home

[Shinee]

Shinee smilede varmt. Solen skinnede, det støvede i gaderne. Hun sad og vaskede en trøje i en balje, men blikket rettet mod sine egne børn og andres børn, som løb ud og ind i mellem hinanden. Stik imod al forventning havde alle taget imod hende og hendes børn, selvom det var tydeligt at Ryonell var faren til de små. De troede måske på at kunne lærer børnene noget om deres farfar. Hun var taknemmelig. Huset havde hun fået for sig selv.
Det var lykkedes hende at skjule vampyr livet og hun sørgede også for at styre både børn og sig selv. Indtil videre var ingen døde.

[Ryonell Bornakore]

Hvorfor helved havde hun også valgt her, midt i regnskoven og hos folk, han vidste han ikke kunne lide, og som ikke kunne lide ham? Hun var vel bare smart... Han havde været en trussel som hun havde elimineret ved det utænkelige, at han skulle vove sig derhen.
Men nu gjorde han det så, gik langsomt op af gaden med det gule øje, der ikke missede den mindste detalje. Folk betragtede ham, og genkendte ham, bortset fra de mindre børn. De blot... undgik ham, da de så de voksnes reaktion. Han mærkede lysten til blod og så ingen grund til at, tjah, bare forsøge at lade nogen overleve. At styre sig. Så tænkte ham på Shinee og undertrykkede de følelser. Han ville ikke ødelægge noget ved at være... Ryonell.

[Shinee]

Shinee spidsede munden og løftede hovedet. Ryonell havde hun intet set til, siden hun havde forladt ham efter sammenstødet med hans bror...
Hans rygte løb i forvejen. Hun vidste at han ville komme, men reagerede automatisk. Satte spanden ind i huset og kaldte børnene til sig. "Kom så! Szum, tag dine søstre med!" Hun smilede og gennede dem ind af døren. Så lagde hun en finger over munden og blinkede til dem. Lukkede døren og vendte sig om, i det Ryo var der.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fortsatte med at gå og ignorede endnu folk og deres blikke. Han gad ikke spilde sin tid på aftensma... idioter. Han stilede direkte efter sin fars hus og fik øje på hende med det samme, og et let smil viste sig nu på det, indtil da, udtryksløse ansigt. "Hvor er børnene?" spurgte han, og blev i tvivl om, om det virkelig var det første han skulle sige.



Down by the water
A dramatic affair
Has caused the light and a wolf
A moment of despair
But together they decide to stand up and fight
On the second page they hold on for dear life
And a promise of forever can be seen in their eyes

[Shinee]

Hun rullede med øjnene. "Væk. Nej... De er ikke væk." Et skævt smil bredte sig på hendes ansigt og lænede sig mod dørkarmen. "Er det dem du kigger efter?" Hun vidste at de ville tie stille bag døren. Folk der turde være ude fulgte dem opmærksomt med blikket.

[Ryonell Bornakore]

"Nej. Egentligt ikke. Det ikke det vigtigste." Han bevægede sig nærmere hende og så mere indgående på hende. Det svage smil blev bredere da han opdagede, at synet ikke havde ændret sig. Hun var smuk, som havets høje bølger, som vindens hvislen i bladene. For evigt en skønhed han kunne få lov at nyde.

[Shinee]

Hun løftede et øjenbryn og spidsede munden. "Hvad er du så her efter?" spurgte hun, let undrende også alligevel lidt drillende. Blikket søgte hans, og hun smilede stadig. "Er det noget bestemt du søger?" Hun vippede hovedet let og vinden legede med hendes hår. Kjolen dansede let over hendes krop.

[Ryonell Bornakore]

"Selvfølgelig," sagde Ryonell og gik endnu nærmere. Hans ene hånd sneg sig om hende, og han gav hende det blideste og alligevel mest sikre kys han havde været i stand til at frembringe. "Dig. Jeg kommer for at sige, at jeg elsker dig." Det var utroligt let at sige, og han vidste, det var sandt. Endnu et kys, denne gang på halsen.

[Shinee]

Shinee mærkede varmen i maven og lagde armene rundt om ham. Hendes smil blev blidt og kærligt, og hun trak vejret dybt, mærkede hans lugt i næsen. "Jeg har savnet dig..." hviskede hun og kyssede ham på kinden. "Jeg har ikke været alene om at savne dig..."

[Ryonell Bornakore]

"Knægten?" Han kunne ikke forestille sig at de to mindste skulle huske ham. De to små, der et eller andet sted stadig var en skræmmende, ukendt faktor. Han ignorerede de omkringstående og kyssede hende igen. Skulle han sige undskyld? Han havde meget at undskylde for, men det føltes ikke nødvendigt.

[Shinee]

Hun gengældte kysset og strøg ham over håret, mindst lige så ligeglad med andre. "Knægten har savnet dig..." nikkede hun og smilede varmt. "De to andre... du skal næsten se dem. De er dygtige... meget lærernemme." Hun kiggede op på ham.

[Ryonell Bornakore]

"Det hører vel til." Han kunne ikke forestille sig, at vampyrbørn skulle være dumme. Det hørte sig ligesom ikke til den race. "Skal vi gå indenfor?" Han ønskede at se sin søn, selvom døtrene... måske... kunne være spændende. Han trak sig fra hende for at komme indenfor. Forventede, og håbede, at hun ikke ville sige nej.

[Shinee]

Hun kiggede op og lagde en hånd på hans kind. "Så længe du ikke gør noget dumt..." Et svagt smil gled over hendes ansigt og hun vendte ryggen til ham og åbnede døren. Pigerne sad på gulvet og grinede af knægten, som rendte rundt med armene svingende rundt omkring sig. Så snart han fik øje på døren, sin mor og sin far, gik han amok og sprang hen til dem. Pigerne sad bare og kiggede lidt nervøst.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stirrede bare overrasket på knægten og bakkede ud af døren igen. Børn... Noget man ikke kunne blive vant til. Han lukkede øjnene, trak vejret dybt og gik ind igen, og tog fat i drengen og trak ham op til sig. "Hej igen," sagde han og følte sig dum og klodset da han stod med barnet. Hans blik søgte over på pigerne, og hans ansigt blev let forvirret.

[Shinee]

Shinee smilede og trådte ind, satte sig på hug ved pigerne. "Faar... jeg har savnet far..." mumlede Szuraim og klemte sig ind til Ryonell. "Kom..." Shin løftede pigerne op at stå og kravlede hen til Ryo. De to fulgte efter, hver med deres lange hår strittende ud til siderne. "Skvira... og Tasa." Hun strøg en af dem over håret.