Surprise og børn

[Sillena af Mithri]

Roux nikkede alvorligt, da han så på Heltan. Sillena smilede og flyttede Sionyii over til den anden hofte, da hun var begyndt at være tung at bære rundt på. Pigen var småtræt og tavs, da der var fremmede i nærheden, og hun lagde hovedet på sin mors skulder, imens de gik.
”Hvad hedder han?” spurgte Roux, der sad musestille for ikke at irritere hesten.

[Heltan Apon]

”Han hedder Trommoon, men vi kalder ham bare Trom,” svarede Heltan og så på den lille pige imens de forsatte. ”Er der noget jeg kan gøre for hende?” spurgte han hendes mor, inden han igen holdt øje med Troms bevægelser. Han vidste at den ikke ville skade drengen, men det dyr kunne være… Uberegneligt.

[Sillena af Mithri]

Sillena rystede på hovedet. ”Hun er ret genert,” svarede hun. ”Ikke så god til fremmede.” Roux smilede henrykt ned til Delaq, der gik ved siden af Sillena. ”Hvor har du egentlig hestene henne?” Hun så over på Heltan. Forhåbentligt skulle han ikke for langt for deres skyld. Hun følte, at de var til besvær.

[Heltan Apon]

”Åh, ikke langt. De er i Mida.” For en, der aldrig havde været ude at rejse, var det noget lignende den anden ende af verdenen, men for Heltan var det blot den normale tur. ”Jeg er alligevel på vej hjem med mine ting, og en smule ekstra fart gør jeg ikke noget.” Forhåbentligt bifaldt drengene dette. De kom hen til landsbyen og Heltan stoppede sin hingst lidt udenfor den. Det ville ikke være godt at friste den, nu, hvor den allerede var fornærmet. ”Så, knægt, nu er det tid at komme af igen.” Inden den stakkels Roux fik tid at protestere, tog midaneren fat i kraven på ham og satte ham ned på jorden. Selvom han langt fra var så brutal, ville Sillena kunne genkende midanerslavernes behandling af deres børn. En ting Heltan jo selv havde lidt under. Han vendte sig mod adelsfrøkenen, men hans blik nåede aldrig op til hendes ansigt. Han stirrede på pigen, og så Sillenas spejlbillede. ”Det går jo ikke, at jeg glemmer dig, vel?” Han tog hånden i den ene af sine lurvede lommer og tog noget op, der ikke kunne være andet end guld, sølv og bronze. ”Nåh.” Han rakte den til pigen, og det viste sig at være en stor lilje af sølv, guld og bronze med en snor af simpelt læder. ”Denne er meget vigtig for mig, tøs. Du får den kun, hvis du kan passe på den. Dette er det første smykke jeg nogensinde fuldendte.” Han tillod sig at ligge den om hendes hals. ”Jeg lavede den dengang jeg var slave, og var nødt til at stjæle metallet fra våbensmedjen og lave den i smug, så jeg fik aldrig lavet en snor.” Han holdt en pause, og hans alvorlige blik tvang hende til at kigge på sig. ”Den er blevet lavet til en person, der stod mig meget nær, forså det. Desværre var jeg aldrig i stand til at give hende den.” Han rettede sig på og så Sil i øjnene. ”I det mindste bliver den i familien.” Han vendte sig om, svang sig op på hestens ryg uden brug af stigbøjle og gjorde sig klar til at ride. ”Jeg er her snart igen.”

[Sillena af Mithri]

Sillena tog en dyb indånding, før hun løsrev blikket fra liljen og satte Sionyii ned. Hun vendte sig mod Heltan og smilede svagt op til ham. ”Tak… Igen,” sagde hun, før hun trak børnene med sig videre. Kroen lå lige forude, kunne hun se. Da hun kiggede rundt efter sine børn igen, opdagede hun, at Sionyii manglede, og hun kastede et blik over skulderen. Hun fik øje på hende længere henne, den lille, treårige pige, og lo dæmpet i sit indre, da Sionyii kiggede alvorligt op på midaneren og fremtvang et skrøbeligt tak, før hun spænede hen til sin familie igen.

[Heltan Apon]

Heltan nikkede til sin tidligere elskedes datter, inden han vendt hesten og forsvandt, som om han aldrig havde fandtes i denne by. Trom tordnede afsted gennem skovbunden, men ingen lyd hørtes, da alle vampyre jo var lydløse. Han havde tænkt sig at skynde sig så meget han kunne, så han kunne komme tilbage til dem og få sin fortabte kærlighed ud af hovedet. Selvom hun ikke havde samme smerte med, var hun i nogenlunde samme situation som han, da han flygtede. Han havde dog haft et mål.

[Sillena af Mithri]

De nåede kroen ikke lang tid efter og Silena fik bestilt et værelse med fire senge, stort set det største der var. Hun trak børnene med ovenpå, for at lægge dem i seng. De havde gået stort set hele dagen, og hun gættede på - selvom drengene benægtede det - at de var trætte. Efter kort diskussion lå de alle sammen i sengene og hun slæbte sig nedenunder i krostuen igen, fordi hun vidste, hun umuligt ville falde i søvn alligevel. Med et suk sank hun ned på en af stolene, og sitrrede ind i orangerøde flammer ved den åbne pejs. Egentlig havde hun lyst til at græde, men der kom aldrig nogle tårer.

[Heltan Apon]

Heltan red gennem natten. Også han havde været på vandring hele dagen, først i landsbyen, derefter til der, hvor han havd mødt hende, men han var en voksen ma... Midaner og vant til det. Desuden ham Trom ppakningen, og dens vampyrisme gjorrde dne utrættelig. Han nåede ørkenens kant allerede om morgenen, og forsatte ind i den begyndende varme. Han nåede frem til sin stamme midt på dagen, og gav dem ordre til at hjælpe ham med at vælge en af de fineste ungheste de havde. Det tog resten af dagen, og han dejsede om i et telt allerede kort efter den rå aftensmad.

[Sillena af Mithri]

Sillena havde spist morgen- og aftensmad på kroen, og havde taget børnene med rundt på markedet hen ad formiddagen, for at holde dem beskæftiget. Hun havde allerede afgjort med sig selv, at hun slet ikke ønskede at slå sig ned her. Hvis børnene kunne holde til at rejse så meget, ville hun forsøge at komme til en af de andre lande, og måske slå sig ned der et sted. De var stadig et nemt offer, men måske kunne hun.. Nej, hun gad ikke have livvagter i hælene konstant. Selvom Hiion muligvis ville sende nogle for børnenes skyld.

[Heltan Apon]

Heltan vågnede tidligt i forhold til hans manglende søvn, og han var oppe med det samme og spise morgenmad med sin stamme. Dette var han nødt til, selvom han helst bare ville videre. Det ville være respektløst, så han var tvunget. Da han endelig kom videre, havde han en af de bedste hopper med sig.

[Sillena af Mithri]

Sillena var den første, der vågnede morgenen efter, og hun så op i loftet, som hun først ikke kunne genkende. Da hun satte sig op i den knirkende seng, havde hun næsten forventet at se rigdom i overflod, som hun altid havde vågnet op til, men der gik ikke lang tid, før hun huskede, hvad hun lavede på et kroværelse. Et smil bredte sig på hendes læber. Det skulle hun vel lige vænne sig til.

[Heltan Apon]

Det var ikke langt oppe af dagen før Heltan kom gående med hoppen ved sin side. Det var en skimmel, og dens skridt var hurtige. Trom havde han efterladt i skoven, igen for at beskytte byen mod den aggressive hingst. "Stå," bad han den, og den så forvirret på ham da han bevægede sig ind af døren til kroen. Kroværten så opmærksomt efter ham da han genkendte den alt for ranke holdning. "Hvilket værelse ejer Sillena?"

[Sillena af Mithri]

Kroejeren nikkede i retning af trappen. "Det sidste værelse for enden, hvis du går til højre," svarede han, alt imens han gned på et beskidt glas med en klud, imens han stadig iagtog midaneren meget nøje.
Sillena trak i en kjole, lydløst, for ikke at vække børnene, og åbnede vinduet let på klem, for at få noget frisk luft ind.

[Heltan Apon]

Heltan bevægede sig ned af gangen med lydløse skridt og bankede på døren. Normale mennesker var oppe nu, men normale mennesker var ikke adelsfamilier. Han kunne ikke være sikker på de de var oppe, og han var derfor meget stille og lænede sig op af dørkarmen. "Nøhøh, der er hunden igen." To mænd kom ud af værelserne, og den ene grinede til den anden. Heltan smilede til dem, bredt og overbevisende.
"Ja, og jeg kan også logre. Vil I se?" Han virkede for begejstret for besøget af dem. "Desværre sker det kun, hvis jeg ikke står i nærheden af idioter."

[Sillena af Mithri]

Sillena fik et chok, da nogle bankede på. Kunne Heltan allerede være kommet? Hun listede stille hen til døren, stadig for ikke at vække børnene, og åbnede. Det var halvvejs en overraskelse, at se ham stå der, i snak med to mænd længere henne af gangen, og alligevel kunne det jo ikke være spor forbavsende. Hvem skulle det ellers have været? "Hej."