The sound of silence

[Kiaji Lulle Lakiru]

Hun gik hen i køkkenet og stod lidt og kiggede. Hun åbnede skabene og fandt nogen fyldte med mad, andre helt tomme. Men der stod to gryder og der var nogen få køkkenknive, samt et par tallerkner og krus. "Det ser ud til at der er hvad vi har brug for," sagde hun og smilede til Aijou.

[Aijou Ishi]

"Godt. Skal vi så... Få pakket og slæbt herover?" Han var allerede parat til at flyve igen, nærmest rastløs nu hvor han var begyndt at bevæge sig. Selvom huset var dejligt og smukt, og det lå på et meget vigtigt sted, og han et eller andet sted ikke havde lyst til at forlade det, så... Kunne han næsten ikke stå stille eller vente på at komme i luften. Han kunne lide at flyve.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kiaji nikkede og smilede svagt. Hun løb forbi ham og kastede sig ud over kanten. Svang sig op i luften og fløj i retning af sine forældres hus igen. Hun grinede skævt og skyndte sig så meget hun kunne.

[Aijou Ishi]

Aijou løb efter og svang sig ud over kanten efter hende, og indhentede hende hurtigt. Træerne under dem for forbi, og vinden smøg sig langs deres kroppe. Ja, han kunne godt lide at flyve, han kunne lide at danse gennem luften. For det var hvad han gjorde, når hans fødder stoppede med at røre jorden. De landede foran hendes forældres hus igen og gik indenfor.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kia kravlede op på sit værelse og kiggede rundt. Tingene flød som altid, men på en eller anden måde var der mere orden end før. Hun havde samlet en bunke bøger i et hjørne og alt tøj var proppet ned i en kiste. Der var ingen hjemme, så hun kunne tillade sig at larme, da hun trak en stol ud fra væggen for at finde noget bagved.

[Aijou Ishi]

"Skal jeg hjælpe?" spurgte Aijou, men var allerede igang med at sortere og lave nye bunker og fylde nye kister med ting, der ikke hørte til i de allerede værende. Uden opfordring, meget Aijou-agtigt, og nok noget, han ikke ville vænne sig af med. Og ikke behøvede at vænne sig af med, sikkert. Det var ikke forkert at arbejde uopfordret - så længe man stilte spørgsmål til det uretfærdige og havde sine grænser i orden.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Hun smilede svagt og hjalp med at rydde op, så snart hun havde fundet bogen, der havde ligget bag stolen. "Tak," mumlede hun så og blev overrasket over hvor hurtigt det gik. Hun mærkede en lettelse over at se næsten alle sine ting forsvinde i kasser og kister, som hun kunne tage med sig. "Jeg har tænkt over hvordan vi skal flytte dem... Måske kan jeg tage nogen med, hvis jeg transporterer mig..." Hun rettede sig op.

[Aijou Ishi]

"Vi kan vel tage noget, og tage frem og tilbage et par gange." Det ville være lettere hvis nogen kunne hjælpe dem, så de ikke skulle for meget frem eller tilbage. Men det virkede forkert at sige. Han så sig omkring i rummet. Det virkede overraskende overskueligt, når man tænkte på, hvordan der havde set ud dagen før... Eller da han havde set det første gang

[Kiaji Lulle Lakiru]

Dagen efter sank Kia ned i en gammel stol der stod i et hjørne. Hun lukkede øjnene, lænede sig tilbage og trak benene op. De var endelig hjemme. Rigtig hjemme. I deres eget hus.. Hun smilede svagt og og kiggede frem for sig.

[Aijou Ishi]

Aijou havde sat sig ned et stykke fra hende og forsøgte at slappe af. Men han var ikke helt i stand til det, selvom vandfaldet var fantastisk og idyllisk. Efter at have forsøgt i ti minutter rejste han sig op og så udenfor. Det begyndte at blive tusmørke, og det betød vel... Så han rejste sig igen og så på hende med hovedet på skrå. "Vi skal have aftensmad idag," mumlede han og gik ind i køkkenet.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kia rejste sig op og gik langsomt hen til ham. Hendes øjne var rettet mod ham og udtrykket var blidt og svagt smilende. "Det skal vi... kan du lave mad?" spurgte hun forsigtigt og strøg lidt snavs væk fra sin kjole. Den havde en fin grøn farve og hun kunne lide den. Det lange hår bølgede ned af hendes ryg, og hun trådte hen ved siden af ham.

[Aijou Ishi]

"Ja. Jeg... Det hørte til." Han trak på skuldrene og frembragte et lille, forsigtigt smil. "Vil du hjælpe?" Han var, efter sin egen mening, ikke god til at lave mad, men sandhed kunne lægge langt fra den 'virkelige' verden. Han var jo også meget beskedent anlagt. Så lod han sin ene hånd snige op omkring hendes liv og strakte sig op for at kysse hende.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Hun lod læberne møde hans og kiggede i hans øjne. "Jeg kan prøve at hjælpe... Ikke at jeg er god til det nok." Hun smilede svagt og hvilede sin pande mod hans. "Hvad vil du lave af mad?" spurgte hun forsigtigt og skævede ud af vinduet.

[Aijou Ishi]

"Kommer an på hvad vi har," mumlede han og åbnede for forrådskammeret. Der var, ikke overraskende, kun lidt mad derinde. Han tog fat i et stykke kød, lukkede øjnene, men da han var ude af stand til at bruge sin magi i himlen kunne han ikke fornemme, hvad der var dødt. I stedet snuste han let til det. Lammekød... Lårben... Han smilede. "Hvad har vi af grøntsager?"

[Kiaji Lulle Lakiru]

"Nogen gulerødder.." Hun smilede og ledte videre. "Ellers ikke rigtigt andet.." mumlede hun og spidsede munden. "Men det gør ikke noget, tror jeg." Hun rullede med øjnene og bed sig i læben "Hvad vil du lave af mad så?"