|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 22:46:59 GMT 3
Det eneste svar hun fik var et træk på skulderne. Han vidste det ikke, men han var bare på farten. Stadig var hans øjne klinet fast, skiftevis til hvert barn. Den mest interessante var pigen... som mindede ham om en nu død lillesøster. I de mørke øjne var der stadig en svag gnist af sikkerhed i børnenes bekendte nærvær, inden han endelig lod mørket søge ind i flammernes dyb. De øjne var mærket, kontrasten i ham, der viste ham som anderledes. Alt efter hvilken verden han var i var det hans lyse fremtoning eller det malplacerede sorte der viste hans forskellighed. Selvom han overalt var enormt lille. "Jeg er ked af at være til besvær..." mumlede han svagt.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 23:16:41 GMT 3
"De er slet ikke til besvær!" protesterede Sillena hurtigt. "Det var hyggeligt, at De lige ko..." Igen måtte hun standse sig selv. Forbandede adelsliv. Hun rømmede sig kort. "Undskyld," sukkede hun. Hun spekulerede over, om det var en løgn, eller om han virkelig var til besvær. Men de havde mad nok, og han var ikke generende eller uhøflig.
Roux opdagede, at dødsenglen havde et sværd og gjorde store, begejstrede øjne. "Kan du fægte!?" spurgte han nysgerrigt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 23:21:06 GMT 3
Dødsenglen nikkede og så livet lyse ud af drengens øjne. Sværdet var hans kæreste eje, men sværd i sig selv var farlige og omkredset af forkerte signaler, og han smilede sørgmodigt. Denne drengs begejstring viste at krigens tid langt fra ville være forbi, og det betød flere døde og mere arbejde... "Jeg har aldrig tabt en kamp med et sværd," sagde han, og med den lille skikkelse og den spinkle krop virkede det som en stor fed løgn. Men alligevel havde alt omkring denne person en aura af oprigtighed.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 10, 2010 17:49:45 GMT 3
Roux stirrede vantro på den lille skikkelse. Aldrig nogensinde tabt en kamp? Selv hans far havde ind i mellem tabt! "Aldrig tabt en kamp?" gentog han.
Delaq blandede sig i samtalen. "Wauw, så må du være god," sagde han interesseret. "Må vi ikke se dig bruge et sværd?"
Sionyii gøs. Hun ville i hvert fald ikke se på!
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 10, 2010 18:09:34 GMT 3
Den lille dødsengel var allerede færdig med at spise sin meget lille del af deres mad. "Jeg har ingen modstander..." Han kunne vel prøve. Selvom pigen lod til at være den klogeste af dem og ikke brød sig om det. "Jeg kan prøve. Selvom jeg ikke er vant til at slås uden at have nogen at slås med kan jeg prøve." Han rejste sig, og før de nåede at fornemme hvad der skete havde han sit sortklingede sværd i hånden. Hans skridt var lette da han nærmest dansede væk fra dem, og tanken om en dans fortsatte da han løftede sværdet yndefuldt. Han startede i slow motion af respekt for deres langsomme øjne, og det viste blot hvor smukke hans bevægelser egentligt var og at han ejede en balanceevne der grænsede til perfektion. Hans bare fødder trippede rundt i den sandede, tørre jord, hele tiden kun en i jorden af gangen, mens han tegnede sværdets bevægelser mere end han huggede og svang. Han bevægede sig i en perfekt tegnet cirkel omkring dem, fanget i sin egen verden mens han langsomt satte farten op, dog uden overhovedet at komme i nærheden af sin normale fart. Det lyse tøj afslørede ham af mørket, og ilden glinsede i sværdets mørke klinge og de sorte øjne. Hans teknik og evner var af en anden verden... Præcis ligesom resten af ham.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 10, 2010 19:52:08 GMT 3
"Hvor er han hurtig," hviskede Roux imponeret. Der var ingen af dem, der var klar over, hvor hurtig Aijou i virkeligheden var. Selv Sillena blev en smule draget af opvisningen. Det virkede smukt, i stedet for brutalt og voldeligt, som hun ellers altid havde forbundet sværd med. Sionyii nægtede dog stadig at kigge, forsatte med at gemme hovedet ved sin mors skulder.
"Tænk hvis jeg kunne det," mumlede Delaq misundeligt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 10, 2010 19:58:31 GMT 3
Konstant satte Aijou farten en smule mere op, og endnu var kun en af hans fødder i jorden af gangen. Så stoppede han pludselig, lige da han havde samme fart som det hurtigste menneske han havde set, og hans blik faldt på Sionyii. "Du har en klog datter," informerede han Sillena. "Sværd er vejen til helved, til evigheden i flammende straf. Ligegyldig hvilken tro de har, ender de fleste krigere i helved." Yndefuldt og komisk nok stod han stadig kun med den ene af de bare fødder i jorden, med sværdet holdt i en næsten umulig vinkel. Ingen tvivl om at han kunne blive rig som danser.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 10, 2010 20:08:39 GMT 3
Roux så ud til at ville komme med et vredesudbrud. Hans far ville ikke ende i helvede! "Me..." Han holdt inde, da han fik et advarende blik fra Sillena.
Sionyii kiggede forsigtigt hen på dødsenglen. "Ved du noget om helvede?" hviskede hun forundret med store øjne. Hun havde hørt om himmel og helvede engang. Bare hun ikke endte i helvede.. Det var noget med flammer og smerte. Hendes øjne blev større. Det brød hun sig ikke om!
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 10, 2010 20:17:15 GMT 3
"Du... kan kalde mig en religiøs person. Jeg ved meget om hvordan det foregår, men hverken himlen eller helved i sig selv har jeg nogen kendskab til. Til gengæld ved jeg at du har en sjæl så ren at du aldrig ville kunne blive sendt dertil. Til helved, altså." Så handlede det bare om hvorvidt hun troede på Gud om hun hørte til i hans eget eller englenes rige. Han kunne mærke godheden i hendes sjæl da han igen gik videre i sin dans, præcis så langsomt og yndefuldt som hans første trin havde været. Imens udstrålede hans ansigt en sorg så dyb at den kunne så selv den mest hårde morder til at bryde sammen. "Din sjæl er så ren som nogens," fortalte han. "End ikke i din voksne tilværelse tror jeg du vil kunne blive mørkets tjener. Jeg vil vove så meget at påstå at du aldrig har såret nogen." Hans skridt var lette og yndefulde mens han fortsatte sin sværddans, mørket skjulende det meste af hans ansigt og sorg.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 10, 2010 20:27:45 GMT 3
Roux og Delaq så på hinanden med et skævt smil. De fleste holdt forfærdeligt meget af Sionyii, fordi hun var et af de mest uskyldige mennesker, de havde mødt, og der var mange der nævnte det. Det var nærmest en selvfølge, at alle elskede lille, generte Sionyii. Men hun kunne ikke have fået nogle mere beskyttende brødre, og nogle mere beskyttende forældre. De var parat til at skærme hende alle former for ondskab, hvis det skulle være. Alle verdens modbydeligheder blev ikke omtalt i hendes nærhed, og pigen ville sikkert få et chok, når hun blev ældre.
Sionyii sukkede lettet. Dødsenglen sagde, at hun ikke endte i helvede. Så behøvede hun ikke bekymre sig. Hun havde helt glemt, at han dansede rundt med et sværd i hånden, og da det gik op for hende, skyndte hun sig at se væk igen. Våben var farlige.
"Tror du jeg ville kunne finde ud af det der?" spurgte Roux med et længselsfuldt suk.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 10, 2010 20:33:40 GMT 3
"Jeg ved det ikke. Jeg har ikke selv trænet for at lære hvad jeg kan. Det kommer blot til mig... Helt naturligt, som at tage et skridt." Pludselig, som i et overraskende moment, hvirvlede sværdet op i luften, ud af hans greb, og da han greb det igen var han oppe på sin normale fart. Usynligt som vinden blev sværdet til en sort skygge i natten og dødsenglen en hvirvlende vind i mørket.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 10, 2010 20:42:22 GMT 3
Sionyii fór sammen, da Aijou kastede sværdet op i luften, imens drengene måbede overrasket. Naturligt. Det kom til ham helt naturligt. Hvordan kunne det lade sig gøre!? Det var sådan noget, man skulle øve sig på i hundrede år!
Sillena var sikker på, at hun aldrig havde mødt og aldrig ville møde nogle, der var bedre med et sværd end Aijou.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 10, 2010 20:51:03 GMT 3
Han afsluttede dansen ved at lade sværdet glide tilbage i skeden i hans bælte, og han vendte sig mod bålet igen og tvang sit ansigt til at skjule sin sorg. Det betød at han blot havde en følelsesløs maske da han satte sig ved bålet igen, og i det øjeblik sværdet havde forladt ham var han tilbage i rollen som tjener. Med sværdet var han en kriger som fulgte ordre uden at lade sine egne følelser blande sig ind i det. Uden sværdet var han endnu mindre.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 12, 2010 16:04:36 GMT 3
Sionyii så lettet ud, da sværdet var blevet lagt væk, og hun betragtede dødsenglen, efter at have sikret sig, at han ikke så på hende.
"Tror du, du kan lære os nogle tricks?" spurgte Roux, der virkede helt skuffet over, at opvisningen næsten var forbi. Sillena smilede over hans iver. Hun var bange for, at det ikke varede længe, før han forlangte at bo hos Hiion.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 12, 2010 16:17:36 GMT 3
"Jeg ved ikke om jeg kan lære jer det, men jeg kan prøve." For at være ærlig var han næsten fuldkommen sikker på at de ikke kunne lære det. Men han kunne jo ikke sige nej. "Selvom jeg vil foreslå at begynde uden sværd." Sværdet var en minimal del af hans bevægelse. Det hele handlede om balance og fart, og farten var noget de ikke kunne lærer.
|
|
