbage." Jiane. Indsigt og forståelse kom frem, svagt vågnede det i hans øjne, mens selve Eremis krop endnu en gang flakkede. "Tag dig sammen og lev!" råbte Ryonell udefra, men da Eremi kiggede op efter ham og hans stemme var det kun Levirda, han så. Og hun grinede endnu. "Eremi. Du er så meget mere end du selv tror. Hendes blik er bevis på det," kunne man igen høre Shinee sige, og Eremis hosten blev værrere inden han endelig tog en dyb indånding og mødte sin mors blik. "Ja, sådan, kom tilbage! Jeg ved du kan! Du er min bror, så jeg ved du kan!" lød Ryonells stemme igen, og tårer faldt ned over Eremis kinder mens han stirrede op mod hende. Som en mørk sol hvilede hun over dem, og mens resten af verdenen endnu flimrede holdt hun sig stabil og på plads med øjne kun for ham.
Så hostede Eremi igen, og udenfor kunne man igen høre Ryonell råbe et desperat "nej! "Jeg..." gispede Eremi og lod blikket falde. "Jeg kan ikke..." Og så lo Levirda af ham igen, over hans hoved, skingrende og frydefuldt inden hun lod sig falde ned mod dem, og som en kaskade af vand flød alt mørket, alle skyggerne og al kaosset direkte mod dem med planer om at knuse og ødelægge. Skikkelserne forsvandt til røg og blev en del af flodbølgen. Tråden, den hvide tråd, som Eremi levede på og af, blev tynd og forsvandt fuldkommen i næsten et helt sekund.
"Du kan ikke, hvis du ikke tror på det." Og Eremi så op igen. Det var den rigtige Levirdas stemme, der sagde det, og tråden kom igen, blev tydelig og stabil. Skyggernes, mørkets Levirda var stoppet op blot centimeter fra ham, og hun svævede i ingenting mens hun og hendes ældste søn stod overfor hinanden, næse mod næste og øje mød øje. Hendes ansigt var en forstenet maske af skadefryd og ondskabsfuld glæde. Som en statue fløj hun over ham, livløs, og mørket var tæt omkring dem, stoppet i kun en lille kuppel omkring dem. Og som alt andet stod det stille i total og fuldkommen tavshed for første gang i al den tid, hvor de havde være derinde. Tiden lod til at være stoppet, men Eremi nægtede at blinke, nægtede at bryde kontakten.
Den falske Levirda lukkede øjnene. Hendes ansigt blev afslappet, som døde hun foran dem, og hun faldt ned over Eremi... og igennem ham. Det samme skete med resten af mørket, der tog de sidste meter over til ham og omfavnede ham et halvt sekund inden det forsvandt ind i hans krop. En rysten gik igennem ham og han trak vejret dybt da det sidste mørke forsvandt og de endte i grålig verden af stilhed, uden mørke, der hvirvlede i kanterne og tyngede rummet. I midten var Eremi, og hans hoved var bøjet og øjnene lukkede mens han trak vejret hurtigt og forpustet. Alt ved ham sagde udmattelse. Alligevel løftede han hånden uden at se på de to tilstedeværende, og en tåge af mørke rejste sig fra hans fingerspidser og sendte dem væk, ud. Det sidste, man kunne fornemme, var, at han inde i sit eget hoved faldt på knæ af udmattelse.

Eftersom Dore ikke var en del af Ryonells bekymringer så han ikke mandens bevægelse, men alle Shinees tårer lod ham mærke til, og det vakte tydelig bekymring for ham. Det var svært for ham selv at holde sin vejrtrækning under kontrol mens han forsøgte at holde øje med begge, og han fjernede alle tårerne på sin kones ansigt, som om det skulle hjælpe. Skulle han sige mere? Var der mere at sige? Det var der nok, og han forsøgte at finde ord mens han flyttede sin anden hånd fra Eremi og over på hende for at ae hendes kind. "Jeg-" begyndte han, men i det samme kom der en ændring hos Eremi. I stedet for mareridtslignende trækninger gjorde hans krop nu et fysisk spjæt inden den spændtes fra fod til nakke som en bue. Alt bortset fra hænderne, der i en gammel vane og trækning blev ført in i hans mund hvor tænderne bed sammen.
Da blev Shinee ladt være for en tid, og han næsten kastede sig over sin bror. På trods af, at han bevægede sig, så var der ingen vejrtrækning tilbage. Hans krop var for spændt til at opretholde den. Og Ryonell behøvede ikke at overveje, ikke at tænke, før han vidste at han var ved at miste sin bror. "Nej, Eremi! Kom så!" Hold dig i live! Kom tilbage! Jeg ved, du er der, jeg ved, du kan! Sved dryppede af mandens krop, og i et forsøgt på at hjælpe med noget forsøgte Ryonall at tvinge hans hænder ud af hans mund. Der var allerede en lille smule blod på en af hans fingre. "Du kan godt! Gør det! Kom igennem det!"
Han anede ikke, hvad det var. Han anede ikke, hvad der skete. Men han var nødt til... Ryonell ønskede ikke at miste sin bror. Ikke på denne måde, og ikke mens han så på. Og hvis Eremi forsvandt ville han miste alt - Shinee var også derinde. "Tag dig sammen og lev!" For mig, for nogen, for hvem som helst! Så længe du ikke giver op! For selvom han ikke anede, hvad Eremi oplevede, hvad de gik igennem, så kunne han mærke, at Eremi var ved at give op.
Han kunne næsten ikke fatte, da Eremis krop et øjeblik blev slappere, og en hæs, halv vejrtrækning kom frem. Som var han ved at komme tilbage. Et begejstret smil kom frem på hans ansigt. "Ja, sådan, kom tilbage! Jeg ved du kan! Du er min bror, så jeg ved du kan!" Der var en lille smule håb i Ryonells blik da han så brystet bevæge sig et øjeblik, kun for derefter at blive spændt igen og denne gang rulle sig sammen til en smertefuld kugle. "Nej!" gispede han, overrasket over den pludselige tilbagegang. Han kunne ikke stoppe det da enkelte tårer kom frem i hans øje, selvom han normalt nægtede at græde. Den hånd, der ikke hold fat i Eremis, fandt igen Shinees hænder i frygt for, at han ville kunne mærke hendes forsvinden. Igen trak hans bror ikke vejret, og igen var alting ved at gå galt. Igen var de ved at sive fra ham. Han prøvede at ruske mørkedæmonen, som at tvinge luften og livet til at fortsætte i ham.
Det var en lettelse, da manden igen slappede af og begyndte at trække vejret, denne gang lige så stille og uden tegn på drømme. Stadig turde Ryonell ikke juble, for hvad nu hvis det kom tilbage igen? Hans blik flakkede, denne gang forbi alle tre personer, der var involveret. Og så mærkede han noget, et pust af liv, som voksede frem under hans fingre. Inden i Shinees hånd. I det samme greb han hende og trak hende op til sig, endnu bange for at knuge hende hvis det skulle vise sig at være en illusion.

[Shinee]

Shinee slap Eremi og gispede, da alting snurrede rundt. Det hele skete så hurtigt, at ikke noget at registrere meget inden hun blev trukket baglæns af en usynlig kraft. Hun nåede lige at få øjenkontakt med Dore, der blev skubbet i samme retning, inden alt blev kul sort.

Hendes mund var tør. Kinderne lidt fugtige. Hun kunne mærke vinden, sandet på sin krop. Og et sæt velkendte stærke arme, der holdte om hendes krop.
Langsomt åbnede hun øjnene. Lyset, farverne.. Hun stirrede på Ryonell. Løftede hånden og havde lyst til at græde, men den umådelige lettelse over at være i live, tvang et smil frem på hendes læber, mens tårerne steg op i de lysende violette/lilla øjne. "Ryonell.." sagde hun, lettet og på samme tid huskede hun minderne. Hendes hånd hvilede kun kort på hans kind, inden hun omfavnede ham, knugede ham ind til sig og bed sig hårdt læben.

Dore åbnede øjnene, og stirrede blindt op. Han havde så ondt, men han nægtede at vise det. Tilda fløj frem til Eremi, så snart Ryonell flyttede sig, og hurtigt fik hun ham lagt, så der ikke var nogen fare for at han blev kvalt. Hun tjekkede hans puls, holdte fingeren ved hals pulsåren og hviskede lavt, for sig selv. "Eremi, du er stærk, bare sov..." Da hun kiggede op igen, var Dore ved at rejse sig, vaklende og med næseblod. "Finadore.." Han stoppede hende med en løftet hånd. Trak vejret dybt og tørrede blodet væk. Stirrede blankt på sin ene arm, hvor noget der lignede et ar havde lagt sig, hvor tråden havde rørt ham. Helt op til håndfladen. Tyndt og ildrødt. Blodet pumpede hidsigt rundt i hans krop, mens han bekæmpede en hovedpine der ikke kunne sammenlignes med noget han havde oplevet før.
Med en pludselig og sikker bevægelse løb han mod havet og stoppede ikke før det gik ham til navlen. Han stak hovedet under og vaskede sit ansigt rent, men tankerne fik frit spil. Da han kom tilbage, fik Tilda et kort nik. "Jeg har vidst gjort nok her," sagde han så, uden at kigge på Shinee og Ryonell. "Jeg formoder at min opgave er fuldent.." Han nikkede mod Shinee, der kort kiggede over skulderne og nikkede tilbage. Så gik han. Væk, væk derfra, han ville ikke mere. Han måtte bare væk. Og han vidste ikke hvor han skulle gå hen...

[Ryonell Bornakore]

I samme øjeblik han indså at hun kom til sig selv knugede han også hende ind til side. Han lod ikke engang til at mærke sine egne tårer da han holdt hende som om hun ville forsvinde for ham. Som hun havde været ved at gøre. Hvis der var en ting, der kunne ødelægge ham, så var det et tab, og han følte, at han kun lige havde fået styr på sin verden igen. Han ønskede ikke, at det skulle falde fra hinanden, og et langt, hjerteskærende øjeblik sad de bare og holdt om hinanden. "Hvordan har du det?" spurgte han hæst mens han endnu holdt fast i hende. Han havde endnu ingen anelse om, hvad der var sket, havde ingen fornemmelse af, hvorfor de alle var gået i gulvet, eller hvordan han selv var kommet ud af det. Og det var noget, han gerne ville vide.

Han reagerede dog stadig ikke på Dores situation. Eremi var i hans tanker, men han lod det være for nu indtil han vidste, at hans ene prioritering var i sikkerhed. Eremi selv rørte sig dog ikke, og han udtrykte en svag mumlen ved Tildas ord inden han blev tvunget i søvn. Af mange og forskellige grunde var han for udmattet til at gøre mere lige nu, og han ville sandsynligvis vågne med en forbandet hovedpine af stor kaliber.

[Shinee]

Hun gemte ansigtet ved hans hals, mens tårene fik frit løb. "Træt," hviskede hun så lavt og holdte bare om ham. Udmattet. Øm i kroppen. Men det var ligegyldigt. Hun var i live og hun var hjemme. Lettelsen løb som små rystelser gennem hendes kølige krop, og trykkede sig hårdt ind mod ham. Havde brug for tid til at komme sig - få styr på sine følelser. Så trak hun sig tilbage og kiggede på hans ansigt - genopdagede hver fuge, hvert lille ar, hans kæbe, og hans øje. Billedet af den unge Ryonell, den sårede Ryonell, hans storebror... tanken om børnene der mindede og delte så meget med dem... De stod skarpt i hendes sind, og hun bekræftede sig selv i, at lige nu havde de det godt alle sammen.

Tilda aede blidt Eremi over panden, lettet over at hans feber syntes at være næsten forsvundet. Så lagde hun tasken under hans nakke, og tog en hånd, men hun mumlede en lav, ældgammel hymne, for at holde onde drømme væk.

[Eremi af Kuriqer]

Da hun trak sig væk tog han en dyb indånding og brugte et øjeblik på at undersøge hver en del af hende med sit enlige øje. Hendes øjne, dybe og følelsesmæssige og endnu med spor af tårer. Hendes øjenbryn, der buede over dem, og som nu igen udtrykte hendes følelser efter at have været stille mens hun var besvimet. Hendes kinder, hendes hage, næsen, alt ved hende strejfede han med sit blik. "Men ikke mere?" Det var en blanding af en konklusion og et spørgsmål, for han var stadig ikke overbevist om, at hun nu havde det godt. Men nu hvor hun ikke knugede ham mere, og nu hvor han følte sig sikker på, at hun ikke ville glide ud af sin krop igen, kunne han se over mod Eremi.
Hans storebror lå og trak vejret afslappet, fredfyldt, mens Tilda tog sig af ham. "Hvad... Jeg..." begyndte Ryonell da alle spørgsmålene kom tilbage til ham. Der var endnu ingen, der havde forklaret ham, hvad der var sket eller hvorfor, og han ønskede at få svar, men han vidste også, at hans bror ikke havde det godt. Eller, han havde det bedre, men han lå ikke under de mest perfekte forhold. "Vi burde få ham indendøre..." mumlede Ryonell, og han var ikke i tvivl om, at Shinee også trængte til at ligge ned for en tid. Og Tilda måtte heller ikke gå - det var hende, der havde alle svarene, for det havde den forbandede kvinde altid. Han kiggede tilbage på sin kone. "Kan du stå?" spurgte han. "Gå selv?" For i det tilfælde kunne han løfte sin bror og bære ham til deres hus. De skulle hjem. Når alle var i sikkerhed og havde det godt, ja, så kunne Ryonell stille spørgsmål. I hvert fald så længe, at det var hans elskedes tilstande, der var i fare - havde det været andre mennesker ville han have været ligeglad.

[Shinee]

"Jeg har det.. godt efter omstændighederne," mumlede Shinee og kiggede på Eremi. Ryonell havde ret, og hun vidste godt hvordan broren nemmeste ville komme til deres hus. "Jeg.. Jeg kan godt gå," ellers skulle hendes stædighed nok bære hende hvert skridt af vejen. Hun tog godt fat i Ryonells skulder, inden hun forsøgte at få balancen. Forsigtig lagde hun vægten på hver fod og bøjede lidt i knæene. "Jeg kan godt gå," gentog hun så og Tilda kiggede op.
"Kan vi få ham i læ? Har i et hus her i nærheden eller hvad?" spurgte kvinden, ikke overrasket, men alligevel heller ikke helt forberedt. De var trods alt et usædvanligt par, og hun havde ofte haft det svært ved at forestille dem som "mor, far og børn, i eget hus". Så strøg hun Eremis pande blidt igen og kiggede afventende på dem.
"Ja. Ja, vi har et hus," svarede Shinee tørt, og undrende. Hvorfor var det så underligt? Hun tog forsigtigt et skridt fremad og bemærkede tilfreds, at selvom det gjorde ondt, så kunne hun godt. Men hun frygtede at se sig i et spejl - havde på fornemmelse, at der gemte sig nogle voldsomme grøn,blå mærke på hendes mave.

[Eremi af Kuriqer]

Hendes mand svarede med et nik og lod hende støtte sig til ham da hun rejste sig. Selv da hun var kommet op holdt han øje med hende, bange for, at hun skulle falde eller besvime. Det var først, da hun viste stabilitet, at han vovede at se væk fra hende og igen lod blikket falde på sin bevidstløse bror. Han lod Shinee klare snakken og kom på benene igen. På trods af den instinktive trang til at angribe Tilda som menneske fik han tvunget sig til at lade være og bare komme hen til sin bror og forsigtigt få ham op i sine arme. Han var nødt til at gøre det, for både sin egen og Shinees skyld, men der ville ikke gå lang tid i stillestående tilstand før han ville være tvunget til at gå ud og jage for at holde sig fra mennesket. Han mente ikke, at Eremi ville være i fare for hans aggressioner.
Da den ældre kom op i den yngres arme, stadig ubevægelig og udmattet, blev forskellen på de to ellers så ens mænd tydelig. I forhold til den veltrænede og krigeriske Ryonell, der kun blev større af vampyrismen, gjorde Eremis papirnusseri intet for ham. Deres træk var ens, men deres størrelse og måden, de udfyldte de træk, var forskellig. Det var dog ikke noget, som Ryonell lagde mærke til, da han bar sin bror over mod huset. Den anden var endnu dækket og drivende med sved, selvom han ikke længere brændte, og hans ånde spredte sig over hans bryst, stille og rolig da der ikke længere var nogen fare. Det var endnu ikke gået op for Ryonell, at Eremi måske ville være anderledes når han vågnede. Lige nu nød han bare, i det mindste en lille smule mens de kom nærmere huset, at hans bror var stille og afslappet.

[Shinee]

Tilda skulle til at kommentere yderligere, men stoppede da hun kiggede på de to brødre. "... Hvordan går det?" Spurgte hun så forsigtigt Shinee, der langsomt gik fremad. "Jeg vil ikke.. senere," Kortfattet og præcis. Synet havde givet hende en klump i halsen. De to sammen. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv, og hvordan Eremi ville have det når han vågnede op.
Turen hjem virkede længere end nogensinde før. Da det blå hus dukkede op, smilede hun vagt, og piftede halvhøjt. Hellere mødes med børn og Jhanin UDENFOR det lille hus, end i den allerede lille stue.. Hun blev træt bare ved tanken og overvejede hvor hun kunne sende dem hen og.. sandsynligvis lave ballade. Fortælle Jiane, at Eremi var fundet og han havde det fint? At hun ville sende ham hjem? Det var en overvejelse værd, men hun endte med at afvise tanken. Hun ville selv følge ham hjem, og tage pigerne med sig. De havde brug for lidt luft, og det ville Ryonell også have (og Jr. var så optaget af sine bøger og havet, at han næppe gad med nogensteder hen).

[Ryonell Bornakore]

Imens han gik holdt han konstant øje med Shinee for at være sikker på, at hun ikke pludselig faldt om. Det var opløftende for ham, at de nåede så tæt på huset, uden at det skete, og hans blik flyttede sig op mod deres hjem. I forhold til Markares slot var det ingenting, men for Ryonell var det rigeligt - man var vel vokset op i en klippehule. Børnene og Jhanin kom ud, og da det gik op for ham, hvorfor Shinee havde gjort det, var han ærligt taknemmelig for hendes tænksomme person. Så udmattet og svag som Eremi lige nu var, så var det vigtigt ikke at udsætte ham for alt for mange ting eller vække ham for tidligt.
Jhanin var kommet ud af huset i menneskeskikkelse, som altid splitternøgen på trods af hans families klager over det. Han brød sig ikke om tøjet og synes både, at det kradsede og var i vejen. Der gik ikke længe før han genkendte dog Eremi med det samme fra Ryonells barndom, og en smule fra før deres vampyrisme, og hans reaktion var at forvandle sig til en flagermus igen og dykke direkte efter Eremis hår i bekymret glæde. Ikke at Eremi som barn nogensinde havde været en stor fan af flagermusen, men Ryo kunne lide manden, så Jhanin ville også lide manden. Ryonell var dog ikke så begejstret. "Nej, Jhanin, afstand! Han er træt, han skal sove!" Flagermusen stoppede op i luften og lagde forvirret hovedet på skrå over hans ord. Det var tydeligt, at han ikke kunne se noget forkert ved sin opførsel. Ryonells øje flyttede sig til børnene, og hans blik blev en smule blødere. "Det gælder også jer," fortsatte han derfor. "I kan ikke finde ud af at være stille, så smut et eller andet sted hen. Og kom tilbage inden solopgang, okay?" De kunne passe på sig selv. Og hvis ikke, så havde de Jhanin med sig. Idioten ville altid være i stand til at flygte, og han var klog nok til at hente hjælp.

[Shinee]

Et smil spredte sig langsomt på Shinees ansigt, ved Ryonells ord. Han havde forandret sig. Hun fik øjenkontakt med Tasa og stoppede med at gå. Strakte armene ud til siden og ventede på den reaktion hun vidste ville komme fra alle tre børn. De udvekslede kort blikke, inden de løb om kap mod hende.
"Moar, hvem er det?" Szuraim hang om hendes hals og hun knugede ham ind til sig. "Det er en i skal.. møde senere," svarede hun vagt og strøg hans hår. "Må vi lave liiiiige hvad vi har lyst til?" spurgte Skvira energisk som altid. ".. Hvis i holder øje med hinanden, ja. Husk at hold jer fra farlige fremmede. Og pas på. Pas virkelig på hinanden!" Et stik af bekymring et kort sekund, men Shinee vidste at de kunne passe på sig selv - de var vel hendes børn.
Tasa slap sin mor og kastede sig over Tilda - "TILDA, JEG HAR LÆRT AT TEGNE DRAGER!" råbte hun, inden nogen kunne nå at tysse på hende. "Jamen lille ven dog, det var da flot! Det må jeg se på et tidspunkt. Men nu skal i gå en lille tur, og husk at i skal være tilbage som din far sagde, ikke?" klukkede Tilda. "Solnedgang," nikkede Tasa og de to andre søskende rystede opgivende på hovedet, efter et delt blik. "Kom så, vi har øhh... ting vi skal nå," mumlede Szuraim og han smilede forsigtigt til dem alle, inden han satte i et langsomt løb mod skoven, med sine søstre i hælene.