Kukukuku... (kuk)

[Sillena af Mithri]

Sillena sagde ikke noget. Det måtte de snakke om senere, når Aijou havde det bedre. Hun skævede over mod sin datter, for at se, om hun ville påtage sig opgaven, at berolige dødsenglen igen. Det havde hun.
Sionyii strøg forsigtigt Aijou over håret, som hendes mor plejede at gøre, når hun havde haft mareridt.

[Aijou Ishi]

Igen skabte det den utrolige ro og tryghed han aldrig nogensinde havde følt før. Hans blik blev mere roligt mens han betragtede englen. Han var nødt til at dræbe hende. Kerai vidste det var hans job. Det var også hans job at dræbe djævlene, men der havde det kommet naturligt for Aijou, selvom Kerai allerede havde haft tænkt på det. Han skulle bare også passe på familien, fordi de havde hjulpet ham.

[Sillena af Mithri]

Igen spredte tavsheden sig i huset, hvor ingen sagde noget. Sillena anede ikke, hvor lang tid der var gået, før Denna endelig så ud til at være færdig, men det havde føltes som lang tid. Drengene fandt det stadig spændende, og Sionyii blev ved med at stryge Aijou over håret.

[Aijou Ishi]

Denna strøg hans sår en sidste gang inden hun rettede sig op og smilede til dødsenglen. "Sådan. Og husk nu jeg ikke er her, hvis du igen skulle komme i kamp med en flok djævle." Hun vidste ikke hvor meget han allerede vidste det.
"Hvor er mit sværd?" spurgte dødsenglen træt. Det var hans kæreste eje, så det burde ikke være overraskende at han spurgte. Selvom Denna ikke kunne lade være med at give ham et vagtsomt blik.

[Sillena af Mithri]

Sinoyii stoppede med at ae Aijous hår. Hun undertrykte et gab, da hun havde lært, at det var uhøfligt at gabe. Alle børnene så trætte ud, når det kom til stykket.
"Det ligger ude i vognen," fortalte Sillena. Hun vendte sig mod Denna. "Hvor meget skylder jeg dig?" spurgte hun.

[Aijou Ishi]

Langsomt satte Kerai sig op og lod som om han var mere udmattet end han var. De behøvede ikke snakke om pengene. Og børnene ville heller ikke komme til at sove lige foreløbig, desværre. Dødsenglen bevægede sig ud af døren og ud mod vognen, og englen så bekymret efter ham inden hun smilede til Sillena. "Hvor mange penge har I?"

[Sillena af Mithri]

Sillena havde aldrig haft ansvaret for, at styre penge før, og tøvede lidt før hun svarede. "Sytten sølvmønter," svarede hun til sidst, efter at have set efter dødsenglen, der forsvandt ud af døren, for at hente sit sværd.

[Aijou Ishi]

"Godt, bare giv mig en fjerdedel," sagde Denna med et smil og begyndte at rense og pakke tingene sammen igen. Hun gik tydeligvis ind for en renlighed de fleste læger ignorerede af en eller anden grund. Men pludselig stivnede hun og snurrede hurtigt rund. "D-" Ordene stoppede lige på hendes tunge da Kerai pludselig befandt sig mellem dem. Sværdets sorte klinge var tværs gennem englens mave.
"Undskyld," hviskede Kerai, og det var tydeligvis oprigtigt. Ellers var han meget god til at lave falske tårer.
"Jeg... har aldrig... før... set... en dødsengel... begræde døden..." Han gik hende kun til lidt under brystet, så hun så ned på sin morder. Der var et underligt smil over hendes ansigt, og da Aijou trak sværdet ud af hende faldt hun om uden et ord. En enkelt tårer løb ned af dødsenglens kind da han vendte sig mod familien. Kerai bed sig i læben mens han tænkte. Skulle han dræbe dem? Han... Han burde dræbe dem...

[Sillena af Mithri]

Sillena gispede efter vejret, forsøgte at fatte, hvad hun lige havde set. Hun bakkede tilbage, og det gav et sæt i hende, da hun stødte mod væggen, og ikke kunne komme længere. "Åh gud..." hviskede hun. "Hun.. Hun.. Hun hjalp dig.." Hendes blik flakkede rundt, og først nu fik hun øje på børnene, der stod lige så rystede og stirrede på liget af englen. De havde overværet et mord. De havde set hende dø. De var kun børn. Hun skubbede sin egen frygt i baggrunden, da det gik op for hende, at de havde brug for deres mor, og hun greb ud efter dem. Hendes blik vendte sig mod dødsenglen. "Hvorfor?" kvækkede hun.

[Aijou Ishi]

Kerai reagerede ikke på hendes ord men betragtede dem mens han kæmpede en indre kamp. De burde dø, men de havde alle lange liv foran sig. At sige 'Jamen, de er jo kun børn' ville ikke få ham til at reagere det mindste, eftersom børn var de han havde set dø flest af i sit personlige liv. Så så han Sillena i øjnene for første gang nogensinde. "Det mit arbejde." Tårerne var næsten helt væk, og det eneste spor var den ene der havde løbet over hans kind. Endnu havde han ikke fundet ud af om hun skulle dø eller ej.

[Sillena af Mithri]

Sillena forstod det ikke, og blev blot endnu mere forvirret, da hun så ind i de dybt fortvivlede øjne. Som om han sørgede over hendes død.. Men han havde da selv dræbt hende! Hvordan kunne det være et arbejde? Hun rynkede panden. Hiion havde engang nævnt noget om mordere, der fik penge for at dræbe, hun kunne bare ikke huske, hvad de hed. "Får... Får du penge for det?" hviskede hun. Det var på en måde en lettelse at snakke med ham. Hun vidste ikke, hvad hun skulle have gjort af sig selv, hvis han blot stod og stirrede.

[Aijou Ishi]

Dødsenglen rystede på hovedet. "Jeg er ikke lejemorder." Han betragtede dem endnu et langt øjeblik, brød øjenkontakten med hende og vendte sig om for at gå. På halvvejen til at forsvinde landede hans blik på den døde engel, og han bed sig i læben. Men de kunne ikke se det, da han stod med ryggen til.

[Sillena af Mithri]

Sillena holdt vejret, uden at bemærke det. Roux vred sig i hendes greb, for at komme hen til dødsenglen. Han var vred og chokeret over, at Aijou havde dræbt englen. Sillena knugede insinktivt børnene tættere ind til sig, da hun var bange for at slippe dem. Hun vidste ikke, hvad der ville ske, hvis hun slap dem. Måske frygtede hun, at de ville falde fra hinanden, hvis hun ikke holdt fast i dem. Hun fulgte stadig dødsenglen med øjnene, og håbede inderligt, at han ville forsvinde.