The sound of silence

[Aijou Ishi]

Himlen var så idyllisk som altid. Aijou sad ude foran huset og lyttede på en måde, han aldrig havde været i stand til før himlen. Der var dyr i skoven, noget han syntes var fantastisk. Og folk inde i huset, som blot var fredelig og idyllisk. Aijou var gladere end nogensinde før, og derfor mere afslappet. Han havde ikke planer om at rejse sig.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kia gik langsomt gennem græsset og nød følelsen af de små planter mod sine bare tæer. Hun smilede varmt og lod hænderne strejfe træerne. Grinende tog hun et lille dansetrin, da hun kunne hører den lille by og kort efter trådte hun ud af træernes skygger.

[Aijou Ishi]

Aijou havde hørt hende før hun viste sig, og han så derfor ikke op. Et smil voksede blot frem på hans blege ansigt, og hans vejrtrækning en smule mere afslappende, inden han igen faldt tilbage i sin lyttening. De var foran hendes forældres hus. Snart, sagde man, skulle de flytte ind i deres eget. Men hvor snart var dette snart? Snart kunne betyde nu, i hans minder havde det altid betydet nu. 'De skal gerne være døde snart' var nærmere 'find dem og dræb dem NU, eller der kunne ske grimme ting'. Men har virkede snart mere... døsigt. Snart... Det kunne vel næsten være hundred år?

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kias blik gled rundt og ramte Aijou. Varmen kildede i maven og hun smilede om muligt endnu varmere. Hun gik hen mod ham og lod sig selv svage blidt fra side til side. Den smalle, korte kjole fulgte hendes bevægelser. Hun kom helt hen til ham og stod lidt, betragtede ham. "Hvad tænker du på?" spurgte hun langsomt og lagde hovedet på skrå.

[Aijou Ishi]

"Betydningen af ordet 'snart'. Og vores kommende hus," sagde han ærligt og så på hende med sine næsten sorte øjne. Der var en varme i hans blik som gjorde ham og hans lille, drengede væsen smukkere. "Men det ikke noget vi behøver at snakke om lige nu. Jeg kan bedre lide hvad jeg lavede." Han lukkede øjnene. "Jeg lyttede."

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kia satte sig ned foran ham og kiggede på hans ansigt. Hun undlod at sige noget, for hun ville ikke forstyrre ham. Hendes åndedræt var roligt og hun forsøgte at være så stille som muligt. Hun vidste at de snart kunne flytte. Så sent som igår havde hun forsøgt at rydde op i sit skrammel, fordi hendes far havde sagt at de kunne flytte i dag eller dagen efter.

[Aijou Ishi]

Aijou fornemmede hende, fornemmede hendes blik, og han kunne ikke lade være med at smile svagt. "Men... Hvornår er det præcist at vi kan flytte? Snart er mange ting." Ja det er. Kan være. Han åbnede igen øjnene, og de viste stadig hans varme. Han rejste sig op, en smule ved hjælp fra de sorte vinger. Hans elegante krop lod ellers ikke til at have brug for den hjælp.

[Kiaji Lulle Lakiru]

"I morgen... hvis vi vil, så kan vi måske i dag.." Hun betragtede ham stadig og smilede svagt. Hun glædede sig til at flytte, til at være alene med ham, men ville savne sine forældre. Hun blev siddende på jorden, mens hun tænkte.

[Aijou Ishi]

Aijou nikkede og tænkte. Han havde så godt som intet her allerede, så det ville ikke være noget stort for ham. Selvom han havde set alt hendes rod, og vidste, at det var noget helt andet for hende. Han søgte ned i sine følelser, prøvede at se, hvad han følte omkring det, og nåede frem til en svag medlidenhed. Havde hun nogensinde været væk fra sine forældre. "Hvad vil du helst?" Han... overvejede idag.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Hun sukkede lavt og lukkede kort øjnene. "Jeg tror... at jeg gerne vil i dag. Men vi er nødt til at spise aftensmad med mine forældre." hun smilede svagt, for hun vidste at hendes forældre var glade, men strikte med at de skulle tage ordenligt afsked med dem. "Hvis vi skal flytte i dag, så skal vi i gang med at flytte ting..." Hun rejste sig og trak vejret dybt. "Hvad synes du?"

[Aijou Ishi]

"Også hvad jeg gerne vil. Vi må hellere komme igang med det samme." Ikke tale om at udsætte noget som helst længere end højst nødvendigt. "Hvad regner du med at vi tager med?" Forhåbentligt havde hun et overblik. "Hvad gør vi egentligt med køkkenredskaber og andre ejendele? Er de i huset?" Det ville overraske ham hvis det var, men han var stadig ikke vant til den ubegrænsede venlighed der kunne findes her.

[Kiaji Lulle Lakiru]

"Vi kan prøve at tage derover og se..." smilede hun og ignorede det lille stik i maven. Hun ville savne sine forældre. "Jeg vil gerne have så mange af mine ting med som muligt," mumlede hun og rødmede. Der var meget, men mange nyttige ting, samt ting hun ikke følte hun kunne lade tilbage. Huset de havde fået var på størrelse, hvis ikke en lille smule større end det hendes forældre havde. "Kom..." Hun lettede fra jorden, ville hellere flyve end transportere.

[Aijou Ishi]

Aijou lettede og fulgte efter hende uden overflødige vingeslag. Han vidste ikke om det var rigtigt at glæde sig, og om han gjorde det, og som sædvanlig var han nødt til lige at mærke efter... Jo, han glædede sig til at se det. Håbede på at det var godt. Det var det jo nok. Han betragtede hende, fornemmede hendes følelser, og en smule af hans glæde blev tvunget til at forsvinde. Han kunne ikke være glad når hun havde det sådan.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kiaji kiggede tilbage på ham og smilede varmt. Hun fløj lidt rundt og lod den barnlige glæde ved at flyve overtage. Da huset kom i syne slog hun vinger ind til kroppen og lod sig falde. Landede let, lige foran døren. Forsigtigt åbnede hun døren og kiggede rundt. Der var næsten tomt, bortset fra køkkenet og et spisebord og to stole. Hun trådte ind og lod følelserne rulle i gennem sig. Huset bød hende hjem. Det var hendes hjem nu.
Hendes fingerspidser strejfede blidt væggen.

[Aijou Ishi]

Aijou landede og betragtede huset længe. Det var flot. Rigtig flot. Fine vægge. Det tog lang tid for ham at gå indenfor, og da han gjorde, blev han endnu mere lykkelig. Man kunne høre vandfaldet. Det var ikke slemt, ikke tungt, men man kunne høre det og den smukke brusen var så fredfyldt. Han gik ind til Kiaji, og så sig omkring.