Unknown adventures

[Shinee]

Himlen rumlede grumt. Skyerne trak sig sammen i flotte mønstre, der fik lyset til at virke køligere end man kunne tænke sig på en varm forårsdag. Hviskende stemmer delte sig ud over bølgernes brusen, da en ældre kvinde og en ung mand trådte frem af skovens kant. De lignede hinanden, høje, slanke, men manden mere muskuløs og bredere skuldre. Deres hvide hår lyste som det sand de gik på, og kvindens ansigt trak sig sammen i rynker, da et smil bredte sig og latteren gled fra hendes læber. "Men kære ven dog, de børn skal have plads," klukkede hun lystent, og den unge mand trak på skulderne. "De får rigeligt med plads, mor." Hans gule øjne sitrede svagt, og han rettede blikket mod et fjernt punkt i horisonten med et tankefuldt udtryk i ansigtet.

[Ryonell Bornakore]

Vejret lovede regn, hvilket Eremi ikke var glad for. Der var dog en ting, han fandt positiv, og som gjorde hans tilværelse en smule lettere - for skyerne skabte mørke, og det han kunne bruge. At gøre det gjorde kun udmattelsen værre, selvfølgelig, men som det var nu fandt han det nødvendigt. Med den fine magi som hans træning gav ham mulighed for at skabe holdt han sig oprejst og gående på trods af sine smerter, og hans skridt fortsatte selvom hans raske arm holdt sikkert fast i hans smertende albue. Igennem hele dagen havde hans blik været på jorden i forsøget på at genkende en af de planter, som skovheksene havde lært ham var smertestillende, men indtil videre havde han ikke fundet den og regnede med, at det kom af, at den ikke levede i disse område. Og derfor, med blikket skiftende fra skyerne over hovedet til planterne på jorden, lagde han ikke mærke til meget af verdenen omkring sig.

[Shinee]

"Jamen hvad er problemet så? Kan du ikke følge med dem mere?" Gnæggede Tilda, og hun strøg sit skørt for at få nogle smågrene væk. Ligheden mellem dem var slående, og blev kun tydeligere da Dore svarede hendes blik med et løftet øjenbryn og et svagt smil. "Nu skal du ikke også begynd.." Han tav, og flyttede med hele sin krop opmærksomheden mod skovens kant. Følelserne forsvandt og hans nakkemuskler spændtes i et kort anfald af kamp-rus. Det var det eneste tegn på hans sindsstemning. Tilda kendte tegnene, de bevægelser, auraen og de forbandede ars røde skær, der blot mindede hende om fortiden. En fortid præget af splittelse, vrede og sorg. En fortid med ensomhed og håb. Hendes øjne forholdt sig roligt, da hun forsøgte at få øje på hvem end der gemte sig i det tykke væld af skygger.

[Ryonell Bornakore]

Jo længere han gik, jo tættere kom han på strandkanten, men han vidste, at det kun ville få ham væk fra træernes læ, hvis han gik ud på sandet. Det ville blive koldere, og dette var han ikke interesseret i, når hans krop allerede var stiv og øm. Men alligevel gik der ikke lang tid, før han var tvunget til at gå derud alligevel. Mørket omkring ham fortalte om et udfald med form som to menneskelige væsner, og han følte sig tvunget til at finde ud af, hvem de var, og om de var fjendtlige. Normalt gjorde fremmede ham ikke usikker, men i hans nuværende tilstand var fjender uvelkomne. Han trak ud til siden, i skyggen af træerne på grænsen af sandet, og mørket trak sig tæt om ham for at holde ham skjult indtil han kunne bedømme, om det var sikkert at komme frem eller om han skulle videre... og han var overrasket over at genkende den ene skikkelse. Øjnene på hans udtryksløse ansigt blinkede forvirret over synet af kvinden, men den anden skikkelse han vagt kunne huske at være stødt på tidligere var truende. Altså fjendtlig, og hvis han var klog og fulgte sin logik fortsatte han uanfægtet videre. Alligevel lod han mørket falde og kom derved fuldt til syne, og hans sorte øje havde kun blik for den ældre dame. "Hvorfor befinder du dig her?" Hans stemme var, som altid, uden følelser, og det samme var hans ansigt, men i sit hoved var han på sin vis glad for at se hende. Af flere grunde end at hun forhåbentligt havde en form for smertestillende på sig. Og selvom han ikke havde øjnene på Dore brugte han mørket til at holde styr på hans bevægelser.

[Shinee]

Tilda udvekslede et blik med Dore, et blik der sagde mere end ord. Han slappede mærkbart af og lagde hænderne bag hovedet, mens han vendte sig væk fra den fremmede. "Jeg er ude og gå med min søn," sagde hun og trådte frem mod Ere. Hendes øjne fik et bekymret skær, da hun konstaterede at han ikke så ud til at have det særlig godt. "Hvad er der sket, Eremi?"

[Ryonell Bornakore]

I samme øjeblik mørket fortalte ham, at den fremmede ikke længere viste ham interesse, og han kommanderede det til at trække sig tilbage og i stedet fokusere på ham selv. Hendes søn? Han havde vage minder om samtale omkring en sådan søn, så han var ikke overrasket over, at manden fandtes. Men hans blik lå på hende, og han trak på den ene, raske skulder som han altid gjorde.
Hendes bekymring rørte ham, og den rørte ham dybt, men det kunne ikke engang rigtig ses i hans øje.
"Vandring. Min krop er ikke glad for det." Hans gamle skader gjorde altid protest når han bevægede sig for meget, og det var tilfældet nu. Og smerter ødelagde søvnen, hvilket gjorde det værre. For ikke at nævne, at han i første omgang havde været vant til en stillestående liv, før han tog af sted med knægten, og han havde nået at nå frem til Neramore to gange inden det. Bare at åbne munden, bare det at spise, gjorde ondt. Og han valgte at lade være med at tænke på hovedpinen. "Har du... måske noget smertestillende?" De plejede at have det, men han hadede at spørge. Det var at indrømme, at han ikke havde det godt, at han var blevet svag efter minotaurerne havde haft fat i ham. Og hun var klar over det og kunne se det. Hun kunne se alt for meget, og han anede ikke, hvor hun havde den viden fra.

[Finadore]

Tilda rystede på hovedet over hans svar. "Du ved godt du ikke kan holde til det," sukkede hun og rodede så i sin lille skuldertaske. "Smertestillende... Du har brug for at slappe af og få en pause. Jeg kan give dig smertestillende, men når du løber tør vil du få ondt igen." Langsomt kiggede Dore over skulderen på den fremmede, og forsøgt at vurdere personen. Egentlig ikke interesseret, men man kunne aldrig vide. Noget ved manden fik ham til at tænke på Markare -men eftersom hans evner til at huske mennesker han havde mødt før, var omtrent lige så godt, som hvis han skulle holde liv i en potteplante, var det blot blanke tanker om varme og sletter der reflekteredes i hans sind.

[Ryonell Bornakore]

Eremi valgte ikke at kommentere på hendes ord selvom hun jo havde ret, og han lod sig derfor ikke anfægte af det. Han burde ikke gå nogle steder. Han burde sidde ned i en stol resten af livet og lade være med at gøre noget som helst, men det var umådeligt utilfredsstillende. Desuden gav hans situation ikke muligheden for at arbejde som ethvert andet menneske. Hans bedste mulighed var familien, men det føltes... utilstrækkeligt.
Imens han tavs ventede på at få sin... 'medicin', tænkte han, selvom ordet gav ham en dårlig smag i munden på trods af, at det ikke kom over hans læber, flyttede hans blik sig til Dore for et øjeblik, flygtigt uden at det var meningen at han egentlig skulle se ham. Og så var han tilbage til at betragte Tilda, udtryksløs og kold som altid. Problemet var bare...
Han blinkede. En gang til. Hans øjebryn bevægede sig svagt før de igen stod stille, og svagt kom der et glimt af forvirring ind i hans øjne. Derefter lod han igen sit øje falde på den anden mand, og ikke nok med det - på mandens øjne. Det var ikke rigtig øjenkontakt, ikke et forsøg på kommunikation, men en aflæsning af øjets fysiske egenskaber. Det var begyndt, og det på en måde mørkedæmonen ikke brød sig om.

[Finadore]

Dore bemærkede ikke den andens interesse og stak hænderne i sine lommer. Han rullede med skulderne, en gammel bevægelse som han havde taget til sig efter minder om en far. En bevægelse der tilhørte en nu afdød mand, og som altid fik hans mor til at smile fornøjet.
Imens hev Tilda urterne frem fra tasken med et lettet suk, og rakte hånden frem mod Eremi. "Her er de. Husker du stadig hvordan det hele fungerer..?" Hun kiggede på ham og blev klar over at hans opmærksomhed lå andetsteds. Hånden blev stædigt hængende i luften og hun løftede en øjenbryn af mørkedæmonen foran hende. Det var ikke muligt at forudse hvad der skulle ske, men hun havde på fornemmelsen, at en fordumstid snart ville blive revet op ved rødderne.

[Ryonell Bornakore]

Det var meget få menneskelignende væsner, som havde den slags øjne. I sandhed havde Eremi kun mødt to, og med det første var der kun én af de to, som lå i Eremis tanker. Hans bror, Ryonell, som han endnu ikke var kommet på god fod med. Den illusion blev brudt ved den fremmedes bevægelse med skulderen, og mørkedæmonen i Eremis tanker morfede fra bror det til. Det gav et stik i hans hjerte og han så væk for hurtigt, det eneste følelsesmæssige tegn på trods af hans tomme ansigt.
Igen var hans blik på Tilda, men hans opmærksomhed var endnu rettet mod hendes søn. Hendes søn der mindede om hans far. Hans sind var næsten lammet i forundring og tanker, men hans krop fortsatte og rakte hånden frem for at tage den plante, hun rakte frem. "Ja." Det var det eneste, der kom ud a hans mund på trods af nødvendigheden af et tak og spørgsmålene i hans hoved. Kunne...? Nej.
Nej.
Han nægtede at tro på det. Ville ikke tro på det. Den mand var på alder med Ryonell. Det kunne ikke være muligt. Ikke Szuraim...

Forvirringen gjorde ham så uopmærksom at han end ikke opfangede tilstedeværelsen af et andet centrum for mørke, som befandt sig længere fremme. Normalt ville han opdage det med det samme og analysere, om han kendte mørkedæmonen, men som det var nu forsøgte hans hoved at lave et regnestykke, der ikke indeholdt tal, og det nægtede at gå op. Men det fremmede mørke kom ikke nærmere, men var der og var i bevægelse langs vandkanten i et tegn på fascination af stormen ved havet, som kun kunne hænge sammen med Ryonell.

[Shinee]

Fornemmelse af noget fremmed mod havet nåede Dore, få minutter efter Eremi. Hans blik blev fjernt idet han forsøgte at se skikkelse i det fjerne klart. "Moa... Tilda," han rømmede sig og kiggede igen tilbage. Forundret over den fremmeds blik, og en anelse forvirret over sin mors bebrejdende. "... Kan vi øøh... gå videre?" sagde han og hans dybe stemme, bare ene klang af ligegyldighed.
"Nej." Tilda's svar var ikke til at ændre på. Hun satte hænderne i siden og kiggede afventende på Eremi. Hvis nogen skulle regne noget ud her, var det ham - hendes egen håbløse søn lod ikke til at fatte situationen. Men han havde heller aldrig været knyttet særlig meget til sin far.

Vandet ramte Shinee's ben, og hun smilede let af fryd. Langt foran gik Ryonell, optaget af sine egne tanker og sin fascination. Det havde været en god idé at flytte til havet, tænkte hun endnu en gang og vinden lod hendes hår danse let.

[Ryonell Bornakore]

Spørgsmålene svirrede i mørkedæmonens hoved mens han forsigtigt lod planten falde ned i hans lomme. Det var, som om han havde glemt sin egen smerte, da problemet opstod, og han gik igen tilbage til at betragte Dore som en troldmand betragtede sit eksperiment. Mørke, så svagt at det var usynligt for det blotte øje, søgte op omkring ninjaens krop og om på hans ryg i forsøget på at finde ud af, om han havde anlæg for vinger eller ej.
I Eremis hoved kunne det ikke passe, det kunne ikke være rigtigt, men selv da han nåede frem til konklusionen, at der ikke var noget, kunne han ikke komme fra ideen. Han havde ikke vinger, altså var han ikke i deres familie... men der kunne være bedre arvelighed for vinger hos mørkedæmoner end der var hos mennesker for vinger, hvilket kunne betyde, at han ikke ville få vinger, selvom hans f-... På den anden side var der ikke beviser, andet end øjnene. Øjnene var bare tydelige, specielt fordi - hans blik fald på Tilda igen, derefter tilbage på Dore - hans mor havde blå øjne, og han af erfaring kunne se, at blå øjne var mindre arvelige når de blev blandet med andre farver.
Men hans udseende, hans kropsholdning, mindede meget om Ryonells, som mindede meget om Szuraims. Det var endnu et hint, men han brød sig ikke om det. Der kom meget få mennesker forbi ude i regnskoven, hvor begge havde boet, men de to familie havde levet blot få kilometer fra hinanden. Havde det ikke været tilfældet, havde Eremi ikke været her nu. Men manden var omkring Ryonells alder, det kunne ikke være muligt! Selvom det var muligt for mænd at formere sig på anden vis end kvinder... Hvorfor havde han ikke sagt noget, så? Fordi han ville have vidst, at Levirda ville slå ham og måske også hans børn ihjel for at lyve for hende...
Det var ved at være for meget for hans hoved. Hans hjerne havde allerede bestemt sig for, at muligheden var meget stor, men følelserne forsøgte at få overtaget med benægtelser og indslag som 'det ville han aldrig gøre!' og 'det er min f- Szuraim!'. Oveni det havde han migræne, der gjorde det svært at tænke klart, og det hele... han bevægede sig pludseligt, stred forbi Tilda og gik ud i havet til lårene hvorefter han to hænderne i vandet og smed det i ansigtet. Kulden var ikke godt for kæben, men den dulmede noget af smerten, og i det samme havde han vendt sig om og traskede tilbage mod sandet.
Hans hoved var klarere nu. Han vidste, at der kun var en måde at få det løst på. At spørge hende. "Er det muligt, at jeg kan stille et spørgsmål, på trods af, at jeg allerede nu ved jeg kommer til at lyde ubehøvlet?" Han talte, som om han ikke lige havde vandret ud i havet og kom i land med gennemblødt ansigt og bukser. Stemmen var følelseskold, ansigtet udtryksløst, mens han betragtede den ældre kvinde.

Et stykke derfra, ikke helt inden for synsvidde men heller ikke helt udenfor, bevægede Ryonell sig frem og tilbage foran havet som en løve i et bur. Han ventede, spændt, men også med et strejf af glæde, for der var en storm på vej. En storm, som ville få havet til at gå i udbrud med samme kraft som en vulkan. Kort, som for at være sikker på, at hun stadig var til stede, kiggede han tilbage mod sin kone. Derefter vendte han sig til den anden side, uden egentlig grund, og så en svag forstyrrelse i landskabet inden han kiggede ud over havet igen.
Hvad? Hans øjenbryn trak sig sammen og han kiggede igen, og ved tanken om mennesker i nærheden måtte han trække vejret dybt for ikke at tage af sted for at dræbe for drabets skyld. Det var ikke sult, der gav ham lyst, men alt andet. Al den had og irritation, der endnu levede videre rettet mod dem. I stedet for at tage direkte af sted valgte han dog en anden løsning - at tage af sted efter at have spurgt om lov - og han så tilbage mod Shinee. "Der er fremmede her!" råbte han så lavmælt han kunne hvor han endnu stolede på, at hun kunne høre det. Havde han været sulten havde han ikke været til at stoppe.

[Shinee]

De stirrede på Eremi. Dore's ansigt udtryksløs og kold, mens han i sit stille sind tænkte sig grundigt om;... manden måtte være gal. Typisk hans mor at kende sådan nogle. Han havde mærket den ubehagelige følelse af mørket på sin ryg og var alt andet end glad for den fremmede i dette sekund.
Tilda lod derimod til at være afventede og da han spurgte hende, smilede hun blot til ham. Et smil der havde så mange følelser, at det var svært at sætte ord på. Hun nikkede langsomt, og tilføjede stille; "du må gerne spørge - jeg ved du har brug for det, uanset hvor ubehøvlet det kommer til at lyde."

Duften nåede hende i det sekund han sagde det. Mennesker. En svag dyrisk luft og en.. en der mindede hende om Ryonell. Hun løftede et øjenbryn og tænkte sig nøje om. "Lad os se hvem det er," råbte hun lavt tilbage og begyndte at løbe for at indhente ham. Nævnte ikke at det muligvis var nogen han kendte. Da de kom tættere på, fik hun endnu et chok - det sidste menneske bar duften, som hendes børn så ofte havde været præget af. Hun kiggede kort på Ryonell og mærkede en bekymret kugle i maven. Det blev noget af et møde.

[Ryonell Bornakore]

Smilet på hendes ansigt fortalte ham, at hun allerede havde en fornemmelse - eller troede, at hun havde en fornemmelse - af, hvad han ville sige, og det bekræftede ham blot endnu mere i, at der var noget muggent omkring situationen. Alligevel var der noget i ham, der rystede vildt på hovedet. Det føltes som den lille dreng, der endnu ikke havde mistet troen på sin far. Altså et barn, en barnlig følelse, der ikke hørte til her.
Men han måtte vide det. Og hvis den barnlige følelse tog over igen ville han kaste resten af kroppen med ud i havet for at køle det ned.
Hans hånd fandt fraværende planten i håb om endelig at komme af med smerten da han langsomt udformede sit spørgsmål. De to gamle havde altid sagt, at han skulle komme det i sin mad eller vinen, fordi smagen af det var fæl, men han havde brugt den selv efter han smuttede og var blevet vant til smagen, så han tog den direkte i munden - kun en lille smule, så han kunne spare igennem sin videre rejse. Bare at tygge på det gjorde ondt, så det at snakke var absolut heller ikke rart, men han gjordet alligevel. "Hvem... er hans far?"
Den kløgtige mørkedæmon nåede ikke engang at nikke over mod Dore før han endelig fangede Ryonells tilstedeværelse, og på dette tidspunkt havde han allerede genkendt sin storebror. "Hvad fanden laver du her?!" Og vampyren var meget, meget utilfreds og havde absolut ikke tilgivet sin bror på trods af, at han endnu elskede ham højt. Deres sidste møde havde ikke været det bedste, og Eremi reagerede da også på hans stemme ved med det samme at forme et skjold af mørke til at bremse ham hvis han skulle angribe. Vampyrdæmonen stoppede dog inden og kiggede mod de andre. En af de gamle damer, han ikke kunne fordrage - "og det gælder fandeme også dig" - og ham den hvidhårede fra brylluppet, som Shinee vidst kendte til. Den hvidhårede vidste han ikke, hvad han syntes om, men han stank godt nok af et eller andet grimt.

[Shinee]

"Det ved du godt," sagde Tilda, lige inden Ryonell og Shinee kom inden for hørevidde. "Szuraim." Hun stoppede brat da hun blev klar over hvem der var ankommet.
Dore kiggede meget undrende på Eremi, og skulle lige til at spørge om hvordan han havde noget som helst med nogen som helst der at gøre, da han så Shinee og krympede sig. Bare tanken om brylluppet og de efterfølgende dage med konstant hovedpine, fik hans nakkehår til at rejse sig. Han spærrede dernæst øjnene op, da det gik op for ham, at de havde forandret sig. Hurtigt stillede han sig foran sin mor, og stirrede hårdt på de to nyankomne. "Shinee," nikkede han ståkandet, og kiggede på den bevingede mand. Hendes.. mand. Eller.. ja. Hendes mand. Han flyttede sig ikke ud af stedet.