|
|
Post by Movicth Fengar on Feb 1, 2010 23:11:22 GMT 3
Movicth slog øjnene op, bemærkede at hendes før anspændte krop var blevet mere afslappet, efter at være gledet ind i søvnen. Han havde en fornemmelse af, at hvis han selv prøvede at sove, ville mareridtene jagte ham, og han nænnede ikke at vække hende endnu engang med sine skrig. Hun havde brug for søvn. Derfor besluttede han sig for, at holde sig vågen, og forberedte sig på den kamp mod mørket, der ville forsøge at svække ham og tvinge hans øjne i af udmattelse.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Feb 3, 2010 22:49:53 GMT 3
Vinden blæste højlydt uden for hulen, men hun lå helt upåvirket og trak vejret langsomt. Hun havde gåsehud og lå så tæt sammenkrøllet som hun kunne. Hun mærkede bekymringens lange snorer snige sig ind i hendes underbevisthed. En vislen løb langs hendes rygrad og hun rystede svagt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Feb 4, 2010 22:59:41 GMT 3
Movicth kunne ikke længere udholde den smerte, der rasede igennem ham, for hver rystelse der gik igennem Tharqis krop. Han kunne leve med, at han for altid ville blive jagtet af skyggerne, til de indhentede ham, når han blev for gammel til at være i bevægelse. Han kunne næsten leve med den egoisme og dårlige samvittighed han fik, over at trække hende med ind i hans liv, men han kunne på ingen måder klare at se hende sådan. Problemet var bare, at han ikke længere kunne få sig selv til at gå.
|
|
