|
|
Post by Sillena af Mithri on May 8, 2010 23:59:40 GMT 3
Sillena havde hørt meget lidt om Midas ørken, og hun glædede sig som et lille barn til at opleve den. Varmen bekymrede hende ikke synderligt, selvom hun nok skulle blive klogere, når hun havde tilbragt et par timer under den bagende sol. De havde slået lejr lidt fra Midas udkant, da børnene var blevet sultne, og gudskelov var hun blevet en anelse bedre til at lave mad end første gang hun havde forsøgt. Heltan var redet i forvejen, for at forberede sine artsfæller på menneskeligt besøg.
Delaq og Roux var gået ud for at lede efter brænde, og Sionyii havde straks grebet lejligheden til at gå over til Hahrame, der så ud til at blive tættere og tættere knyttet til pigen for hver dag der gik. Sionyii tilbragte hvert evig eneste ledigt øjeblik sammen med den hoppe, og Sillena havde aldrig set hendes datter så glad før. Endnu engang bølgede lettelsen over at have fået børnene væk fra adelslivet indover hende.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 0:08:26 GMT 3
For en gangs skyld var Aijou ikke på jagt efter en eller anden. Det var et stykke tid siden han havde hørt fra dem, og det var ikke slemt. Selvom han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde valgt blot at rejse videre mod ingenting og håbe, at de ikke ville komme for tidligt. Komme ville de altid. Han så op og betragtede den nedgående sol. Når det ikke var så regnfuldt som i hans rige, så var solnedgange mere klar. De næsten sorte øjne afsøgte det tørre landskab omkring ham, hvor planter dukkede op her og der og overalt. Han skulle have mad... Han fortsatte sin vandring mens han tænkte over hvad mad han skulle have idag... Hvad der var muligt for ham.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 0:19:03 GMT 3
Sillena kunne se drengene komme slæbende på det brænde, det havde lykkedes dem at finde, og de lagde det i en bunke på jorden. "Godt drenge," roste Sillena med et muntert smil.
"Mor, må vi ikke godt tænde bålet?" spurgte Delaq forhåbningsfuldt. Sillena kunne allerede mærke alle indvendinger hobe sig op i hendes hoved, men hun fortrængte dem med et lille suk. Drengene havde prøvet at tænde et bål før, og det var ikke fordi de ville gå op i flammer. Hun blev nødt til at vænne sig til, at de kunne klare sig selv uden hendes hjælp på et eller andet tidspunkt.
"Mor?" Roux var åbenbart ved at miste tålmodigheden. Sillena havde bemærket, at han havde genvundet så gode humør, efter at Heltan var forsvundet.
"Selvfølgelig, gå I bare igang," smilede hun. Der gik ikke så længe, før røgen steg til vejrs.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 0:24:25 GMT 3
Røg... Snart kunne han se røg på himlen, lige i hvor solen var på vej til at synke. Dødsenglen stopped op. Det betød mennesker, og mennesker betød selskab... og det var godt. Han ville gerne mennesker, men kunne bare ikke holde længere venskaber... skulle han gå helt derhen? Han fortsatte den vej, men det var mest fordi det var den vej han allerede gik. Han var meget i tvivl om hvad det var meningen han skulle gøre.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 0:35:45 GMT 3
Duften af mad fyldte snart deres næsebor, da Sillena var ved at stege noget kød. Drengene satte sig omkring bålet, og lidt efter satte Sionyii sig ved siden af sin mor. Pigen så opmærksomt rundt, som om hun forventede at et eller andet ville ske, men sandsynligvis skyldtes det mest hendes frygtsomme natur.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 0:48:30 GMT 3
Også madens skønne lugt nåede ud til Aijou, og det gik så småt op for ham at han var sulten. Han fortsatte, og snart kom mørket snigende og skjulte alle fra de svage øjne. Ikke fordi det var sent, men blot fordi mørket kom tidligt. Det var ikke det mest fantastiske tidspunkt for en dødsengel at komme på besøg, men... han kunne måske ikke få mad. Han kunne selvfølgelig jage, men... Det var ved at blive mørkt.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 0:59:49 GMT 3
Sionyii fór pludselig sammen, da en tung, deprimeret stemning lagde sig over dem. Pigen så forvirret rundt, ude af stand til at forstå, hvad der gjorde hende så ked af det. Det var let at se hendes families ansigter, der blev oplyst i flammerne, og deres ansigsudtryk afspejlede hinanden. Dystre, triste miner. Hahrame flyttede uroligt på sig et sted i nærheden.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 1:07:37 GMT 3
Han kunne høre hesten og tøvede et øjeblik. Hans syn i mørke var ikke dårligt, men de mørke øjne skulle alligevel vænne sig til det før han kunne se rigtigt. Hesten prustede og havde stilt sig direkte mellem ham og hans mål, bålet. Dyr kunne for det meste ikke lide ham. Han udstødte en beroligende, let klagende lyd, og hesten stirrede nu forvirret på ham. Han var sulten, og det var mere sulten end noget andet der drev ham... men pludselig turde han ikke fortsætte. Det var ikke blot hestens skyld, men også at den var parat til at beskytte hvem en der sad om det bål...
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 1:14:55 GMT 3
Sillena blev opmærksom på, at der var nogen i nærheden, og løftede hovedet. "Hahrame, det er okay," sagde hun. Hoppen vippede ørerne tilbage i retning af hendes stemme, men reagerede ellers ikke. Den stod stadig anspændt og betragtede den fremmede, overbevist om at der var fare på færde. Måske ville den have flyttet sig, hvis det var Sionyii der kaldte, men pigen var fuldstændig stivnet. En fremmede i mørket, og denne vamle, dystre stemning så ud til at være for meget at rumme for hende.
"Hvem er du?" spurgte Delaq den fremmede.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 1:18:30 GMT 3
Et barn. Et smil bredte sig på Aijous smil da han hørte drengens stemme. Et barn. Det var noget han kendte til. Han betragtede hesten og gik langsomt tættere på, uden helt at vide hvad han skulle svare. "M... Mit navn er Aijou," sagde han netop som han kom tæt nok på til at flammerne kunne give dem en fornemmelse af hans spæde skikkelse. Hesten var stadig meget opmærksom på ham.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 1:25:21 GMT 3
Sillena så overrasket ud, da hun genkendte den spinkle, lille skikkelse. Han havde været med til brylluppet.. Ham, der havde taget så forfærdeligt mange liv. Hun skjulte sin frygt omhyggeligt. Han virkede ganske harmløs, og hvilken grund havde han da også til at true dem? "Goddag Aijou," hilste hun, og fremtvang et smil, hvilket var en stor bedrift, da hun følte sig så ufatteligt trist. "Mit navn er Sillena, og det her er mine børn Delaq, Roux og Sionyii."
Drengene studerede nysgerrigt den fremmede, imens Sionyii gemte ansigtet ved sin mors skulder. "Hahrame.." forsøgte Sillena igen, og denne gang reagerede hoppen ved at trække længere hen mod vognen igen, men slap aldrig blikket fra Aijou.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 1:29:10 GMT 3
"Undskyld... Jeg tænkte om jeg kunne få noget mad... Hvis i har noget... Selvfølgelig kunne jeg også bare jage selv, men..." Han turde ikke komme nærmere, og hans ansigt var endnu i skygge, skjulende den forvirring han var begyndt at skabe i sig selv. Hans blik var rettet mod moren, da han... Genkendte hende. Svagt. Så længe hun ikke begyndte at græde på grund af hans udstråling skulle det nok gå... Så vidt han kunne huske, havde han haft følelsen af godhed i hende.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 1:39:12 GMT 3
"Naturligvis, sæt dig ned," indbød Sillena. Det føltes underligt. Byde folk til at sætte sig ned ved et bål, når hun var vant til at vise sine gæster ind i en fin stue, hvor der blev serveret te af fine tekrus med underkopper. "Jeg tror faktisk maden er færdig," forsatte hun, og tog maden ud af ilden. "Vi har desværre ikke taller.." Hun stoppede sig selv. Hun behøvede ikke at undskylde manglen på tallerkener.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on May 9, 2010 1:43:44 GMT 3
"Det gør ikke noget." Hun undskyldte til ham... Det var forkert at hun undskyldte til ham... Han betragtede drengene, og hans mundvige løftede sig faktisk svagt da han så på dem. Så vendte ham opmærksomheden mod den lille pige. Hun frygtede ham, ikke overraskende. Den måde hun puttede sig til sin mor... sådan en tillid... Han kendte ikke til jealousi, men det gjorde ham blot ondt at se på en elskende mor og hendes datter. Selvom barnet i sig selv gjorde ham varm. De normalt så triste, sorte øjne blev fyldt til randen med varme når han betragtede et barn.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on May 9, 2010 1:58:08 GMT 3
Sillena fordelte maden i mellem dem. Spise med fingrene. Det var endnu en ting, hun ikke havde vænnet sig til, selvom drengene fandt det morsomt. Sionyii spiste tavst sin mad, imens hun skiftevis så på den fremmede, sin mor og Hahrame. Det mindede Sillena om alle de gæster, der havde besøgt dem, da de stadig boede hos Hiion. De havde alle naivt troet, at netop de kunne nå ind bag Sionyiis generte og frygtsomme væsen. Hun vidste ikke om Aijou havde en chance. Sandsynligvis ikke.
"Hvor er du så på vej hen?" spurgte Sillena, for at starte en samtale.
|
|
