Unknown adventures

[Ryonell Bornakore]

Eremis øjne udspiles ved svaret, og det mørke skjold han havde rejst for at beskytte sig mod sin bror blev først forstærkedes og blev både tydeligere og tykkere. Det var en modsætning til hans normale metode med at manipulere så lidt mørke som det var absolut nødvendigt så effektivt som muligt for at spare på energien. Så brød skjoldet sammen og forsvandt som et splintret spejl, og stykker faldt til jorden før de gik i oplysning til ingenting. Selv hans ansigt bevægede sig da han åbnede munden for at trække vejret dybt, og der var en let skælven i bevægelsen.
På trods af sin tidligere arrigskab fik den tydelige reaktion fra hans brors side ham til at tøve. Så voksede det igen, men rettet mod de to andre, som tydeligvis havde gjort et eller andet for at skade hans lille storebror. "Hvad har I-!"
"Ikke nu, Ryo!" råbte Eremi, og hans vejrtrækning blev mere og mere besværet, mere og mere stakåndet da følelserne begyndte at tage overhånd. Der var følelser i hans stemme. Efter endnu et øjeblik gik det op for ham, at han skulle væk. Han var nødt til at komme væk. Hans hjerte bankede, som var han ved at få et panikanfald, og jo mere han bevægede ansigtet, jo mere smertede hans kæbe. På trods af kulden havde han det varmt, og som før vendte han sig om og så ud over havet, lige ved at gå ud i det da det gik op for ham, at han ville drukne hvis han gjorde, hvad han overvejede.
Så i stedet tog han hånden op til ansigtet, som for at støtte det, og selv hans smertende venstre hånd fulgte med for helt at skjule hans følelsesmæssige rutsjetur. Det føltes forkert, helt forkert, efter hans uendeligt mange år hvor han havde skjult sine følelser. Allerede fra han var barn begyndte han at opbygge det forsvar, og nu stod stod han og skjulte sit ansigt som et andet barn. Og inde i hans hoved kunne han mærke det barn, en seksårig knægt med tårerne trillende ned af kinderne i følelsen af bedrag. Han kunne ikke tro på det... ville ikke tro på det... det kunne ikke være sandt...

Gemt i underskoven i regnskovens fugtige vegetation krøb et barn sammen og skjulte sit ansigt. 'Jeg er her ikke, jeg er her ikke, jeg er her ikke,' tænkte han igen og igen og tiggede og bad til, at han blot ville forsvinde ud i tom luft og blive til lys. Lys, ja. Den seksårige ville bare gerne være lys, og væk, langt væk fra familie og huler og mødre. Tårerne løb ned af hans kinder og han forsøgte at skjule sine hulk. Alligevel hørte han fodtrinnene komme gennem skoven, og barnet forsøgte at krybe væk.
"Ere?" Der var så meget smerte i mandens stemme, men alligevel forsøgte drengen at rejse sig og løbe. Han nåede det dog ikke. En hånd havde fået fat i ham og han blev vendt om og stirrede langt op, ind i øjnene på sin bekymrede far. Hans tårer faldt endnu, og snot løb fra hans næsebor. De nåede kun lige at få øjenkontakt inden barnet kiggede væk. "Ere..." Szuraim gav et svagt smil mens han satte sig ned foran sit ældste barn for at komme i øjenhøjde. "Ere, hvad er problemet."
Barnet svarede i første omgang ved at ryste på hovedet og lade sit hår falde ned foran sit ansigt. Alligevel gik der ikke lang tid før han svarede. "Mor."
Et glimt af frygt og sorg fløj over mandens ansigt, og han rakte ud under hans hage og flyttede drengens ansigt mod ham. "Hvad...?" Han sank noget og trak vejret dybt. "Hvad gjorde hun?" Barnets sorte øjne flyttede sig væk, og Szuraim ruskede ham svagt. "Ere, hvad gjorde hun?"
"Mørke..." Hans stemme skælvede og hans krop rystede. Næste øjeblik kastede han sig ind til sin far, ind i hans arme, og der klamrede han sig fast og hulkede vildt.
Og Szuraim gjorde det eneste, han kunne gøre, og han holdt sin søn og lod ham græde. "Er det første gang?" spurgte han bekymret, og han mærkede barnet ryste på hovedet mod sin hals og mærkede, hvordan barnet skælvede. "Jeg skal nok tale med hende." Igen rystede drengen på hovedet som nej, for han vidste, at mor bare ville blive sur på ham over, at han fik far til at gå imod dem... og han vidste, at det ville få dem til at skændes igen. "Det er jeg nødt til, Ere. Det forstår du godt, ikke?" Drengen græd videre et stykke tid hvor hans far bare aede ham på ryggen. Så kom der det mindste, lille nik, så svagt manden næsten ikke mærkede det. Og drengen blev stille igen. Kort efter lod Szuraim ham gå og sad foran ham i stedet. "Skal vi tage hjem?"
Igen rystede drengen på hovedet, og Szuraim rynkede øjenbrynene. "Hvorfor-?"
"Der er mørkt, far. Jeg kan ikke lide mørket." I et kort øjeblik var Szuraim ved for alvor at blive sur på sin kone, men så snakkede Eremi videre. "Det skaber ting. Specielt når I ikke er der. Jeg ser ting, du siger ikke findes, far, og de er skræmmende." Igen kom der tårer i barnets øjne, og han søgte sin fars hånd mens han så ham i øjnene igen. "Jeg kan ikke lide at være der. Tankerne gør ondt i hovedet."
Og Szuraim forstod sit barns problem. "Eremi." Endnu en gang var barnets øjenkontakt forsvundet, og sønnen så på sin far med tydelig frygt i øjnene. "Det er dit eget mørke. Det er en del af dig, forstår du det?" En enkelt tårer faldt fra hans venstre øje, og han snøftede inden han tøvende nikkede til sidst. "Og du kan vinde over det. Ved du hvordan jeg ved det?"
Drengene rystede på hovedet, og Szuraim grinede til ham. "Fordi du har dette." Han pegede drengen i panden med to fingre, og det første smil kom frem på hans ansigt. Det lod til at lette Szuraims hjerte meget. "Du har et godt hoved. Det er stærkere end mørket, forstår du det? Du kan kontrollere det. Du kan finde en måde at kontrollere det. Mor kan hjælpe dig," i det øjeblik forsvandt smilet igen, og Eremis blik faldt, men Szuraim løftede hans hage igen, "og jeg vil støtte dig, okay?" Szuraim smilede igen og gav hans pande et kys. Efter et øjeblik tvang barnet et smil på plads. "Lær at kontroller dig selv. Alt, som kan frembringe en reaktion, okay? Du har mange potentialer." Tøvende nikkede Eremi, som far gerne ville have det. "Skal vi så tage hjem?"
Frygt byggede sig op i drengen øjne, men han tvang sig selv til at holde sig nogenlunde sikker. Der var en skælven, og så ikke mere. Mørket kunne lide hans tårer og frygt, så han måtte holde mørke i skak. "Kan vi ikke... kan vi ikke bare gå? Mig og Ryo og dig? Uden mor?" Szuraim kom til at grine svagt, og drengen smilede med ham, en lille smule håb voksende i hans øjne.
"Det kan vi da ikke, Ere. Jeg elsker din mor for højt, og jeg ved, at det gør du også!" Og igen lod Eremi blikket falde mens de gik hjemad hånd i hånd. "Du kan bare blive udenfor i dag. Så behøver du ikke komme ind til mørket, ikke?" Eremi gav blot det mindste, lille nik til svar mens han betragtede sine fødder gå.

På sidelinjen stod Ryonell blot, helt befippet over måden, hans bror lige havde talt til ham. Han kunne mindes at have hørt den stemme for år siden, før han forlod regnskoven alene med sin far. Og der var desperation i den stemme. "Hvad... hvad er der sket?" spurgte han, så forvirret at han helt glemte alt om instinkter og drab. Der var forvirring i hans øje, og han søgte efter Shinee til at guide hans næste skridt i denne alt for følelsesmæssige situation.

[Shinee]

Dore stirrede bare på den scene der udspillede sig foran ham, uden at forstå andet end at han havde en hovedrolle. Først det ene udbrud, så det andet og nu GRÆD den fremmede, og Ryonell lignede også en i følelsesmæssige vanskeligheder.
Modsat sin søn, så Tilda intet overraskende og trådte frem til Eremi. Hun lagde blidt en hånd på hans arm og skulder, og sukkede dybt. "Shhh.. Rolig nu, Eremi. Træk vejret dybt.." hviskede hun lavt nok til at han kunne høre det - hun gav hans arm et blidt klem og forsøgte at fange hans blik.
"Ryonell, slap af. Tag det roligt!" Shinee tog ligeledes fat i Ryonell, dog hans hånd og holdte ham tilbage. "Jeg ved det ikke, men måske......" Hun tav brat, da hun kom til at stirre på Dore. Eller rettere på hans øjne. Sådan rigtigt. Hvordan havde hun kunnet undgå at se det.

Dore stirrede på alle dem, han tilsyneladende havde gjort noget imod eller som han var afkom af, eller som var interesseret i hvem han var, og endelig flød det over.
"HALLO, er der NOGEN der vil forklare mig hvad fanden jeg har gjort, eller hvad der er med min far eller hvorfor ham der græder?! Jeg forstår ingenting?!" brølede han i afmagt og pegede vredt på dem alle sammen.

[Ryonell Bornakore]

Den yngre af de to mørkedæmoner havde sit enlige øje fæstnet på sin bror, forvirret over denne udvikling. I de dybeste gemmer, aller længst væk i hans hukommelse, kunne han genskabe lignende reaktioner fra sin storebror, men de var langt væk. Fra han selv var omkring seks eller syv år, og han havde dengang ikke forstået det og stod selv nu med forvirring. Men han kunne mærke, at Shinee var der, og så længe hun var rolig og han ikke fik at vide, hvad hans bror lige nu flippede ud over, så skulle han nok forblive nogenlunde rolig. Selvom han fik følelsen af at være et barn, det ikke kunne gøre noget. Det var en ubehagelige følelse som han ikke havde haft siden sit møde med Shinee, men denne gang var flere elementer bekendte. Eremi var der. Eremi flippede ud. Det var meget bekendt.
På den anden side af situationen stoppede Eremi med blot at holde sit hoved og satte i stedet neglene i sin blege ud da han mistede endnu mere kontrol. Omkring ham knitrede mørket svagt, som kold, død ild, der sugede selve livets ud af luften. Minderne pressede sig på, tidspunkter, hvor han havde været alene med sin mor, fordi Szuraim havde været af sted på en tur, tidspunkter, hvor han havde haft brug for ham i nærheden. Han prøvede at sætte det op mod den nye information, som han lige havde fået, og så en smertefuld sammenhæng, som han ikke ønskede skulle være der. Det ødelagde hans tanker om Tilda, hans allerede ødelagte forhold til sin far, og gjorde alting langt mere kompliceret. Det var svært at tro på. Hans far var fejlfri, selvfølgelig var han det... han kunne ikke havde haft en anden.
Svagt fornemmede han Tildas tilstedeværelse som en hånd på hans raske arm og ord i hans øre, og han forsøgte at følge hendes ordre. Trække vejret? Men det var, som om selve mørket havde lukket sig sammen om ham, forsøgte at kvæle ham, og det gik hurtigt op for ham, at det ikke var noget, han troede. Han åbnede øjnene og stirrede på hende, og det øje, der ikke var lavet af glas, næsten tiggede om hjælp. Kun for at se en skygge bag hende, som ikke fandtes for de andres øjne, og han måtte minde sig selv om, at det ikke var ægte. Hvis det var, ville de andre reagere, og så længe de ikke gjorde det, ville han intet gøre ved den.
Men det hele var endnu for overvældende, og han havde glemt de fleste af hans tidligere manøvre. Han havde glemt, at det kunne ske, havde ikke troet at han stadig skulle have problemer. Og stadig kunne han ikke tro på hendes ord, men skyggen stod bag ved hende, og jo længere han så på den, jo mere lignede den hans far, og han trak hovedet væk den anden vej. Det gjorde ondt hele vejen fra kæbe til albue, men han ignorerede det, havde ikke kapacitet til at tænke på det. Da det endelig blev for meget, da hans vejrtrækning blev for besværet og hans tanker for ville og endnu en skygger formede sig som en hallucination i hans syn, reagerede han.
Mørke samlede sig omkring ham i en egentligt form frem for den kvælende, falske ild, og han slyngede den væk, ud i havet og væk fra dem, og tvang skyggerne med trods deres manglende tilstedeværelse i den fysiske verden. "Gå væk!" Foran ham stoppedes en bølge i enorme proportioner, og i et areal af tyve kvadratmeter blev havets vand midlertidigt forskubbet. I samme øjeblik som hans hånd faldt begyndte det at komme tilbage, og øjeblikket af tilbagevendt kontrol forsvandt.
Han så mod Tilda, pludselig i tvivl om, om han kunne stole på hende, eller om hun havde behandlet ham som hun havde fordi hun 'kendte' hans far, eller om hendes ord overhovedet var sande. På den ene side passede det på nogle dele af Szuraims opførsel i skoven, på den anden side var Szuraim ikke en mand, som med vilje brød sig mod folks tillid. Vandet fra havet vældede tilbage ind mod dem, og deres fødder blev våde mens han tænkte. Mørkere tanker fulgte med, tanker, der forsøgte at overbevise ham om, at hun ikke var værd at stole på, at alle her var imod ham... det sædvanlige. Han forsøgte at ignorere det ved at sætte liden til til sin logik, lede efter de egentlige fakta blandt alle følelserne. Og igen fandt han den ældre kvinde, som han havde knyttet sig overraskende meget til, og så på hende med sit sorte øjne så tilsvarende hans mors. "Du... Han..." Men mørket kom endnu tættere på igen, og han manglede lys til at holde det væk... det var ikke en holdbar situation, men han havde næsten fået styr på sin vejrtrækning, så det blev da bedre. Selvom han stadig så hallucinationer ude i øjenkrogen.

[Shinee]

Det pludselig udbrud af mørke og vrede fra Dore, og Ryonells usikkerhed, fik Shinee til at vakle, men kun et kort sekund. Hun vidste, hvem hun prioriterede i den brogede flok og gav sin mands hånd et blidt klem. Rykkede tættere på ham og ønskede at hun kunne gøre noget for at berolige ham yderligere - men vidste at det hele afhang af Eremi.

Dore mærkede sin hidsighed død ud, så snart hans udbrud sluttede. Det hele stoppede, da han så bølgen og den - tilsyneladende panikslagne - mørkedæmons forvirring. Han tog en konsekvent beslutning, grundet at han ikke længere var alene (familien ventede ikke mere end 3 timer borte). Mentalt tog han sine følelser og vente dem langsomt rundt i hovedet. Vreden blev til ro, roen blev til bobler af røg, og han kiggede stift på Eremi. "Han hvad?" Stemmen hvislende og kold. Tilda stivnede, men nægtede at give sin søn opmærksomhed. Den oprigtige bekymring for Eremi lyste hun af hendes øjne og hun tog fat i hans hage. "Jag de dæmoner væk, Eremi. Jeg ved, du kan gøre det," sagde hun blidt og tvang ham til at møde hendes blik. "Dette forandre intet. Du har altid være en stor del af vores liv, lige siden den dag. Det har aldrig været fordi du var hans, men fordi du er dig."

Det kolde blik stivnede ved hans mor, men i samme sekund mærkede han en følelse genkendelse ved alle skikkelserne omkring sig. Han tog sig til hovedet og gispede kort og lavt, lukkede øjnene og mærkede minder, minder han havde glemt trænge sig på.

Små øjne stirrede ind i mors skjørter. Den hidsige moster væk for blot et split sekund og han slog armene om sin mors mave. "Hvor skal vi hen?" mumlede han stille og mærkede kriller i maven. "Moar, hvorfor vil du ikke sige noget?" spurgte han så, da hans mor bare smilede og blidt løftede ham om. Stærk kvinde. Han var 6 år gammel, høj af sin alle, men også et barn der knyttede sig tæt til et af de eneste mennesker, han kendte. Vinden gled blidt igennem regnskoven og varslede regnens komme. Store blade spærrede vejen og en blid bevægelse fra Tilda flyttede dem væk. Han kiggede ind i en lysning, og lagde hovedet på skrå. Den virkede bekendt.. Som om han havde set den før.. Han kiggede ivrigt hen mod lysningens skygge og slap sin mor med et sæt. Styrtede over pladsen og kastede sig i mod manden der trådte frem med et brøl. "Davs!" grinede han op til den ældre herre, og fremviste et kæmpe hul grundet manglende fortænder. Manden smilede tilbage og i den næste time nød den lille uægte familie selskabet. Drengen besteg et træ, viste sine akrobatiske evner, og bragte smilene frem på sine forældres læber. Til sidst blev morskaben dog dulmet af en begyndende regn, og en række langtrukne gab. "Vi skal hjemad, ..." hans mors stemme druknede og drengen kiggede på sin far. "Pas godt på dig selv," hviskede faren og vinkede da han gik ud i skyggerne.
De små gule, skarpe øjne stirrede på ryggen, på vingerne. På den siden af sin far som han altid så. Den eneste side, han altid ville kunne kende. Et tomt rum blev skabt imellem dem, drengens drømme brød frem, men han vidste at han ikke måtte sige dem højt. Han sænkede blikket, ikke klar over at dette ville blive deres sidste møde. Ikke klar over at når han trådte ud af den lysning, der senere ville invitere enhjørninger til græsning, aldrig ville blive deres rum igen. Men han græd en lille smule, da han den efterfølgende nat, ville vågne med mareridt og uhyggelige drømme... stærkt forfulgt af en rasende gal moster, som jagtede ham fra både hus, hjem og familie.

[Ryonell Bornakore]

Som et barn trak Ryonell sig tættere på Shinee, og en del af ham sagde, at han burde slå Tilda ihjel, fordi hun tydeligvis var grunden til problemerne. På den anden side så hun ud til at være den eneste, der kunne fikse det igen, og han nøjedes med at holde fast i sin kone med let panik i øjnene mens han var klar til at springe på den gamle hvis hun viste sig at være til fare for ham. Han havde glemt, at han var sur på sin bror. Når hans bror opførte sig sådan betød det intet. For i hans øjne så Eremi virkelig ud til at være i stor fare for at... bryde sammen. Eller... Eller noget lignende. Og med den stabilitet, som Eremi normalt udviste, så var det en meget underlig og skræmmende tanke.

Tildas ord fik Eremi til at fnyse i bitter latter. 'Fordi jeg er mig? Hvad skulle der være så fantastisk ved mig?' Intet, svarede en fæl stemme i hans hoved ublidt. Han var lige ved at rive sit ansigt væk fra hende, men måden hun havde fat i ham var genkendelig fra hans egen fars måde at håndtere ham på. Det skabte tryghed, han ikke var klar over, at han manglede. Det virkede så nemt for hende at sige, at han skulle jage dem væk, men han havde aldrig lært hvordan, og det var ikke hende, der havde dem. Men hendes ord svarede på nogle af hans tanker, og selvom han fik at vide, at han ikke skulle tro på hende, var han klar over, at stemmerne, der sagde det, var inde i hans hoved. De lød som tanker, normale tanker, men de var ikke ægte.

Han vidste, hvad der skabte dem, og vidste, hvordan han fjernede dem, men det var ikke en holdbar måde - specielt ikke for en mørkedæmon. Det var umuligt at klynge sig til lyset for resten af livet. I virkeligheden havde han troet, at han allerede havde fået styr på det, men det viste sig jo så løgn. Han havde fået styr på sine følelser, skjult dem således han ikke var sårbar overfor det. Det var sådan, han havde lært at gøre det, for de føltes stærke, skræmmende, hvis han tillod dem at komme frem nu. Han havde ikke lyst, for han vidste, hvad der skete, når man tabte til dem... Og han havde ikke lyst til at blive som sin mor.

Han havde brug for tid til at tænke klart, tænke uden falske indslag fra falske stemmer, og så længe der var mørkt kunne han ikke. Men det var nødvendigt, ellers risikerede han at gøre ting, han senere ville fortryde, og hans bror og Tilda var for tæt på. Med den styrke, som Eremi havde, kunne han nemt overmande sin magisk svagere lillebror... nok til at dræbe ham. Det samme kunne gælde Tilda, selvom han ikke anede hvor megen magisk forsvar hun indeholdt. Og han havde ikke mærket spor af magi hos hendes søn, heller, hvilket gjorde ham til en fare for alle. Den eneste, han havde sande forhåbninger om måske overlevede, var Shinee, og hun ville ikke være synderligt begejstret bagefter...

Han havde altså brug for lys for at få tid til at overveje, hvad han videre skulle gøre, men der var ikke noget lys i nærheden. Ikke et rum, hvor lyset var gennemtrængende nok. Desperation knugede i ham og truede med at springe, og i den desperation fandt han nødvendigheden i at gøre noget med det samme. Et nyt syn som ikke var ægte trængte sig på og ændrede hele hans billede af den fysiske verden, ødelagde hans øjenkontakt med Tilda da hele verdenen blev en hallucination, og han lukkede øjnene i stedet. Trak vejret dybt og skælvende og forsøgte at fokusere på den fysiske kontakt han havde med Tilda - hendes hånd på hans arm, hendes fingre mod hans hage.

Og så gik han i gang med et projekt han ikke engang vidste om ville lykkes, og som han ikke kunne tro på, i sin ulogiske verden forsøgte han at fjerne mørket. Tanken havde aldrig strejfet ham - hvad skete der, hvis man fjernede mørke men ikke havde lyskilde til at holde det på afstand? Hvordan så verdenen så ud? Men han forsøgte alligevel nu, og tvang mørket tæt på ham til at forsvinde. Skyerne over deres hovedet tillod ikke megen lys, så et alternativ opstod ikke.

Men mørket var endnu for tæt på og han tvang fænomenet til at fortsætte, i tvivl om, om man overhovedet ville kunne trække vejret eller leve i en verden uden hverken lys eller mørke. Han trak endnu vejret da fænomenet udvidede sig og langsomt opslugte mere af den fysiske verden i en kuppel med ham som midte. Den fangede Tilda uden at hun blev udsat for skade, da der ikke så ud til at der kom en egentlig reaktion fra hendes krops side af. I stedet så hun ud til pludseligt at optræde i en verden uden farve. En surrealistisk sfære, hvor mørke ikke fandtes og lys ikke gav liv, hvor alt var en nuance a enten sort eller hvid. Og endnu bredte han det, desperat efter at få mørket på afstand på trods af, at hele hans krop skælvede af anstrengelse.

[Finadore]

Hendes øjne blev fyldt med en blid kærlighed og en søgende lyst til at bære en del af hans byrde. Siden de havde fundet ham, ødelagt og forladt i den store skovs beskidte bund, havde han vist sig at være et fascinerende væsen og ikke mindst en mørkedæmon, der altid blev jagtet af sine egne dæmoner. De havde taget ham til sig, som de havde taget så mange andre til sig, men han var speciel. Han var det tætteste de havde haft på en ældre søn, tættere end Dore nogensinde ville blive. Da det surrealistiske fænomen begyndte at stråle ud af hans krop besluttede hun stædigt at blive stående - på trods af Dores lave bekymrede grynt, der lød bag hende.
Han kiggede ængsteligt på sin mor, det menneske der havde givet ham så meget. Og dog så lidt. Følelse af evig taknemmelighed for at have hjulpet Gil under fødsel stod klart i hans hukommelse, og han ville ønske -et split sekund- at han kunne hjælpe med hvad end der skete. Minderne fra fortiden fik ham dog til at skælve, da det endelig gik op for ham, hvorfor de to brødres vinger virkede så underligt bekendte. Han havde set to vinger, placeret på en andens ryg. Den ryg... Han stirrede på kuplen og bed tænderne hårdt sammen. Han havde ikke tænkt sig at dø - end ikke for Tilda.

Shinee trak sig ligeledes tættere på Ryonell, i ærefrygt for Eremis udspil. Hun knugede hans arm og stirrede med åben mund. Begyndte lavt at hviske Ryonells navn, kiggede på sin mands ansigt og tog fat i hans hånd med sin frie hånd. Frygten satte sig for alvor fast, da hun begyndte at mærke mørkets tryk i sine ører - hendes blik blev tomt og hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hun prøvede at fatte hvad der skete og trådte væk fra Eremi, mens hun stirrede vantro på ham. ".... hvad...."

[Ryonell Bornakore]

Den normale beskyttende tendens som Ryonell havde overfor de, som betød noget for ham, kom igen ved synet af hans brors forunderlige trick, som så alt for surrealistisk, alt for forkert og farlig ud. Kuplen spredte sig endnu, langsomt men sikkert, og først tog Ryonell Shinee bag sig, væk fra hvad end der skete, inden han tøvende tog nogle skridt frem mod sin bror. Han kunne end ikke skjule sin frygt, og ifølge alle hans instinkter var det, der foregik, forkert. Endnu med en hånd på Shinee for at holde hende tilbage strakte han den anden ud for at redde Eremi fra sit eget fænomen, men i samme øjeblik den bredte sig over hans fingerspidser gav det et sæt i ham.
Alligevel holdt han ved. Langs de fingerspidser, som kom forbi kuplens start, hang tråde af mørke, som blev suget ud af den yngre mørkedæmons krop og trukket over mod kuplens kant og ud på den anden side. Han kunne mærke en tomhed mens han eget mørke blev skubbet ud af hans krop. Hans egen symbiose med sit mørke var en dyb kontrast til Eremis, og tanken om at miste det fik ham til at trække sig tilbage i det samme, det gik op for ham, hvad der skete. Kuplen fordrev mørke, og mørket var ikke noget, Ryonell havde lyst til at miste, lige meget, hvor meget nemmere livet kunne være uden den. Lige meget, om mørket var grunden til, at han havde brugt det meste af sit liv på at ønske at dø takket være det.
Frygten for at miste mørket for altid fik ham til at trække både Shinee og sig selv tilbage, og selvom han nægtede at gå før han vidste, om Eremi ville komme derfra levende eller død, så måtte Eremi klare det selv. Den yngre turde ikke. Der var faktisk noget, han var for bange for, til at gøre det, til at tvinge sig selv til det, og han viede sig til at beskytte Shinee i stedet.

Det var netop som Ryonell trak sig væk åbnede Eremi øjnene igen og virkede fuldkommen forundret over, hvad han så. Frygten der fandtes hos de andre var et vagt glimt at fascination i hans øjne. Først vendte og drejede han sine hænder, forundret over at se dem uden det mindste tegn af vag farve. Så bleg som han normalt var blev de efterladt helt hvide. Derefter så han op på Tilda, fandt hendes øjne, og i stedet for blå var de blevet grå i noget, der for ham føltes som en alternativ verden.
Også hans eget øje var forandret. Glasøjet lignede sig selv, var uforandret, men det normalt fuldkommen sorte øje havde fået en pupil som en kat. Det virkede stadig mørkt, men i den sort-hvide verden kunne man ikke bedømme om det var brunt eller lilla eller grønt eller bare en mørk grå farve i stedet.
Men mørket var væk. For en gangs skyld var hans hoved klart, og en følelse af glæde kom op i ham. Selv den følelse var anderledes, stærkere, renere, og et akavet og svagt, men ærligt smil kom frem, ligeglad med smerten i hans kæbe. Han kunne ikke lade være da han trak den gamle dame ind, og han omfavnede hende på trods af hans normale, afmålte opførsel. Tanken om hendes løgn, eller i det mindste hendes tilbageholdelse af sandheden, var endnu i hans hoved, men uden mørket følte han et overskud til at kommunikere med hende.
Der var blot et problem. Opretholdelsen af kuplen, der for ham føltes som et paradis, drænede ham for energi, og den gjorde det hurtigt. "Hvad så nu?" mumlede han og lod kvinden gå, og han betragtede kuplen indefra. Hvis han kunne overføre denne ro til noget, han selv var, en egen egenskab... men han vidste ikke hvordan. Det andet, det mørke, var lige på den anden side, og selvom han ikke kunne se sine syner derude vidste han, at de ville komme igen hvis kuplen faldt. Hvad skulle han nu gøre? Det skulle gå hurtigt, men han kunne ikke fornemme det. Han kunne ikke regne ud, hvad der var nødvendigt for ham at gøre for at genskabe sin stabilitet.
Skulle han bare slappe af? Men det var så meget rarere her... Tryggere, sikrere. Bedre.

[Finadore]

Overrasket over omfavnelsen, men ikke mindre tilfreds, kiggede Tilda på manden og mærkede roen - men også usikkerheden. "Eremi.. Det er smukt men det er ikke holdbart," hviskede hun så og kiggede blidt på ham. Hun rørte forsigtigt ved hans arm og kiggede rundt. "Hvad er det du gør?" spurgte hun så undrende.

Dore blev stædigt stående og holdt øje med sin mor. Kæberne arbejdede stærkt, men han ikke ville bukke sig og bøje sig for den fremmede. Hans øjne lyste af en blanding af vrede, afmagt, forvirring og en stadig lyst til at tage afstand til de to... brødre. Halvbrødre. Han skælvede svagt ved tanken.

Knyttede hænder holdt godt fast i Ryonells jakke, mens Shinee kæmpede for at holde styr på sig selv og sit mørke. Hun kunne mærke hvordan hendes blod næsten vibrerede af det unormale stadie som mørkedæmonen foran dem befandt sig i. Hun trak Ryonell med sig et skridt længere tilbage og bed sig hårdt i læben.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fulgte med hende uden protester på trods af, at han ønskede at gøre noget for sin bror. Brændende ønskede han at hjælpe, men han havde ikke noget at gøre. Eremi søgte væk fra mørket, men hadede stadig lyset, og det gav ham problemer. Lillebroren, på den anden side, elskede mørket og kunne leve i det, hvis det ikke var fordi, at hans krop ofte trak for meget på mørket. Dette var dog ikke så stort et problem længere, efter at han var blevet bidt. Nu var sult en af hans hovedsaglige drivkræfter. Men han ville ikke være uden mørket, og derfor turde han ikke gå ind til sin bror, selvom hans afskåren fra elementet kun var midlertidig.

Inde i sit eget paradis søgte Eremi efter en måde at løse det her. En måde at få holdt mørket på afstand for evigt. Der var inden logiske løsninger, ingen nem udvej, og han kunne mærke sine kræfter bliver presset til det yderste. "Jeg... fortrænger mørket," mumlede han i et vagt forsøg på at forklare det for hende. Han var forundret over, at han overhovedet kunne gøre det. Det virkede surrealistisk, forkert, men han følte det rigtigt, trygt, på en anden måde end han havde troet muligt. Hans blik nåede lige at falde på Tilda, hans øje med en sfære af frihed der ikke før lå i ham, men det varede ikke ved.
Næste øjeblik spærrede han øjnene op, og han nåede netop at løfte hænderne over hovedet for at beskytte sit ansigt og sin skadede arm. Kuplen kollapsede, og en lille tornado af mørke voksede op omkring ham og ramte alle i nærheden, men Tilda stod urørt og uanfægtet da alle omkring hende faldt sammen. Der lød en svag klynken fra Eremi, men resten var så livløse som havde deres sjæle forladt deres kroppe.

Inde i hans hoved fortsatte stormen, et hvirvlende mørke der forsøgte at få overtaget. Havde han kunnet ville han have lukket øjnene, men i sit hoved var der ingen mulighed for at flygte. Ikke uden træning, i det mindste. Det føltes som en evighed før strømmen lagde sig nok til at han kunne fornemme sig selv, sit eget sind, og hans blik flakkede omkring i søgen efter fjender. Igen faldt stormen en smule da hans krop endnu en gang havde opslugt det mørke, som han havde drevet ud af den, og til sidst var der kun en uformelig snurren af tanker og indtryk.
Skygger var overalt, stemmer hviskede, og selv da han tog hænderne for ørerne for at komme væk larmede de og trængte sig nærmere. Der gik endnu et øjeblik før han opdagede, at nogen af skyggerne var forkerte, og en efter en blev de tydelige for ham. Først Shinee, og han trådte et skridt tilbage med frygt i øjnene, enig med sig selv om, at han ikke ønskede at have hende i sit hoved til at jage ham. Derefter Dore, som var endt bag ham, og han forsøgte at trække sig væk men kunne ikke være andet end centrum af denne verden. Og så, til sidst, næsten ved hans side, var hans bror.
Men Ryonell var ikke en af skyggerne. Han havde aldrig været en skygge. Og det var her det gik op for Eremi, at denne skygge ikke passede ind, at den var sand, levende, ægte. Panik voksede i hans øjne netop som Ryonell rettede to, virkelige, hele øjne modt ham. "Nej. Gå væk. Forsvind!" Hans hånd stødte mod hans lillebror, skubbede til ham på trods af, at afstanden var for stor og der ikke kom fysisk kontakt, og igen forsvandt Ryonell, hans skikkelse faldt sammen til ingenting da hans tilstedeværelse forsvandt. Det var først i dette øjeblik at Eremi, forpint, indså at de to andre skygger, som ikke lignede noget han kendte, faktisk ikke hørte til...

I den virkelige verden slog Ryonell øjet op, uforstående overfor, hvad han lige havde oplevet, men allerede i de tre sekunders klarhed han havde haft inde i den verden fyldt med angst og paranoia. For ikke at nævne forvirring over, at han pludselig havde haft to øjne igen. Hans vejrtrækning var besværet og stødvis da han forvildet så sig om, næsten bange for at finde mere af den unaturlige mørke, der havde fyldt det andet sted. Det var først en halvkvalt lyd fra Eremi, der fik det til at gå op for ham, at dette var den normale verden. Hans blik søgte rundt på stranden og fandt Shinee, og han kastede sig imod hende, forvirret ud over evne og bange for hendes helbred.

[Finadore]

Shinee stirrede blank på Eremi, og mærkede trykket forsvandt. Men kun for et split sekund - hun genkendte den ubehagelig følelse af at falde i søvne, men hun var meget bevidst om at hun var vågen - bare lidt endnu. Hendes øjne blev sorte da mørket tog overhånd ind hun forsvandt fuldstændig og hendes krop faldt ledeløst om på jorden.

Dore nåede kun tre skridt baglæns, inden han også faldt om - det gjorde ikke ondt, men han kunne mærke at noget ikke var rigtig. Han kunne ikke stoppe sig selv fra at falde, kunne ikke holde øjnene åbne...

Mørket var underligt. Hun bemærkede det med det samme. Det var ikke hendes mørke. Hun kiggede ned af sig selv og stirrede op sine arme. Sorte slanger snoede sig op af dem som tattoveringer, men de bevægede sig. Stille og roligt. Hendes mørke. Dét var hendes mørke. Det skarpe blik løftede sig og stirrede efter midten af skyggerne. Hun mærkede larmen, mere end hun hørte den og hun vidste hvem der ville stå i midten. "Eremi.." Hendes stemme var klar og høj.

Dore slog øjnene op med et sæt og sprang op. Kiggede forvirret rundt og fik øje på skyggerne. Det var uhyggelige skygger. Skygger som han vagt genkendte fra mareridt. "Hvad.." Han kiggede rundt og hørte Shinee's stemme. Gik mod dem og fik øje på de to andre. Shinee lod også til at være forvirret. Men Ryonell.. Synderen. Det var hans skyld.

[Ryonell Bornakore]

Mørkedæmonens sorte øjne flyttede sig mellem de to, som ikke hørte til, men han mærkede ikke samme desperation som han havde gjort overfor Ryonell. Hans lillebror måttet intet se, intet forstå, for der var så mange ting, som ville gøre ham ked at det. Ting, der kunne ødelægge hans tanker om hans barndom, og ting, der ville forrykke hans syn på dem alle, som havde boet i den hule. Men disse var heller ikke velkommende. Generelt var der ingen, der havde lov til at opleve hans personlige helved, hans frygt for mørket. Hans egne, små dæmoner gemt væk i deres race. "F-forsvind," gispede han og rettede en håndbevægelse mod Shinee, men han var blevet for svag. Kuplen havde stjålet for mange af hans kræfter, og han kunne ikke skubbe dem ud af sit sind.
Efter endnu et forsøg, denne gang rettet mod den mørkemæssigt svagere af de to, men han kunne kun skabe et svagt pres mod Dores krop. Intet, der kunne fjerne ham. Forvirring, irritation og desperation viste sig i Eremis ansigt, men i samme øjeblik sitrede hele dette falske sted, og de sorte vægge kom endnu en gang i bevægelse med fangarme og kastede sig mod manden i midten. Og hans ansigtsudtryk ændredes til ren og skær angst da han løftede den ene underarm op foran hovedet i et forsøg på at skærme sig. Der var et svagt skjold, som forhindrede fangarmene i at nå ham, men det vaklede. Al deres opmærksomhed var rettet mod Eremi, som var fangarmene blinde for de to andre tilstedeværende. Mørket nåede forbi som en skygge, og armen, der opretholdte det svage forsvarsværk, ændrede sig og blev tyndere, sygere, mens neglene på håndens fingerspidser voksede indad med flossede ender som tegn på bid.
Problemet var blot, at neglene var så nedbidte, at de ikke dækkede for huden. At tænderne havde nået forbi dem. Og tænder havde skabt så dybe sår at man kunne se kødet forbi huden. Blod dryppede og faldt til jorden, og hver dråbes nedslag skabte et ekko gennem hele hans sind.
"I skal ikke være her!" råbte mørkedæmonen febrilsk og forsøgte igen, udmattet, at trække dem ud. På hans hvide tænder kunne man se blod, som havde han selv netop bidt sine fingre i stykker, og den metalliske smag nåede hans tunge i en alt for tydelig smag. "Jeg vil ikk-"

"Jeg har fortalt dig, at du skal stoppe med det der!" lød en ny stemme, som de alle ville kunne genkende. Det var Szuraim, omend en yngre udgave end Shinee havde mødt, og den rungede fra alle sider. Og bloddråberne fra hans hånd ekkoede endnu gennemtrængende, en evig, uregelmæssig rytme. "Du bider dig selv til blods!" I modsætningen til, hvad de andre var vant til, lød den streng.
"Forsvind med dig!" Stemmen kom fra et barn, en dreng på omkring de ti år. Det var ikke til at bedømme, og barnet var vred eller ked af det. Måske på randen af gråd. Den voksne Eremis form kunne ikke undertrykke en jamren. Han løftede sine hænder mod sit ansigt, sine øre, og selvom hans ene hånd blødte ignorerede han strømmen, der snart løb ned over hans nakke og tøj. "Gå ud og find de andre! Det er alligevel de eneste, der betyder noget for dig!"
"Du skal ikke vove at sige sådan noget til mig!" Der var smerte i den voksnes stemme, og man kunne høre fodtrin. "Jeg elsker også dig, og det ved du! Kom nu her, Eremi. Lad mig nu hjælpe dig med at gøre det rent. Kom her, min sø-"
"Gå væk!" Der var en lyd af en vase, der splintredes, som var den blevet kastet gennem luften. "Jeg vil ikke have dig her! Gå væk!"
"Eremi, træk vejret dybt og-" Der lød et gisp og en dump lyd, som om noget var blevet kastet på Szuraim mens han snakkede. En klirren, da noget faldt på gulvet. Fra den virkelige Eremi kom endnu en jamren, for selvom hans øjne og ører var lukkede og skjulte kunne han ikke flygte. "Stop med det der!" Og nu lød manden, den evigt venlige og kærlige mand, vred. "Vi skal have dine hænder ordnet inde Ryo ser dig!"
Drengen gav et hyl i arrigskab, og et eller andet væltede, men der var ingen fornemmelse af, hvad der fysisk skete i situationen. "Ryo!" skingrede barnet. "For jer handler ALTING om Ryo! Han er den eneste, i bekymre jer om, medmindre jeg er i vejen!" Man kunne høre Szuraim forsøge at få et ord indført, men hans ældste søn tillod det ikke. "Jeg hader dig!" Ordene var stærke, sikre, gennemtrængende, og de sved. Den virkelige Eremi kunne ikke undertrykke en ny jamren, og på et eller andet tidspunkt var han faldet på knæ. I det fjerne formedes en skygge, langsomt, sikkert. "Jeg hader dig, hader dig, hader dig! Jeg hader jer alle sammen! Jeg håber I dør!" Ordene ekkoede rummet, inderligt og gennemtrængende og side om side med blodet, der faldt. Til sidst lå der kun to ord tilbage som blev kastet rundt i intetheden - 'hader' og 'dør'. Skyggen, der voksede, fik mere form, og flere voksede frem da man kunne se, hvad den første blev til. Den ældre Szuraim. De mange skygger, hallucinationer, formede en ring, der omringede ham.
"Eremi, køl ned, lige nu! Træk vejret dybt og find dig selv igen! Jeg ved, du er bedre end dette!" Szuraim havde åbenbart ikke ladt sig skræmme væk. "Jeg vil ikke høre dig sige de-"

"Far?" blandede en ny stemme sig. Endnu en dreng, yngre end den første, og den udtrykte ren uskyldighed og forvirring. Og vag frygt. "Ere... hvad laver I?"
"Ingenting." Stemmen var hård og kold fra den ældre bror, om man kunne hører skramlen, så fodtrin. "Vi laver ingenting. Jeg går mig en tur, Ryo. Ses senere."
"Men Ere..." bad den yngre barnestemme. Skyggerne havde nu samlet sig helt, en hær af Eremis fader som han huskede ham, en mand på de tredive som var stærk næsten uden rynker i ansigtet.
"Nej, Ryo. Lad ham være. Han bliver god igen." Szuraims stemme var fuld af falske forsikringer. Szuraims kloner i Eremis bevidsthed stod alle med front mod ham og stirrede på ham. De udtrykte alle forskellige følelser, som de betragtede ham med. Vrede, irritation, bekymring, sorg. Men mest skuffelse. Hvor de andre var spredt ud, så lå skuffelsen dybt i hver anden skygge og var under overfladen på hvert eneste andet ansigt, om det var sorg eller irritation hans far skulle vise.

Og I midten sad Eremi og kunne mærke, at de var der, selvom han forsøgte at ignorere dem og skjule sine tanker og holde sine øjne lukkede. "Undskyld," hviskede han, desperat. "Undskyld, undskyld. Jeg mente det ikke... jeg mente det ikke... Undskyld..." Det lod til, at han havde glemt alt om, at han havde gæster, mens de mørke fangarme langsomt omfavnede ham og sugede sig fast til ham, som forsøgte de at opsluge ham og overtage ham. Den symbiose, der nogengange kunne ses mellem mørkedæmoner og deres mørke kunne ikke findes her.

I den virkelige verden lyttede Ryonell bekymret efter, som Shinee havde et åndedræt. Han kunne ikke høre eller mærke det lige med det første, inden det gik op for ham, at det var en svag, dødeligt svag og utilstrækkelig, rytme hun holdte. Han satte sig op og så rundt, først over på Dore, som så ud til at være i samme båd som Shinee, derefter på Eremi, der viste mange og mareridtsagtige livstegn. Ryonells hjerte hamrede da han endnu en gang så sig tilbage på sin kone. "Hvad... hvad foregår der?" Han var bange. Det var ikke engang muligt og skjule, at han var bange. Hans hånd lå på hans kones, og han kunne mærke en ubalance, som han ikke tidligere nogensinde havde opfattet, mellem hendes krop og mængden af mørke, som hun indeholdt. Det var, som om noget af hende manglende.

[Shinee]

Tilda stirrede blankt rundt, inden hun forstod hvad der var sket. "Eremi! Dore.." Hun kiggede mellem dem og løb hen for at tjekke sønnens puls. Svag, men tilstedeværende. Hun hankede op i ham og træk ham over jorden, så hun kunne holde øje med dem begge. "Er hun i live?" Spurgte hun så Ryonell, men regnede med det. Han gik trods alt ikke helt amok.

"Du..." Dore blev brat afbrudt af en hånd, der smækkede ham hårdt i baghovedet. "Hva..." Endnu en. Shinee stirrede hårdt på ham og snerrede lavt; "Dette er en mand, der sjældent smiler foran sine børn. Du har ingen ret til at dømme ham, og du kommer ikke væk herfra hvis du ikke holder kaje, og forsøger at tage det roligt." Han nikkede anstrengt og stift, en snert af vrede stadig gemt i hans indre. Stemmerne, eller rettere, støjen.. Han løftede et øjenbryn et kort sekund efter de tav og kiggede rundt. Hans far. "..Szuraim.." Hviskede han lavt, overrasket over ekkoet der kom fra hans side. En smertefuldt udtryk gled over Shinee's ansigt og hun blinkede en tårer væk. Deres familie havde været ramt af komplicerede forhold og hun havde aldrig tænkt over hvordan det måtte være for Eremi. Hun havde kun set Ryonell. Og hun vidste at Eremi ville dø, eller forsvinde, hvis han ikke fik hjælp. Ryonell havde brug for sin bror. Jiane havde brug for sin mand. De to børn havde brug for deres far.
Hun trak vejret dybt og gik med faste skridt frem. Dore fulgte tøvende med, ikke sikker, men kunne ikke andet. Selvom han ikke stolede på nogen af dem, var han nødt til at følge med.
Et tungt åndedrag. Hun mærkede roen brede sig, og rakte hånden frem i skyggerne. Dykkede ned og fik fat i skulderne. Hun sank ned på knæ og pressede skyggerne væk fra ham. Kiggede blidt på den lille dreng, han var blevet - en dreng der mindede så meget om hendes egen. Hun mærkede de to modstående energier i ham og fandt et mørke, der ikke var hans. Det splittede ham. "Eremi..." kaldte hun lavt. "Det er på tide, at vi gør noget ved de skygger."

[Ryonell Bornakore]

Det var tydeligt at Ryonell var på randen af panik, men han holdt sig sammen lidt endnu. Lige med det første kunne han blot klare at nikke, men som han så den gamle bevæge sig fik han rejst sig op og gjorde det samme som hun, fik fat i sin kones krop og løftede hende nærmere. "Hun... hun trækker vejret, men... det svagt." Først i det øjeblik, hvor han lagde hende ned, gik det op for ham, hvad det betød. Hun kunne dø... hun var ved at dø. Om et øjeblik kunne hun være død, og så havde han mistet endnu en i sin familie. Og da han så Eremi vride sig med tydelige smerte aftegnet i sit ansigt gik det op for ham, at hun ikke var den eneste i fare.
Hans instinkter reagerede, og mørket omkring de levende gik i bevægelse i tykke, tydelige tåger. Han forstod ikke, hvad der skete, men han vidste, at det var farligt. Endnu tydeligere var det, at Eremi var midtpunktet i hele situationen. Den krop, der lignede Shinee, manglede hende, og selvom han ikke kunne få sig selv til at slippe hendes hånd med sin vendte han sig mod Eremi og greb fat i ham. Han var ved at miste dem igen. Ved at miste sit liv igen, efter han endelig havde bygget noget op. De... det kunne ikke... "Eremi!" råbte han og rakte efter sin brors krave med sin anden hånd. "Du vover på at gøre hende noget!" I virkeligheden var han også bekymret for sin bror, men han kunne ikke finde en måde at udtrykke det på. Hans øje og hånd var hårde, da han stirrede på Eremi, men det var mest på grund af frygt.

Da hun trak sig nærmere og forsøgte at komme i kontakt med ham begyndte mørket at boble, som kogte det i hendes nærhed, og langsomt veg det tilside. Dores hvisken, Szuraims navn, var lige ved at dø ud da ekkoet blev fanget i mørket og blev stærkere, en evig messen af hans faders navn. De mange kopier af manden selv stod blot stille lidt endnu hvor Eremi klarede at flytte sit blik, at se op på hende, men det var sløret, uklart, som om hun ikke var der rigtigt. Som om han ikke kunne se hende og blot søgte efter lyden af hendes stemme.
"Eremi! Dore..." Tildas stemme trængte ind også, men det var blot en hvisken, svag. Den gjorde dog mørket roligere, gjorder klonerne svagere selvom intet kunne ødelægge de fordømmende øjne som manden bar. "... i live...?" var det næste hans bevidsthed fangede, og ordet blev opslugt og formet. Først lå det ved det andet ekkos side, "Szuraim, i live, Szuraim i live," da mor og søns ord blev samlet... og så ændrede det sig... "Szuraim i live, Szuraim i li-, Szuraim i død, Szuraim i død, død, Szuraim død..." Eremi reagerede, forsøgte at komme fri fra både Shinee og mørket, der forsøgte at fange ham, men endnu lod hans øjne til at være blottet for denne falske virkelighed. Problemet var blot, at mørket var i vejen, hagede sig sig fast, som ville det æde ham.
Det var da, at der kom en forandring. "Eremi!" Ryonells stemme denne gang, og den skabte klarhed, opmærksomhed, fra Eremi og fik hans jeg til at vokse en smule i alder. Lyden af hans lillebrors stemme kom ind som en solstråle, fjernede mørket i en søjle som sprækken i loftet af en fangekælder. Mørkedæmonens blik løftede sig opad mod den, men så smuldrede lyset igen. "Du vover på at gøre hende noget!" Der var arrigskab og vrede i den stemme... og panik, men det var ikke en af de ting, som Eremi opfangede. Lyset faldt fra hinanden, opløstes og deres verden blev fyldt med en følelse af at være hadet... en smertefuld følelse, som endelig gav Eremi kræfter. Problemet var blot, at det trak ham den forkerte vej...
I det mindste fik det ham fri fra mørket, slap ham fra fangarmene, men han slap også fra Shinee da hans krop i et øjeblik opløstes til mørke og derefter blev samlet igen. Hans ansigt var ved at gå tilbage som det var før, en maske uden følelser, der kun knap ville tillade ham at smile. "Jeg bad jer forsvinde!" Han forsøgte igen, med en håndbevægelse, at sende en storm af mørke mod dem, men hans kræfter var så små på dette tidspunkt at det ikke var andet en sorte iskrystaller, som fredeligt svævende nåede hen til de to. Det var ikke i hans magt at få dem væk, og han vaklede da han hørte en af sine mange fædre rømme sig utilfredst omkring hans uhøflige og ukorrekte opførsel.
Hans blik flakkede omkring, rundt efter synderen, men alle skyggerne lignede Szuraim ligeligt, og alle havde deres rovdyrblikke fast rettet mod ham lige meget hvor han befandt sig. Hans vejrtrækning blev hurtigere, mere stresset, og i et forsøg på at finde synderen fik han vendte sig rundt... og stod foran et spejl. Inde i spejlet stod en kvinde, hendes øjne så mørke som hans, og langt, sort hår bølgede ned over hendes skuldre. I højde stod hun et part centimeter mindre end Eremi, og hun betragtede ham hårdt, med samme maske som han selv bar placeret på sit ansigt. Der var næsten ingen forskel på dem... næsten ingen... intet andet end at hendes øjne var en lille tak hårdere og tommere end hans...
Igen veg han tilbage ved synet, ved indsigten, og igen fangarmene gjorde klar til at gribe ham. "Du havde potentiale..." mumlede en af de mange Szuraimer. "Du var så klog..." Igen vendte han sig, forvildet, bange, og da masken igen faldt begyndte mørket at reagere, det hvirvlede og drejede forskruet. Ekkoet døde endelig ud, men blod opstod endnu en gang på hans fingre da neglene blev nedbidte, og hver dråbe, der faldt, skabte et nyt ekko. "Jeg troede på dig." En ny skygge talte. Aldrig havde Szuraims stemme været så kold, så umenneskelig, men det var blot en projektion fra Eremis sind. Alligevel var det overbevisende, og han sendte en bølge af mørket mod den nærmeste, kun for at vaske forbi ham som vand mod en klippe. "Du burde have gjort store ting..."
"Hold op!" råbte mørkedæmonen desperat, og kom så til at vende sig mod spejlet igen da han ledte efter en usynlig fjende. Da han tabte sin maske viste han frygt, angst, ubehag, desperation. Kvinden i spejlet, på den anden side... hans mor... da spejlbilledet mistede masken som reaktion på hans tab af selvkontrol kom et smil frem, som afspejlede nydelse, drabslyst, ren og skær ondskab.
"Dine evner var så store..." fortsatte en ny fader, og de fortsatte, nægtede at stoppe, som en remse, en rytmeløs sang af fordømmelse. I spejlet rakte kvinde frem mod ham med den ene hånd. Inden længe kom hånden ud fra spejlet, og i den sammenhæng skrumpede Eremi igen til en yngre alder... Et barn på seks. Og som moderen trådte ud af rammen med stor værdighed og et instinktdrevet smil voksede hun, blev en kæmpe med en højde på nogle og fire meter. "Jeg troede, du var stærkere..."
"Lille, lille Eremi~" sang hendes stemme, og blodet dryppede fra hans finger. "Lille, lille Eremi..." Hun rystede på hovedet, udtrykkende skuffelse, mens hun tårnede sig op over dem. Som den første skygge lod hun sit blik falde over de fremmede, udviste, at hun kunne se dem, men som hun trådte frem rettede hun igen opmærksomheden mod Eremi.
"Du skulle forestille at være lærenem..."
"Hvad kan du overhovedet?" spurgte hun og snøftede. Hendes stemme var hård, kold, hjerteløs.
"Levirda?" Endnu en stemme, der rungede over dem alle på samme måde som før. Det var Szuraim.
"Du er svag, lille," forlangte hans mor arrigt mens hun troende kom endnu nærmere.
"Hvad?" Det var den samme kvindestemme, som kom ud af munden på den enorme skyggeversion, der fandtes i deres eget rum. Forskellen var blot, at denne stemme var neutral, næsten kærlig, i modsætningen til den, som skyggen brugte.
"Jeg troede, du kunne noget." På trods af de mindre skyggers statuelignende tilstand fulgte de Eremi da han forsøgte at bakke væk og igen kom indenfor Shinees rækkevidde mens hans blik lå stift på hans mor.
"Da jeg gerne ville have et barn, bad jeg om en kriger. Kan du overhovet holde et sværd?" Hun
"Jeg vil gerne tale med dig om... om Eremi..." Szuraims stemme lød bekymret. Den overordnede stemme, der intet havde med skyggerne at gøre... den, der var et minde.
"En bue?" Kæmpens ord var spottende, og hun lo højt og skingert med et strejf af sindssyge.
"Åh..." Allerede der blev den varmere version af kvindens stemme mørkere, bare en lille tak. "Hvad er der med ham nu?" Det fik det til at lyde, som om han altid skabte problemer.
"Hvorfor kunne du ikke?"
"Er der noget våben, som du kan bruge?"
Snakken var et forvirrende sammensurium, skyggernes ord mindre gennemtrængende end minderne. Alligevel var det svært at holde styr på, og den enorme skygge trak sig konstant nærmere med kun spot og grimasser til overs for ham. Noget ved hendes øjne gjorde det uvirkeligt, som et mareridt, da de virkede døde og uden anden følelse en drabslyst. Som var der intet tilbage af en egentligt personlighed.

[Shinee]

Undersøgende hænder rakte frem og gled over de tre unge væsner. Tilda's erfarne bevægelser mærkede efter sår og andre skader - der var ingen. "Ryonell," stemmen striks, men stadig varm. "Du må ikke give op og panikke. Hvis du slipper taget, så mister du dem. Du er nødt til at kalde, men ikke panikke. Hvis du panikker, så dør de."
Kort og præcist efter hendes egen mening. Hvis han ikke rettede sig, ville hun være nødt til at bruge mere drastiske midler, men hun ville undgå det hvis muligt - hun kunne lide Shinee, og den unge dame ville få brug for en kærlig (eller i det mindste bare Ryonells) hånd, når hun vågnede. Det var ingen tvivl om, når man så de mørke trækninger der svagt kunne skelnes på den mørkhårede vampyrs ansigt. Hun havde det ikke godt. Og det havde Dore heller ikke.

Stemmerne.. Dores usikkerhed og frygt satte sig i hans bevægelser. Et rådvildt blik slap aldrig skyggerne, mens han trådte nærmere de to andre. Stemmerne..! Så bekendte og alligevel ikke. Den mørke stemme. Den beroligende stemme. Den velkendte, men fremmed stemme, der snakkede til hans -brødre- som han aldrig havde mødt. Tankerne ved uvilkårligt frem og tilbage mellem fortid og nutid. Han mærkede sig selv blive lille, blive barn, blive en yngre bror ved siden af to andre. Han mærkede sine øjne skifte, hans blik blive uklart, mens skyggerne tog over. Hans far der holdte om de to andre, Hilda der jagtede ham væk fra huset, hans søgen i skoven for at finde sin mor eller sin far, for han vidste at de burde være der, men de var der ikke. Han var bange. Tvivlen kravlede op i ham, og den fortabte følelsen verdenen fik, den forhadte følelse fik ham til at kravle endnu tættere på de andre - kun en meter væk nu. Han var i tvivl. Hvem var den rigtige far, hvem var han selv, og hvordan kunne han gøre det bedre?! Hvorfor havde de alle sammen ladet ham i stikken, hvorfor havde han aldrig kendt til sin familie? Hvorfor.... Han måtte ud, måtte komme væk, nu, det skulle være nu. Lige nu. Hvem kunne få ham ud.. Hvem... Eremi. Han kiggede på manden, forsøgte at lukke skygger væk, selvom de sugede sig til ham, som var de hans egne, for de ville ham, og han ville ikke dem. Han mærkede at han burde tage i mod dem, men han ville ikke ende som Eremi. Ville ikke være barn igen.

Shinee reagerede på Ryonells stemme. Urolig. Han var bange. Hun var bange. Frygten spredte sig og hun havde lyst til at råbe tilbage, men kunne ikke. Det var ikke muligt. Hendes stemme ville aldrig nå derud. Hendes øjne spærrede sig op ved Eremis forsvinden og hun fulgte sceneriet foran dem. Frygten og den pludselig ændring af følelserne. Hun mærkede et stik i brystet og tog et skridt tilbage. Havde lyst til at råbe. Skrige. Hendes eget mørke var underligt. Det blev negativt. Det blev for alvor det mørke som altid ville slå tvivl og frygt. Følelsen vakte minder, som hun troede var fortabte. Som hørte til en fortid hun ikke havde lyst til at genkalde. Szuraims stemme. Den viskede, den snakkede og så den forfærdelige kvinde. Den fremmede. Den helvedes kælling. Shinee mærkede for første gang en følelse overfor Eremi. En følelse af forståelse. Vrede. Beskyttende. De vekslende følelser fik hendes øjne til at lyne mod alle de kvindelige skygger omkring dem. Eremi havde aldrig været kold og ond. Han havde været bange.
Synet af de to mænd, der lod til at blive overmandet af hver deres flod af håbløshed, fik hende til at rette ryggen. Det måtte ikke ske. Den lille Eremi, den lille Dore, den ene en bror, som hun vidste hun måtte beskytte (ikke for sin egen skyld, men for Ryonells). Den anden en ung mand, en far, som hun havde fået respekt for. En mand som havde ændret sig.
Hun vidste at hun måtte beskytte dem. Hun var nødt til det. Hun tog blidt fat i Dore's hage. "Nu må du være klar. Du har intet valg. Hvis du vil hjem til din familie igen," hviskede hun blidt og det tog ham et minut, før han var i stand til at svare. "Gi... Gilvasa.." Hans slørede blik blev pint. Han måtte hjem.
Shinee træk ham hen til Eremi, inden hun løsnede sit greb. Så vendte hun sig i mod mørkedæmonen og slog skyggen foran ham i stykker. "Ikke mere, Eremi. Nu skal det slutte!" Hun tillod ham ikke at svare igen, men greb om hans håndled. Blikket greb hans og hun lod sit mørke søge indad. Ind mod hans kerne. Fandt en blid tråd og træk den ud. "Dore," hviskede hun og Dore rakte hånden frem. Det var nu eller aldrig. Det var døden eller familien. Livet.

[Ryonell Bornakore]

På trods af hendes tydelige kommandoer lod det stadig ikke til at Ryonell forstod hvad hun sagde. Eller i det mindste så forstod han ikke, hvad hun forventede af ham. "Hvad mener du med det? Kalde på dem?!" spurgte han, næsten råbende, den gamle dame, endnu på randen af panik. Kalde på dem? Hvordan skulle han kalde på dem? Hvordan kunne det overhovedet hjælpe noget som helst? "De lægger og ligner nogen, der er på randen af at dø, og du mener, at det hjælper hvis jeg kalder på dem?!" At sige, at han ikke var overbevist, var en underdrivelse, og han var tydeligvis ikke engang sikker på, hvordan han skulle kalde på dem.
Skulle han lægge sig på knæ og tigge dem om at komme tilbage? Det lød for ynkeligt. For lavt. Alligevel var han et eller andet sted parat til at gøre det hvis deres situation blev mere kritisk. Hvis deres liv begyndte at svinde fuldkommen fra Shinees og Eremis kroppe. Ikke at Eremi så ud til at have det problem, og han var tydeligt i live og kæmpede i sine mareridt, men Shinee lod til at være i fare. Hvordan Dore havde det, dog, fandt han ikke interessant.

Ved Shinees pludselige indblanding nåede kæmpekvinden at se hende i øjnene inden hun faldt fra hinanden i en sky af sorte dun. Med hende fulgte Szuraims mumlende statuer, der en for en i en ring omkring dem forsvandt og lod dem alene, imens skyggerne ventede på en ny form i et nyt angreb. Rystende over det hele med tydelig frygt i øjnene fik Eremi vendt sig mod de to andre. Han kunne mærke deres indblanding, mærke deres søgen, selvom han ikke anede, hvad de gjorde. Og hendes ord... han havde jo forsøgt... i årevis... "Jeg... jeg ved ikke... hvordan..." Han var ikke stærk nok. Var han stærk nok, så havde han fundet vejen. Så havde han overvundet dem. Men... men...
"Jeg vil gerne snakke med dig om, hvordan du behandler ham... Jeg ved, hvad der sker." Mindet udspillede sig stadig i baggrunden, tydeligt men alligevel mindre gennemtrængende. Szuraims stemme var blid, forsigtig, da han talte med sin kone, men selv denne lille lyd var nok til at få Eremi til at dukke nakken igen og kigge væk, som forsøgte mørkedæmonen selv at rive sig løs fra dem.
"Ryonell," lød Tildas stemme fra virkeligheden, fjernere fra dem end mindet. Men endnu en gang var blot nævningen, den mindste antydning af hans lillebror, nok til at få Eremi til at se op igen. "Du må ikke give op og panikke. Hvis du slip- ... mister du dem. Du er nødt til at kalde, men ikke pan- ... dør de." Styrke var lige ved at komme frem i hans øjne igen.

Men mindet var der endnu, og det lød stærkt og tydeligt. "Hvordan jeg behandler ham?" Det var morens stemme, nu lige så kold og spottende og ondskabsfuld som skyggens havde været. Der var et glimt af den tidligere frygt, som voksede i Eremis blik igen, men han forsøgte stadig at finde og holde fast på Ryonells og Tildas tilstedeværelse. "Han kan bare lade være med at gå i vejen. Det er ikke min skyld, at han ikke kender sin pla-"
"Han er syv år gammel, hans skal ikke have nogen sådan plads!" svarede Szuraim sin kone igen i mindet. Og han var vred. Direkte rasende.
"Da jeg var syv-" "Hvad mener du med det? Kalde på-?!" "-alene, fordi mine foræld-" "-ligner nogen, der er på randen af at d-" "-mig. Den møgunge fortjener det samme, hvis han-" "-hvis jeg kalder på dem?!" "-rigtig kriger og overleve i denne verden!" De to stemme smeltede sammen, og kun dele af deres ord var tydelige nok til at forstå... men for begge var sammenhængen der, og ingen havde noget positivt at indvende. Og endnu en gang forsvandt kræfterne i Eremis sind mod den udmattelse, som denne nye kamp efter årene med næsten fred spredte i ham.
Skyggerne omkring dem forsøgte igen at vokse, selvom de endnu to formløse substanser endnu uden fast form. Ved ekkoet svarede Szuraim igen. "Og hvordan var det så, at du kom fra den behandling?!" Man skulle ikke overveje det længe for at vide, at Szuraim havde taget ufine midler i brug, og man kunne høre på det overraskede udbrud fra Levirda, at hun ikke havde forventet det træk fra hendes kærlige, venlige mand.
Den nutidige Eremi havde lukket sine øjne, havde givet op, netop som den tynde tråd Shinee havde fanget i ham så småt kom til syne. "Det sagde du... jeg... Szuraim, hvor vover du!" hvæsede fortidens Levirda mens tråden kæmpede sig vej frem og blev synlig. Den var klar og lysende som intet inden i en mørkedæmon burde være, og den var hvid som sneen i månelyset. "Du kan ikke... Du... du har ret..." Hans mors stemme skælvede let da Eremi for alvor opdagede, at der var noget på færde, og hans øjne åbnedes igen. Den tidligere så fæle og hæslige dame var på randen af gråd. "Men jeg... jeg kan ikke... stoppe det. Ikke når Eremi er der. Hans mørke... det for stort, for gennemtrængende. Når jeg er alene med ham... Jeg mister kontrollen over dem igen. Over skyggerne... I mit hoved..."
De sorte øjne betragtede dem, først fjernt som var han under indflydelse af et eller andet euforiserende middel. Så opstod der langsomt klarhed i hans blik, da han begyndte at opfange, at de lavede noget, som han var nødt til at blande sig i. Han så ikke engang på de to skygger, der havde klaret at tage form. Den ene som hans moder med en 5-årig Ryonell klyngende til sit bukseben, den anden Jiane med hans egne to børn. Side om side var ligheden mellem mennesket, hans kone, og mørkedæmonen, hans mor, slående. Den største forskel var, at hans moder var bredere over skulderne og hans kone lidt bredere i ansigtet... og så selvfølgelig deres øjne, med Jianes fulde af nærhed og varme men alt i Levirdas udstråling var modsat.
"Det ødelægger alt. Hans tilstedeværelse ødelægger alt, hvad du har kæmpet for at gøre mig. Jeg ønsker ikke, at han skal... at han skal..." Den kvindelig mørkedæmon lod til at bryde sammen i tårer. "Hans tilstedeværelse ødelægger mig, Szum... Kan vi ikke bare efterlade ham et eller andet sted... Jeg... jeg vil ikke gå tilbage til, hvad jeg var..." I mindet kunne man høre lyden af et barn, der gispede - den syvårige og lyttende Eremi, som havde skjult sig i nærheden af sine forældre - og lyden af en mand, der bevægede sig. Det var Szuraim som omfavnede sin kone. Derefter var alt, hvad de kunne høre, lyden af barneskridt, der først lydløst, derefter i vildt løb, forsøgte at flygte fra sine forældre. Men til at held var Eremi ikke fokuseret nok på lydene fra mindet til at lide under

"E-... elsker du mig virkelig?" hviskede Jianes skygge spæd. Deres børn klyngede sig til hende. "Du smiler aldrig hos mig... ler aldrig hos mig... er aldrig sammen med mig... og nu har du forladt mig..." Langsomt rettede hans blik sig op mod de nye skygger, som var kommet. Mod Jiane og Levirda og de børn, der stod med dem. Det tog et øjeblik, men så genkendte han dem for alvor. Hans øjne ramte først Ryonell, så sine egne børns skygger, og hele hans krop lavede en trækning til at rive sig væk fra Shinee for at lave en håndbevægelse, som kunne fjerne synderne. Han behøvede det blot ikke, for tråden, der stak ud fra hans højre side a brystet, vred sig og skabte et kortvarigt lys, som gennemborede skyggerne og fortrængte børnene. Og Jiane og Levirda stod nu alene, uden deres børn, de, som betød mest i Eremis verden, til at forpeste hans eksistens endnu mere.
Den havde ikke været stærk nok til at fjerne de to andre skygger, der endnu prydede landskabet, men Jianes virkede fjernere end før. Mere utydelig. Eremis øjne var dog faldet igen, i stand til at ignorere sine dæmoner imod synet fra tråden, og nu var han endelig vågen til at reagere. "Hvad..." Hans stemme var hæs da han flyttede sit blik mod Shinee. Foran dem fik Jiane fuld kraft igen, og de to kvinder holdt deres blikke stift rettet mod ham. "Hvad er det?"
Det var tråden, han spurgte til. Den hvide, rene tråd urørt af mørket, som nærmest voksede ud af hans krop. Det var tydeligt, at manden var udmattet, men nu var han i det mindste fokuseret og sammenhængende.