Surprise og børn

[Heltan Apon]

Mændene gryntede irriteret. "Så kan du jo slet ikke..." Døren blev åbnet, og Heltan kunne ikke lade være med at smile endnu bredere. Disse bøller var yderst intelligente... for bøller. Men de ville ikke skændes med en midaner i en fin dames påhør.
Han rettede opmærksomheden mod Sillena og nikkede goddag. "Hoppen står ude på gaden. Hun er ung, så han kan stadig hjælpe med at opdrage hende og kan let lære hende personlige tricks, men hun er stor nok til at kunne trække en vogn. Hun har dog ikke lært det endnu, men jeg kan hjælpe jer med at lærer hende det."

[Sillena af Mithri]

"Jeg tror ikke, jeg vil kunne lære hende det selv," indrømmede Sillena. Køre med vogn? Så skulle hun også til at lære at styre tingesten.. Men hun måtte vel forsøge. Hun skulle lære det, hvis de skulle rejse, og hun ville rejse. "Må jeg se hende?" Hun var spændt på at se hoppen af en eller anden grund. Som om hun havde forstand på heste!

[Heltan Apon]

"Tror du ikke knægten, der ejer dyret, vil være den første der ser den?" spurgte Heltan med et svagt smil og så ind i rummet. Det første, han stirrede på, var pigens halskæde, men til sidste gled det alligevel over på den ældste drengs. Han følte sig stadig utryg i deres nærhed. De var børn, små og skrøbelige. De og det, han plejede at arbejde med, var normalt store, stærke og robuste.

[Sillena af Mithri]

Sillena nikkede. "Jeg ville egentlig lade dem sove, men du har ret.." Hun forsvandt ind i værelset og skubbede blidt til Delaq, der søvndrukkent vågnede. "Kom og se din hest," hviskede hun. Med ét blev han lysvågen, men Sillena tyssede på ham, så han ikke skulle vække de andre. Hurtigt kom drengen i tøjet, og ham og Sillena kom ud på gangen igen.
"Hvor er den?" spurgte Delaq ivrigt.

[Heltan Apon]

"Ude på gaden. Kom med." Midaneren smilede svagt. "Hun skal nok holde tyvene væk selv, så du skal ikke frygte for hende." Han trådte til side, så drengen kunne komme ud af værelset og ned på gaden. Drengen havde en iver, der var god, men den kunne skræmme hesten hvis han ikke beherskede den når han kom ned til den.

[Sillena af Mithri]

Delaq skyndte sig ned af trappen, og videre ud udenfor. Sillena satsede på, at han huskede, man skulle være rolig omkring dyr, for hun havde ikke fået tid til at fortælle ham det.
"Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre til gengæld," sagde hun, så alvorligt på Heltan et kort sekund, før hun løftede lidt op i kjolen og gik ned af trappen. Hun forsatte udenfor. Det var ikke svært at få øje på hoppen og Delaq, der stod og klappede den blidt på halsen.

[Heltan Apon]

Hesten prustede og snusede til ham med et skeptisk udtryk i øjnene, men da han ikke var farlig eller truende forsvandt udtrykket. Heltan kom ned ved siden af Sillena og holdt øje med hesten. Det ville være forkert hvis den endte med at angribe ham på grund af en forkert bevægelse. "Jeg gør det ikke for dig." Ikke kun, i hvert fald. "Jeg var lige ved at gøre ved børnene hvad din far gjorde mod mig. Og de er så meget yngre."

[Sillena af Mithri]

Sillenas øjne blev mørke, da hun blev mindet om sin far, men hun skubbede det fra sig, da Delaqs glæde over hesten fyldte hende med taknemmelighed for midaneren. "Du har hjulpet os meget. Det kunne aldrig falde mig ind at sammenligne dig med min far."

[Heltan Apon]

"De ville ikke føle det anderledes. Vi skal have fat i en vogn hvis vi skal lære hende at køre den." Han gik hen til barnet. "Hendes navn er Hahrame. Det er navnet på et meget smukt træ, som lever i Midas koldere egne. Jeg tror nok det hedder en sycamore i jeres sprog." Han strøg hoppens hals med den ene hånd.

[Sillena af Mithri]

"Hahrame," gentog Delaq. Det lå mystisk i hans mund, og han måtte sige det et par gange, før det lykkedes ham at udtale det rigtigt. Han smilede til hoppen, og vendte sig så mod Heltan. "Må jeg prøve hende?"
Sillena spekulerede over, hvor man fik anskaffet sig en vogn fra. Det havde aldrig været hendes opgave, at vide den slags, og det kom rigtig dårligt tilbage nu.

[Heltan Apon]

"Har du prøvet at ride før? Det er en smule anderledes på hende, så det ville være bedst hvis jeg kunne lære dig det fra bunden." Det gik op for ham at han lige, ubevidst, havde givet sig selv mange grunde til at blive længere i nærheden af hende. Selvom han ønskede at kalde det dårligt, var en svag længsel vækket i ham. Men han kunne ikke lade en uviden dreng ødelægge en god hest som denne, og han skulle også lære hesten og Sillena noget om vognen. Han rettede sig op og så mod sin tidligere kæreste. "Adelige," sukkede han og rullede med øjnene.

[Sillena af Mithri]

Sillena kunne ikke lade være med at grine. "Er det virkelig så slemt?" drillende hun. Hun gættede stærkt på, at det var det. Hun havde en følelse af, at have spildt hele sit liv i øjeblikket. Havde hun lært noget, hun kunne bruge til noget nu?
Delaq tænkte sig lidt om. "Jeg har redet en lille smule," svarede han til sidst. "Men det gør ikke noget, hvis jeg skal starte forfra."

[Heltan Apon]

"Det godt, knægt. Ville have noget imod at dele med din bror, hvis det skulle være?" spurgte Heltan med sit overbevisende smil. "Men bare spring op. Men rør dig så lidt som muligt når du kommer op." Han vendte sig mod Sillena. "Det bedste for dig ville være at spørge folk. Og forsøg at komme ned på deres niveau. Selvom du sikkert ikke kommer til at koste rundt med folk, stråler du langt væk at adelighed og kontrol, så hvis du viser interesse for deres f*g og viser din... vanskelige situation, vil de morer sig over dig. Et godt førstehåndsintryk. Hvis du forbliver adelig, vil du blive mødt af enten dukkede nakke, eller aggressivitet." Det var faktisk ikke langt fra slavernes reaktioner. Han havde selv besvaret hendes opførsel med aggressivitet, da hun forsøgte at herske over ham. Selvom de dukkede nakker var flertallet.

[Sillena af Mithri]

Delaq så lidt opgivende på hesten, som om han ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan pokker han skulle komme op. Han rakte ud efter manen og efter et par mindre vellykkede forsøg og et stykke tid på at berolige Hahrame, lykkedes det ham op at komme op på hestens ryg. Han sad stille og roligt, som han havde fået bud på. "Hvad så nu?"
Sillena vidste ikke, om hun brød sig om, at folk skulle more sig over, at hun forsøgte at leve et andet liv. Hun fandt det ydmygende... Det ville være lettere at tackle, hvis de forsøgte at hjælpe hende. Men hun måtte bide tænderne sammen og bide stoltheden i sig, for hun kom ikke nogen steder med den, og det var hende selv, der havde bragt hende i situationen. Hun måtte droppe sin stædighed, og bede folk om hjælp, og fuldkommen ignorere deres hån, morskab, foragt. Hvad de end måtte føle. "Jeg skal prøve, så godt jeg kan."

[Heltan Apon]

"Det skulle gerne blive meget venlige derefter. Hvis de ikke gør. Gå. Og du må meget gerne bruge alt din adelighed på dem. De folk gør intet godt for nogen." Han vendte sig om og kom hen til drengen. "Du må aldrig sparke til hende. Bare begyndelse på bevægelsen får hende til at reagere med hurtig galop. Tøjlerne har du ikke brug for overhovedet. Det handler mest om hvordan du bevæger fødderne. Hun er vant til at du presser dig ind til hende med knæ og lår hele tiden. Du kan selv prøve dig frem, hvis vi bevæger os udenfor byen, så du i det mindste ikke jokker nogen ned."